Bladet fra munden

Nu kan jeg ikke tie stille mere. Nu bekender jeg lige kulør i debatten om danske institutioner.

Idag i p4 var der et indslag, som på baggrund af undersøgelser fra “udlandets fattige områder” konkluderede, at “det kun gør noget godt at gå i vuggestue”. Jeg bliver så tosset over den slags sjusk! Der er et kæmpe potentiale både i at gå i institution OG i at blive passet derhjemme, det kommer ganske an på omstændighederne begge steder, det MÅ være udgangspunktet for debatten. Og debat skal vi have, for det skal ikke være et automatiseret beslutning, hvor ens barn skal opholde sig i størstedelen af sine vågne timer. Problemet med at sammenligne med undersøgelser fra “Udlandet” er, at børneinstitutioner – ligesom alle andre institutioner – er kulturelt specifikke. Dvs det er ikke det samme at gå i vuggestue i Danmark, som det er at gå i “daycare” i fx Skotland, Bahrain eller Mexico City. Jeg taler her dels som antropolog med indsigt i kultur og som mor til 5 børn (heraf 1 steddatter). Jeg har været ansat i 1 vuggestue, forælder i 4 vuggestuer, 5 børnehaver og 4 SFO-er. Samt været hjemmegående og passet mine to yngste hjemme og i en herlig legestue for hjemmepassede børn. Alle steder findes der store variationer i, hvordan et barns hverdag tager sig ud, og det handler ikke om, hvorvidt det er en vuggestue eller hjemmepasning, det handler om OMSTÆNDIGHEDERNE. Om menneskene, overskuddet, evnerne, tiden, omsorgen. Ikke kategorien. For det er forskelligt, hvad kategorier dækker over, både nationalt og internationalt. Det gik fuldstændigt tabt i indslaget.

I de danske institutioner gælder for følgende særlige forhold, som ikke er generelle i resten af verden:
1:Da der er offentligt tilskud, så har alle familier råd til at få deres børn passet i institution. Det betyder, at også mennesker med lav eller næsten ingen indkomst, kan sende deres børn i institution. I mange andre lande er det forbeholdt eliten at få andre til at passe børn, det er kun for de “fine” eller veluddannede, og der er derfor et økonomisk, socialt og uddannelsesmæssigt skel mellem hjemmepassede og institutionspassede børn, som ikke findes herhjemme. Herhjemme er det ikke de lavt uddannede, der passer deres børn hjemme, uddannelse er ikke en faktor i den beslutning – det er faktisk dyrt at gå hjemme og passe egne børn, for man kan ikke arbejde så meget – hvis noget overhovedet. Derfor kan man ikke sammenligne fx skoleparathed som følge af, at børnene har været i institution – for hvis det er børn af rige, veluddannede forældre, der kommer i institution (som det er langt de fleste steder i verden), så er det også dem, der er mest skoleparate, i forhold til fattige, der ikke har uddannelse, og ikke har råd til at sende børn i institution.
2:I Danmark sender vi børnene i vuggestue, når de er ned til 6 mndr. De fleste er startet, når de er under 1 år. Det er markant tidligere end i “udlandet”. Det er oftest først, når de er 2 år eller skal i “preschool” som 3 årige, børn i andre lande starter i institution. Når vi i Danmark taler om, at børn skal over i vuggeren og “lege”; så ska vi lige holde og for øje, at en stor del af børnene i vuggestuerne hverken kan tale, gå, sige fra eller spise selv. Det er ikke gemmeleg og pudekamp, som journalisten fortalte begejstret om i indslaget – det er basale behov for omsorg og næring, der fokuseres på i den alder, samt nær voksenkontakt. Det kan ikke lade sig gøre i danske insititutioner med den nuværende normering og sygefravær blandt personalet.
3: I Danmark er børnene ofte i institution fra 8-16, omkring 8 timer. Anbefalingen fra danske psykologer er maks 5-6 timer.
Det er ikke nødvendigvis ens alle andre steder i verden, skal man huske, det med, at en dag i vuggestue er lig med 8-10 timer.
Og det har en stor betydning, hvor mange timer, børn er i institution. De meningsgivende, pædagogigangsatte aktiviteter foregår om formiddagen fra ca kl 9.30-11, og derudover handler det om at modtage børn, putte/skifte børn på skiftehold og så lukke stuer, sige farvel, overvåge dem, der er tilbage, så godt man kan. Det kan sagtens være meget hyggeligt i ydertimerne – jeg elskede selv at åbne og lukke, da jeg arbejdede i institution. Men kun, hvis der er få børn I dag er det meget normalt, at man lukker stuerne og samler alle børn på meget lidt plads eller udenfor, hvis der er mulighed for det, efter kl 14, for så begynder personalet at gå hjem. Derefter kan vi ikke tale normering, aktiviteter og barn pr kvadratmeter, for hverken hele personalet eller alle kvm er i brug hele dagen. Det kan man simpelthen ikke. Og det skal vi huske, når vi taler om, normering, aktiviteter og plads til udfoldelse.
4: I Danmark har pædagogisk personale et meget højt sygefravær, og hertil kommer kurser, efteruddannelse, barsler og orlov. Det er absolut ikke personalets fravær, jeg gør opmærksom på er et problem, men det er den manglende evne til at give børnene anden kvalificeret og tryg omsorg, når det faste personale ikke er tilstede. Vikarbudgetterne er udhulede mange steder, og der er ikke ledelsesmæssigt tid til at drage den fornødne omsorg for personalet, som bliver slidt. Børn har brug for kendte voksne med de rette kvalifikationer, og personalet har brug for trygt kollegialt fællesskab, da man i deres job arbejder meget tæt sammen, hvor sfæren mellem privat og professionel ofte er flydende. Det er min erfaring, at der et mange, mange dage i et institutionsliv, hvor man som forælder må aflevere sit grædende barn til en fremmed vikar, eller til en ansat, som i forvejen skal tage sig af 3 andre grædende børn OG 12 andre, der ankom tidligere. Personalet møder jo ind ml kl 7 og 9, og derfor er man som forælder nødt til at acceptere, at der ofte er virkelig mange morgentriste børn om kun én voksen, der forsøger at være noget for dem alle sammen. Det er ikke kvalitet hver dag. De prøver alt, hvad de kan, men vilkårerne er vanskelige. De ansatte i institutioner i fx England har bedre vilkår, bedre løn, mere uddannelse (det er eller var, sidst, jeg undersøgte det, en universitetsuddannelse at være preschool teacher) og højere social status, og det betyder meget for trivslen og graden af opslidning blandt personalet. Det betyder også større lighed i kommunikationen mellem ansat og forælder, hvor der stilles flere krav til forældrene, end der går i den typiske danske vuggestue/børnehave.

Der er mange flere kulturspecifikke forhold, der gør en direkte sammenligning helt absurd. God journalistik mener jeg børn belyse, ikke undertrykke, facts. Der er himmelvid forskel på, om man er barn af en advokat i Washington og går i privat børnehave, hvor man kom hen, da man var 2,5 år gammel, og hvor en Nanny henter en, når man har sovet lur kl 14 – til en lille tut på 9 mndr, der bliver afleveret kl 7.15 til en ufaglært medhjælper, der knokler rundt for at trøste 10 børn, organisere en vikar for de to fraværende pædagoger, aflyse turen til skovlegepladsen og smøre formiddagsmad, og så hente sit barn igen 16.15, hvor en anden voksen, der ikke aner, hvad barnet har lavet i dag, eller hvordan det har haft det, hvad det har spist og hvornår det sidst fik en ren ble, forsøger at sige farvel på en meningsgivende måde til 7 børn samtidig med, at hun/han også skal feje, stole op og tømme opvaskemaskine. Som ansat er det utilfredsstillende, som barn er det utrygt (men de vænner sig ofte til at klare den tilstand og ikke forvente nærhed og omsorg, trods det, at alt pædagogisk personale elsker børn og gerne vil give den omsorg. der desværre sjældent er mulig at give), og som forælder kan det være yderst frustrerende. Nogle tænker ikke så meget over det, andre går helt i stykker af det.
Vi skal have debatten og valgmuligheden. Derfor er det fanme for DÅRLIGT, når en journalist forsøger at begrave debatten ved at sige, at der ingen negative konsekvenser er ved at gå i vuggestue. Det er forkert, det er forsimplet, og der er noget sjusk!