Skal børn gå til noget?

6

24. oktober 2014 af Kristina Hobbs

Jeg vil nu slå to fluer med ét smæk og forsøge mig med hele to nye tiltag i ét og samme indlæg her på bloggen.

Efter jeg skrev min opsang til frøken Sjuskedorte Viid Mangelfuld aka møgjournalisten i radioprogrammet om institutioners garanti for børns positive udvikling, så har der været en hel del trafik her. Kanonmange læsere, mange kommentarer, det var været så sjovt at følge. Tak til alle jer, der læser med og kommenterer – selvom denne blog stadig er mit helt eget Outlet (ja altså uden indkøbsvogne på størrelse med flodpramme og bjerge af billige jeans og kopisolbriller, men helt sikkert også full of shit som de andre slags Outlets), så ER der altså noget om at  – slet og ret blive læst.

Så tak:-)

Jeg har også fået endnu et lille læserønske (ha, nu tror jeg sgu også, at jeg er De ringer, Vi spiller – opblæste dameskribent alligevel) – en idé til at skrive et indlæg om fritidsinteresser til børn. Den vil jeg gribe her, for det har jeg berørt før på bloggen – mest i forhold til alt det bøvl med logistik, som det medfører i familier, det der med at børnene skal “gå til noget”. Det er jo ikke en livsnødvendighed, vel? Det er et valg, og dermed et fravalg af noget andet.

Et indlæg om fritidsinteresser bliver derfor nok mest om to ting: Hvordan for man det til at lykkes, det med fritidsinteresser, og hvorfor gør man det i det hele taget? Og det bliver kaotisk og ustruktureret og nok også ret selvironisk, ligesom mine øvrige indlæg. Så må I jo sortere lidt i det.

Hvis nu du mest har læst med fra det der indlæg om institutioner, så kan du fx her:læse om, hvordan mit liv med ungerne på daglig basis tager sig ud . Jeg er alene med mine 4 det meste af tiden, og jeg er hjemme det meste af tiden. Når jeg ikke storker rundt og bringer, henter og handler, for med 4 børn og legekammereater er der ret meget af den slags.

Da jeg var ung og klarsynet, havde prioriteringerne og holdningerne knivskarpe, skilningen lige og neglene rene, mødte jeg jo min mand, som var 10 år ældre og havde en datter på 5 år fra sit tidligere ægteskab. Min yngste lillebror var heller ikke ret gammel på det tidspunkt, så hele debatten om, hvad børn skal eller ikke skal gå til, hvor rimelig relevant for mig, da jeg var 22 år og papmor. At skrive papmor og 22 år som en del af en personkarakteristik er lidt ligeså absurd som at skrive langturschauffør og poledancer, men jeg mente faktisk, at jeg var vældig godt klædt på til at være papmor for den søde lille pige, som jeg stadig er så heldig at have i mit liv.

Jeg tog så nok rimelig meget fejl – både af min egen velegnethed til papmor-rollen OG af mine kompetencer i den rolle. Jeg gjorde det bedste, jeg kunne – men det var mest noget med at have en masse holdninger til alt muligt, som jeg ikke anede et suk om andet end fra Vores Børn og en masse bøger. Pissefornuftig, rationel og hovski-snovski-bedrevidende. Argh – hvis den lille piges mor læser det her, så ved du det jo bedre end alle  – knus til dig.

Men – en af de ting, jeg havde en HOLDNING til, var pigens fritidsinteresser. Hun gik nemlig til ridning som 5 årig – langt borte i en skov, det var mega dyrt, og hun turde faktisk slet ikke. Det fattede jeg brik af. Hun holdt også op. Efterfølgende prøvede hun at gå til alt muligt andet, og det holdt aldrig særlig længe – så vidt jeg husker. Men hun fik altid det helt rigtige udstyr fra første – eller i hvertfald fra anden gang. Det kostede også kassen, og det kom på 2-3 gange, og så lå det bare der i skabet. Til min store frustration, for det var jo ikke rationelt! Hvad er det dog for noget at lære et barn sådan at skalte og valte med forældres penge og tid? Jeg holdt bøtte (næsten), men jeg tog det med mig, den der med, at man må lære børn at holde ved, komme mindst et par måneder, øve sig og ikke smide penge ud på dyrt udstyr, før man er sikker på, at interessen holder. Jeg kom senere på ganske andre tanker, og det handler om erfaring…..Jeg var himmelråbende naiv.

Jeg tager det 100% på min kappe, hvis min gengivelse af pigens fritidsaktiviteter er forkert (det er jeg nødt til at skrive – for de kunne jo læse med)  i hendes øjne. Og i hendes mors. Der skete meget, jeg var totalt uvidende om, pga forholdet mellem min mand og eks-konen. Det her handler om, hvad jeg erfarede af den tid, ikke om alle detaljer i, hvad der foregik – erfaring er selektiv, man udvælger detaljer alt efter, hvilken mening, den enkelte erfaring skaber (Ih, hvor hun KLOGER sig).

Så da jeg selv fik min første i 2003, så vidste jeg da besked. Han skulle ikke gå til noget, før han selv kunne klare transporten. Det der med, at forældre skulle fise og fare rundt efter arbejde med poden spændt fast, hamre ind i et eller anden sportshal med 45 hujende unger, sidde på en stenhård og svedlugtende bænk og nikke med hagen på brystet og lidt savl ud af mundvigen af bar træthed, mens ens unge halser rundt med en, to eller 10 bolde foran bagved eller ovenpå foden – og så vride ungen godt op i en Cocio fra cafeteria’et, kyle den (ungen, ikke Cocioen) ind i bilen (eller Niholaen, hvis man er med på moden, og det var jeg i 2003), hvor barnet slumrer ind, indenfor, aftensmad huhej vildedyr og så i seng. Hvorfor skulle man dog det? Når man kan få nærhed, god tid, råd til terminen og hyggeligt samvær istedet?

Da han var 8 mndr, startede vi til Tumlastik. Vi gik forresten også til efterfødselsgymnastik i legendariske APA på Østerbro. Der klarede han jo ligesom ikke selv transporten, men det var jo noget andet, ikke? Det  kostede spidsen af en jetjager, men det var jo også for min egen skyld, ikke?

Da han var 1,5 år, gik vi til babybongo i Kartoffelrækkerne hos en langhåret gut med en djembe (afrikansk tromme) og store muskler (uhm) og pandebånd (ADWR??!?). Også mest for min skyld, tænkte jeg (det med musklerne) – det var i hvertfald ikke for hans, Bastians, for han gjorde konsekvent det modsatte af, hvad tromme-hippien sagde, vi skulle. Når vi skulle hoppe som frøer, ville han ammes og putte. Når vi skulle kaste en rispose fra hånd til hånd og fortælle vores navne, så beholdt han alle de poser, han fik kastet til sig, og der vankede øretæver og sherifstjerner til dem, der prøvede at tage dem fra ham. Når vi til sidst skulle ligge og slappe af, hjernede han rundt og gav lussinger for sjov. Herligt. Utroligt at jeg holdt hele sæsonen. Bastian nåede faktisk også at kaste lidt op på den der djembe – vi var ret populære på det hold.

Derefter var der to forsøg på mor-barn gymnastik og hold da OP, hvor gik det i kage. Hov, nårh ja, vi gik også til babysvømning fra han var 8 uger (tidligste start) og 3 sæsoner mere, til han var 2 år. Det skulle være så sundt for motorikken, og det skulle være så sjovt, at babyerne godt kan lide at have hovedet under vandet. Det kunne min baby så ikke, men det var sjovt alligevel. Jeg nød mest det virkelig lange og meget varme bad, jeg kunne få, mens Bastian var gået helt død i liften efter svømning i 12 minutter og noget brystmælk…Resten var faktisk ret hektisk. Det der med at være et bestemt sted til tiden, hjælp det gav mig koldsved fra kl 8 om morgenen. Hvad nu, hvis han er SULTEN, når vi skal gå? Skal skiftes? Bare lige vil op? HVAD GØR MAN??

Nå, det der gymnastik – vi forsøgte også en spinggymnastikhold, da han var 3 år. No go. Han ville bare ikke gøre det samme som de andre, løb den modsatte vej, blev hidsig, hylede. Hm. Så prøvede vi gudhjælpemig også capoeira. Brasiliansk kampdans med live-akkompagnement af en gulvbas, som ligner et birketræ stukket ned i en gulvspand og en eller anden plinke plonke-dims, man også slår på. Herre Jemini, hvor var det åndssvagt at hive en 4-5 årig gut med til – han havde jo ZERO idé om, hvad i alverden det gik ud på! Når man er dygtig til capoeira, så er det vild akrobatik, sej streetdance og inciterende musik  – plus svedige, nøgne mandekroppe. Det sidste er vigtigt (undskyld mit fokus på muskler i dette indlæg, men jeg er PMS, og så bliver jeg lidt sådan i testostoron underskud). Men når man ikke er god til det, eller ikke er en globetrotter-unge født i en backpack, men en almindelig leverpostejsdansker, så prøver man at kolbøtter i en gymnastiksal, mens nogle mærkelige mænd med uglet hår og hængerøvsbukser slår på nogle pinde og synes, de selv er mega fede.

Så det gik heller ikke. Sad elles pligtskyldigt med min lille Molly på dengang 2 år udenfor hallen i 90 stive minutter 3 onsdage i træk, mens Bastian var til capoeira, og jeg håbede, at hvert minut gav ham mere musikalitet, styrke og selvtillid. Han klarede overlevede ikke hele de to timer, for efter ca 90 minutter kom han ud sammen med en af trænerne (bar overkrop og noget, der ligner fiskerbukser), som forklarede, at Bastian ikke ville være med mere. Molly var segnefærdig af træthed på det tidspunkt om eftermiddagen, og der var ikke opfundet ipads og smartphones dengang – i Methusalems tid. Der var bøger og guf i Mors taske. Det var det. Og det var frustrerende at få bakset os alle 3 afsted efter børnehave (de gik på samme stue i en aldersintergreret institution, jeg læste antropologi på uni) til kl 15, og de var SÅ trætte, når vi kom hjem.

Han fik fred for interesserne i hm – la’mæ’se – et års tid, tror jeg, så prøvede vi basketball. Nej. Fik bold i hovedet, glem det. Lortesport med så store bolde, vildt hårde er de også! Så startede han i skole, gik til musikalsk forskole. Det gik nogenlunde, så længe, at det ikke var for højt. Men det følte han sig i det mindste supergod til. Så fandt vi parkour, og det gik godt. Det går han stadig til – tidspunktet var helt hen i vejret, men jeg fik min mand engageret i projektet med at få ham til Enghave kl lidt i aftensmad – da havde jeg fået Silvia, nr 3. Og så startede han til guitar, som han også går til stadig. Og gik til hiphop i 3 sæsoner, og det var han også supergod til og var glad for. Prøvede også fodbold, da vi lige var flyttet herop, det ville han, fordi han godt vidste, at alle drenge spiller fodbold. Vil man have nye venner, skal man gå til fodbold. De var bare ikke søde ved ham på holdet, de drillede, fordi han var vildt elendig. Jeg sad trofast på græsset to dage om ugen i to timer med Molly på 7, Silvia på 2 og James på 5 mndr  – fra kl 17 til 19, kraftedme. Prøv lige det derhjemme. Det var tortur, både at se ham kæmpe for at blive accepteret, og at sidde der  med trætte børn, der alligevel heppede bravt på storebror og fik madpakker til aftensmad. Hans “få-venner” projekt synes jeg bare lød så fint og meget modigt, at jeg gerne ville hjælpe ham. Da han opgav, var jeg lettet.

Bastian er i dag en skøn dreng, som jeg elsker højt. Han kan mange ting, som imponerer mig dybt, og så er der lige så mange ting, som jeg undrer mig meget over, at han slet ikke kan  – eller vil. Men hvorfor fanden jeg altid har haft så travlt med at han skulle gå til alting, det fatter jeg ikke. Hvor alle mine HOLDNINGER blev af, det ved jeg heller ikke. Det betød sindssygt pressede dage, når vi skulle afsted til noget om eftermiddagen, han var faktisk for træt for det meste, og både jeg og ham  – og den voksende flok af søskende-, trængte mere til at komme hjem eller måske slingre på en legeplads og SÅ hjem. Han bad ikke selv om noget af det. Han ville gerne, når jeg foreslog det, men det meste brød han sig ikke om. Og han begyndte først at klare transporten selv sidste år.

Molly har også gået til flere ting – babysvøm, tumlastik, diskodans i 3 år, hiphop, violin, svømning, ridning, klaver, billedkunst, heltetræning, springgymnastik og spejder. Nu går hun til spejder og klaver. Spejder tager hun selv til og bliver hentet, for det er mørkt i skoven kl 20. Al anden transport har jeg stået for og har haft de små med på umulige tidspunkter. Det eneste, der virkelig var fedt for alle, var ridning. Det starter hun til igen, når vi får råd (altid naive mig), for de små elskede alle de heste, de måtte røre ved og få ture på, der var alle mulige lækre bær og frugter, man måtte plukke, mudderpøle at hoppe i og kaniner at lege med. Bastian gad faktisk også godt med og se sin søster – og Molly var så pissesej til det hele. At se hende muge 2 kubikmeter hestelort ud ved siden af 2 meter krikke, det gav mig sørme en ny respekt for den dames viljestyrke.

Molly er en helt anden end sin storebror, og hun har holdt ved de fleste ting en sæson eller to.

Jeg vil vove at påstå, at jeg er blevet klogere. Silvia gik ikke til babysvøm, men jeg tog i svømmehallen med hende som baby. Og sidenhen  – vi går ofte i svømmehallen alle 5 (min mand kan ikke lide det). Hun gik ikke til babybongo. Hun har aldrig gået på musikskole, og hun skal ikke til kampdans. Hun gik til småbørnsrytmik kl 14-14.45 om fredagen i forbindelse med legestuen her i byen. Hun fik lov til at gå en halv sæson til gymnastik sidste år, fordi hun så de små piger træne, når vi sad i cafeen i Helsinge Hallen og ventede på, at  – næh. det er forkert. Hm – nårh jo, Molly skulle til en prøvetime i dans, og så ventede vi i cafeen. Og Silvia så, at to piger fra børnehaven gik på holdet, og så ville hun også. Der var plads, og der er hyggeligt i cafeen, så jeg bøjede mig. Vores onsdags rutine hele sidste forår var, at jeg tog med de små og Molly til hallen, og så kom Bastian direkte derover efter guitar, og så spiste James, Bastian og Molly pomfritter, mens Silvia var til gymnastik. Hjemme igen kl 17.30 var vi færdige.

I år skal hun ikke gå til noget. Måske til spejder hveranden lørdag efter jul. James absolut ingenting, og det forekommer mig aldeles stjerneblinkede tumbet at gå til noget om eftermiddagen med små børn. Der er rytmik i legestuen, that’s it.

Opsummering: Det kommer an på barnet, på omstændighederne, på forældrene, på pengepungen, på overskuddet, på behovet. Men man skal overveje nøje, hvorfor ens barn skal gå til noget. Hvad det er, de skal lære af det, og hvad det er, man fravælger, og hvor meget, det går ud over de andre børn, man evt har. Og en selv.

Mine kæpheste, fra da jeg var ung, set med mine øjne som erfaren mor: Vedholdenhed. Jo, altså. Den vigtigste faktor i at lære noget nyt, tror jeg, er motivation. Det skal give mening for barnet og helst komme indefra. Mange af de fritidsinteresser, jeg smed i hovedet på Bastian, da han var lille, dem anede han ikke, hvad gik ud på – hvad der var fedt ved dem, hvorfor det var sejt at være god til. Hvad en opvisning eller en konkurrence eller en koncert var. Jeg tror ikke, han fattede pointen. I hvertfald ikke, når det skulle ske i træt tilstand om eftermiddagen, uanset hvilket humør, man nu var i den dag. Noget af det, der kan gøre mig allermest tosset, er, når forældre til et vrantent barn, som ikke gider til cellotræning, syder af raseri og hvæser: “Her har jeg betalt for hele sæsonen, det har vi talt om, og så går du eddermanme også ind og er med, er du med? Det er spild af penge! Gå så ind og vær med, se, de andre er da med og har det sjovt!” Hold nu kæft, altså – det er sgu da ikke barnets ansvar, at man har betalt for det – måske er træneren eller de andre også nogle dumme no’en, men stadig: det er i bund og forældrene, der vælger, at barnet går til noget, det valg kan de ikke selv have ansvaret for, og de aner ikke, hvad penge vil sige i den sammenhæng. Penge er IKKE motivation her, for dælen. Det er den der med, at “ellers bliver mor gal” heller ikke! Jeg tror rimelig meget på, at det sundeste er, at man lærer noget, hvis og når man har brug for det – ikke, når mor har brug for at være en mor, hvis barn kan lave en fed monkey ned af trappen i Botanisk have eller slå en baglænder på havetrampolinen.

Lysten skal drive værket, det er det, jeg mener. Egentlig for alle, men særligt for børn under 8-10 år. Så må man æde, at man hælder de penge ud med spytbakken. Børn skal lære så meget, som de SKAL lære – alt fra at stave, binde snørebånd ( jeg er gammeldags på det plan), skrælle en selleri, hænge vasketøj op, bestille flybilletter og gennemskue en togkøreplan. Holde af familiemedlemmer, der er helt umulige at holde af, holde døren for de ældre, selvom de nogle gange er sure, sige tak og tale tysk. Søge på nettet, kildekritik og demokrati. Men de SKAL sgutte lære at gå i spagat som 7 årige, hvis de hellere vil hjem og lege i deres legehus  i haven med deres venner den dag. Det er IKKE en del af et barns  dannelse at spille trombone i et marchorkester (det kan gøres, når de bliver ældre og selv kan klare transporten og måske gå med aviser, så de kan betale lidt af undervisningen). De klarer den fint uden at kunne lave cirkelspark og have gule bælter, og de kan nyde at være i vand uden svømmeundervisning og en bassinbetjent, der står og RÅBER i en alt for lille stumpe-tshirt og begyndende vom og måne på kanten.

Som forælder skal man turde tro på, at man gør det godt nok. At de der børn er glimrende børn, hvis man elsker dem og gør sit bedste. Find ud af, hvad du gerne vil lære dem, hvad du synes er vigtigt, at de kender til – hvad, der har været værdifuldt for dig at kunne. Og vis dem, hvorfor. Så kan det være, at de har lyst til at lære det. Det behøver ikke at være noget, man “går til”, det kan også være dig, der lærer dem det.

Vedholdenhed tror jeg ikke på som selvstændigt princip. Hvis de ikke vil mere, så pyt. Og hold lige bøtte med “nu har jeg betalt…”-bitterhedsanfaldet. Så må sønnike jo gå til noget billigere, hvis det er så stort et offer, at du ikke kan være sød og rar, hvis han ikke har lyst til at gå til det alligevel. De ved sjældent, hvad det er, de går ind til, og i dag skal man mange steder betale up front, hvilket er totalt unfair og ikke på børnenes præmisser.  Vi har lagt store summer for fritidsinteresser, men vi havde også flere penge før i tiden. I år har vi fx måtte sætte grænsen ved to aktiviteter hver for Bastian og Molly.

Udstyr: Kan købes brugt eller billigt, og det er en god ting, for ellers er dyrt. Men det har også en social værdi at se ud som de andre, og selvom man har som princip, at det da kan være ligemeget, så lever de færreste voksne altså efter det princip selv. Og så kan det være svært for junior at se, hvorfor det skulle være fedt at stå i joggingbukser fra Bilka og udtrådte gårdsangersko med falmede blomster på, når de andre til diskodans har det rigtige gear. Børn lærer, hvad vi gør, ikke hvad vi siger. Tænk på dig selv til konferencer  og på arbejdspladser og til lægen. Er du ligeglad? Er det ligemeget? Hvorfor/hvorfor ikke? Hvad viser du dit barn om at blende ind i mængden, og er det i orden at kræve noget helt andet af dem, eller er det dobbeltmoralsk? I nogle tilfælde, fx fodbold og ridning, skal man have ordentligt udstyr for sikkerhedens skyld. Fra start. Så der er ingen kære mor, men der er også meget brugt at få – og man kan sælge det nye.

Hvorfor gå til noget: Det kan have stor social værdi for børn at gå til noget, fordi det potentielt kan skille dem ud fra mængden. Det er en tidlig identitetsmarkør, i hvertfald, når de bliver 4-5 år. Så er det noget af de, som Mads går til, men ikke Helmut, og Ida-Maria går til kor, men Aischa går til ballet. Børn lærer nye måder at være sammen på, og for nogle er det en vidunderlig ting at være social på nye måder. Nye fællesskaber om en interesse, ikke om hverdag i institution eller legestue eller hjemme hos mor. Det kan også være en måde at komme ind i et fællesskab (for Bastian, not så much). Eller det kan være en måde, hvorpå man kan vise, at selvom man er elendig til fx fodbold, så er man vildt god til mountainbike, elguitar eller at tegne manga. Det er fedt at have et talent, og den skarpe forælder har øje for, hvordan man plejer talent uden at pace det. Så er der alle de andre forældre, som mig selv, der bare siger “du skal øve dig 10.000 timer, før du er god til guitar” og håber det bedste.

Men det er et fravalg af en eftermiddag i ro hjemme i familien. Et fravalg af de ting, man kan være sammen om at lære fra sig derhjemme. Huslige ting, haveting, kreative ting, måske musiske ting, naturting, brevskrivning, sprogting, computerprogrammering, hvad som helst. Behovet for socialt liv med jævnaldrene er så udmærket opfyldt før børn, når klokken er passeret 15, så de behøver ikke mere, nødvendigvis. Kig på barnet – hvad trænger det mest til?

Jeg ville ønske, at mine to ældste børn havde haft mere tid til bare at komme hjem, og at vores første år her i Helsinge ikke havde været så præget af, at de to store skulle gå til alt muligt, som jeg skulle slæbe de små med til. Bastian sagde i går til mig, at vi havde travlt. Selvom jeg gik hjemme. Vi aftalte, før vi flyttede, at vi skulle købe et legehus, som vi så skulle rejse sammen i vores nye have, male det fint, lakere det, bygge og klunse møbler – allesammen. Vi havde jo ikke råd til sådan et fancy Kronprinsesse Mary-legehus med stråtækt og terrasse – vi ville købe et fra trælasten, fx sådan nogle her.

Og så ville vi pynte, ordne og male det.

Men vi nåede det aldrig, og så blev de store store, og Molly lavede en hule under nogle buske, og Granddad kom og gik i gang med et træhus istedet. Som nu står som et forladt stavær af brædder på kryds og tværs i piletræet. Ufærdigt. Typisk. Men hvor ville jeg hellere have bygget legehus end have siddet og rystet på fodboldbanen, ædt pomfritter i Hallen, ventet udenfor svømmehallen. De små havde det sgu heller ikke for sjovt. Nej, det gør jeg ikke igen.

Men jeg havde jo nok haft det anderledes med fritidsaktiviteter, hvis det var noget, der havde været ubetingede successer for mine børn. Molly har haft det dejligt, men det har hun stort set altid, uanset om hun dimser med perleplader alene på sit værelse, styrter rundt i spejderuniform (og undlader at børste tænder i 3 dage) eller danser diskodans i fuldt glimmer outfit. Hun kunne sagtens have undværet. Og Bastian skulle have undværet langt det meste. Og jeg havde været mindre presset i hverdagen generelt. Ofte, i hverfald.

Skal børn gå til noget? Næh, det SKAL de ikke. De skal nyde deres frihed, og så skal man pleje og drage fordel af de fleste børns ubetingede gåpåmod, når det kommer til at lave noget sammen med deres forældre eller andre, som de føler sig trygge ved. Men hvis man synes, de trænger til mere adspredelse, og hvis man kan ordne det, så man kan overleve det økonomisk (også , hvis barnet springer fra), og hvis det ikke går alt for meget ud over andre, og hvis det ikke gør én til en skrækkelig martyr, at man gennemgår så frygtelig meget og lider så mange afsavn, fordi Johanne bare er nødt til at gå til nycirkus eller synkronsvømning – så gør det da:-)

Kh Kristina

sponsoreret

Reklamer

6 thoughts on “Skal børn gå til noget?

  1. Tanja siger:

    Tak for dit fyldestgørende svar på min opfordring om tanker vedrørende fritidsinteresser 😉
    Jeg skal ærligt indrømme, at jeg altid har følt mig lidt sløv i optrækket mht at mine børn skulle afsted til fritidsinteresser, ikke mindst i barslen. Har veninder, som har gået til 3-4 forskellige barselsaktiviteter med baby! Har været helt forpustet ved tanken, men samtidig også haft dårlig samvittighed over at være sådan en dødssejler. Især da ingen af dem grovmototrisk har været stærke (er dog fint alderssvarende med nu – letter samvittigheden 😉 )
    Men også nu hvor den store lige er startet i 0. kl, så bliver det kun til svømning. Som du skriver, børn er forskellige og tror faktisk ikke vores rummer mere (mor gør ihvertfald ikke) så det er vist fint pt. Hende på 4 år har jeg af flere omgange startet op på noget, men anden gangen så gider hun ikke afsted, så nu er den e sæson slut for hende – til alles lettelse 😉
    Nå – der blev en længere smøre
    Tak for tanker, god aften
    Kh Tanja

    Like

    • Du er sgu da også en sej en med 4 børn under 7 år! Jeg er dybt afhængig af hjælpen fra mine to store på 9 og 11 for at få det hele til at spille.
      Jeg er også færdig med at stå og skubbe på (læs skælde ud, forkert, pinligt og formålsløst) for at få et barn med til en fritidsaktivitet, når de hellere vil ud og lege eller sidde og tegne.
      God søndag!
      Kh Kristina

      Like

  2. Rikke siger:

    jeg er fuldstændig enig med dig. Som tilflyttere til en meget lille bitte by, faldt vi også i fodboldfælden, med vores første søn. Efter 3 træningsdage og en kamp, var vi blevet klogere. Jeg tror ærlig talt vores søn var lettet over vores pludselige klogskab. Gymnastikfælden har vi også været faldet i. Men de sidste 3 år, har drengene kun gået til svømning, og de elsker det. Det gør vi også. Lillesøster er så til babysvømning, og babysalmesang. Men det virker 🙂
    Tak for dit ærlige besyv om fritidsaktiviteter.

    Like

    • Velbekomme – tak fordi du læste det lidt for lange indlæg!
      Er I glade for at bo i en bitte by, så? Vi bor jo i Helsinge, en såkaldt købstad, dvs en større by på landet. Omgivet af marker uden gadelygter i en meget stor kommune, Gribskov. I Helsinge er der alle bekvemmeligheder og rådhuset ligger her, så det bliver ved med at være sådan. Jeg kunne af praktiske årsager ikke bo langt ude på landet (dvs 4 km udenfor Helsinge, for der er der virkelig mørkt!), og vi er glade for vores hus, men jeg kan godt drømme om mere land, skov, måske vand, ro, dyreliv – og færre biler. Men er nok betænkelig ved isolationen navnlig om vinteren. Hvad siger du?
      Kh Kristina

      Like

  3. annesofieslot siger:

    Hej Kristina
    Jeg har læst rigtig meget på din blog men ikke kommenteret før nu. Jeg er selv mor til 4 og faldt over din blog, da jeg ventede de to sidste (tvillinger) og desperat forsøgte at finde nogle kloge ord om at have mange børn. Det har været – og er – skønt at læse om dine erfaringer!
    Min holdning til fritidsaktiviteter er begræns i det omfang, det er muligt. Vores ældste på 6 går til fodbold og det har mange gange givet anledning til grå hår i hovedet. I sommersæsonen var jeg altid afsted med alle 4 unger og det var mildest talt kaotisk. Nu spiller han indendørs og senere på dagen, så jeg kan gå med ham uden de tre små. Nu er det pludselig en helt anden tjans. Faktisk er det ret hyggeligt med lidt mor-søn tid. Som du også konkluderer, er det forskelligt fra barn til barn – og ikke mindst fra familie til familie, hvad der er rigtigt at gøre. Puslespillet skal jo helst gå op.
    Tak fordi du deler dine ord og tanker.
    Hilsen Anne Sofie

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: