Jeg har lus!

Kære allesammen.

Først: tusind tak for alle jeres kommentarer til mit sidste indlæg om usolidaritet. Jeg tror aldrig, jeg har fået så mange kommentarer. Jeg er nået frem til, at det var rammen som legegruppe, der generede mig – det havde været lettere for mig og for de andre forældre, hvis jeg bare havde inviteret legegruppen til Halloween istedet for at sige, at den første legegruppe hos Molly holdes som Halloween. Det lille skel tror jeg havde ryddet lidt op tingene for mig. Men det er mindre afgørende nu, jeres kommentarer fik mig lidt ned på jorden. Tak:-)

Det her er et ulækkert indlæg, ihvertfald til at starte med. For dem af jer, der endnu  ikke har børn i skolealderen, så vil jeg anbefale, at I lige sikrer jer, at der ikke er noget der klør. For når I læser videre, så klør det helt sikkert, uanset om det er fantomkløe eller ej.

Jeg har nemlig lus, og jeg er pissetræt af det!

Det er klamt, det er dyrt, og det er tidkrævende at have beboere i garnet. Jeg gider det ikke, og jeg kæmper for at få de satans kryb til at flytte, dratte bevidstløse om eller helt tage billetten til de evige lusemarker, men det er en sej kamp.

Forrige weekend sad og jeg krammede min kære, søde Silvia i et tog på vej hjem fra bytur med hende og Molly. Og vupti, der kravlede sørme en seksbenet, fuldfed spradebasse af en lus tværs hen over hendes pande, lige i hårgrænsen. Formastelige krapyl, jeg maste den omgående, og så sad vi piger ellers der og kløede og kradsede hele vejen hjem i toget.

Aflyste eftermiddagens yderligere planer om rengøring og modellervoks, og så røg den ene efter den anden unge ud på badeværelset. Heldigvis havde jeg lusemidler i skabet, Hedrin og Linicin, og de plejer at være effektive.

Jeg satte en film i DVD’en – det var vist en Barbie-udgave af de tre musketerer, for herhjemme ser vi kun film af pædagogisk, æstetisk og kunsterisk høj kvalitet (Mmm helt sikkert). Og så fik de to mindste tøjet af og Hedrin i håret og blev sat til at marinere, mens Bastian blev sendt i bad. Jeg havde ikke lusemiddel nok til alle, så jeg brugte selv noget katteloppehalløj, som dyrlægen sagde var naturligt og fint til menneskelus også. Det var i 2012, men jeg tænker, at den slags ikke bliver for gammelt?? Eller —- nå, jeg havde som sagt ikke mere Hedrin.

I med CatBug Away i mit taljelange hår, op i en knold. Stank nu af eucalyptus. Molly fik Linicin i hendes smukke hårpragt, som kun skulle sidde i 10 minutter. Hun var møg sur, for hun er 9 år, og så er lus altså mega klamt og lige så børnehaveagtigt som bussemænd.

Imens kom Bastian ud af badet og fik hældt en halv flaske balsam i håret, så jeg kunne kæmme ham. Lus sidder stille, når de er smurt ind i balsam – jeg kan ikke huske hvorfor, men det giver jo meget god mening. De skvatter måske? Tænk, hvis ens hus pludselig blev pøset til med slim overalt, litervis, kubikmetervis af slim – jeg ville nok også enten sidde helt stille og undre mig såre. Nok også halvsvært at komme omkring. Og så på seks ben. Så jeg kæmmede med balsam, og der var heldigvis ingenting. Hos Bastian.

De andre derimod, og mig selv – som ofte sover sammen alle 4. Krible krible kravle. Først Silvia og Molly i bad, vaske lusemiddel ud, så alt er smurt ind i det stinkende stads. Umuligt at få ud, og Silvia hader at få vand i øjnene, så Molly, som elsker at leve Mor, havde givet hende et badehåndklæde at tørre øjnene i. Helt nærliggende format til en klud, sådan et badehåndklæde på omtrent 50×120 meter. Den lå på bunden af badekarret, da jeg kom ind med den frygtelige kam. Silvia græd tappert, mens jeg kæmmede – og der var en hel firmaudflugt af forskræmte kravl, jeg kunne kæmme ud. I alle størrelser. Det græd hun også over, og det er da også ulækkert. Og nu var der gået en time.

Så Mollys tur – hun har meget tykt, langt hår. Det tog en krig og en madpakke at komme igennem hendes hår, og det tog endnu længere at få det sidste slim vasket ud igen. Og der var virkelig mange, virkelig klamme lus. Fatter ikke, hvordan jeg ikke har set dem. Fletter for dælen hendes hår ofte!

Nu var der gået halvanden time. På en dejlig lørdag eftermiddag.

– og så gik der lige et par dage, hvor jeg ikke fik skrevet noget, fordi jeg hældte en kop te ned i min laptop. Det kan jeg ikke anbefale.

Tilbage til indlægget om logerende i parykken:

Op med pigerne – ind til James, som hyggede igennem foran tv nu på 3 time (stakkels, svigtede dreng)- men nu kom onde, onde mor med den lede, lede lusekam. Og han skreg. Det gør nas, når man skal kæmmes, og man har meget arp. Endnu en lækkerhed, som man som forælder lærer at forholde sig til, det der arp. En form for svamp, der gror i hovedbunden og nogle gange øjenbryn og sågar ned i panden på få børn, og som man kan opløse og vaske væk med olie. Eller med lusemiddel, viser det sig – men huden er helt rå og rød nedenunder, og det gør ondt.

Arj arj arj hvor han græd, den lille mand. Og havde også mange lus.

Så sad alle børn igen plantet efter overgreb og lusedrab – så satte jeg linsesuppe over (note to self: husk at udlevere gasmasker til personalet i deres institutioner), stadig med knolden fuld af katte-lusemiddel i nu på 3 time iklædt badekåbe. Godt, at der ikke var gæster!!

Den eneste, der ringede på, var et venligt, men lidt forvirret bud, for jeg åbnede i badekåbe med kattelusemiddel i håret, forklæde på, en gulerod i hånden, og James kom rendende i supermandskostume og pink prinsessesko.  Buddet kom med min søns nye, fede Hummelstøvler, som jeg igen i år har bestilt fra E-shoes. Støvler til børn på nettet er dælme smart, når man altså først har fundet en model, der holder. Bastian er meget sensitiv med fodtøj, som skal sidde på en bestemt måde, og de eneste velcrostropper, der ikke går i stykker på 5 minutter, er Hummel. Går de alligevel fra hinanden, tager de dem retur uden bøvl og sender nye. Hold da op, hvor har jeg sparet mange shoppetimer på at finde en model, der bare passer, og så bare, år efter år, bestille den hjem på nettet i november i størrelsen større. Nu er vi oppe i str 40, så til næste år duer den ikke mere. Hvad faen jeg så gør, ved jeg ikke!!!En 12 årig i voksenstøvler??

Jeg kom i bad og fik fjernet lus kl 21. Hele processen blev gentaget den følgende uge 2 gange, med 4 dages mellemrum, for at få has på de luseæg, der efterhånden blev til lusenymfer, som kunne blive til flere ækle lus. Hver gang koster det omkring 300 kr i lusemiddel. Vi bruger omkring 3 timer på det. Det er simpelthen dagens aktivitet. Er utrolig populær de dage. Og det blev gentaget ialt 4 gange. Det er 1200 kr. Og virkelig mange timer. Og så kan jeg ikke engang får børnehaven til at sætte et skilt op i døren med, at der er lus, og at alle skal kæmme deres børn. For de siger, at der er lus konstant alligevel. Jeg har ikke haft lus i årevis, og vi har ikke været så hårdt angrebet i årevis. Lus er naturligt og helt almindeligt, det er jeg med på. Ligesom fodvorter, børnesår, herpes og så altså arp. Rimelig ulækre tilstande, som forældre som regel lærer at forholde sig pragmatisk til. Det skal væk, det skal behandles, men det er jo ikke børnenes skyld.

Men lige præcis med lus, så er det altså hundedyrt at komme af med! Jeg ved godt, at man kan nøjes med balsam – der findes en pakke, der hedder ” BugBuster”, noget amerikansk luse-halleluja, som priser princippet med at afluse balsamindsmurte børnehoveder en gang om ugen pr automatik. I pakken er der kamme i sjove farver, forklæder i plastik og endda virkelige “sjove” klistermærker, så barnet kan udfylde sit “BugBuster”-kort med afslusningsmærker, hvis det artigt har fundet sig i at blive kæmmet. Som om aflusning var lige så fedt som BR-bonusklistermærker – altså tak for ideen, BugBuster Marketingman – men det virker ikke her. Aflusning bliver aldrig en yndlings. Med gift dør de små sataner forhåbentlig også, hvis jeg ikke får dem allesammen med, fordi jeg forbarmer mig over det grædende barn og lægger kammen fra mig for tidligt.

Får jeg det igen inden jul, sværger jeg at klippe håret af.

Nå, lære læsere – klør det nu?

Næste gang lover jeg at skrive om noget, der ikke har 6 ben.

Kh Kristina.