Nødbremser og bussemænd

Forestiller mig, at alle familier har en nødbremse. Noget, man hiver i, når alt andet går galt, eller man bare ikke orker andet.

Når Mor har 39,5 i feber og snotten stående som en mur bag pandebrasken.

Når vaskemaskinen er gået i stykker, og gulvet i bryggerset er dækket af 5 cm surt vand.

Når man har glemt sine nøgler nede i Kvickly, hvorefter de er forsvundet af nøglespiseren (hvem ellers, for hvad skal folk dog med andre menneskers nøgler, med mindre de følger efter én og ved, hvor man bor? Creepy…), og man må punge 1200 kr ud til en højlydt fisende låsesmed, der tydelig vis fik linjeakvavit til frokost.

Når man  – arj, nu må jeg videre, I har fattet pointen. Bare for at skrive disse 10 linjer er jeg allerede blevet afbrudt 4 gange – sådan er det jo, når man skriver, mens der er børn oppe, det ved jeg godt, men det hele så faktisk så idyllisk ud lige før! Sådan en dag, hvor man burde tage en god, solid cykelhjelm på fra morgenstunden af – men ikke en dyr en, bare sådan en her – for det er med garanti i dag, der falder alt muligt lort ned i skalden på én.

I dag var sådan en dag  – og nu går min laptop gudhjælpemig i dvaletilstand lige om lidt, selvfølgelig gør det den. Og jeg aner ikke, hvor min oplader er henne. Den ligger sikkert i vores gamer-rum i kælderen, som altid er aflåst, fordi min mand er paranoid, og nøglerne altid på magisk vis ender i lommerne på beboerne af hankøn her i huset. Så når jeg gerne vil benytte den store  computerskærm dernede i løbet af dagen, eller når jeg på anden vis gerne vil tilgå et tv, der virker, så møder jeg et stk låst dør i mit eget hjem. Tsk. Øjeblik.

….

Sådan. Fandt oplader, krise med noget flormelis og et sofabord afveget. Bortset fra det i mit hår.

Nå. I dag er sådan en dag. Ikke, fordi der er sket noget særligt, men jeg er bare flad. Der må hives i nødbremsen, og den er altså i flertal her i huset.  Jeg har som hjemmegående masser af nødbremser, fodbremser og håndbremser – mange tricks, de fleste absolut ikke sunde eller pædagogisk forsvarlige, og slet ikke i overensstemmelse med alt det, hjemmegående moderne forældre ofte stikkes i skoene. Når der skal ro på gemytterne herhjemme, kan jeg da godt lige slynge en stor klat hjemmelavet modellervoks på bordet til de små, mens jeg sætter de store til at bage pandekager. Jeg kan da også lige svinge en snobrødsdej sammen og indkalde til bål i haven.  Ikke? Ih, hvor jeg kan. Rigtig tit. Mmmm.

Men som regel bliver det noget med noget færdiglavet fra frost eller fra en pose i fadeburet, som serveres foran noget ulødigt tv. Og så koger vi allesammen ud i en bunke – eller det hænder, at jeg sniger mig til at skrive for at få noget skrald ud af hovedet. Eller få styr på noget. Så det gør jeg nu. De store sidder i kælderen og ser noget tv serie på Netflix, de små er blevet hentet lidt senere end sædvanligt og var meget trætte. Silvia har været på tur med sin stue, og James sov 2 timer derovre – ingen grund til at hente ham, før han vågnede. Så jeg var hjemme med dem kl 15.30. Det var jeg helt vant til, da jeg gik på arbejde eller de dage, da jeg havde sene timer på universitetet (fra 2004-2011), men det er længe siden, og nu er det bare trist at have så trætte børn med hjem. Lyder skørt, men James, selvom han har sovet, er også træt. Der er bare ikke rigtig lyst eller drive til mere, når klokken snart er 16.

Så vi greb de frosne æbleskiver, flormelis og saftevands-bremsen. Og satte Barbiefilm på. Og så skal vi have frugtsalat og havregrød til aftensmad. De store fiser rundt til sepjder og guitar, Bastian har yderligere en aftale på Skype med en ven fra Kbh senere (de spiller Mindcraft og chatter), og James skal bare ikke have lov til at fylde det hele i aften. Så bliver jeg nemlig for irriteret i dag, kan jeg mærke. Han må have slugt et eller andet, den lille fyr, for han er simpelthen så totalt på tværs i øjeblikket. “Kom skat, nu skal du” – får ham til at se rødt. “NEJNEJNEJNEJNEJNEJNEJNEJNEJNEJNEJNEJNEJ” skriger han, tiltagende blå i hovedet, ned på gulvet, ruller rundt, nægter alting. Insisterer på at ville se film stående lige foran skærmen, hvilket er irriterende for de andre børn, da han er et rimelig skidt vindue  – forventer at måtte spise hele skålen med flormelis med ske, løber lige hen til sin storesøster og giver hende et los over skinnebenet, smider hysterisk med min IPHONE (JO, blasfemiske lille l…!) når Dr. Panda ikke vil stå på bussen, når Sir James siger, at han skal, lægger katten i benlås dagligt, gemmer sig allevegne, når vi skal ud af døren, hælder vand i min stearinlysskuffe, vælter potteplanter, tømmer tandpastatuber, hiver blomsterne af mine dejlige og næsten udsprungne hibiskus, slår mig med flad hånd om natten…..Han er kropumulig! Heldigvis stadig meget charmerende, men kors altså – jeg skal virkelig tage en dyb indånding hver eneste gang, vi ligesom skal videre i teksten. Suk.

Det er jo hvad, man kæmper med en gang i mellem. Nu er Barbie slut. “Mer se den Dardie” siger Sir James. Og dasker mig lige lidt. Og forærer mig til gengæld en lækker bussemand med slør. Ih tak. Nå, den havregrød laver jo ikke sig selv…

Hav en dejlig aften!

Kh Kristina

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s