Juleafsløringer

Kære alle jer derude, som jeg er så glade for følger min blog.

Køkkenbordet, som jeg sidder ved, klistrer. Jeg har bagt småkager af over 3 kg smør siden mit sidste indlæg, plus alt det daglige ekstrem-klister, som bordene i hele huset bliver cementeret med  – min laptop er muligvis ikke så bærbar, når dette indlæg er færdigt….

Det er som oftest aften, når jeg skriver. Når alle mine børn sover, er der omsider ro, og jeg har fri. Eller nej, der er stadig masser husligt at gøre, men jeg prioriterer skarpt at have fri, når børnene er i seng. I aften er ingen undtagelse, der er fx 4 maskiner vasketøj, jeg kunne kaste mig over, et køleskab, der ikke er blevet vasket, siden jeg købte den øko-leverpostej, der fiser rundt ovenpå salatbladene nede i grønsagsskuffen, skabe fulde af ROD, som burde sorteres, 4 overnattende julegæster fre England, som jeg burde forberede huset på, en julemadsplan, der burde laves, noget hår, der burde vaskes, inden Dyreværnet kører mig på internat som en anden fortabt grævling, noget gulligt klistret noget, som sidder på radiatoren i entreen, og som jeg nok burde finde ud af, hvad var og pudse noget kemi på det….Masser at lave.

Men jeg skriver. For det er alt for længe siden. Det skyldes såmænd, at jeg jo ikke -trods alt- skriver om alting. Jeg har jo store børn efterhånden, som har ret til noget privatliv, så der censurerer jeg en del. Jeg har også nogle bekymringer, der rækker langt ud over mig selv og ind i andres privatsfære, som jeg heller ikke nævner. Naturligt nok.

Når meget af min energi og tid går med disse bortcensurerede begivenheder og bekymringer, så kan det faktisk være lidt svært at blogge, for jeg skriver jo vitterligt helst det, der falder mig ind. Så derfor har jeg ikke skrevet nogle uger nu, og mine sidste par måneders indlæg har været måske af en lidt lettere karakter end sædvanligt. På den måde er mit liv reflekteret på bloggen.

Der er to ting, der har optaget mig meget. Dels har min ældste søn vanskeligt med at være den, han nu er. Både herhjemme og i skolen. Nu er det endt så lykkeligt, at han skal udredes i børnepsykiatrien, og vi får fantastisk hjælp fra Helteskolen og en alternativ behandler oven i det etablerede system. Og fra hans skønne skole Hillerød Lilleskole. Det går bedre. Og endnu en psykiatrisk diagnose i vores slægt gør hverken fra eller til, vi kan såmænd præstere en flot variation af gak-gak i forvejen. Vi stritter i alle retninger i forvejen, mig selv eks-bulimiker inklusive, mangfoldigheden længe leve. Vi har holdt jul sammen alle årene alligevel, og det er ikke endt med mord på andre end nogle ænder endnu.

Det er skønt at se min elskede søn glad efter en lang eskalering af problemerne i hele hans skoletid siden børnehaveklassen. Hele det sidste år har været virkelig sejt, og de sidste måneder er der truffet nogle beslutninger, som gør, at jeg føler, at vi er på rette spor. Så nu kan jeg skrive friere.

Og så er der lige også noget andet. En anden.

IMG_3100

Jeg skal have et barn! Jo, dælme så! Det er vildt, sindssygt og kæmpestort og vi er meget taknemmelige for at få lov til at lære endnu et nyt lille menneske at kende. Denne lille reje, som I får lov at lære at kende til sommer, har givet mig dødskvalme de foregående 3 mndr, og så er det altså så som så med overskuddet. Føj for den lede, at skulle lave mad og putte børn og i det hele taget fungere med den slags kvalme, det er altså ikke for børn. Blev faktisk lidt søsyg af at skrive. Har aldrig lidt af det i den grad. Det lille barn har naturligvis fyldt enormt meget i mine tanker, og jeg har ikke villet skrive om det, før nakkefoldsscanningen var vel overstået. Det blev den i dag. Så nu kan ordene (og vanviddet) få lidt friere løb igen.

Det betyder også en del for fremtidsplanerne, for jeg var jo ligesom lige ved at køre mig selv i stilling til det der jobmarked. Jeg starter på arbejde på biblioteket her i Helsinge i januar, og det tænkte jeg jo skulle være springbræt til mere arbejde. Men nu skal jeg så være hjemmegående i en 2-3 år igen, og det glæder jeg mig umådeligt til. Det gør børnene også.

Så med den update vil jeg ønske jer alle og jeres familier en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Jeg skal holde familiens jul herhjemme som sædvanligt, og det indebærer mange middage, meget logistik, mange opredninger, mange vaniliekranse og god nattesøvn – så jeg regner med at holde ferie fra bloggen også.

Tak fordi I var med i år – jeg ser frem til en masse skriverier og kommentarer fra jer til næste år, også.

Glædelig jul!

Kærligst, Kristina plus én.

17 kommentarer til “Juleafsløringer”

  1. Hvor er det fantastisk!! Kaempe stort tillykke!! Hvor er jeg bare misundelig!!

    Vi hjemmeskoler og er klart den bedste beslutning, vi nogensinde har foretaget!

    De bedste oensker om god vind og succes til din aeldste soen.

    God Jul til Jer alle.

    Kram

    Like

  2. Hvor dejligt for jer!
    Selv om jeg ikke kender dig, får jeg alligevel en lille klump i halsen. Og bliver lidt skruk. Men her er mindstemusen altså den sidste og kun 7 måneder gammel. Så jeg nøjes med at glædes på andres vegne.
    God jul!

    Like

  3. Kære Kristina,
    Stort tillykke! Får også en klump i halsen, det er stort.
    Er trofast læser, og får så mange gode overvejelser og oplevelser med på vejen, går selv hjemme med 2 -kan især synes det er hårdt at jeg er den eneste voksne herhjemme. Men så læser jeg lidt på dine indlæg!
    Obs, vi forstørrede billedet herhjemme af baby, så den ældste kunne se det, og man kan faktisk sebdit cpr. Måske det er lidt modigt i en tid med stjålne identiteter? Bare så du veddet, jeg er også på den forsigtige side;-)
    Kh Eva

    Like

    1. Hej Eva. Nu har jeg forsøgt at redigere billedet – vil du mon være så sød at se, om du stadig kan se mit cpr nummer? Og tusind tak for tippet, jeg er da en værre idiot. Kh Kristina

      Like

  4. Stort tillykke Kristina, hvor må det være dejligt med så stor en familie – følger med stor fornøjelse med på din skønne blog, og glæder mig til alle de kommende indlæg. God bedring med kvalmen 😉

    Like

  5. Kære Kristina
    Hvor stort 😊 og hjertelig tillykke med den kommende familieforøgelse 😊
    Og ikke mindst glædelig jul til dig og dine 😊
    Kærligs Pia

    Like

  6. Hvor var det dejligt for jer med en lille mere. Tillykke. Hvad bliver der mellem James og mindsteplyp? Dejligt det går godt med Bastian. Vores store dreng er særlig sensitiv – har jeg hen ad vejen erfaret, så har øjne og ører åbne, når andre med ældre børn finder frem til gode foranstaltninger, så de skønne små trives… Lige nu går det dog fint med mig gående hjemme, uh den dag man skal ud i den virkelige verden 🙂
    Nok om mig. Altid dejligt med indlæg fra dig.
    Rigtig glædelig jul og ikke mindst godt nytår
    Kh Tanja

    Like

  7. Et meget stort tillykke med den kommende baby… glæder mig på dig og familiens vegne. Dejligt at følge din altid humoristiske og ærlige blog. Den er jeg overbevist om, at vi er mange som har stor glæde af…
    Du og din familie ønskes en rigtig glædelig jul, og dejligt nytår…

    Like

  8. Jeg måber… 😲 og gratulerer. Jeg læser fast en 10-15 blogs – og du er nummer 4 der netop annoncerer graviditet. Mon det smitter 😉 Alt held og lykke med udredning af sønnemand – har ikke læst med så mange måneder, så har ikke helt fornemmelse for i hvilken retning hans vanskeligheder går. Har derimod arbejdet i psykiatrien i en del år, også på ungdomssiden og det er heldigvis blevet bedre med ventetider og udredningerne. Glædelig jul til dig og dine snart 5 (!!!) børn!

    Like

  9. Hvor er det fantastisk! Stort tillykke! Jeg glæder mig til at følge familieforøgelsen fra 4 til 5 – måske kommer jeg selv i samme situation en dag… Jeg synes, det er noget af en mundfuld med 4 små børn, men jeg kan alligevel ikke lade være med at drømme lidt på de gode dage 🙂 Rigtig god jul til dig og din familie!

    Like

Skriv en kommentar