Glødende forhåbninger til 2015 – snegle, flydende gulerødder og havedrømme

Kære allesammen – glædelig januar!

Igår var sådan en dag, som der bliver mange af i denne vinter og i dette forår. For jeg arbejder i Gribskov Kultur- og turismeforvaltning, børnene er i skole og i børnehave, vi er alle hjemme kl 15 eller 15.30, der er tit kammerater med hjemme, de store fortsætter til fritidsaktiviteter, der er mad kl 17.30, de små kommer igennem ritualet mad-bad-film-bog-sove, Molly bliver puttet med en sang og måske højtlæsning kl 20, Bastian går i seng og får ofte noget mindfulness-massage, som jeg har lært af hans terapeut (en del af den behandling, der gerne skulle og faktisk også har en positiv effekt på hans sociale udfordringer og hans temperament), og så sidder jeg i fred i stuen kl 22.

Der skete også så typiske for nutiden hændelser, såsom at Bastian ikke kunne finde sit rejsekort kl to minutter over nu-kommer-vi-for-sent-afsted og spassede totalt ud, Molly igen igen er i et dilemma omkring hvilken af sine 35 bejlere, hun skal være kæreste med (hun går i 3. klasse, det kan KUN gå galt med den pige) og har igen igen igen fået lus, Silvia lavede et show ud af først at ville have den samme, fedtede Minnie Mouse kjole på som de forrige 3 dage, derefter over at skulle have strømpebukser i stedet for ankelstrømper på (hun kan ikke udstå de der dutter, der sidder ved tæerne på strømpebukser, men vil heller ikke have almindelige bukser eller leggins på, for de kradser…), og tilsidst satte hun i et snotfyldt og hysterisk vræl over at skulle have flyverdragt og termostøvler i stedet for Leopardprikket cardigan og Dronning Elsa-sko på i børnehave. I regnvejr og 2 graders kulde. Nå ja, og så fortsætter James med sine utrolig opfindsomme måder at destruere vores ejendele på. I juleferien smurte han fx sin storebrors computer ind i mentholatum, og i går fik han arrangeret sin køkkenskammel så smart, at han kunne nå cherrytomaterne på øverste hylde i køleskabet. Dem gav han sig så til at hoppe på inde på de hvidvaskede gulvbrædder i stuen, på nær de par stykker, som han tværede ud på terrassedørens rude. Fandt en mere nede i legokassen. Det dukker nok flere op efterhånden. I mere eller mindre fast form. Adw. Minder mig om alle de flydende gulerødder og “kogte æg-genopstået af de døde”, som jeg har fundet i diverse skoletasker mandag morgen efter en lang weekend nede i varmen. Føj.

Det var altsammen, inden vi overhovedet var kommet ud af døren.

Men det var nu en god dag. Mit nye job er fint, søde mennesker på det der kulturforvaltning. Tiden bestemmer jeg selv, og mine opgaver er meget relevante. Jeg skal lave et katalog til folkeskolelærerne over de foreninger og erhvervsdrivende, der gerne vil udbyde forløb til det, reformen kalder “understøttende undervisning”, men som Gribskov Kommune i en pludselig hjerneblødning har navngivet “Den åbne skole”. Bare for at være helt sikre på, at det er helt umuligt at finde råd og erfaringer nogen som helst steder og gøre det rigtig sjovt og udfordrende at kommunikere og erfaringsdele på tværs af kommunale grænser. Jeg skal tale med en masse mennesker i lokalområderne, holde en masse møder, skrive en masse forløbsbeskrivelser og arbejde sammen med grafikere og så’n. Det bliver fint. Ville 100% hellere gå hjemme og nyde tiden og min voksende mave og mine lækre unger og give dem en masse fridage – men det her sikrer mig barselsdagpenge, det giver god erfaring, og det er også ok. Man skal huske at være taknemmelig, det står der selv på Facebook. Det er bare det, at jeg savner at have mine unger om benene eller i det mindste i tankerne hele tiden.

Dette år bliver noget nyt. Og meget udfordrende. Hvad går man mon og tænker på, når man venter nr 5? Jo – Jeg tænker på, som jeg plejer som gravid, at jeg nu har nogle få måneder, hvor jeg har overskud og energi og bevægelighed til at få styr på diverse ting i huset. Før jeg bliver ukampdygtig pga kæmpevom og derefter pga 14 timers amning i døgnet plus omsorg for 4 andre børn. Så tænker jeg på, at det er vigtigt at nyde tiden uden baby, hvor jeg kan færdes frit uden barnevogn, alle børn kan gå, vi kan tage på ture uden at skulle time efter lure og bleskift, jeg kan lige smutte over med Molly til spejder eller i Kvickly uden børn, mens de store leger med de små, min mand og jeg kan snige os i biffen med barnepige på – den slags. Jeg kan også arbejde i haven eller med at gennemoprydde et rum i nogenlunde fred i timevis, hvis jeg er heldig. Det er fuldstændig slut lige om lidt. Så kommer der en skøn tid med andre gøremål, som allesammen skal kunne afsluttes på 5 minutter inkl oprydning. Ingen større projekter. Alt skal kunne gøres med éen hånd. For den smule tid, jeg skulle have, hvor baby er glad for tilfreds og ligger i slyngen eller for sig selv og sover – den tid skal gå til de andre børn eller til at sove. Det praktiske må ordnes, mens baby er vågen eller spiser. Og så skal det edderbroderemig gå tjept. Misforstå mig ikke, jeg glæder mig enormt, for tiden med baby er vidunderlig, jeg elsker det – men der er også en skøn tid nu, hvor jeg ikke er så hængt op, som jeg fx var, da jeg startede denne blog for snart 2,5 år siden. Der er milevid forskel på at have børn på 4 mndr, 2 år, 7 og 9 år – og så næsten 3, næsten 5, 9 og næsten 12 år. Jeg synes nærmest, at de to store kan alting selv, og de små leger bare så godt med hinanden. Jeg er slet ikke “på” på samme måde. Det er ikke nemt, det er stadig en kæmpe udfordring, men jeg er bare ikke så utilstrækkelig som før. Tilstrækkelig bliver jeg jo nok aldrig, og det er nok, som det skal være. Så man som forælder altid anstrenger sig for at gøre sit bedste lidt bedre.

Projektet i 2015 er, efter projektet i 2014 var omsider at få gardiner op og sat opvaskemaskine til (begge dele købte vi, inden vi flyttede ind, og de har stået og grinet af mig i kælderen lige siden), HAVEN. Vi flyttede ind i en misligeholdt have, som enkefruen ikke havde rørt en finger i 30 år. En stor grund med stedsegrønne, enorme vækster, skvalderkål, brombærranker masser af dyreliv, men desværre intet der blomstrede, duftede eller kunne spises. Tilgengæld var her masser af skrald, bilbæk, gamle dele af motorcykler og knallerter, skilte, oliekander, smadrede havemøbler og pressenninger overalt i buskadset. Damens 3 sønner elskede amerikanerbiler og rodede med dem i haven. Vi ryddede op, ryddede 8 meter høje taks og thuja, som stod foran samtlige vinduer, skrottede metaldele og sammenstyrtede små-skure, ryddede modbydelige, tornede krat overalt i haven og fik gravet en lang grav midt i det hele, for det skulle lægges fjernvarme ind. Det var yndigt. Bart. Og så fik jeg i gang med at genopbygge noget have-agtigt, mens jeg gik hjemme med Silvia på 2 og James på 4 mndr. Vi er kommet et stykke af vejen – der er da lidt, der kan spises nu, og lidt mere, der blomstrer. Men der er ikke rigtig form på noget som helst. Det vil jeg gerne have. Vi havde ovenikøbet, i et anfald af momental økonomisk overmod, fået en havearkitekt på. Jeg har bare aldrig mere end 10 minutter, og vi har været på røven, både før og efter vi flyttede, såehm….Men arkitektens tegning er da fin:-)

Min kære svigerfar fra England er også havemenneske som jeg, og han kommer om en måned, og så går vi igang. Det bliver stadig havearbejde sammen med børnene, for det SKAL det være. Det skal være med, ligesom navnlig Silvia hele tiden har været det. Der har været SÅ mange dage i hendes tid som hjemmepasset barn, hvor vi bare “plantede” hele dagen – resultatet er, at køkkenhaven ikke har en eneste lige række, der er jordbær i små duske over alle bede på hele grunden, ingen farveskalaer eller beplantninger passer sammen, og intet er klippet lige – men vi har hygget os. Jeg ville gerne have lidt mere struktur, for den grad af kaos giver ufattelige mængder ekstra arbejde med at holde haven, men det har altså ikke kunnet lade sig gøre.

Så jeg laver lister, tegninger, kigger kataloger og på pinterest, haveblade og havebøger. Det er vidunderligt, og min plan er klar. Jeg ligger hver aften og planlægger mere, ændrer mine valg af roser etc – og børnene er også med til at vælge. Tror nu mest, at de ville foretrække 1000 kvm ærteplanter – men de får da nogle kvadratmeter.

Så der kommer nok lidt her på bloggen om at lave have med børn. For i havebøger om børnehaver står der sgu sjældent noget om, hvordan man får lavet som helst andet end at styrte rundt og servicere, tørre smattede snegle af barnehænder, vrikke torne ud af fødder, hente vand, vand, vand, vand (eller is), hænge tæpper til tørre, se stuntshows på trampolinen og smørre ufattelige mængder knækbrødsmadder. Mens havearbejdet bare ikke kommer nogen vegne. Jeg vil gerne formidle lidt om, hvad man – tror jeg – faktisk KAN nå, mens man har børnene med. Jeg har da nået lidt, og nu håber jeg at nå endnu mere, før jeg bliver til en hval.

Vi får se.

Nu må jeg være kone, for min kære mand er lige kommet hjem og trænger vist til at snakke og hygge. Hvis du derude også er have-gal, så giv gerne lyd:-)

Kærlig hilsen

Kristina