Det bedste ved at være hjemmegående

10

18. januar 2015 af Kristina Hobbs

Har lige lidt tankemylder her på sengekanten, men det er nok bare fordi, at jeg er sulten. Igen. Har lige onduleret en halv pose chips (som min mor faktisk havde købt til Bastian, som ældste søn, undskyld!), to appelsiner, 3 pæremuffins (men kun fordi, at de var nybagte og vældig gode) og så aftensmad lige før det. Jeg æder som en drægtig so. Det fortalte jeg min jordemoder ved sidste konsultation, og hun var barmhjertig og undlod at veje mig…Nå.

Det var tankemylder, vi kom fra.

Jeg ville skrive noget om, at jeg jo nu har været på arbejde i 2 uger, mens mine børn har været i skole og institution. Det er gelinde vilkår, jeg styrer selv min arbejdstid og jar endda haft 3 dage fri, fordi jeg skulle på Børnepsyk i Hillerød med Bastian, som jo er ved at blive udredt. Og så jordemoder-halv-fridagen. Så det er virkelig ikke fuld tid. Men alligevel, jeg er meget langt fra at være hjemmegående. Og det er jo planen, at jeg først skal være hjemmegående igen, når jeg skal på barsel til juni. Derfor ville jeg skrive noget om, hvad det er, jeg savner ved at gå hjemme, og hvad det er, der er virkelig dejligt ved at gå på arbejde og have børn i institution. For så vidt jeg kan læse i diverse hjemmegående-fora på FB, så er der andre forældre end jeg, der ofte tænker, om plænen mon er tættere, surdejen surere og stenalderbrødet mindre smuldrende på den anden side af ligusteren. For arbejdende forældre er det nemt at komme i tvivl om, hvorvidt man nu kunne være lykkeligere, hvis man bare hev stikket ud af karrieren og ungerne ud af Troldestuen, passede dem hjemme og bagte brød og gik ture og tog i zoo og havde god tid og slap for at hænge i en klokkestreng og aflyste stressindkøb med tudende børn i indkøbsvognen og glemte vanter i varmeskabet og nu fik hyggelige eftermiddage istedet for hyletone-ulvetimer – eller om man ville blive komplet sindssyg af at gå op og ned af de der evigt utilfredse og konstant krævende mini-mennesker, som vil alt selv og stort set intet kan uden hjælp. Og ville savne at se en person, som kan abstrahere bare en anelse mere end Dora the Explorer, ikke taler med mad i munden, og som også har læst avisen en gang i mellem. Istedet for at bruge den som underlag til modellervoks.

Når man går hjemme, tvivler man også. Gør man det godt nok? Er det ok, at jeg bliver tosset en gang i mellem og må tude lidt ude på wc’et af træthed? Bliver mine børn for mærkelige af at være sammen med mig hele tiden? Forsvinder min hjerne lige så stille, i takt med at kapaciteten udnyttes mere og mere til fagtesange, slyngetyper og husråd mod kalk mellem fliserne og mindre og mindre til fremmedord, politik og professionel stimulation? Kan jeg overleve ret meget længere uden et par timers absolut fred og ro og alene-tid? Kommer jeg nogensinde til at se mine mavemuskler igen? Er jeg helt sikker på, at det der børnehave ikke også er noget, mine børn ville synes var ret sjovt? Bliver man mon skizofren af ikke at sove mere end 3 timer i træk i mange år? Ville jeg være en sjovere mor og et mere tilfredsstillet menneske, hvis jeg fik bare en lille smule på arbejde og blev stimuleret anderledes end af samværet med børnene? Duer jeg overhovedet til at spille den hovedrolle i mine børns liv, hvad nu hvis de mangler alt muligt, når de skal i skole? Fornægter jeg, at jeg savner den der arbejdsplads-stemning og spænding, eller savner jeg den faktisk ikke? Lærer jeg mine børn noget forskruet om kønsroller? Har de venner nok? Kan jeg klare mosten?

Måske du har andre overvejelser, de her er jo fundet i min egen tossede knold.

Nu, hvor jeg arbejder og ikke er sammen med mine børn ml 8.30 og ca 14 ( arbejder også om aftenen, men ellers er det jo ikke en lang arbejdsdag…blot længere end den har været i ….hum bum….siden april 2011, hvor jeg blev sparet væk fra mit job på CBS i København.), kan jeg allerede mærke, hvad det er, jeg savner. Og jeg bliver i tvivl om, hvorvidt jeg skal give det her skønne løntilskudsjob sparket, klare den på éen indkomst indtil min barsel, hive de små ud af børnehaven og nyde de sidste par måneder, indtil min lækre Silvia skal starte i før-SFO på Hillerød Lilleskole og hverdagen igen bliver en anden. Hun skal starte, fordi det er min erfaring, fra da de store startede i skole, at man får en lidt sværere start i klassen i august, hvis alle de andre (og det er virkelig ret mange hvis ikke ALLE de andre) har kendt hinanden siden maj måned, for så bliver man “den nye”, istedet for at være en del af noget nyt i fællesskab med de andre. Så hun starter her til foråret, selvom hun sådan set kunne vente. Men får er laaang sommerferie, for juhu- der er Mor på barsel;-) Et  koncept, der er mindst lige så fedt for de større søskende, som det er for Mor og den lille ny..

Når jeg sidder her i sengen med laptoppen og tænker på den kommende uge – bare på morgendagen, så skal jeg på kl 6.10, gøre mig klar,  knalde dej i ovnen til morgenboller, lufte ud, lave de smås madpakker (kom til at se Modern Family og holde æde-gilde med min mand til aften i stedet for at lave Silvias og James’ madpakker..fortryder jeg nu, hvor min morgen er mere travl og mine hofters celledeling er gået helt bananas og truer med at vælte ud over buksekanten og helt ned i skoene), vække de store, tage mig af de små og parkere dem i stuen med min mand, hvor de morgenhygger, mens jeg “har” de store i køkkenet til te og morgenmad. Radioen kører. Så vidt er det ligesom det ville være, hvis jeg ikke skulle på arbejde. Nu kommer det sjove. Mens alle gør sig klar, Bastian med sine huske-lister, Molly med sin hårbørste, smarte fletteteknikker og særlige smil, Silvia med sine hysteriske anfald over at skulle have noget så ækelt som STRØMPEBUKSER OG FLYVERDRAGT på og James med sin jagt efter katten, brok over for lidt smør på brødet og over ikke at måtte få KAO, MOWER, ITTE MÆLK, DU ER DÅM, MOWER, MIG HA KAO NU!!! – og så ellers evige byggen togbaner over samfulde 3 etager, som vi andre så skvatter rundt i resten af morgenen. Det er også som det plejer. Men så. Så kører Roy med de store til Hillerød. Og så siger jeg ” nu skal vi også afsted”, og så skal vi jo det. Nogle gange er det fryd og gammen, nogle gange ikke. De skal være der senest kl 9 til morgensamling. Uanset om de lige skal lege færdigt eller ej, uanset vejr, vind og farven på slagterens underbukser. Vi skal afsted. Så det kommer vi. Naturligvis. Ovre i børnehaven skal vi så sige farvel. Det er nogle gange nemt, nogle gange mellemsvært og lidt “Du skal blive her, Mor, må jeg få en fridag, Mor”, nogle gane frygteligt svært med “NAAARJ, Mower, ITTE GÅÅÅÅÅ, Når du hente marj, Mower, limlidt, ikos (lige om lidt, ikke også?). Og tårer og det hele. Sådan er det jo at tage afsked med børn.

Det faktisk det, jeg savner mest ved livet som hjemmegående. Jeg savner ikke at skulle tage afsked med mine børn hver dag. Jeg savner ikke at vide, hvad de har lavet, hvad de har lært, hvilke skuffelser og glæder, samværet med andre mennesker har bragt dem. Jeg savner ikke at vide, om de har fået den hjælp og opmærksomhed, som jeg ville have givet dem. Deres opmærksomhed kan være så flygtig, og de kan på ingen måde fortælle mig, hvordan en enkelt dag har “sat sig” i deres små hjerter og i deres endnu så sprøde erfaring. Og jeg ved, at personalet trods gode intentioner på ingen måde ved det heller, for store dele af dagen er børnene overladt til sig selv, det er fri leg under opsyn undtagen fra 9 til 10-30. På en god dag.

De er som regel glade, når jeg afleverer, de taler meget om deres venner, de lærer en masse, og de er glade, når jeg sniger mig til at kigge på dem, inden de har set mig, når jeg henter dem om eftermiddagen. De indgår i en masse positive fællesskaber, og de vil oftest gerne derover. Det er ikke derfor. Jeg er bare ikke en del af deres dag ret meget. For kl 14.30, når vi er hjemme, så er de totalt flade og skal have ro. Ingen snak, ingen gæster, ingen aktiviteter, ingen huskespil eller modellervoks – bare tulle rundt selv eller se en film sammen eller klaske i vandpytterne i haven. I fred. SÅ kommer der en lille times tid senere, hvor jeg kan hygge med dem – i skarp konkurrence med deres søskende. Og det kan jeg ikke konkurrere med, de bygger SÅ meget federe huler end jeg og er SÅ meget sjovere som højt pruttende trold end jeg (klarer mig ellers ret godt på det felt med stor mave og endnu større appetit), så jeg tuller som regel ud i køkkenet og laver noget praktisk istedet for. Der er en afstand mellem dem og jeg, og det kan jeg ikke lide. Jeg savner at stå op og vide, at vi kan forme dagen sammen, som vi har lyst. Indtil de store kommer hjem fra skole var dagen førhen uspoleret og helt vores egen, og det var altså fedt.

Jeg savner også at komme fast i legestuen, at tage på ture med børnene, i skoven, stranden, besøge andre hjemmegående, gå ned til hestene hver morgen, bruge timer på at studere udvalget på apoteket, fordi det nu lige var dagens udflugt (den slags kan nu også ende med at bruge lige så lang tid på at undskylde overfor den opbragte Fru Apoteker at varylerne har  pyntet det fine display om “Hø-feber-sæsonens komme, husk Altiflex, fåes nu i tabletform” med 4 pakker Batmand-plaster og to tuber tandpasta. Samt resterne af en clementin og et par mariekiks). Men det værste er faktisk det med, at vi ikke skulle sige farvel. Jeg har sgu stadig tit hjertesmerte over det, og jeg har altså afleveret børn i institutioner siden 2004. Med pauser, javel, men alligevel.

Hvad er så godt ved at gå på arbejde efter at have været hjemmegående i 4 år? Er det at spise frokost i fred? Det professionelle Thrill? At skabe noget sammen med andre voksne? Snak om andet end børnevenlige udflugter i Helsingør og frustrationer hos det 2 årige barn? Næh. Alt det synes jeg faktisk, at jeg fik gjort så rigeligt, mens jeg var hjemmegående og arrangerede alt muligt som frivillig i foreningslivet her i byen. Det gør jeg så endnu mere nu, men det gik altså også med børn som tilskuere/deltagere.

Altså den helt store skønhed er, at jeg kan tage mig helt uproblematisk af min ældste søn. Han har de sidste par år krævet, at jeg kunne komme og hjælpe ham i skolen, når han ringede efter mig. Eller hans lærere ringede. Det var noget rod, når jeg også havde de små hjemme, for det var jo oveni deres aktiviteter, planer, lege, lure og så videre. I efteråret og lige indtil nu har der været mange møder med lærere og forskellige fagprofessionelle rundt om Bastian, og jeg har som en særlig foranstaltning faktisk siddet og arbejdet på hans skole for at være tilgængelig, hvis han fik brug for det. Alt det har været guld værd for ham, og han har det bedre end nogensinde. Det har været så dejligt for mig ikke at skulle have de små med til alle aftalerne, konsultationerne, møderne – og at kunne stå til hans rådighed med fuld koncentration og uden at skulle have øjne i nakken og en skarpladt Ipad, tegnegrej, togskinner og sæbebobler under armen til pacificering af små søskende. Og føle, at jeg så svigter dem og deres behov, fordi jeg skal være der for min ældste søn. Den dårlige samvittighed og utilstrækkelighed er vidunderlig at slippe for. I morgen skal jeg til skole-hjem samtale på Bastians skole, og allerede der er det dejligt, at jeg ikke skal have de små med. Det gør det ikke nemt at sige farvel til dem, men jeg ved, at når jeg sidder til mødet, vil jeg nyde at være 100% tilstede.

Det er også sjovt at være med til at skabe noget nyt i kommunen, som jeg jo skal på mit arbejde. Min chef er herlig (Hun læser desværre ikke blogs, men HEJ CHEF, hvis hun gør alligevel), kollegerne søde, kaffen elendig, men gratis og der er aviser, man må læse over frokosten. Men igen – det der ting, jeg laver som frivillig, de er lige så stimulerende.

Suk.

Bare jeg kunne finde en måde, hvorpå jeg kunne tjene lidt penge og spytte lidt i vores slunkne kasse, men ellers have børnene hjemme eller på en deltidsplads (det har de sørme som forsøgsordning nu i Gribskov Kommune, herligt!), og så have et dejligt sted, hvor de kunne være, hvis jeg skal noget med Bastian. Det ville være genialt.

Det her blev alt for langt. Sorry. I må være faldet i søvn allesammen. Jeg er lysvågen og nages af tvivl her i de sidste timer. Nu vågner James og siger “Marj kom i din seng, mower” og trisser over til mig. Så godnat derude:-)

Kh Kristina

Reklamer

10 thoughts on “Det bedste ved at være hjemmegående

  1. mariahoej siger:

    Åh hvor jeg kan relatere til de tng du skriver. Jeg nåede “kun” at aflevere mine børn i institution et halvt år, før jeg gik ned med stress. Jeg kunne simpelthen ikke hænge sammen. Men nogle gange så banker virkeligheden på og så skal der tjenes penge. Og der er selvfølgelig gode ting ved det også.
    Drømmer om familiehaver hvor børnene får leget og forældrene kan arbejde. Hvor man engang imellem kan forlade “arbejdspladsen” uden dårlig samvittighed og tunghed i hjertet. Det må da kunne lade sig gøre en dag!

    Like

  2. annesofieslot siger:

    Jeg er langt fra faldet i søvn 🙂 Du gør dig så mange relevante tanker, og det er skønt, du giver et indblik i dem. Jeg har ikke selv været hjemmegående men brugt en del tid på barsler (og ledighed!) de sidste 3,5 år, så jeg har ikke været på arbejde i laang tid efterhånden. Jeg må indrømme, at jeg er meget ambivalent! Har lige afleveret min mellemste i en larmende og kaotisk børnehave, hvor jeg på ingen måde selv ville ønske at opholde mig mere end 5 min. Det føles bare ikke rigtigt!! Jeg ville ønske, der fandtes et alternativ, hvor deltidsjob og deltidspladser i institutionerne måske kunne gå op i en højere enhed… (overvejer i splitsekunder om endnu en barsel er løsningen… men 5 børn under 7 år er nok lige i overkanten, hvis der skal være bare lidt tid til dem hver især…)
    I hvert fald nyder jeg at læse om dine overvejelser 🙂

    Like

    • Tak for kommentar, Anne Sofie. Jeg afleverede også i en børnehave, hvor jeg på ingen måde havde lyst til at gå fra mine børn, og hvor jeg brugte det første kvarter på at rende rundt ude på en kold, våd legeplads i snevejr og lukke flyverdragter, finde vanter og huer og tørre snotnæser på alle de andre børn, mens personalet stod inde under halvtaget med kaffekopper. GRRR……..

      Like

  3. Lonni siger:

    Halløj:-)
    Godt nytår og tillykke med maven!!!! Så sejt gået!
    Kender dine tanker, de kan holde en vågen flere nætter i træk…. Synes jeg har fundet en rimelig holdbar løsning. Til sommer har vi tre børn i skole, og til efteråret skal den mindste, der er født for tidlig, starte i børnehave…. Tanken giver mig ondt i maven. Ondt i maven over, at hun skal fra sin trygge hverdag his hendes skønne dagplejemor, til en vild larmende og kaotisk børnehave. Jeg er bange for hun vil forsvinde helt i mængden…. Men jeg arbejder kun hver femte døgn, så hun kommer under ingen omstændigheder til at over rende den børnehave! Korte dage og fridage er hvad det bliver til. Du skal skrive den bog! Tror ikke der findes en bog fra en mor til snart 5, som med 100% ærlighed beskriver, hvordan det er. Du skriver så godt, er altid ærlig om de gode og dårlige ting du render ind i. Du sætter tit ord på mine tanker:-) Glæder mig til at følge med i livet dom mor til 5!

    Knus Lonni

    Like

    • Kære Lonni, tak for dit søde svar og din opfordring til bog-projekt:-) Det ville da være vildt nok at skrive en bog. Men aner ikke, hvordan jeg skal starte, hvordan man lige får fat i det rigtige hjørne, når bogen overordnet skal handle om ” hvordan det er”. Det skal nemlig IKKE være en “SÅDAN gør man” eller en gennemgang af, hvordan man sikrer sig et lykkeligt familie liv. Det ved jeg sørme ikke så meget om. Det der med at være sikker. En ting er at have en blog, hvor man mere eller mindre skriver for sig selv og så bliver lykkelig, når andre gider læse med – og endda bruge tid på at svare:-). Noget helt andet synes jeg er at være skråsikker nok til at bruge et års tid eller to på at skrive en bog om sig selv på den måde. Det virker så ekshibitionistisk på en eller anden måde. Mere end at have en ydmyg blog med en masse ord på. Ved ikke, om det giver mening. Men jeg tænker over det. Nu har jeg efterhånden så mange ord herinde, så måske man kan skrive det om på en eller anden måde…..Det skal bare have en overordnet ramme, der får det til at hænge sammen. Vil bare så gerne undgå den der “hvordan MAN gør”, “sådan lever med, når MAN…..” generaliseringen.
      Hav en god dag:-)
      Kh Kristina

      Like

      • Lonni siger:

        Hej

        Det kan jeg sagtens følge dig i, det med at det ikke skal være en forældre guide! Dem er der for mange af, og i mit hoved dumper de på stedet. Det skal måske mere være noget om dine erfaringer, som virker i din familie, og så kan man håndplukke det man selv kan bruge. Hende fra Vores virkelig store familie har skrevet noget lignende. Kan ikke lige huske hvad hun hedder, men bogen hedder: Moar, sådan får du ro i hverdagen, tror jeg nok. Jeg kan bedst lide at læse om andres erfaringer, og få nogle gode ideer uden det er skrevet som det eneste der duer! Der er jo ikke to familier der er ens, men det betyder ikke, at vi ikke kan lære noget af hinanden:-) Du er vel ikke tilfældigvis på Instagram?

        Knus Lonni

        Like

      • Tænkte jeg hellere måtte komme på insta. Er bare slet ikke go til fotos!

        Like

  4. MetteP siger:

    Kære Kristina.

    Dejligt indlæg fra dig… igen. Taaaak for det 🙂 Det er ærligt, relevant, ægte, tankevækkende og for mit vedkommende rammer du lige ind i nogle tanker… eller rettere sagt følelser… som jeg i hvertfald godt kan genkende….
    Jeg synes at du får sat nogle vigtige ord på et af de dilemmaer, som man netop har som hjemmegående med børn i flere aldersgrupper, men også helt konkret beskriver du jo netop det dilemma, som opstår i en storfamilie, hvor det kan være svært at hellige sig det enkelte barn 100% (eller så tæt på det lader sig gøre) i nogle situationer… Det er jo helt naturligt…, men det kan frustrere helt vildt, når man gerne vil være tilstede fuldt ud i en given situation…
    Jeg har selv haft et lignende dilemma, med et større sygt barn, som tit og ofte skulle til undersøgelse hos læge eller på hospital, og netop i de situationer har jeg synes at det var svært at skulle have to mindre børn med, uanset om jeg havde masser af ting og sager med til at distrahere de mindste, så gav det en “splittelse” i forhold til den fulde tilstedeværelse overfor lægen og min ældste datter. (Jeg havde så heldigvis en mand, som har gode muligheder for at hjælpe i sådanne tilfælde ved at holde fri, delvis hjemmearbejde eller lignende, så derfor voksede dilemmaet mig på ingen måde over hovedet….)… Men dette kan efter min mening godt være en ret stor stressfaktor, når man er hjemmegående med sine børn, og IKKE bare kan aflevere dem et andet sted imens… Så jeg forstår sådan set godt dit dilemma, og forstår også at du på nuværende tidspunkt nyder at kunne støtte op om ældste uden forstyrrende faktorer…. Jeg ved at det så koster på nogle andre områder, men det er rigtig svært at have den optimale løsning ik?… Evt. bedstemor, reservebedste, supernabo eller skøn veninde kunne jo træde ind, men det vil jo kræve at de så også er klar til udrykning på de krævede tidspunkter… og DER kan det måske blive en større udfordring…

    Samtidig er dilemmaet mellem at skulle have en tvungen afsked med sine børn hver dag på grund af arbejde eller lign – kontra altid at have sine børn til stede hos sig uden noget synderligt personlig pusterum med en ubegrænset frihed at tage af – jo også et dilemma, som alle forældre nok kan sætte sig ind i…
    Og så er der jo “det store ansvar” som følger med, hvis man vælger at træde uden for normen… Der er mange for og imod´er….
    Og det er som regel græsset på den anden side, som gerne synes meget grønnere når det betragtes på afsted… sjovt nok.

    Nå men det var en masse (sikkert lidt rodede) strø-tanker efter at have læst indlæg – jeg må sige at jeg altid med fryd og forventningsglæde sætter mig til at læse dit nyeste indlæg – kan simpelthen ikke lade være.. det er vane-dannende. Så ved du det:-)

    Stadig god ide, det med at skrive en bog….Godt indspark fra Lonni…. Vi hepper på dig, hvis det skulle blive aktuelt.

    Knus
    fra
    Mette

    Like

    • Kære Mette, hvor er det sødt af dig at kommentere igen. Tak for ros og fordi du deler din egen families erfaringer og dilemmaer om at være hjemme kontra ude. I dag bliver jeg hjemme fra arbejde med de små – nu sidder vi og spiser franskbrødsmadder og ser Barbie Musketer-film med dyner i sofaen. Ahhhhhh….God dag! Kh Kristina

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: