Nu har jeg jo skrevet på bloggen om mit haveprojekt dette forår, som skal klares uden økonomiske midler og før nr 5 melder sin ankomst 1. juli. Så det her indlæg, hvor Lone Landmand forklarer, hvordan én solbærbusk kan blive til en lille solbær hæk, er meget, meget kærkommen. Ser ud til, at det oven i købet lever op til mine funktionskrav om, at det kan gøres sammen med børn i alderen 2-12 år, tager under 20 minutter og ikke behøver fancy drivhuse, væksthormoner og lyse, kølige rum (hvem pokker har det i disse dage???). Jeg angriber projekt solbærstiklinger i morgen. Glæder mig allerede. Eneste problem bliver nok det samme, som spolerede mine kaprifoliestiklinger – nemlig, at James hev hele molevitten op igen dagen efter. Juhu…
Engang var jeg i lære som gartner, måske ved den sidste rigtige planteskolegartner. Arild hed han, og han havde – allerede dengang jeg kom i lære – en alder, hvor de fleste forlængst havde indkasseret deres pension og mimrende sad og nynnede med på de tyske slagerhits på RTL i en beskyttet bolig i byen. Arild lavede planter fra 6 om morgenen, til solen gik ned – det var det eneste, han ønskede. Han passede sin middagssøvn og levede længe. Det var først, da planteskolen måtte give op for presset fra bilkaficeringen, at han gav efter, og både planteskolen og hans liv forsvandt. Men inden dette endeligt var der samlet uendelig megen visdom og viden i manden. Jeg husker ligeså tydeligt den måde, han så på en plante og i øvrigt på alle planter. Han betragtede dem som små vidundere, små mirakler. Der lyste langt ud af hans øjne en…
View original post 386 more words
Kristina Hobbs - mor til 5 