Boblen brast – “Flæsk” vælter ud.

Kære allesammen.

Det vigtigste budskab først: BARE JEG HAVDE FORMÅET AT FÅ EN SKRÆMT OG ULYKKELIG PIGE TIL AT TURDE VÆRE SIG SELV I MIT SELSKAB, I MIT HJEM. Forklaring følger. Men det er det vigtigste. Dette indlæg er meget personligt. Klik væk, hvis I lige sidder og hygger jer.

Idag holdt vi fødselsdagsfest for Bastian og Silvia. I morgen kommer hele hendes stue fra børnehaven. Det er hyggeligt og afslappet sammenlignet med den storm, der foregår inde i mig.

Jeg skriver i aften, fordi jeg er knust. I al offentlighed. Der findes fra nu af – eller rettere, fra i mandags af – et vidnesbyrd derude i verden, en ulykkelig bog, hvor mine elskede børn er beskrevet meget negativt. Af et menneske, der tilsyneladende og helt overraskende væmmes ved dem og ved mig. Og mine forældre. Det er jeg meget ked af. Jeg forstår ikke formålet med smædeskriften. Jeg ville ønske, at jeg havde fået en chance for at ændre på tingene, i stedet for at måtte læse så sønderrivende hårde ord i en forlagsudgivet bog.

Erfaringer er subjektive, synet på situationer afhænger af personlig synsvinkel – to mennesker vil aldrig huske det samme fra en et givent øjeblik, selvom de tilsyneladende deltog i samme begivenhed. Minder er tricky at blive enige om, og enhver har ret til sine egne. Når minderne er ulykkelige og bidrager til stor sorg, følelse af svigt og nederlag, kan det være en stor lettelse af få dem ud. Måske få dem ned på skrift. Dele dem med andre. Få dem bearbejdet på den måde. Det gør jeg jo selv herinde på bloggen. Det forstår jeg godt.

Min ældste søn Bastian på 12 år læser min blog. Når mine børn bliver ældre, vil de måske læse mere af den. Måske vil de genkende hverdagen, måske ikke. De vil helt sikkert have en hel masse at bebrejde mig, uanset hvad, jeg skriver. Jeg er ofte en stor klovn. Velmenende, men en klovn ikke desto mindre.

Som forælder (og menneske) gør man forkerte ting, fejltrin, forkerte prioriteringer er der nok af – og ens børn skal nok være blandt de første til at påpege det engang. Jeg tror næsten, at det, at man gerne vil være det bedre end sine forældre for nogle mennesker er et ret stort incitament til at blive forældre selv. Man skal kraftedme vise dem, hvordan den ged skal barberes. Hvis man laver sig en ny, dejlig familie, så har man ikke brug for de skvadderhoveder mere. Så bliver man lidt ældre, lidt mere mellow, måske duer forældrene bedre som bedsteforældre, måske får man talt ud, måske forstår man, hvor uendeligt svært det er, det med at være forælder, hvor udsat en position, det er – perspektivet kommer ofte med alderen og tiden. Det er altsammen fint og til alles bedste, tror jeg. Man skal derfor nok være påpasselig med at udgive sine bebrejdelser, før støvet har lagt sig, og perspektivet indfundet sig. Før man kan overskue konsekvenserne for andre mennesker. Og dermed sig selv, for  ingen mand er en ø, og slet ikke de ensomme.

Min steddatter, papdatter, bonusdatter, som altid har været meget genert og introvert, har udgivet bogen “Flæsk” om årene, fra hun var ca. 14, til hun var 19. En pludselig bekendelse af kulør efter årelang tavshed. Den er skrevet i dagbogsform, med anoreksi som hovedtema, og den slutter er engang sidst i 2012, – da jeg var begyndt på denne blog. I et groft indlæg fra slutningen kalder Vanessa lille nyfødte James for “møgungen”. Jeg er konsekvent “konen”, der altid misforstår, gør noget forkert, har spædbørn og brystvorter allevegne, en ubehagelig biperson uden empati i fortællingen om et svigtet barn i en dysfunktionel og ekskluderende familie. Bogen kan købes her. Og den er skingrende sindssyg i alt sit had til selv og verden. Har du anoreksi inde på livet, eller selvhad, eller modelbranchen, så er den et par aftener værd.

Vanessa skriver godt, og man forstår som læser, hvor sygt et sind, der fortæller historien. Som forælder er det hård læsning, som jeg blev meget ulykkelig af at læse. At se sig selv som skurk er hård kost.

Selvom hun nu langer så hårdt ud efter os alle, også små børn, der elsker hende – så håber jeg, at hun et eller andet sted i hjertet ved, at jeg kun vil hende godt, og at jeg altid har forsøgt at give hende plads. Forsøgt at vise hende, at vi elsker hende. Hvis det er gået i fisk (og det har det!), har det aldrig været intensionen at såre. At ekskludere.

Men at mine børn nu er så kærlighedsløst og formålsløst draget ind i en så sarkastisk fortælling, det forstår jeg simpelthen ikke, og jeg ved ikke, hvad jeg nu skal gøre. Hvordan og om vi kommer videre herfra, med det væskende sår af en bog stående på hylden. Så nu skriver jeg. Det er nok forkert. Jeg tør ikke. Men nu må vi til at være ærlige. Hvorfor skrive sådan noget? Jeg vælger nu det skrevne medie, fordi jeg retrospektivt må erkende, at det ikke nyttede noget at tale. Vanessa kan ikke, tør ikke tale med mig. Jeg kan ikke tales med, jeg må være en helt umulig lytter. Det er jeg også meget ked af. Nu foreligger Vanessas virkelighed på skrift. Her er så min. Bare jeg havde fået chancen for at lave det om i tide. Bare jeg havde formået at gøre hende tryg nok til at være sig selv i mit selskab.

Hvor er jeg dog ked af det.

Nu skal jeg kraftedme bage den flotteste Frost-kage til Silvia, der fylder 5 år i morgen. Skruer lige hovedet af og tager forklæde på. Følelserne må ned i flormelisen. Min elskede mand laver kaffe. Koncentrerer mig om at trække vejret. Kan mærke det lille nye liv i min mave sparke. Jeg er endnu en illusion fattigere, og jeg er taknemmelig for ærligheden.

Kærlig hilsen Kristina