Børnehaven på besøg

Hejsa derude i sneen.

“And now, for something completely different…!” Det er snevejr, fødselsdagssæsonen er skudt igang i min familie med 8 fejringer på en måned, fastelavn truer med tylskørter, fjer og limpistoler, alle 4 børn har maveinfektion, katten er i løbetid, rykkerne fra SKAT vælter ind af døren, tørretumbleren strejker, og livet går dermed videre.

Tak for alle jeres utroligt sympatiske kommentarer til mit sidste og meget atypiske indlæg, som var en reaktion på, at jeg og min børn (og mand og familie i øvrigt) er blevet gjort til genstande i en syg ung kvindes betragtninger om sit liv med anoreksi. Jeg er nået frem til, ligesom så mange gange før, når livet byder en voldsomme udfordringer og er uretfærdig, at det er ude af mine hænder. Bogen er jo udgivet, min papdatter var og er ikke rask, vores forhold kompliceret, og ord kan ikke gøre mere. Hvis der var noget at lære af denne situation, så ville jeg holde fast og søge komprimiser eller forklaringer – men det tror jeg ikke, der er. Og når man møder sådan en mur, så kan man kun gå fremad. Som ung virkede alt så endegyldigt, både hvem jeg var, og hvordan jeg havde det med andre mennesker. Venner og fjender var for evigt. I  mit liv har det vist sig, at tiden faktisk ganske rigtigt læger om ikke alle, så de fleste sår. Langsomt mindskes smerten, forurettetheden, såret, og konflikten synes mindre vigtig. Menneskerne og relationerne bliver vigtigere. “Pyt” indfinder sig. Så nu giver jeg tid. Og giver også lige min kloge veninde, psykolog, psykoterapeut, skuespiller, vanvittig dygtig illustrator og musiker Mette Louise Holland et kald, så hun med sin viden om den filosofiske retning “Three Principles” kan guide mig til at styre mine følelser med mine tanker og ikke omvendt. Det var ikke en reklame, det er sørme en rigtig dejlig dame, jeg er heldig at have gået på teaterskole med i min ungdom..     Nå.

Jeg vil have min nattesøvn tilbage.

Og nu skriver jeg sgu et indlæg om børnefødselsdage.

Følgetonen fra forrige år og sidste år fortsætter – det er et meget hot emne i nogle dele af pressen lige nu, for der er tilsyneladende gået inflation i præstationsniveauet til fejringerne af junior-borgeres tilbliven. En gruppe forældre og journalister fortæller, at der kræves kæmpefest med tryllekunstner, hoppeborg, popcornmaskiner, kager formet så man skulle tro, Blomsterberg og Rosa fra Rouladegade havde belejret køkkenet i dagevis, ture til Zoo med Sebastian Klejn som turguide og endelig – at der skal holdes mange forskellige fødselsdagsarrangementer pr. barn.

Jeg kan både genkende tematikken og må sige, at jeg ikke er helt enig. Jeg har i mange år holdt flere fødselsdage pr barn af forskellige årsager – men jeg har kun gjort det, for at glæde barnet, ikke pga udefrakommende pres. I de institutioner og skoler, mine børn har gået i (9 i alt), har der været umanerlig mange forskellige måder at holde fødselsdag på. Der forsøges altid at skabe fælles fodslag om, hvordan “vi” gør det, både mht til forplejning (efter Kernesund Familie og Sukkersheriffen kom på banen er det jo blevet en varm kartoffel – før de trends var det mere, om der var nogen med cøliaki, allergi eller ikke spiste svinekød) og mht, hvem, der må eller skal inviteres. Da jeg var lille i 80’erne, var det overhovedet ikke et emne i forældregrupperne, det måtte man selv bestemme. Jeg synes, at det er postivt, at vi nu taler om det – men det er nok blevet et lige lidt for hot emne til forældremøderne….Tager man et kik på folkebibliotekets hylder, så kan man også nemt se, at der er et stort behov for vejledning i fødselsdagsfejringer, for der findes en god stak “Sådan får du en lækker familie”-bøger med afsnit om børnefødselsdage. Mange af dem er skam rigtig gode – men omfanget er jo helt vildt. Hvor svært kan det være, tænker man lidt.

Jeg kender til følgende varianter:

• Man inviterer alle drenge, alle piger eller hele klassen. Hvis ikke, så må inviationerne ikke deles ud i institutionen/skolen.
• Man holder fælles fødselsdage 3 gange årligt, hvor alle vinterbørn, sommerbørn eller efterårsbørn går sammen om en kæmpefest. 
• Forældrene bestemmer selv, hvordan de vil fejre deres barn, individuelt eller sammen med andre. 
• GAVER – et kæmpe emne – hvad skal de koste, skal de være fælles fra klassen eller individuelt, skal de droppes, skal de være hjemmelavede, hvordan skal de gives…..
• Man inviterer børnegruppen hjem til et måltid og leg på en hverdag, og så bliver de hentet v 17-tiden. 
• Fest for klassen/insitutionen, fest for de gamle venner fra vejen eller børnehaven eller fodboldklubben, fest for familien…..
• Man afholder stor fest i weekenden, enten om dagen eller om aftenen. 
• Børnene har fri leg med fødselsdagsbarnets legetøj og udenfor.
• Børnene aktiveres med præarrangerede lege, hulebygning, skattejagter, underholdning af mere eller mindre professionelt tilsnit. 
• Sleep-overs med film på sengekanten og brunch. 
• Man inviterer på McDonalds, svømmehal, zoo eller lignende og slipper for andet ballade end en regning til sidst. 

Der findes mange flere måder at gøre det på. Man må forsøge at tilpasse det barnet, som jo for pokker også skal have noget glæde ud af arrangementet, og så den gruppe, der skal inviteres. Det kan give store hovedbrud at kombinere de to, skal jeg hilse at sige. Jeg er selv absolut tilhænger af fællesfødselsdage pr kvartal. Jeg elsker, at vi er flere forældre om fejringen, det er dejligt (og besværligt) at lære dem at kende, barnet føler sig ikke så ansvarlig for, om de andre nu har det sjovt (værtskabets pres indfinder sig allerede ved 4 års alderen), budgettet er ikke et problem, og man kan finde på nogle rigtig sjove steder at tage hen. Man orker også at invitere hele klassen,, og det er styrkende for fællesskabet. Jeg tror også på den antimobbeeffekt, kendskab til de andre forældre og børn har.

Men – jeg har bare ikke børn, der er til store fester. Slet ikke. Jeg har forsøgt, og det går konsekvent totalt galt. Bastian er blevet hevet igennem den ene fælles fejring efter den anden, og han bliver vred, frustreret, stresset og ulykkelig. Omtrent ligesom jeg beskrev i indlægget om fællesspisninger.

Molly vil gerne vise sit hjem frem og bare lege med vennerne – det vil Bastian også helst. Silvia har samme tendens. Ikke så mærkeligt, for nu er den tradition jo ligesom grundlagt herhjemme, så den finder hun jo også rigtig – men hun har heller ikke psyke til kæmpefester. Selvom jeg har læst og læst om fede aktiviteter til fødselsdage, ville elske at lave en indviklet skattejagt og tematiserede fester, der stor ræson i at aktivere børn, så de ikke begynder at kede sig og skændes – så duer det bare ikke herhjemme. Mine børn vil bare have fred til selv at bestemme, fri leg hele dagen. Jeg kan skride med mine skattejagter og sørøvertemaer, kan jeg.

Jeg er ofte endt i suppedasen med at afholde både en fest for institution/skole, en fest for en anden gruppe børn, og en fest for familien. Sidste år var ingen undtagelse, det kan I læse om her. Det bliver for meget med så mange fester, navnlig, når der er så mange andre i denne måned, der har fødselsdag i min familie. Selvom jeg godt kan lide at fejre mine børn, så kan jeg også godt falde i fælden med at rende rundt og bruge hele madbudgettet for februar, alt mit overskud og mit gode humør og blive sådan en hvæsende martyr, der med slet skjult bitterhed er et sandt festorgie af kommentarer om, at “her går man også gør det så godt, og så er barnet bare hysterisk og vil ikke dele sit legetøj!” og mere af den skuffe. Det duer jo ikke, det er jo ikke barnets ansvar, hvordan og hvormeget, fejringen skal indrammes i – det er dit. De voksnes. Børn tror sommetider, at flere fester, flere gæster, flere gaver, mere aktivitet, flere mere mere mere mere mere betyder BEDRE – og den fælde falder man jo også i som voksen nogle gange.

Men det passer jo ikke, særligt ikke, hvis de voksne i deres iver after at imødekomme juniors ønske og iscenesætte den perfekte fødselsdag selv er ved at gå op i limningen og bliver for trætte og sure.

De voksne må tage roret og forsøge at balancere mellem barnets ønsker, gruppens behov, familiens formåen og eget overskud. Det er skidesvært! Men jeg synes ikke, at der er gruppepres i den problematik endnu. Jeg tror, at den oplevede inflation i størrelsen af arrangementet primært bunder i, at vi nu de sociale medier har så bredt kendskab til, hvordan en million andre familier og institutioner gør. Vi deler erfaringer, billeder af Sommerfuglekager, opskrifter på tjubang-pølsehorn uden gluten, perletiaraer og himmelhøje marengsEiffeltårne som aldrig før. Websites med den slags som tema blomstrer op – inspiration og dermed mulig mindreværd florerer, både på godt og ondt. Det gør det svært at holde fokus på sit eget barn og dets sammenhæng. Men vi må prøve.

I år har jeg besluttet, som jeg lovede sidste år, tror jeg nok, at begrænse galskaben. Vi holder én familiefødselsdag til trods for, at vi er 5 i huset, der fylder år på denne måned. Der blev serveret kaffe, kakao, boller med smør og fastelavnsboller. Slut. Det var hyggeligt. Så havde Bastian drengene fra klassen med hjemme til boller, kakao, lagkage, fri leg og senere kylling i karry. Slut. Det var også hyggeligt, og jeg lavede det hele dagen før.

Silvia havde 15 børn fra sin stue i børnehaven på besøg i mandags. Der var 2 pædagoger med, og alle børnene legede over hele huset. De fik rugbrødsmadder, udskårne grønsager, bulgur i plastikkopper, kyllingelår, æg/bacon dimser lavet i muffinforme, og så en bradepandekage. Slut. Det var hyggeligt. Huset lignede en ulykke, men da jeg efterhånden har haft småbørnsfødselsdage 7 gange, så har jeg en drejebog og kan forberede mig, så oprydningen går glat. Det var en fornøjelse, og Silvia fik ingen nedsmeltninger. Det er ellers en svær disciplin at have fødselsdag og være vært, når man er 5 år. Hun ville pludselig i seng på et tidspunkt, men så fik jeg reddet den med, at vi legede læge. Og så var hun med igen. Det sværeste er det der med at blive enige om, hvad vi leger!

Det så sådan ud, da størstedelen af børnene var færdige.

Mine overlevelsestips til at have børnehaven, vuggestuen eller børnehaveklassen er:

-Forbered alt det mad, du kan, dagen før, og stå tidligt op. Hak, snit, kog, blend, smør, put film på, på køl. Det meste klarer snildt en nat i køleren. Mad, der kan spises med fingrene.

-Fordelen ved at invitere hjem i børnehavealderen er, at der kommer voksne med til at hjælpe. Nogle gange er det nogle sløve padder, der bare drikker kaffer og snakker, mens man må stå målløs og se til, at ens hjem raseres – men så kan man give lyd og bede dem komme på banen. Man får øvet sig på at holde børnefødselsdag, inden det rigtige slag skal slås i skolealderen, hvor børnene ofte er sværere at styre, ikke kender hinanden så godt (de har jo ikke gået i klasse sammen så længe i de små klasser), navnlig pigerne kan være nogle lede nogle, og der kommer ikke voksne med og hjælper.

– Forbered badeværelset, så det er let for mange børn at vaske hænder. Masser af håndklæder, masser af sæbe, skamler.

– Tøm entreen for jeres eget fodtøj og overtøj, læg avispapir på gulvet til fodtøj, anvis plads til vanter og huer.

– Stil en spand med lunkent sæbevand og en stak skumklude ind der, hvor I skal spise, så det er let at vaske hænder på dem, der ikke lige fik gjort det – og tørre op, når der bliver spildt.

– Dæk bord på gulvet. Du har alligevel ikke nok børnestole. Ryk møbler væk, gerne langt væk – gulvplads er guld til fester.

– Lav en playliste med sjov musik sammen med barnet dagen før.

– Beslut jer sammen for, hvad der må leges med, og hvad der ikke må leges med. Stil det væk, barnet ikke vil dele. Sæt legetøj frem i kasser i stuen/gangen/værelserne, så der er kroge, hvor det er tydeligt, hvad man leger med her. Der gør det let for børnene at orientere sig i rummene, og det er oplagt, hvad der skal leges hvor.

– Udklædningstøj er virkelig fedt, hæng det gerne op på en tørresnor i stuen eller i haven – og stil et spejl frem, eller lån et.

– Skriv navne på børnenes kopper/glas, evt brug labels eller en tøjklemme med navnet skrevet på. Hvis det er vuggestuebørn, så giv dem et symbol, der giver mening.

– Vær ikke bange for at gå direkte til pædagogerne og bed om, hvad du gerne vil have hjælp til. De er i et fremmed hus og vil  måske helst ikke blande sig – bare sig til. De vil gerne, hvis du spørger.

– Forbered dit barn lidt, men ikke for meget, på, at der kommer mange børn. Aftal en “hjælp”-lyd eller hvordan, du skal hjælpe, hvis det bliver for meget. Måske et sted i huset, hvor barnet kan være i fred lidt, hvis det koger over.

– Brug ikke alt dit overskud, sørg for at have mindst 20% tilbage altid.

-Inviter fra kl 9.30 til 12.30 eller deromkring – de skal alligevel hjem og slappe af, og en af de voksne har fri kl 12.30 eller 13.

– Endelig: Hvis du ikke tror, at hjemmefødselsdage er godt for dit barn eller dig – SÅ LAD VÆRE. Hold det måske kun barnet og den bedste ven – måske en tur i biffen er fint, et skovtur med bål – eller noget andet. Det er ikke en livsnødvendighed, og det skal være barnets gode dag. Ikke noget med hyletoner og stresspletter på halsen.

Hos os får man hverken slikposer med hjem eller fancy hatte på. Det kan sikkert være hyggeligt, hvis man har lyst. Popcorn er ikke så usundt, billigere og de kan få det i plastikkopper på vej hjem, hvis man synes. Men der virker et bæger med melon eller cherrytomater/agurker også – det er bare dyrere.  Et bæger med frosne, kernefri vindruer at gå hjem på fungerer også, de smager som vingummi, og så kommer man ikke i karambolage med institutionens sukkerpolitik.

Du finder eller har allerede fundet din egen måde.

Det blev et langt indlæg denne gang – det er også, helt atypisk, blevet til over en hel eftermiddag, mens alle 4 børn har sumpet foran konsoller, film, togbaner og på skødet af mig, kun afbrudt af spurter til toilettet, skift af tøj og sengetøj, servicering med saft, boullion og bananer. Maveinfektioner er bare noget l…..

Hav en dejlig dag derude.

Kærlig hilsen

Kristina