En march om de pressede børnefamilier

Om lidt skifter jeg emne, men først lidt situationsbeskrivelse: I dag er det min fødselsdag. Så sidder man jo her på de sidste timer af dagen og tænker lidt over det hele. Min stoute, men rare svigerfar fra England og min pænt slidte, men dejlige ægtemand har knoklet løs med at bygge min fødselsdagsgave – et hønsehus – i haven, mens jeg forsøgte at rydde op og ud i garagen i bunkerne af mugne, engang-oppustelige badedyr, forhenværende farvestrålende bolde og bat med uvisse formål, enorme mænger af halvkvaste plastikpotter, vasketøjsklemmer og ikeaposer  – udover det obligatiske batteri af løbehjul, punkterede småcykler fra loppemarkeder, plastikscootere uden håndtag, udtørrede fuglereder, museskeletter (har meget sulten kat), knækkede pagaj’er og tom emballage af alskens slags. Forsøgte, skrev jeg. For børnene, de kære, de var også i haven – eller det vil sige, som de fleste af jer med børn ved – ud og ind mellem have og hus. På med tøjet, hoppe i den største mudderpøl, ind i entreen og smide det hele, på wc. Ud igen, finde en spade, grave huller og finder regnorme, ind igen og hente et glas vand. Kalde på Mor, vil have sandwich. UD igen med tallerken med mad, glemte vanterne, ind igen. Træde i noget vådt med sokker på i entreen (no kidding! Ja, der bliver vådt, når I vader ud og ind!), op af trappen, hente nye sokker. På med tøj, ud igen, ind igen (glemte tallerken med sandwich i entreen). Kalde på Mor, vil også have agurk i skiver til. På med tøj, ud og lege med mudder – HOV, mangler mere vand, ind igen og hente vand fra vandhanen i køkkenet, HOV glemte at tage støvler af. Mor nu med lilla kinder, stresspletter på halsen og hidsig vejrtrækning pga grusgrav i entreen og mudder i håndvasken. Ud igen, nu smidt ud, Mor vasker gulv. Ind igen, det var jo den der sandwich – og tisse igen. Og så videre. Men der var også øjeblikke, hvor Molly viste sine søskende, hvordan man bruger sin spejder-økse til at lave pæle til en wig wam med, hvor Bastian gravede have, til sveden sprang og han følte sig vildt stærk, hvor James og Silvia sprang rundt og legede høns i den snart færdige hønsegård. Så det var en god dag.

Der er igen noget, der har ligget mig på sinde i et stykke tid, alt imens jeg har fulgt debatten i medierne. Sidst var det en debat om megalomaniske børnefødselsdage. Denne gang er det den med de pressede børnefamilier. Diverse artikler florerer i aviser og på facebook, og jeg tænker, at jeg er ved at være moden til at give mit besyv med. Ligesom jeg skrev et lige-ud-af-posen indlæg, “Bladet fra munden” , som reaktion på et radioprogram, som forherligede vuggestuer på et for mig totalt ikke-eksisterende grundlag, så skriver jeg nu et indlæg, der ikke er baseret på diverse statistikker og undersøgelser, men på min egen erfaring, min holdning. Det er nemt at tilbagevise, og det er ikke min hensigt at stille mig på skuldrene af hverken den ene eller den anden efterhånden ret klart optrukne side af skyttegraven og forsøge at råbe endnu højere end den modsatte part.

Jeg er blevet bedt om at hjælpe Tv2 med at finde børnefamilier, som har lyst til at deltage i en programserie om at være børnefamilie anno 2015. Læs mere her.

Et kort rids, igen helt for min egen regning: For snart et års tid siden blev der skrevet et indlæg i en stor dansk avis fra en mor til en 2-3 børn, der følte sig svigtet af sine forældre og af samfundet, følte sig nedslidt og negligeret, som knoklede for at få det hele til at hænge sammen og mente, at NU måtte det der samfund altså gøre noget for at imødekomme alle de forældre, der styrter sig halvt ihjel mellem job, fritidsaktiviteter og institutioner. Det var et råb om hjælp. Reaktionerne var forudsigelige og prompte – klart nok.

For dem, der tror på at løfte i fælles flok, dele byrden, kager istedet for kindheste som motivation (altså belønning for indsats fremfor straf for mangel på samme), og som med åbent sind tager individers vurdering af egen stresstærskel alvorligt, var opråbet en kærkommen anledning til at spidse pennen, sige noget i radioen, være på i medierne og tilkendegive, at JA, børnefamilierne løber for hurtigt, de skal have hjælp, mere deltid, mere barsel, mindre institutionalisering, mere solidaritet, fleksibelt arbejdsmarked, en moderne familiepolitik skal igangsættes, lyt til deres råb om hjælp, inden de segner.

For de mere højredrejede – i det omfang, at retningsbestemt politisk overbevisning overhovedet giver mening i disse tider, for Familieministeren var sådan set også i den her lejr -, så var det en anledning til at fastslå, at piveriet altså måtte have en grænse. Igen blev mærkatet “Speltmødre” eller sågar “Speltsegmentet” hentet frem, akademikerforældre i storbyerne, de der forkælede, evigt brokkende og retro-inficerede (nu faktisk normcore i hættetrøjer, kedelige bukser og en flad kasket) caffe-latte-damer, som er så lette at udpege i bybilledet, og som irriterer i al deres politiske korrekthed, deres øko-flip, deres koloenorme intellektuelle overskud til at skyde med skarpt i kronikkerne i Politiken (skønt de mest læser Information på Ipad), deres skæggede hipster-mænd, deres gigantiske krav til institutionerne, hvor de er de belastende forældre til alle møder med krav om Sukkersherif, spiselige bivoks-farvekridt og sanse-haver på legepladsen. De skulle skamme sig, klappe kaje med at lægge skylden for deres stress på deres mødre og på det der samfund, og så skulle de ellers holde op med at dyrke yoga, klatring og kitesurfing, lære at købe deres boller fra Kohberg i stedet for at bage stenalderbrød i rå mængder og dø af stress af den grund, acceptere ikke at kunne løbe Berlin Maraton årligt, og forresten, aner de ikke, hvor godt, de har det, what with med stavblendere, vaskemaskiner, betalt barsel og børneinstitutioner, nu uden spanskrør og med lærerplaner?

Det er debatten i min optik, trukket hårdt op. Konflikten er rimelig klar. Der har været mange velformulerede indspark, som jeg har stor respekt for. Mit ærinde er ikke at revse nogen. Er børnefamilerne pressede eller ej, synes at være sagens kerne. Er presset et reelt og generelt problem for samfundet, eller er det et udtryk for forkælede individers manglende ansvarsfølelse overfor sin egen situation, manglende personlig handlekraft og manglende vilje til at ofre lidt af luksuslivet til fordel for mere tid, hvis det er tid, man mangler?

I lørdags skrev Direktricen for tænketanken Cura og medstifter af Familie Politisk Netværk, Karen Lumholdt (KL), et velrettet indspark i debatten – og ja, det var i Politiken. Som jeg, akademikermor, læser. Kan svagt huske, at jeg gik på noget universitet engang, når det ikke fortaber sig i frikadelletågerne og “Barbies hesteeventyr”.

KL beskriver et familieoprør, hvor det er på tide, at vi politisk skaber bedre muligheder for børnefamilier. Hun fremhæver særligt “ret til deltid og ret til at passe syge børn” som vigtige dele af en moderne familiepolitik. KL beskriver i klart sprog, og med baggrund i statikker og procenttal om bl.a. antallet af arbejdstimer og timer børn tilbringer i institutioner, hvordan moderne forældre arbejder flere timer end andre befolkningsgrupper herhjemme og i resten af Europa, hvordan arbejdsmarkedet er stressende og usikkert og grænseløst pga digitalisering, finanskrise og projektansættelser, hvordan vi kun vanskeligt kan arbejde deltid, passe vores syge børn og være på barsel i tilstrækkelig tid, må sende børn afsted til pasning udenfor hjemmet tidligere og længere end andre europæere, at vi er isolerede, og at mange føler sig stressede, ikke kun eliten. Det er en flot udformet artikel, meget overbevisende og sympatisk.

Denne artikel retter sig imod en tidligere artikel fra den anden lejr fra sidste uge. Her fortæller børneforsker Ning de Connick Schmidt, at børnefamilier har det langt bedre i dag end tidligere, og at det er en meget lille del af børnefamilierne (dem, der betegnes som noget med en slags korn og rimer på “hældt”) , der kæfter op i pressen om at have det svært. Den gruppe, der siger, at de har det hårdt, er lidt selv ude om det, og de bør ikke råbe op på resten af befolkningens vegne. Det er vist ikke så slemt, slet ikke, hvis man sammenligner med at være familie på vores bedsteforældres tid. Det er ikke et politisk anliggende at lære folk prioritere deres tid, og dem, der beklager sig, skulle faktisk skamme sig, for de har det bedre end nogensinde. Den almindelige børnefamilie er ikke presset, det er noget sludder.

Den artikel synes jeg også godt om. Den var mindre statistik-begrundet, mere erfaringsnær, skribenten tog udgangspunkt både i sin faglighed og sin egen erfaring som ældre kvinde og barn af en anden tid. Samme tid som KL var barn, faktisk.

Sådan har debatten bølget frem og tilbage. Den kommer ikke rigtig nogen vegne, synes jeg. Fronterne er trukket for hårdt op, som de altid bliver det.

Det er så nemt at hive statistikker og undersøgelser frem og begrunde sine argumenter med dem. Lige så nemt er det at begrunde sine holdninger med et ” Jeg var der jo selv, stod jo lige der!” – en personlig erfaring. Begge dele virker og kan overbevise. De to skribenter var fx børn ca samtidig, men deres erfaringer giver dem bestemt ikke samme holdning til, hvordan børnefamilier bør have det idag. Så meget for erfaringsbaseret formidling. På den anden side står så de rene tal uden erfaring – men de kan også tilbagevises. Kl fremhæver fx, at 2 ud af 3 kvinder siger siger, at hverdagen er stressende, at danske forældre arbejder 74,4 timer om ugen og vores børn er ml 25.000 og 30.000 timer i institution i løbet af deres barn- og ungdom. Det er Europarekord på begge fronter (eller tæt på). Det bruger KL som baggrund for at kunne sige, at vi løber alt for hurtigt, og at vores børn lider under det. Så kunne man jo sige: Jamen, hvis det er stressende at arbejde så meget og får børnene passet i timevis, hvorfor lader familierne så ikke være og sætter forbruget tilsvarende ned? Undværer ferierne, den ene bil, sommerhuset, frisørbesøgene, dyr take away kaffe, yogatimerne, alt det, som to fuldtidsjob gør muligt? Det handler vel også om at prioritere?

Men hvordan finder vi frem til sagens kerne, hvordan finder vi ud af, om vores måde at gøre samfund på er forskruet og gør os syge og ulykkelige? Hvad gør vi ved det, skulle nogen bare skamme sig og holde bøtte, eller skal politikerne gøre noget?

To ting vil jeg fremhæve.

Vi må jo til at sige noget, tænker jeg. Vi bærer alle vidnesbyrd. Jo flere, der fortæller, jo bedre. Hvordan har vi det egentlig, os børnefamilier? Akademikerne, kassedamerne, postbudene, kunstnerne, politibetjentene, hårfrisørerne, de hjemmegående, de kronisk syge, de ledige (undskyld, arbejdssøgende, det er jo mig..), bogholderne, dem, der samler små dimser til halogenspots og dem, der sælger stegepander? Jeg tror ikke, at der er ret mange blandt de ufaglærte, der skriver kronikker om deres familieliv, men hvor ville jeg ønske, at de gjorde, og at Politikken ville trykke dem, selvom stilen muligvis afviger en del fra det vante lix-tal i nogle tilfælde. Det er klart, at det er de veluddannede, der præger debatten, for vi er jo uddannet til at ytre os! Til at skrive, udtale, formulere, formidle – det er vores gebet, så naturligvis er det mest denne gruppe, der gaber op og hævder at være repræsentanter for en større gruppe.  Man skal nok være varsom med at tro, at man, blot fordi man KAN få sin holdning trykt i en avis, dermed repræsenterer en stor, tavs del af befolkningen, som det OGSÅ er synd for. Men altså – vi gør jo det, vi er bedst til, og akademikeren ytrer sig. Andre knokler videre og tænker måske engang imellem, at det her da ikke kan være et godt liv, men hvad skal jeg dog gøre ved det? Hvem gider høre på, at jeg er lidt træt? Hvor skulle jeg sige min mening henne, hvor kan jeg forvente at blive hørt af sådan nogle børnedirektører og børneforskere? Det er for nemt at sige, at det kun er elitens problem, fordi det er eliten, der “kæfter op” – det er jo de højtuddannede, som generelt har værktøjerne til at blive hørt. Der er undtagelser, men ikke mange.

Og så tror jeg altså, at vi skal hjælpe hinanden med at sætte tempoet ned og se klart, allesammen. Jeg oplever personligt, at virkelig mange mennesker omkring mig lider af stress i en grad, så det ødelægger deres livsglæde. Alt for mange mennesker føler sig magtesløse i deres eget liv og føler ikke, at de selv kan gøre noget for at undslippe det hamsterhjul, de er endt i. Så er det jo svært at få besked på at omprioritere, at lave om på den forestilling om det lykkelige familieliv, man hidtil har formet sit liv efter, sådan som mange i “anti-speltmødre”-lejren kræver. En forestilling om,  hvor man skal bo, hvad man spiser, hvad man laver med familien, hvor man arbejder med noget spændende i frie rammer og flextid, hvor man står på ski eller går på jagt eller dyrker Tri med sine teenager-piger. Når man føler sig magtesløs, mangler man jo netop evnen til at lave noget om selv. Og så er det, at man har brug for hjælp til at se klart igen. Hjælp fra andre mennesker, først og fremmest. Vi er nødt til at hjælpe hinanden på helt nært hold, blande os noget mere i hinandens liv på nært hold, ikke så meget snak om mere eller mindre solidaritet gennem skattetryk – solidaritet i praksis, my friends.

Stress er ensom magtesløshed – og endda tabuiseret i mange kredse.

Det der “samfund”, der skal hjælpe dem, der er ved at rende sig selv ihjel – og det er ret mange af os, efter min mening – det er ikke primært politikerne, de er såmænd også rimeligt handlingslammede det meste af tiden anyway. I al respekt for indsatsen, de knokler, de gør deres aller bedste – men handling er bare ikke så nemt fra politisk hold. Det tager årevis og er ofte et skridt frem og 7 tilbage, alt afhængigt af det næste valg. Politisk handling er godt, men det kan vi altså ikke vente på, når så mange mennesker ikke har det godt. For det er jo ikke kun børnefamilier med fuldtidsarbejde, der klager over stress, og som trænger til at trække vejret friere. Det er også børnefamilier uden arbejde, arbejdende uden børn, pensionister, fyrede, diabetikere, gymnasielever – selv børn i folkeskolen og endnu yngre får i dag diagnosticeret stress. Flere og flere babyer får spisevægring af stress, siger min sundhedsplejerske! Mange befolkningsgrupper har det med andre ord slet ikke godt her i det lykkelige Danmark, landet med en af de lykkeligste befolkninger i verden. Den med lykken er endnu en undersøgelse, der er lige til at hælde ud med badevandet iøvrigt – det kommer jo an på, hvordan lykke defineres, og hvordan og hvem, man spørger, om de er lykkelige? Når man har forskellige livsvilkår, så kan man ikke sammenligne, om man er lykkelig – det svarer til at spørge verdens befolkning, om man er “god” som befolkning. I forhold til hvad?

Det er os selv, der er samfundet. Os, der bebor det, vi skaber samfundet hver dag, i langt højere grad end politikerne og medierne. Vi glemmer det bare lidt. Jeg kan godt selv hælde til den der med, at man kan holde op med at løbe så hurtigt, hvis man ikke kan lide at være forpustet. At vi forventer meget stor materiel rigdom af livet, som vi derfor er nødt til at arbejde meget for at opnå, og det koster på samværdets bundlinie. Nogle gange kan jeg godt synes, at det handler om at prioritere, og når folk  på facebook spørger, hvordan vi dog i perioder har råd til at leve kun en én indtægt, så må jeg tilstå, at jeg nogle gange har svaret, at vi prioriterer anderledes, end vi gør, når jeg også har en indtægt. Det er jo også sandt, det gør vi. Vi sparer på alle mulige måder, bor billigt, genbruger, klipper vores egne børn og os selv osv – det findes der masser af råd til, hvordan man gør, det med at spare og omprioritere. Det er bare en priviligeret situation at føle, at man faktisk KAN prioritere. Den oplevelse har alle desværre ikke.

Hvis man er stresset, sidder i saksen, så er det ikke så nemt lige at lave om på det hele. Så løber man hurtigere for at nå hen til det næste helle, til den næste skiferie, den næste fri aften, det næste åndehul, hvad det så end måtte være. For det er ikke alle, der har råd til skiferier – for nogle er det bare en aften uden dobbeltvagt i Netto. Der er masser af meget hårdtarbejdende mennesker  i Danmark med stress og med børn, som ikke føler, at de fx kan vælge at flytte til et billigere rækkehus udenfor den provinsby, hvor de har boet hele deres liv og har hele deres omgangskreds, for at spare penge og have råd til at arbejde mindre. Eller som ikke lige kan undvære et eller andet, der for andre ser komplet ligegyldigt ud – hundene, fx. Der er også folk, der kæmper med en masse andet i deres liv i forvejen, som gør, at det med at skifte arbejde til et andet sted med mulighed for deltid eller måske mere faste arbejdstider og dermed ikke stressfaktoren fra computerskærmen om aftenen, er fuldstændig uoverskueligt, fordi nye kolleger og nye omgangsformer bare er det mest angstprovokerende i verden. Så hellere løbe videre sammen med de gamle kolleger i kendte rammer og vente på, at det hele lige bliver lidt bedre, at sønnike bliver gladere for vuggeren og kommer over alle de mellemørebetændelser, som giver konstant barn-syg og afsted på panodil.

Det er frie valg til at prioritere et andet (måske mindre indflydelsesrigt) job, en anden (måske mindre og dårligere) bolig, en cykel fremfor bil nr 2, ingen ferier, ingen take away eller dyr mad, ingen træningscenter eller fodboldklub – det kan være så sindssygt skræmmende, at man nærmest kan føle, at ens identitet afhænger af at fastholde det, man plejer. For lige om lidt bliver det bedre. Jeg tror, at det er derfor, at så mange mennesker fastholder en levevis, der ikke gør dem lykkelige. Vi tør ikke andet og er ikke sikre på, at det gør en forskel anyway.

Men det er jo kun dem, for hvem det at spare mere giver frihed til at arbejde mindre. For fx ufaglærte kan man altså ikke spare ret meget og få råd til at arbejde mindre. Man tjener ikke få forfærdelig meget som fuldtidsansat i mange supermarkeder og butikker, fx, så at gå ned i tid er nærmest omsonst for nogle. Der er heller ikke de helt store krav at stille op som ansat, og der er ofte mange i køen, der gerne vil have ens job, hvis man er besværlig, har syge børn, vil have deltid eller fri hver weekend.

Det der frie valg til at omprioritere, så man ikke skal tjene så meget for at forbruge så meget – det er nogle gange en illusion. Oplevet illusion eller reel illusion (forkælet brokkeri eller egentlig nød), det betyder intet, hvis mennesket oplever, at man ikke kan vælge anderledes, så er dét sandheden. Indtil et medmenneske viser, at det kan være anderledes.

Nå, for pokker, nu rullede lillemor sig sørme lige ud i al sin 38-årige pomp og pragt.

Det eneste, jeg helt kan melde mig enig i i denne debat, det er, at vi er for isolerede, hjælper hinanden for lidt, og lukker hinanden for lidt ind i vores privat sfære. Vi er bange for indblanding, for at miste grebet og kontrollen, for ikke at kunne styre andres indflydelse, og så er det nemmeste at gøre det hele selv, for så bliver det, som man vil have det. Bortset fra, at man slider sig selv op.

Arj – jeg synes også, at det er skammeligt, at børn savner nærhed og voksenkontakt i institutionerne pga elendige normeringer og al for mange timer derhenne, og at så mange børn bliver sendt afsted i institution, før de er raske. Det må vi altså lave om på.

Og så er vi faktisk tilbage til start igen. For hvis der skal flere hænder i institutionerne, skal der afsætte penge til det over skatten, og så skal folk arbejde mere, og så er deres børn afsted lange dage i vuggeren, og så skal de voksne have flere barn-syg dage, som er dyre for skattepengene…….AAARGHGHHGHGHHG ……..Og derfor tror jeg mere på, at vi finder nogle bedre løsninger som medmennesker, end at vi venter på politisk handlekraft. At vi hjælper hinanden på flere planer. Hjælper de ældre, som har brug for assistance og samvær, hjælper skolebørnene, børnefamilierne, de ledige, flygtningene, de syge, naboen, hinanden. Ja ja, jeg er pisse hellig, men jeg mener det faktisk. Vi skal deles noget mere om det hele, forandringen skal komme fra borgernes handlinger, vi kan ikke vente på politikerne.

Kærlig hilsen

Kristina

Reklamer

8 kommentarer til “En march om de pressede børnefamilier”

  1. Hej Kristina

    Jeg syntes rigtig godt om dit indlæg – jeg synes også, at fronterne i debatten er trukket meget hårdt op – til et punkt som nok ikke er særlig konstruktivt.

    Og så savner jeg også at høre fra nogle andre end eliten. Jeg så engang et indslag i TV-avisen eller Nyhederne omkring, at nogle forældre fik lidt stress over alle de arrangementer, som de blev inviteret til på skolerne – her lavede de så et interview med en mor, som mente at forældrene bare måtte sænke forventningerne til sig selv og hyre en rengøringshjælp og bestille maden udefra, hvis de havde svært ved at få tid til det hele. Intervieweren prøvede, så vidt jeg husker, at kommentere, at det var det jo ikke alle, som havde mulighed for, men det prellede af på hende – tror vist faktisk ikke, at hun forstod, hvad han mente. Jeg var målløs (og ret forarget) – tror det er 3-4 år siden, men jeg tænker stadig på det, når debatten kører. Som du selv skriver, er det en priviligeret situation at føle, at man kan prioritere.

    Selv er jeg universitetsstuderende på SU (og det samme er kæresten) og er derfor på et mærkeligt mellempunkt, hvor der bestemt ikke er råd til rengøringshjælp og privat barnepasser til lilleprutten, men hvor der samtidig bliver læst Information på computeren (iPad/tablet er der ikke råd til) og drømt om at finde deltidsjob efter uddannelsen, hvor man har fri når man har fri (hvis det overhovedet findes i dagens Danmark?).

    Tak for god læsning!

    Like

    1. Tusind Tak for din kommentar – er altid spændt p modtagelsen, når jeg bevæger mig ud i noget politisk. Fedt, at du læser det præcist, men jeg håber. Og tak fordi du kæmper dig igennem så langt et indlæg:-) kh K

      Like

  2. Tak for et godt indlæg, som jeg har læst i mindre bidder hen over dagen.
    Jeg er også helt enig i, at debatten er alt for polariseret. Det virker som om, der ungen interesse er for at høre, hvad den anden part siger. Det er altid ærgerligt.
    Hvis man føler sig presset, kan nogen andre jo ikke bare sige: “nej du er ej, og hvis du er, så tænk på at andre har haft det værre”.
    Vi kan debattere meget, men at debattere om, hvorvidt andre har det, som de selv siger, det er for dumt.
    Jeg synes det interessante i højere grad end sammenligninger med andre landes/tiders statistik er, hvad det er der gør, at nogle familier føler sig alt for pressede.
    Jeg tror, at nogle kvinders forventninger til livet som familie er urealistiske. Og det mener jeg, er et samfunds/fællesanliggende, at få skabt mere realistiske forventninger. Og viser det sig så, at vi ikke bryder os om realiteterne, så må vi overveje, hvordan vi kan ændre samfundet, så det bliver, som vi kan lide det.
    Et eksempel på hvordan vi i fællesskab sætter standarder for kvalitet i hjemmet er den offentlige debat om ældres vilkår. Det er spøjst at høre, at det er langt under lavmålet, når gamle fru Jensen kun får støvsuget med så og så lange intervaller, når støvsugeren hjemme hos os kører lige så sjældent. Og lur mig om ikke en familie på fire sviner noget mere end en enlig kvinde! Og det er på ingen måde fordi jeg ikke synes de ældre i vores samfund skal have en rengøringsstandart, som de kan trives med. Problemet er, at man samtidigt fortæller mig og formentlig en masse andre, at de ikke er gode nok i deres eget hjem. Og man kan ikke forsvare sig eller argumentere mod det der ligger mellem linjer. Så vi hænger på det og tror måske at “alle andre” godt kan leve op til standarden.
    Nå, det blev også langt. Håber det er ok, når nu du startede 🙂

    Like

    1. Har gået og tænkt lidt. Og er nok kommet frem til, at lige på det område er jeg ret firkantet måske. For hvad er det lige samfundet presser os til ? Man får jo ikke en bøde for at tage skeen i egen hånd. Der er ikke nogen der presser andre til at bygge et nyt hus, invistere i to nye biler, købe kæmpe fladskærme, tage sydpå minimum to gange om året, plastre sine børn til med Hummel og Små Folk, leve økologisk og dyrke stram op på højt plan! Det er noget man selv vælger! Men det koster kassen, og det betyder mange, mange timers arbejde- for at få råd til materielle goder vel at mærke! Og så bliver man nødt til at sende de små afsted 40-50 timer i ugen, et sted som ikke er værd at sende børn hen, eller voksne for den sags skyld. Pointen er, at ALLE har et valg. Og ja, i de fleste tilfælde har det nogle konsekvenser, fx så er der noget vi må undvære, men vi overlever jo. For hvems skyld er det, at det hele skal ligne et glansbillede? Tror folk er bange for at afvige og træde ud af den kasse alle andre befinder sig i. Livet forandrer sig hele tiden, og vil vi åbne en ny dør, så er vi nødt til at lukke en anden! Syntes meget af den her debat går på at skylde skylden på nogen. Der er ikke nogen regler for, hvor presset børnefamilier skal være. Familierne presser sig selv, ser for meget på naboen, de kendte, eller dem der bare kan det der med at jonglere med ti bolde samtidig. Vi tog et valg her hjemme. Det betød mindre daginstitution, mere tid, mere ro og meget mere nærvær. Det valg passer os lige nu med den alder de fire unger har, og på et tidspunkt er det nok et andet valg der passer.
      Så lad være med at lægge lorten over til andre, og så tag styringen over jeres egen familie. Det kan virke helt vildt, men det bliver så godt for alle! Også selv om man måske skal vinke farvel til det super fede, men tidskrævende job, man får noget andet i stedet.
      Undskyld det måske sure opstød, men jeg bliver bare lidt træt af folks klagen, det er ikke forbudt at handle selv!
      Mvh Lonni

      Like

      1. Kære Lonni. Tak for din kommentar:-) Jeg kan godt sætte mig ind i, hvorfor du i bund og grund lader til at synes, at det er noget piveri, når relativt velhavende forældre med luksus-elementer i livet såsom ferier og Molo tøj fortæller, at de er pressede, og at samfundet må gøre noget for at lette børnefamiliernes situation. Jeg forstår heller ikke helt, hvorfor man ikke kan se, at det i de tilfælde, i den livssituation, ER et valg, man foretager, når man fastholder at arbejde mange timer og derfor have ekstra travlt, hvis man også vil være noget for sine børn. Men jeg synes, at du misser en af pointerne med mit indlæg – eller også har jeg ikke skrevet det godt nok frem:-)
        Nemlig, at de forholdvist velhavende, eller i hvertfald veluddannede forældre, der lader til at føre an og føre ordet for den gruppe af mennesker, der føler sig pressede, de kun udgør en lille del af den meget større gruppe forældre og borgere i det hele taget, der føler sig stressede og pressede. Der ikke rigtig føler, at deres indsats i livet betyder noget, gør en forskel, at de har magt til at lave noget som helst om, og derfor blot tonser videre i hamsterhjulet af frygt for at falde ned, hvis de stopper.
        Det er nemt at tro, at det kun er dem med ferier og masser af fritid til yogaen, der siger, at de er pressede, når det kun er dem, vi hører fra. Eller det er i hvertfald min oplevelse, at det mest de dem, vi hører fra. Det ville være dejligt at få indblik i, hvordan lavtlønnede og ufaglærte forældre klarer hverdagen – og hvad med de enlige forældre, der udgør en virkelig stor del af familierne? Udfra dem, jeg kender, der er lavtlønnede, ufaglærte eller enlige, så må jeg sige, at jeg ikke synes, at de kan indeholdes i din beskrivelse af dem, der ikke burde føles sig pressede. De kan sgutte undvære ret meget mere, og de kan ikke flytte længere ud i meget billigere områder, for så bliver de socialt isolerede og ensomme og mister den praktiske hjælp i tilfælde af sygdom og natarbejde, som de er afhængige af. Der er en stor del af befolkningen, der ikke selv bestemmer arbejdstiderne, navnlig efter butikkerne har åbent til kl 22 og om søndagen, og mange har lange vagter og natarbejde på fabrikker og tjener stadig kun lige nok til at kunne bruge 3000 kr pr måned på mad til deres 2 børn og dem selv. Det er meget svært at se, hvad der udgør det frie valg, hvis man ikke har så meget at undvære. Jeg kan godt blive trist til mode, når vi er for hurtige til at sige, at det kun er de forkælede, der brokker sig, fordi det kun er dem, der tager ordet. Det er en for hård dom, tror jeg – jeg kender sørme mange, ikke mindst herude i provinsen, hvor jeg kommer fra oprindeligt, og hvor jeg nu igen bor (blot i den anden ende af Sjælland), som ikke kunne drømme om at melde sig ind i noget, der hedder “familiepolitisk netværk” og skrive kronikker, og som ikke mener, at det tilkommer dem at beklage sig, men som ved den søde grød er pressede, og hvis børn godt kunne trænge til mere tid hjemme, mere voksenkontakt, flere sygedage, når de er syge. Det er svært som enlig forælder at klare den med børn og et deltidsjob – økonomien er svær, og det er sygedagene også, med de regler, vi har nu. Man fik måske børn i et parforhold, men blev skilt, og så står man der i en livssituation, der bare ikke var, som man forestillede sig, og hvor prioriteringen ikke er så klokkeklar som at undvære Molo og caffelatte.
        Så jeg synes ikke helt, at man kan være bekendt at antage, at det kun er de forkælede, der synes, de har det hårdt – det er der mange flere, der har, som bare ikke råber nær så højt. Måske fordi de ikke føler, at deres input eller brok ville gøre en forskel anyway. Sådan har man det ofte, når man føler sig magtesløs. Dem, der skriver kronikker, føler sig ikke magtesløse. Det gør dem, der tier stille. Og det er dem, der skal have hjælp fra os andre – for jeg mener stadig, at det grundlæggende er vores indstilling til hinanden som medborgere og medmennesker, den er gal med, vores forestillinger om perfekthed og “jeg kan selv, og du skal også kunne selv, ellers kunne du bare have ladet være med at få de børn og gifte dig med den dumme mand og købe den der bil på afbetaling”, vores frygt for at modtage praktisk hjælp og vores uvilje mod at afgive totalt kontrol – det er der, vi kan gøre den største forskel. For at kræve flere penge og ressourcer fra staten, det går ikke. Det nytter ikke noget, tror jeg. Det var egentlig det, jeg mest ville sige.
        Tusind tak for din kommentar igen – jeg synes, at det er dejligt med lidt uenighed og debat, og jeg håber faktisk, at andre har lyst til at kommentere:-)
        Hav en dejlig fredag aften.
        Kh Kristina

        Like

  3. Hej Kristina
    Du skrev den klar nok, og jeg fangede din pointe:-) For jeg kan sagtens følge dig. Jeg er en af de ufaglærte. En af dem der bor billigt på landet, det er så et bevidst valg, og en af dem der måtte kaste håndklædet i ringen og blive sygemeldt med stress. Så jeg har rendt for stærkt i hamster hjulet! Fordi jeg troede man skulle alt muligt, for at leve rigtigt. Vi har til tider levet på en sten og vendt hver en to krone. Fx da min mand gik i lære. Og der var ikke nogen hjælp at hente! Folk havde en slags “det blander vi os ikke i” mentalitet. Så jeg har brugt lange nætter og timer på nettet for at finde en løsning. Og nu er vi der hvor vi gerne vil være. Jeg blev mor som 19 årig, vi købte hus da jeg var 20, er i dag 31 og mor til fire. De har den samme far, og vi er gift, hvis der var nogen der havde nogen kommentarer til det 🙂 Men jeg kan kun give dig ret, det er de forkerte der står frem. Jeg kan ikke bruge det til noget, når der står en kvinde med to børn, der til sammen er klædt på for flere 1000 kroner, siger hun er presset mens hun lige låser hendes møg fede Audi op. Jeg tror heller ikke alle har mulighed for st skære ned, det ved jeg godt. Men når de så endelig står frem, så bliver der meget hurtigt dannet en mening om dem. Få en uddannelse! Så kører det hele som smurt! Og det gør det jo ikke….. Det er også svært at hjælpe andre. Og det er blevet svært at tage imod, for vi skal jo for alt i verden ikke tage imod, vi skal klare os selv. Og hvor er det ærgeligt, at det er kommet der til. Jeg ville ønske folk turde stå mere frem, og turde afvige fra normen. Der bliver spejlet alt for meget…. Der skulle laves nogle netværk, hvor der kunne udveksles erfaringer og tilbydes hjælp. Nu tænker jeg ikke økonomisk. Jeg blev fx tilbudt et gratis sommerhus i sommers, hvor jeg var afsted med ungerne alene mens min mand arbejdede. Og jeg fik det tilbudt, bare fordi hun syntes jeg fortjente det! Det er at hjælpe, og tænke på andre. Og hvor ville det være fedt, hvis alle ikke gik rundt og passede sig selv. Noget må gøres, og tror ikke fru Spelt skal gå forrest.
    Håber du ved hvad jeg mener, det blev over midnat og burde sove. Men det er bare en spændende debat!

    God weekend 🙂

    Like

    1. Enig, det er en super spændende debat med mange facetter. Jeg synes fortsat, at det er meget svært at skære den over en bred kam, og fordommene florerer desværre ivrigt. Dejligt at læse, at I har fundet en god løsning, der gør jer lykkelige:-) Skrive endelig et læserbrev en dag!

      Som sædvanlig, tak for endnu en indsigtsfuld og omsorgsfuld kommentar. Kh K

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s