En march om de pressede børnefamilier

Om lidt skifter jeg emne, men først lidt situationsbeskrivelse: I dag er det min fødselsdag. Så sidder man jo her på de sidste timer af dagen og tænker lidt over det hele. Min stoute, men rare svigerfar fra England og min pænt slidte, men dejlige ægtemand har knoklet løs med at bygge min fødselsdagsgave – et hønsehus – i haven, mens jeg forsøgte at rydde op og ud i garagen i bunkerne af mugne, engang-oppustelige badedyr, forhenværende farvestrålende bolde og bat med uvisse formål, enorme mænger af halvkvaste plastikpotter, vasketøjsklemmer og ikeaposer  – udover det obligatiske batteri af løbehjul, punkterede småcykler fra loppemarkeder, plastikscootere uden håndtag, udtørrede fuglereder, museskeletter (har meget sulten kat), knækkede pagaj’er og tom emballage af alskens slags. Forsøgte, skrev jeg. For børnene, de kære, de var også i haven – eller det vil sige, som de fleste af jer med børn ved – ud og ind mellem have og hus. På med tøjet, hoppe i den største mudderpøl, ind i entreen og smide det hele, på wc. Ud igen, finde en spade, grave huller og finder regnorme, ind igen og hente et glas vand. Kalde på Mor, vil have sandwich. UD igen med tallerken med mad, glemte vanterne, ind igen. Træde i noget vådt med sokker på i entreen (no kidding! Ja, der bliver vådt, når I vader ud og ind!), op af trappen, hente nye sokker. På med tøj, ud igen, ind igen (glemte tallerken med sandwich i entreen). Kalde på Mor, vil også have agurk i skiver til. På med tøj, ud og lege med mudder – HOV, mangler mere vand, ind igen og hente vand fra vandhanen i køkkenet, HOV glemte at tage støvler af. Mor nu med lilla kinder, stresspletter på halsen og hidsig vejrtrækning pga grusgrav i entreen og mudder i håndvasken. Ud igen, nu smidt ud, Mor vasker gulv. Ind igen, det var jo den der sandwich – og tisse igen. Og så videre. Men der var også øjeblikke, hvor Molly viste sine søskende, hvordan man bruger sin spejder-økse til at lave pæle til en wig wam med, hvor Bastian gravede have, til sveden sprang og han følte sig vildt stærk, hvor James og Silvia sprang rundt og legede høns i den snart færdige hønsegård. Så det var en god dag.

Der er igen noget, der har ligget mig på sinde i et stykke tid, alt imens jeg har fulgt debatten i medierne. Sidst var det en debat om megalomaniske børnefødselsdage. Denne gang er det den med de pressede børnefamilier. Diverse artikler florerer i aviser og på facebook, og jeg tænker, at jeg er ved at være moden til at give mit besyv med. Ligesom jeg skrev et lige-ud-af-posen indlæg, “Bladet fra munden” , som reaktion på et radioprogram, som forherligede vuggestuer på et for mig totalt ikke-eksisterende grundlag, så skriver jeg nu et indlæg, der ikke er baseret på diverse statistikker og undersøgelser, men på min egen erfaring, min holdning. Det er nemt at tilbagevise, og det er ikke min hensigt at stille mig på skuldrene af hverken den ene eller den anden efterhånden ret klart optrukne side af skyttegraven og forsøge at råbe endnu højere end den modsatte part.

Jeg er blevet bedt om at hjælpe Tv2 med at finde børnefamilier, som har lyst til at deltage i en programserie om at være børnefamilie anno 2015. Læs mere her.

Et kort rids, igen helt for min egen regning: For snart et års tid siden blev der skrevet et indlæg i en stor dansk avis fra en mor til en 2-3 børn, der følte sig svigtet af sine forældre og af samfundet, følte sig nedslidt og negligeret, som knoklede for at få det hele til at hænge sammen og mente, at NU måtte det der samfund altså gøre noget for at imødekomme alle de forældre, der styrter sig halvt ihjel mellem job, fritidsaktiviteter og institutioner. Det var et råb om hjælp. Reaktionerne var forudsigelige og prompte – klart nok.

For dem, der tror på at løfte i fælles flok, dele byrden, kager istedet for kindheste som motivation (altså belønning for indsats fremfor straf for mangel på samme), og som med åbent sind tager individers vurdering af egen stresstærskel alvorligt, var opråbet en kærkommen anledning til at spidse pennen, sige noget i radioen, være på i medierne og tilkendegive, at JA, børnefamilierne løber for hurtigt, de skal have hjælp, mere deltid, mere barsel, mindre institutionalisering, mere solidaritet, fleksibelt arbejdsmarked, en moderne familiepolitik skal igangsættes, lyt til deres råb om hjælp, inden de segner.

For de mere højredrejede – i det omfang, at retningsbestemt politisk overbevisning overhovedet giver mening i disse tider, for Familieministeren var sådan set også i den her lejr -, så var det en anledning til at fastslå, at piveriet altså måtte have en grænse. Igen blev mærkatet “Speltmødre” eller sågar “Speltsegmentet” hentet frem, akademikerforældre i storbyerne, de der forkælede, evigt brokkende og retro-inficerede (nu faktisk normcore i hættetrøjer, kedelige bukser og en flad kasket) caffe-latte-damer, som er så lette at udpege i bybilledet, og som irriterer i al deres politiske korrekthed, deres øko-flip, deres koloenorme intellektuelle overskud til at skyde med skarpt i kronikkerne i Politiken (skønt de mest læser Information på Ipad), deres skæggede hipster-mænd, deres gigantiske krav til institutionerne, hvor de er de belastende forældre til alle møder med krav om Sukkersherif, spiselige bivoks-farvekridt og sanse-haver på legepladsen. De skulle skamme sig, klappe kaje med at lægge skylden for deres stress på deres mødre og på det der samfund, og så skulle de ellers holde op med at dyrke yoga, klatring og kitesurfing, lære at købe deres boller fra Kohberg i stedet for at bage stenalderbrød i rå mængder og dø af stress af den grund, acceptere ikke at kunne løbe Berlin Maraton årligt, og forresten, aner de ikke, hvor godt, de har det, what with med stavblendere, vaskemaskiner, betalt barsel og børneinstitutioner, nu uden spanskrør og med lærerplaner?

Det er debatten i min optik, trukket hårdt op. Konflikten er rimelig klar. Der har været mange velformulerede indspark, som jeg har stor respekt for. Mit ærinde er ikke at revse nogen. Er børnefamilerne pressede eller ej, synes at være sagens kerne. Er presset et reelt og generelt problem for samfundet, eller er det et udtryk for forkælede individers manglende ansvarsfølelse overfor sin egen situation, manglende personlig handlekraft og manglende vilje til at ofre lidt af luksuslivet til fordel for mere tid, hvis det er tid, man mangler?

I lørdags skrev Direktricen for tænketanken Cura og medstifter af Familie Politisk Netværk, Karen Lumholdt (KL), et velrettet indspark i debatten – og ja, det var i Politiken. Som jeg, akademikermor, læser. Kan svagt huske, at jeg gik på noget universitet engang, når det ikke fortaber sig i frikadelletågerne og “Barbies hesteeventyr”.

KL beskriver et familieoprør, hvor det er på tide, at vi politisk skaber bedre muligheder for børnefamilier. Hun fremhæver særligt “ret til deltid og ret til at passe syge børn” som vigtige dele af en moderne familiepolitik. KL beskriver i klart sprog, og med baggrund i statikker og procenttal om bl.a. antallet af arbejdstimer og timer børn tilbringer i institutioner, hvordan moderne forældre arbejder flere timer end andre befolkningsgrupper herhjemme og i resten af Europa, hvordan arbejdsmarkedet er stressende og usikkert og grænseløst pga digitalisering, finanskrise og projektansættelser, hvordan vi kun vanskeligt kan arbejde deltid, passe vores syge børn og være på barsel i tilstrækkelig tid, må sende børn afsted til pasning udenfor hjemmet tidligere og længere end andre europæere, at vi er isolerede, og at mange føler sig stressede, ikke kun eliten. Det er en flot udformet artikel, meget overbevisende og sympatisk.

Denne artikel retter sig imod en tidligere artikel fra den anden lejr fra sidste uge. Her fortæller børneforsker Ning de Connick Schmidt, at børnefamilier har det langt bedre i dag end tidligere, og at det er en meget lille del af børnefamilierne (dem, der betegnes som noget med en slags korn og rimer på “hældt”) , der kæfter op i pressen om at have det svært. Den gruppe, der siger, at de har det hårdt, er lidt selv ude om det, og de bør ikke råbe op på resten af befolkningens vegne. Det er vist ikke så slemt, slet ikke, hvis man sammenligner med at være familie på vores bedsteforældres tid. Det er ikke et politisk anliggende at lære folk prioritere deres tid, og dem, der beklager sig, skulle faktisk skamme sig, for de har det bedre end nogensinde. Den almindelige børnefamilie er ikke presset, det er noget sludder.

Den artikel synes jeg også godt om. Den var mindre statistik-begrundet, mere erfaringsnær, skribenten tog udgangspunkt både i sin faglighed og sin egen erfaring som ældre kvinde og barn af en anden tid. Samme tid som KL var barn, faktisk.

Sådan har debatten bølget frem og tilbage. Den kommer ikke rigtig nogen vegne, synes jeg. Fronterne er trukket for hårdt op, som de altid bliver det.

Det er så nemt at hive statistikker og undersøgelser frem og begrunde sine argumenter med dem. Lige så nemt er det at begrunde sine holdninger med et ” Jeg var der jo selv, stod jo lige der!” – en personlig erfaring. Begge dele virker og kan overbevise. De to skribenter var fx børn ca samtidig, men deres erfaringer giver dem bestemt ikke samme holdning til, hvordan børnefamilier bør have det idag. Så meget for erfaringsbaseret formidling. På den anden side står så de rene tal uden erfaring – men de kan også tilbagevises. Kl fremhæver fx, at 2 ud af 3 kvinder siger siger, at hverdagen er stressende, at danske forældre arbejder 74,4 timer om ugen og vores børn er ml 25.000 og 30.000 timer i institution i løbet af deres barn- og ungdom. Det er Europarekord på begge fronter (eller tæt på). Det bruger KL som baggrund for at kunne sige, at vi løber alt for hurtigt, og at vores børn lider under det. Så kunne man jo sige: Jamen, hvis det er stressende at arbejde så meget og får børnene passet i timevis, hvorfor lader familierne så ikke være og sætter forbruget tilsvarende ned? Undværer ferierne, den ene bil, sommerhuset, frisørbesøgene, dyr take away kaffe, yogatimerne, alt det, som to fuldtidsjob gør muligt? Det handler vel også om at prioritere?

Men hvordan finder vi frem til sagens kerne, hvordan finder vi ud af, om vores måde at gøre samfund på er forskruet og gør os syge og ulykkelige? Hvad gør vi ved det, skulle nogen bare skamme sig og holde bøtte, eller skal politikerne gøre noget?

To ting vil jeg fremhæve.

Vi må jo til at sige noget, tænker jeg. Vi bærer alle vidnesbyrd. Jo flere, der fortæller, jo bedre. Hvordan har vi det egentlig, os børnefamilier? Akademikerne, kassedamerne, postbudene, kunstnerne, politibetjentene, hårfrisørerne, de hjemmegående, de kronisk syge, de ledige (undskyld, arbejdssøgende, det er jo mig..), bogholderne, dem, der samler små dimser til halogenspots og dem, der sælger stegepander? Jeg tror ikke, at der er ret mange blandt de ufaglærte, der skriver kronikker om deres familieliv, men hvor ville jeg ønske, at de gjorde, og at Politikken ville trykke dem, selvom stilen muligvis afviger en del fra det vante lix-tal i nogle tilfælde. Det er klart, at det er de veluddannede, der præger debatten, for vi er jo uddannet til at ytre os! Til at skrive, udtale, formulere, formidle – det er vores gebet, så naturligvis er det mest denne gruppe, der gaber op og hævder at være repræsentanter for en større gruppe.  Man skal nok være varsom med at tro, at man, blot fordi man KAN få sin holdning trykt i en avis, dermed repræsenterer en stor, tavs del af befolkningen, som det OGSÅ er synd for. Men altså – vi gør jo det, vi er bedst til, og akademikeren ytrer sig. Andre knokler videre og tænker måske engang imellem, at det her da ikke kan være et godt liv, men hvad skal jeg dog gøre ved det? Hvem gider høre på, at jeg er lidt træt? Hvor skulle jeg sige min mening henne, hvor kan jeg forvente at blive hørt af sådan nogle børnedirektører og børneforskere? Det er for nemt at sige, at det kun er elitens problem, fordi det er eliten, der “kæfter op” – det er jo de højtuddannede, som generelt har værktøjerne til at blive hørt. Der er undtagelser, men ikke mange.

Og så tror jeg altså, at vi skal hjælpe hinanden med at sætte tempoet ned og se klart, allesammen. Jeg oplever personligt, at virkelig mange mennesker omkring mig lider af stress i en grad, så det ødelægger deres livsglæde. Alt for mange mennesker føler sig magtesløse i deres eget liv og føler ikke, at de selv kan gøre noget for at undslippe det hamsterhjul, de er endt i. Så er det jo svært at få besked på at omprioritere, at lave om på den forestilling om det lykkelige familieliv, man hidtil har formet sit liv efter, sådan som mange i “anti-speltmødre”-lejren kræver. En forestilling om,  hvor man skal bo, hvad man spiser, hvad man laver med familien, hvor man arbejder med noget spændende i frie rammer og flextid, hvor man står på ski eller går på jagt eller dyrker Tri med sine teenager-piger. Når man føler sig magtesløs, mangler man jo netop evnen til at lave noget om selv. Og så er det, at man har brug for hjælp til at se klart igen. Hjælp fra andre mennesker, først og fremmest. Vi er nødt til at hjælpe hinanden på helt nært hold, blande os noget mere i hinandens liv på nært hold, ikke så meget snak om mere eller mindre solidaritet gennem skattetryk – solidaritet i praksis, my friends.

Stress er ensom magtesløshed – og endda tabuiseret i mange kredse.

Det der “samfund”, der skal hjælpe dem, der er ved at rende sig selv ihjel – og det er ret mange af os, efter min mening – det er ikke primært politikerne, de er såmænd også rimeligt handlingslammede det meste af tiden anyway. I al respekt for indsatsen, de knokler, de gør deres aller bedste – men handling er bare ikke så nemt fra politisk hold. Det tager årevis og er ofte et skridt frem og 7 tilbage, alt afhængigt af det næste valg. Politisk handling er godt, men det kan vi altså ikke vente på, når så mange mennesker ikke har det godt. For det er jo ikke kun børnefamilier med fuldtidsarbejde, der klager over stress, og som trænger til at trække vejret friere. Det er også børnefamilier uden arbejde, arbejdende uden børn, pensionister, fyrede, diabetikere, gymnasielever – selv børn i folkeskolen og endnu yngre får i dag diagnosticeret stress. Flere og flere babyer får spisevægring af stress, siger min sundhedsplejerske! Mange befolkningsgrupper har det med andre ord slet ikke godt her i det lykkelige Danmark, landet med en af de lykkeligste befolkninger i verden. Den med lykken er endnu en undersøgelse, der er lige til at hælde ud med badevandet iøvrigt – det kommer jo an på, hvordan lykke defineres, og hvordan og hvem, man spørger, om de er lykkelige? Når man har forskellige livsvilkår, så kan man ikke sammenligne, om man er lykkelig – det svarer til at spørge verdens befolkning, om man er “god” som befolkning. I forhold til hvad?

Det er os selv, der er samfundet. Os, der bebor det, vi skaber samfundet hver dag, i langt højere grad end politikerne og medierne. Vi glemmer det bare lidt. Jeg kan godt selv hælde til den der med, at man kan holde op med at løbe så hurtigt, hvis man ikke kan lide at være forpustet. At vi forventer meget stor materiel rigdom af livet, som vi derfor er nødt til at arbejde meget for at opnå, og det koster på samværdets bundlinie. Nogle gange kan jeg godt synes, at det handler om at prioritere, og når folk  på facebook spørger, hvordan vi dog i perioder har råd til at leve kun en én indtægt, så må jeg tilstå, at jeg nogle gange har svaret, at vi prioriterer anderledes, end vi gør, når jeg også har en indtægt. Det er jo også sandt, det gør vi. Vi sparer på alle mulige måder, bor billigt, genbruger, klipper vores egne børn og os selv osv – det findes der masser af råd til, hvordan man gør, det med at spare og omprioritere. Det er bare en priviligeret situation at føle, at man faktisk KAN prioritere. Den oplevelse har alle desværre ikke.

Hvis man er stresset, sidder i saksen, så er det ikke så nemt lige at lave om på det hele. Så løber man hurtigere for at nå hen til det næste helle, til den næste skiferie, den næste fri aften, det næste åndehul, hvad det så end måtte være. For det er ikke alle, der har råd til skiferier – for nogle er det bare en aften uden dobbeltvagt i Netto. Der er masser af meget hårdtarbejdende mennesker  i Danmark med stress og med børn, som ikke føler, at de fx kan vælge at flytte til et billigere rækkehus udenfor den provinsby, hvor de har boet hele deres liv og har hele deres omgangskreds, for at spare penge og have råd til at arbejde mindre. Eller som ikke lige kan undvære et eller andet, der for andre ser komplet ligegyldigt ud – hundene, fx. Der er også folk, der kæmper med en masse andet i deres liv i forvejen, som gør, at det med at skifte arbejde til et andet sted med mulighed for deltid eller måske mere faste arbejdstider og dermed ikke stressfaktoren fra computerskærmen om aftenen, er fuldstændig uoverskueligt, fordi nye kolleger og nye omgangsformer bare er det mest angstprovokerende i verden. Så hellere løbe videre sammen med de gamle kolleger i kendte rammer og vente på, at det hele lige bliver lidt bedre, at sønnike bliver gladere for vuggeren og kommer over alle de mellemørebetændelser, som giver konstant barn-syg og afsted på panodil.

Det er frie valg til at prioritere et andet (måske mindre indflydelsesrigt) job, en anden (måske mindre og dårligere) bolig, en cykel fremfor bil nr 2, ingen ferier, ingen take away eller dyr mad, ingen træningscenter eller fodboldklub – det kan være så sindssygt skræmmende, at man nærmest kan føle, at ens identitet afhænger af at fastholde det, man plejer. For lige om lidt bliver det bedre. Jeg tror, at det er derfor, at så mange mennesker fastholder en levevis, der ikke gør dem lykkelige. Vi tør ikke andet og er ikke sikre på, at det gør en forskel anyway.

Men det er jo kun dem, for hvem det at spare mere giver frihed til at arbejde mindre. For fx ufaglærte kan man altså ikke spare ret meget og få råd til at arbejde mindre. Man tjener ikke få forfærdelig meget som fuldtidsansat i mange supermarkeder og butikker, fx, så at gå ned i tid er nærmest omsonst for nogle. Der er heller ikke de helt store krav at stille op som ansat, og der er ofte mange i køen, der gerne vil have ens job, hvis man er besværlig, har syge børn, vil have deltid eller fri hver weekend.

Det der frie valg til at omprioritere, så man ikke skal tjene så meget for at forbruge så meget – det er nogle gange en illusion. Oplevet illusion eller reel illusion (forkælet brokkeri eller egentlig nød), det betyder intet, hvis mennesket oplever, at man ikke kan vælge anderledes, så er dét sandheden. Indtil et medmenneske viser, at det kan være anderledes.

Nå, for pokker, nu rullede lillemor sig sørme lige ud i al sin 38-årige pomp og pragt.

Det eneste, jeg helt kan melde mig enig i i denne debat, det er, at vi er for isolerede, hjælper hinanden for lidt, og lukker hinanden for lidt ind i vores privat sfære. Vi er bange for indblanding, for at miste grebet og kontrollen, for ikke at kunne styre andres indflydelse, og så er det nemmeste at gøre det hele selv, for så bliver det, som man vil have det. Bortset fra, at man slider sig selv op.

Arj – jeg synes også, at det er skammeligt, at børn savner nærhed og voksenkontakt i institutionerne pga elendige normeringer og al for mange timer derhenne, og at så mange børn bliver sendt afsted i institution, før de er raske. Det må vi altså lave om på.

Og så er vi faktisk tilbage til start igen. For hvis der skal flere hænder i institutionerne, skal der afsætte penge til det over skatten, og så skal folk arbejde mere, og så er deres børn afsted lange dage i vuggeren, og så skal de voksne have flere barn-syg dage, som er dyre for skattepengene…….AAARGHGHHGHGHHG ……..Og derfor tror jeg mere på, at vi finder nogle bedre løsninger som medmennesker, end at vi venter på politisk handlekraft. At vi hjælper hinanden på flere planer. Hjælper de ældre, som har brug for assistance og samvær, hjælper skolebørnene, børnefamilierne, de ledige, flygtningene, de syge, naboen, hinanden. Ja ja, jeg er pisse hellig, men jeg mener det faktisk. Vi skal deles noget mere om det hele, forandringen skal komme fra borgernes handlinger, vi kan ikke vente på politikerne.

Kærlig hilsen

Kristina