Mrs Lennox og Drottning Silvia – min drøm af en sommer.

Har lige ædt alle resterne af fredagsslikposerne. Bøvs. Kors, hvor bliver jeg gigantisk i denne graviditet. Jeg roder rundt med noget nyt bloggernetværk, som I nok skal høre mere om snart, det hedder Bloggermoms og skal vist nok pege mig i retning af en dag at kunne Nå – videre med dagens emne. Arj, finder lige nogle Oreos.

Og en figenstang.

Hørt under morgenmaden ”Mor, hvorfor der er links til noget om roser på min Ipad? Læser du nu om roser igen? Havde du ikke lige fundet ud af, at det skulle være den der Grisselatte de Fillekonde eller hvad det nu hed, det skulle være?”

Jeg er blevet bidt af rosenfeber, og jeg fylder alle Ipads i huset med rosenpinks, rosenbilleder, rosenwebshops og rosen-wiki-sider. Men det er også svært at lave den der have, når man som jeg er utålmodig, et rodehoved og blottet for æstetisk sans. Så må man ty til andre. Fx Svigerfar. Og så mine søde forældre, som gav mig rosen-tilskud i fødselsdagsgave!

Dette indlæg handler ikke så meget om børn, men om noget andet, der ligesom børn er både en passion og en djævel, både for amatører og professionelle, for alle folkeslag (begge kan faktisk gro nord for polarcirklen, selvom man ikke skulle tro det, og det kræver noget kraftfoder) – nemlig roser. Så hvis du er til den slags, så læs videre!

Jeg elsker min svigerfar. Der findes så meget snak om svigerfamilier derude. Men min er altså helt i orden. Han kommer her en 2-3 gange om året og bor i vores gæsteværelse (sikke en luksus at have sådan et, hvis man altså kan komme til aflagt legetøj i venteposition til Børnenes legetøjsdag nede i Helsinge gågade til sommer, visne potteplanter, som vist nok skulle have været vandet, selvom de står “køligt og i vinterhi”, gamle plaider til sommerens hulebygning og forladte dukkehuse), og så skal han lave noget. Ellers begynder han at vandre rundt i cirkler og sige mærkelige lyde.Og spise lidt for meget kage.

Han er en rigtig engelsk arbejdermand, der har knoklet min. 14 timer i døgnet hele livet, dygtig med sine hænder, dufter af

sæbe, elsker at ordne ting og sager, er grundig, retskaffen og venlig – og så ligner han julemanden, siger James.

Det er en kæmpegave at have ham på besøg på mange planer. Lige i denne her omgang var det mest vidunderlige, at han gav sig til at lave min fødselsdagsgave, nemlig en hønsegård – og så, at han gravede nye bede til min meget nøgne og vindblæste have. Jeg skal nemlig have ROSER, ROSER,ROSER,ROSER. Og heldigvis er han lige manden til at vejlede om den slags, engelsk havemand, som han er. Vi har gloet på pinterest, instagram og Claus Dalbys hjemmeside, på rosenblogge, i rosenbøger og i havemagasiner. Har haft roser på hjernen i en måned, så jeg nærmest ikke kan tænke en tanke uden at den skal knyttes til en eller anden tornet plante med et fancy navn. Det er pissehyggeligt og edderfrustrerende. For jeg vil jo bare have nogle yndigheder, der ikke bliver syge, vokser som død og helvede, kan klare halvskygge, blæsevejr, dårlig jord og fodbolde – og så skal de være eddersmukke og dufte som himlen. Den slags må da findes, eftersom vi har fået mennesker sendt til månen med under 100 års forskning og altså har dyrket roser i årTUSINDER. Skal vi stadig trækkes med rosenplet, benmel og noget så irriterende som torne?

Ja, det skal vi åbenbart.

For rosenverdenen er forbeholdt inkonsekvens, irrationalitet, følsomhed og enorm skønhed, og så kan jeg pakke alle mine krav og pragmatisme langt væk. For her er det altså æstetik, det handler om, og der er jeg så totalt idiot, som man overhovedet kan være. Desværre. Men bevæbnet med litteratur, nysgerrighed og svigerfar, så skal det nok blive nogle fine bede alligevel.

Jeg har efter mange nætters søgning og krydsreferencer fundet den absolut bedste rosen-netbutik, der er at finde. Den hedder Rosenposten. Den ejes af Knud, som har gjort den genistreg at udvikle en rosenplanteskole, der vejleder grundigt og lettilgængeligt i et ganske uovertruffent og gigantisk udvalg af roser af alle slags. En smuk, brugervenlig hjemmeside med fine priser på meget dejlige roser.

På andre planteskoler på nettet er der den irriterende inkonsekvens, at der under nogle roser står, hvad de dufter af, om de er til fuld sol eller halvskygge, og om de har store blomster, og så er der intet om de forhold under andre roser, hvor der til gengæld står en masse om, hvilke sygdomme, de let får, om de blomstrer en eller flere gange, og om de kan tåle en hel masse regn. Parametrene er helt forskellige, og så er det jo ekstra umuligt for en rosen-nybegynder som mig at sammenligne dem…og så er der yderligere den charme, at informationerne om de enkelte roser (og der er seriøst langt over 200 meget almindelige roser, som du kan finde info om i det uoverskuelige udvalg af rosenbøger og planteskoler) slet ikke stemmer overens fra det ene site til det andet eller den ene bog til den anden.

Så hvis man tror, at man lige vil finde en god, sund (betyder, at den ikke så nemt får forskellige rosensygdomme og svamp), robust, (noget med vejr og vind, som regel) flittigt blomstrende (hedder remonterende), gul klatrerose, som kan stå i halvskygge og passe sig selv – så tager man fejl. For på den ene side står der, at den her skønne klatrerose kan det og det – hvorimod der på den anden står, at den let ikke kan anbefales til danske forhold og i øvrigt ikke er en klatrerose. Sådan noget irriterer mig grusomt.

På Rosenposten derimod, er der et skema for hver rose, hvor alle nødvendige fakta om den er nævnt. Nemt og overskueligt. Se fx her, om en af mine yndlingsroser, Ghislaine de Feligonde (som min datter kaldte Grisselatte de Fillekonde).

ghislaine

Så er det da til at finde ud af.

Og så kan man yderligere gå efter dem, der er Knuds yndlingsroser, som er særlig anbefalelsesværdige, ved at klikke på “rosenoversigt” og derefter nederst på siden, “Knuds yndlingsroser.”

Og alle roser sendes nemt med posten, er i fornem kvalitet, og man kan stole på, at Knud ved, hvad han taler om. Det siger rosenbloggerne i hvert fald, og det er også mine erfaring indtil videre. Det er bare alletiders.

Her i vintersæsonen, hvor det faktisk er rigtig godt at plante roser, får man dem uden jord, som barrodsroser, og de er særlig stærke i forhold til roser i potter, som man ofte finder på planteskoler. Der er også dyrkningsvejledninger og plantevejledninger p hjemmesiden, al info er der ligesom bare, og så er jeg helt med igen.

Det er mine børn faktisk også, for selvom de nok synes, at jeg har svigtet Uno-spillene lidt rigeligt den sidste tid, så kan de godt se, at haven bliver mega fin, når roserne til sommer springer ud (med mindre jeg ødelægger det hele med min sjuskethed, og der ikke kommer andet end bladlus, rosenrust og ledt kravl på ormædte rosenskeletter. Også en afgjort mulighed).

Roser er med i mange historier og eventyr, både Skønheden og Udyret, Snehvid og Rosenrød, Snedronningen og den der Anders And-tegnefilm med den røde rose, som han dufter til og får en gal bi op i næsen, så den svulmer op og ligner en skrigpink blomkål – de kender faktisk alle sammen til roser, og de kan godt se, at de er smukke og lidt noget særligt.

Det er i hvert fald min nye dille. Sammen med Annie Lennox’ nye album og Earl Grey. Og nu skal jeg, med Annie i ørene og en kop te i nærheden, plante alle mine roser i næste weekend, hvor jeg også skal fejre endnu en fødselsdag (James, min yngste lille og uanstændigt charmerende knægt, bliver 3 år), til gruppemøde i spejderkorpset (Tjikkerlikker, jo tak, kan ikke undvige mere efter 2 år), kysse mine unger og hente høns. Det bliver travlt og tungt med min store, gravide mave, men svigerfar har jo gravet bedene ud af plænen for mig, så det går nok. De skal alle i jorden indenfor kort tid efter modtagelsen, så hvis det er totalt elendigt vejr, må jeg kravle i min lattervækkende flyverdragt fra byggemarkedet, som ikke længere kan lukkes over maven, og vralte rundt alligevel. Det bliver kønt..

For de totale rosen-nørder, eller for de forsigtigt interesserede blandt jer læsere, kommer her min bestillingsliste hos Rosenposten.dk:

1 stk. Bonica Climbing (i mit gamle, udtjente pæretræ) :

 Bonica_climbing-1

1 stk. Suaveolens (skal stå alene i halvskygge foran en terrasse og dufte sødt med lyserøde løjtnantshjerter under)

 OLYMPUS DIGITAL CAMERA

2 stk. Jolly Dance (på en rosenbue midt i haven på vej ned  mod hønsehus/bålplads sammen med en orange kaprifolie)

Jolly_Dance

Rosenbed: 3 Westerland, 3 Arthur Bell, 3 Ghislaine de Feligonde, 2 Aïcha, 2 Golden Celebration. Nedenunder hvide storkenæb og vinca.

 Westerland  Arthur_BellGhislaine_de_FéligondeAïchaGolden_Celebration

1 Maigold (ved ikke hvor endnu, men måske på nordsiden af huset på muren lige ved trappen op til indgangen – den er så smuk!)

Maigold

2 Drottning Silvia (Når man har en datter, der hedder Silvia, må den jo ejes).

 Jardins_de_Bagatelle

Bliver det ikke fint?

Kærlig hilsen Kristina

Advertisement

6 kommentarer til “Mrs Lennox og Drottning Silvia – min drøm af en sommer.”

  1. Hej Kristina 😊
    Jeg ELSKER også roser, har altid haft roser i mine haver. Også i den 9 år gamle have vi har nu. Én plantede vi efter anvisning af en haveartitekt, for altså 9 år siden, og den er så flot og stor. Den bliver klippet ned hvert år ( hvis jeg husker det) så nok ca. hvert andet år 😉 det eneste jeg giver mine roser er kaffegrums, ned med det, omkring roden, og gerne et par gange om ugen, det tager utøjet, det meste ihvertfald. Bladlus især kan ikke lide kaffegrums. Min gamle ex-svigerfar gjorde det altid i deres rosenbede, og de havde de flotteste roser, altid. Sidste forår satte vi nye, i et nyt bed, elsker bede og gerne mange ( min mand er mest til græs)…. Og her i vinter har jeg lagt gran omkring dem, så rødderne bliver skærmet, det plejer at virke 😊
    Jeg er også “krukke-elsker” har mange, rigtig mange faktisk, og nye må til hvert år….. Meen jeg er kun til Hortenzia i krukkerne….. Og da jeg efterhånden syntes at det blev en meget pebret sag at skulle forny 15 krukker hvert år med nye hortenzia, fandt jeg “hætter” til krukkerne, så nu står de ude hele året, med hætter på, dem fandt jeg i Aldi til ingen penge, og når foråret kommer, og vi er helt sikre på, at kong Frost ikke dukker op mere, tages de af, og Hortenzia’erne klippes lidt. Så skyder de igen hele sommeren og sætter også blomster. Se det er jo win win 😊
    Apropo fodbolde, har vi lavet et stykke græs, hvor børnene spiller bold, plastik bolde, og jeg syntes ikke at mine roser, højbede eller andet tager synderligt skade af en plastik bold, selv med høj fart 😉 men børnene ved at de skal færdes med forsigtighed, imellem roserne, både for rosernes skyld, men også for dem selv, ellers river tornene i huden 😉
    Pøj pøj med det hele 😊 glæder mig til at læse mere om det forestående igangværende haveprojekt🌹
    Kh. Pia

    Like

  2. Kan præcist genkende rosen besættelsen. det rumsterer hele tiden i baghovedet, svært at få slukket lyset om aftenen for hvad nu hvis den næste er den rigtige. Vi fik lavet en haveplan da vi byggede hus for 7 år siden og de penge er givet rigtig godt ud. vi har nu en godt opvokset have med struktur, gennemtænkt og plads til nye ideer, så det kan helt klart anbefales. Men ja, det koster – og så var det faktisk ikke så dyrt endda. jeg tilføjer et par nye roser hvert år – i 2015 bliver det til en hel del, da jeg har fået en kolonihave (yeeeeaaah!). generelt vil jeg sige at Austinroserne kræver en del pasning – og jeg yder primært 1x klipning. Gødning hver måned indtil 1 aug og vanding hvis det er meget tørt. Min nuværende roser er:
    ghislaine de feligonde (fantastisk, robust, vokser godt)
    Rose de recht – lever endnu fordi den lovprises så meget – sidste år fik den stråleplet.
    White cover – god til bunddække
    kronprinsesse Mary – flot, hårdfør men krævende
    Ghita Renaissance – smuk og god
    Sofiero- smuk og hårdfør
    peace – trives godt sjovt nok
    Stanwell perpetual – ny i haven velegnet til vindsus og til at vokse lidt vildt. Tåler lidt skygge. den er vokset vildt godt hos os, så jeg forventet ret meget.
    buff Beuty – smuk. vist nok lidt besværlig, det fandt jeg først ud afbagefter.
    Trier – har det lidt hårdt i vestenvinden hos mig.
    Og så den rose jeg har fået af mine svigerforældre – stod i deres havde da de flyttede ind i 1969. fejler ALDRIG noget, dufter ikke, men blomster i vildskab og er bare sund, sund, sund… Navnløs desværre. hvis det engang lykkes med at lave en aflægger skal jeg sende den til dig.
    maidens Bush – smuk og fint hårdfør
    new dawn klatrerose.
    Jacqes Carter – hårdfør, duft, smuk, uundværlig
    Comte de chambord – samme som ovenstående

    I kolonihaven plantes i år, så ingen erfaringer men nøje udvalgt:
    Golden celebration
    Kolo
    Parade
    Rosenholm
    Comte de chambord
    Mozart
    Felicia
    Veilchenblau
    Ghislaine de feligonde

    rigtig god fornøjelse. har også høns hvis du skal have nogle fif – kan varmt anbefales- det er stor fryd med egne æg. denne sommer bliver vi bi pleje familie – ingen bøvl masser af bestøvning og honning.
    Vh ane

    Like

    1. Tillykke med kolo!! Hvordan har du tid – og behov for – TO haver? Det lyder vildt – og lækkert:-)
      Glad for at du deler din rosenglæde og dine rosen lister med mig, det er så hyggeligt. Ghislaine er også populær hos dig, ser jeg – den har jeg også store forventninger til. Og Golden Celebration. Parade har jeg også sukket ret meget efter, men den røg ud til sidst, da jeg forsøgte at være lidt kræsen med farverne her i starten. Jeg ved af erfaring, at jeg slet ikke har sans for at sætte farver sammen, den ender med at være alt for rodet og broget, så jeg prøvede at være konservativ. Det går nok galt alligevel, for det findes jo bare så mange smukke!!! Stanwell perpetual, ak ja. Også dejligt. Hvordan har du valgt dine ud af det gigantiske udbud af smukke roser? Felicia er også yndig, synes jeg. Fine valg, du har gjort dig:-)
      Hvad har du som bunddække?
      Kh Kristina

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s