Tak, kære Hullemaskine. Og Lundhede Planteskole.

Godaften derude.

Her kommer et indlæg om bag- og havetanker.

Det skal nok gå altsammen. Silvia starter i skole i maj, James har lært at cykle, Molly er ved at lære at lave sildebensfletninger på sig selv, Barbierne, katten og sig selv, og at sige fra, og Bastian har det simpelthen bare så utroligt godt, uagtet at vi skal til diagnostisk tilbagemelding i næste uge – hans selvværd er tårnhøjt, og det kan nu ses, hvilken flot, ung mand, han er på vej til at blive. Helt vild udvikling, der kan ske på et år. Det er et livslangt projekt som forælder at holde sig for øje, at lige nu er lige nu, med de udfordringer og de glæder, der findes LIGE NU, for om en måned ser det anderledes ud, og så er både sorger og glæder måske noget andet. Et andet familie medlem har måske problemer, en anden konflikt eller bekymring fylder, en anden stor begivenhed, glæde eller udfordring venter. Alt er en fase. Bortset fra det faktum, at alt på en mors krop søger sydpå på alle årstider. Jeg får større og større lår i skoene, guirlander på ballerne og fis i kasketten, men det får være.

Projekt baby nr 5 til tider virker som det glade vanvid af samme kaliber som cykelstier på Mars og firkantede fodbolde. Begge kan jo godt lade sig gøre, men det betyder jo ikke, at det giver mening på nogen som helst måde, vel?

Men der er helle, herhjemme, lige i de her dage. Mine forældre har fået den fantastiske idé at invitere de to små, Silvia på 5 og James på 3, på 2 overnatninger i Eldorado på 1. sal på Skydebanegade på Vesterbro med alt inkluderet. Dvs Zoo tur, lækker lækker mad, gode film, masser af leg, hygge og opmærksomhed.

Dvs de er faktisk slet ikke små, de to, de er bare de mindste pt. De sover igennem, er 100% renlige, spiser selv, ja, smører selv madder – eller køkkenbord og undertrøjer, alt afhængig af dagsformen – spiser ikke pelargonierne (kun bussemænd en gang i mellem) – og de kan selv sige til, hvis de  bliver uvenner. Skulle man være i tvivl. Og det er man sjældent, for lige så godt, som de to leger sammen, lige så skingert skrigende uvenner bliver de. Men pyt med det – de er 30 km væk, og jeg har nu for 2. aften i træk kun to lækre, store børn at passe på. Sidder her med laptoppen i sofaen med vådt hår efter lang tur i svømmehallen og på cafeteria i Helsinge Hallerne bagefter, varm kaffe, Molly sidder og øver klaver, min mand er lige kommet hjem og hygger med Bastian på 12 år. I går var jeg på cafe med Bastian og Molly og så derefter Max Pinlig og spiste hindbærtærte herhjemme. Sikke et svir! Tadadiiitadadahhh – overskuddet driver ned af væggen. Så kan man jo sagtens tænke, at det nok skal gå altsammen. Men jeg savner de to små helt vildt – jeg kunne slet ikke sove i nat. Hentede lige James’ nattøj og lå og sniffede lidt. Og Silvia’s hovedpude. Hun dufter af grannåle, den pige. Mmmmm.

Jeg har lovet at få det her overskud til at vare et stykke tid. For jeg er nu på vej til det stadie i min graviditet, hvor jeg bliver pissehysterisk. Kender I det? Mest fordi min nattesøvn forsvinder stille og roligt, i takt med at udsigten til mine fødder forsvinder. Jo mindre, mine fødder kan anes under min maves svulmen, jo mindre sover jeg.  Når tæerne slet ikke kan ses mere, så er jeg “Wacko-Jacko”-psykopat med blodskudte øjne, livmål på 130 cm og bryster i fare for at eksplodere som håndgranater.

Jeg får hikke-babyer og at så sove med en hoppende mave KAN IKKE LADE SIG GØRE! For mig. Og jeg elsker virkelig at sove – det er jo komplet sindssygt, min voksende børneflok taget i betragtning. Søvn er jo ikke lige den valuta, der vokser i takt med børneantallet i ens pas og strækmærkerne på ens bryster. Men men men – mit overskud skal holde weekenden over, for der skal både gøres rent (Dvs jeg skal pruste rundt og skiftevis tude snot og kommandere med de andre) og – VILD JUBEL – så skal vi plante vin-stokke, kaprifolier frugttræer og roser, roser, roser!

Jeg har – udover bestillingen af roser fra det skønne site rosenposten, som jeg omtalte her, fundet den perfekte leverandør af vinstokke og pærekvæder, duftende kaprifoler og et par enkelte roser til. Og mine planter blev leveret fra fragtmand i dag fra denne skønne planteskole på nettet, Lundhede.

Som de eneste af de større netplanteskoler, havde de et virkelig flot udvalg af vinstokke, så jeg fandt både blå og grønne druer, der efter sigende kan modne på friland. For ikke-have mennesker – friland betyder udenfor. Fancy-schmancy. De havde også over 8 forskellige kaprifolier, som jeg virkelig elsker – kaprifolier er de der ranker, som vokser vildt i vores skove, dufter eventyrligt og får røde bær om efteråret.                 Dem her:

De vokser vildt, mange dufter som sagt vidunderligt, de koster ikke alverden, kan gro i skygge – og så kan jeg næsten ikke stille flere krav. Jo, de passer godt i danske haver, synes jeg. Og så kom jeg lige til at bladre i en sidste rosen-bog forleden og så rosen John Cabot, en af de der roser, der vist bare duer, ikke får svamp og blomstrer hele tiden. Der er lidt uenighed om, hvorvidt den dufter – men det må vise sig. Faldt pladask, se lige her:

Er den ikke pæn, måske? Kom også lige til at trykke på “køb” på en Splendens- rose, dom også klarer skygge, vokser, som fik den penge for det, og dufter eventyrligt. Og så er den altså også virkelig flot og skal gro på nordsiden af huset ved et kedeligt hjørne. Så nu røg mit forsøg på en konsekvent farveskala helt til vejrs, men det er jo, som jeg forventede. Æstetik er bare ikke min force.

Splendens er en klatre-rose, der ser sådan her ud:

OOOOOG så kom jeg lige til at købe et frugttræ, også. En pærekvæde. Producerer om nogle år nogle stenhårde og mærkeligt lodne frugter, som er totalt uspiselige, indtil man koger dem med meget sukker i timevis og laver marmelade, frugtlæder eller en slags vingummier af dem – “flæsk” for de retro. Eller – der kommer frugter, hvis jeg kan lade være med at slå jawertussen ihjel. Det må vi jo så se på. Og sørge for at holde James og hans drabelige skovl på behørig afstand. Nå, men det fede ved kvædetræer er, at kvæder, som altså absolut ikke kan spises rå (børn gnaver dog i dem nede sydpå, ligesom vores nordbo-afkom gnaver i sure paradisævler og får ondt i maven) – kvæder dufter helt vidunderligt, og jeg er altså noget så glad for dufte. Et eller andet slags sensitiv er jeg – odoratist, eller hvad ved jeg. Kan også lugte, når nogen i nærheden har halsbetændelse eller noget andet betændelse. Og som gravid går det helt galt, det er faktisk nogle gange svært at trække vejret indendørs med 5 stor-fisende medbeboere. Der var lige noget fantastisk relevant bonus-info til jer, lære læsere (undskyld, er vist ikke helt mig selv).

Jeg plejer at liste rundt og hugge duftende bær-mispler (mini-kvæder) fra pæne folks hække i november, så de kan ligge og dufte i min vindueskarm. Nu vil jeg have mine egne, og ungerne er også trætte af at skulle følges med tyve-moderen med udspilede frakke-lommer. Og nogle gange er der faktisk en lille smule hundelort på de der huggede mispler. Klamt.

Så nu er der ikke flere fødselsdagspenge tilbage, min have skal fyldes og tilplantes (eller de 200 kvm meter af den, som “hullemaskinen” nu har indhegnet og dermed skal være objekt for mit vanvid). Og jeg er bare SÅ glad. Min famiile glæder sig vist mest til lidt fred og ro igen. Min mand kom lige ind i stuen og sagde “you weren’t this nutty during the other pregnancies” med slet skjult beklagelse. Undskyld, kære hullemaskine (forklaring følger nedenfor, slet lige alle kinky konnotationer….). Må tage mig sammen.

Sidste weekend var det som I sikkert ved totalt elendigt vejr, så hvad kunne være mere oplagt end at kæmpe-kragen her kommanderede alle mand ud i haven med spader og grave huller. Ungerne vred sig, men vi fik da smidt en masse jordskokker ned under mudderet (de frygter allerede den dag, de skal spise dem!) – og jeg opdagede, at jeg er gift med verdens største hullle-maskine, der kører på chokolademuffins og nescafe. Se, hvad han lavede til mig:

Og langs det stavær, som løber tværs over plænen, skal kravle 12 vinstokke. Havde jeg tænkt mig. Men det har taget mig virkelig lang tid at hitte ud af, hvilke sorter, der duer på friland og i min elendige, murstensfyldte lerjord. James morede sig gevaldigt med at hælde sin gamle madpakke fra fredagen ned i hullerne, sammen med alt muligt andet snask fra komposten – og så pøse vand på, røre rundt med pinde, (nye vanter på), smage lidt på det hele (nye vanter på), hælde snegle og regnorme i (nye vanter på) og juble “Se, Moar, ‘negle bader og hhrajnorme osse bader som kæmpedor DISSEMAND, HAHAHAHA”. Dryssede så med nogle fjer fra en gammel pude, det skulle være så næringsrigt. Eller noget. Imens forsøgte jeg at få gravet have. Ikke særlig elegant i 5. måned. I termodragt. Ligner en ond teletubby.

Men pyt, nu er den klar til første hold spinat og kornblomster.

Hvis I skal bruge en velassorteret og serviceminded internetplanteskole, så kig lige nærmere på Lundhede. De tager endda telefonen, når man ringer – ikke så ofte, at det sker i internetbutikker i disse dage.

God aften og nyd foråret!

Kærlig hilsen Kristina