Hoppekrigen

Klokken er 15.28, det er søndag, og jeg har faktisk ikke haft et hysterisk anfald denne weekend. “The Saturday blues”, som  min mand kalder det, har ikke indfundet sig, trods min stigende hormonelle og omfangsrige tilstand af graviditet i uge 25. Det er noget med, at her altid ligner Toys ‘r us efter januarudsalget lørdag formiddag, og så får jeg spat. Fiser rundt og kommanderer med resten af familien, som jeg har beskrevet før – men det har jeg altså ikke gjort denne weekend. Og det tilskriver jeg foråret! DET ER FORÅR! Hele familien har faktisk, på forskellige tidspunkter, været rigtig længe udenfor. Det betyder et bjerg af mudrede sokker i entreen. Ikke fordi det regner, og der kommer mudder i støvlerne – næh nej, fordi det igen er trampolinsæson. Og på trampolinen smider man skoene, og så er der døde sokker i entreen til mor. Og hoppekrigen er brudt ud, i min såvel som i de fleste andre haver i landet.

Vi bor jo i provinsen. Prøv lige at kigge på Googlemaps – please, prøv lige. Se på Slagelse, Frederikssund, Nykøbing Mors, Billund eller Helsinge (hvor vi bor) eller, tror jeg, hvilken som helst anden provinsby i Danmark. Find et boligområde med villaer, bungalows eller parcelhuse. Og se, der er de. Runde, mørke pletter i haverne. Trampolinerne.

Alle har en trampolin idag. Pånær de familier, hvor der er skadestuelæger i familien, forstås (det er jo dem, der hver eneste dag skal reparere alle de knækkede arme, ben og tænder, som hoppeinstrumenterne forårsager). De fleste børn kan lave noget, der ligner en salto, på trampolin, før de kan dividere og binde snørebånd. Da vi for 3 år siden boede på indre Frederiksberg, var trampoliner noget, folk havde i sommerhuset, i de store fælles gårdarealer (ved siden af fælles kaninerne, tagtomaterne og højbedene med ramsløg og biodiversitet) og på de fancy legepladser på Kastellet. For mig, altså – for resten af Danmark, derude i provinsen, var trampolinen allerede en fast bestanddel af familieudstyret, helt på linie med Trip Trapstolen og Totte-bøgerne. Det er bare først nu, jeg opdager det. Hvilket er tungnemt, for trampolinen var faktisk noget af det allerførste, jeg købte til vores nye hjem med stor have – jeg tænkte, at når jeg skulle stå der i et nyt (gammel kasse fra 1953, som i den grad skulle sættes i stand) hus med et spædbarn på 4 mndr og 3 andre børn, der ikke havde lyst til at flytte – plus ansvaret for at skabe et hjem ud af de 180 flyttekasser, der stod midt i den ellers gabende tomme stue, som vi ikke havde møbler til at gøre hjemlig, så var det nok en god idé, at børnene kunne slå hinanden halvt fordærvede ved at knalde fortænderne ind i hinandens pandebrasker på trampolinen i et par timer om dagen, mens jeg knaldede rundt imellem amningerne for at få alt vores habengut pakket ud, stablet op eller måske (allerhelst) kylet ud, så vi kunne få lidt sommerferie.

Arj, det tænkte jeg jo ikke – jeg tænkte helt mildt, at de nok ville elske, at vi havde en kæmpestor trampolin. Og det gjorde de også – vi købte sådan en, der blev gravet ned i forhaven, så de ikke behøver et net, og så de små ikke skal bæres op og ned igen. Den var og er et kæmpehit, og fra frosten er væk og til december er der altid mindst to børn, der hopper. Men for faen, hvor det dog skaber konflikter!

Jeg burde kunne huske det fra sidste år – samme dag, som temperaturen sniger sig over Pissehamrende Koldt, så styrter de ud på trampolinen, uden sko på, uden jakker eller bare en trøje på, og hopper i en bunke. Så går der under 30 sekunder, før det første vræl afslører, at det er en rigtig dårlig idé at lave saltoer, når der er mange på trampolinen. Eller at der siver vand ud under beskyttelsespuden rundt om kanten – det giver våde sokker, og det hader små børn. Som burde have haft støvler på, også selvom de hopper, synes jeg. Når det er så godt som frostvejr.

Idag var ingen undtagelse – de har nu hoppet i en uges tid, hver eneste dag, og hver eneste dag har der været hyl og skrig om et eller andet. Mest noget med, at reglen om, at det er maks. to på trampolinen, er meget svær at efterleve, når man er 4 søskende ml 3 og 12 år. Og at Bastian på 12 og Molly på 9 laver stunt-film med deres mobilkameraer, som de små ødelægger med deres ubehjælpsomme kolbøtter og bussemænd. Eller at de små ikke vil vente på deres tur. Eller at de også smider strømperne og bluserne, så de store råber højere og højere, at de skal tage tøj på igen. Eller noget helt femte – der er skrig og skrål på den (%/(/)/%&/(€##€%€#”#”%”%€/#&!!!!!!!) gummidug i sådan en grad, at jeg nogle gange virkelig ville ønske, at vi aldrig havde købt den. For jeg er uheldigvis ikke særlig ofte sådan en mor, der sidder roligt med en kop kaffe og kigger på, at de hopper. Jeg tonser rundt og ser mit snit til at ordne have imens, hvilket ofte foregår på den anden side af huset. Så når jeg hører brølene fra Livet Uretfærdigheder på Trampolinen, så venter jeg først lige og ser, om de selv løser det – og hvis det ikke hører op, så kommer jeg vraltende i min grimme termodragt og forsøger at finde ud af, hvem, der slog/skreg/spyttede/skubbede/sagde “DÅMME DARJ, MARJ ITTE HA LØST TIL AT LEGE DARJ MERE; NAAARJ, Du MAJET DÅÅÅM, JAA!” først. Det sidste er som regel James. Og det lykkes mig som regel ikke at hitte hoved og hale i det, og jo mere gravid og fatsvag, jeg bliver, jo hurtigere bliver jeg også sur. Desværre. Så i den her uge er det rimelig tit blevet til, at jeg på forskellige og nok ret uudgrundelig vis udvælger en syndebuk, som får besked på at gå indenfor i 5 minutter. Og så får de andre besked på at huske, at det kun er 2 ad gangen, at man ikke må smide tøjet, at man ikke må tage tilløb fra liggestolen, og at naboerne ikke skal pines med råb og skrig. Totalt omsonst besked. Så går jeg ind og forsøger at dysse den forviste ned, henter saft/tørre strømper/trøjer/plaster/kiks (fx), og så går vi ud igen. Forfra.

Jeg kunne jo også bare blive ved dem, når de hopper sammen. Give pokker i at have frie hænder til lige at dele lupinerne, glo på hønsene (de er flyttet ind i hønsepaladset, juhu!), vande vinstokkene, klippe roserne, tvære snegle ud, og se på mine unger istedet, mens de stadig elsker at blive gloet på i al deres rødkindede, forpustede, vådsokkede og ivrige entusiasme. Mens de endnu er så små, at de foretager sig ting, som de gerne vil have, at Mor ser på og klapper af. Mens min tilstedeværelse endnu er en glæde. Jeg skal altid lige se mit snit til at lave 50.000 andre ting, når det virker som om, at de er velunderholdt. Hold nu lige op, Søster Lagkage – de kommer altid op og skændes på den trampolin, skulle i år ikke være året, hvor du blev i nærheden? Hva? Det er jo ikke særligt smart, det der med at gå fra dem, når de hopper. Det burde jeg have lært efterhånden.

Nogle gange er det åbenlyse det vanskeligste. Det hjalp at skrive det.

Her til aften bad min ældste søn mig om, at vi kunne lave noget hyggeligt sammen, bare ham og mig. Jeg vred mig lidt, havde faktisk en masse arbejde, men det føltes bare som en kæmpelatterlig dum prioritering – så jeg gav pokker i det og spillede StarFront Alliance med ham på computer i stedet. Jeg måtte godt være på hans hold mod monstrene, selvom jeg er virkelig dårlig til det. Det var fedt. I fredags havde James og jeg et par timer helt alene om eftermiddagen – der lavede vi modellervoks og spillede derefter et vildt racer-bilsspil på X-boxen. Det var også totalt fedt og super sjovt. I går var jeg så heldig, at min Silvia på 5 år gerne ville tegne Barbie-mandalas med mig, selvom klokken faktisk var sengetid, og jeg skulle både bage brød, rydde op og lave noget arbejde.  Dér vred jeg mig også, men også ved den lejlighed indså jeg i tide og for en gangs skyld, at det her barn er skønt og vil mig gerne, og det skal jeg være lidt ydmyg overfor. Så vi tegnede, og det var hyggeligt.

Jeg nåede ikke rigtig at lave noget eksklusivt med min elskede Molly på 9 år denne weekend – men hele lørdagen gik også med at rende til den årlige gymnastikopvisning i Helsinge Hallerne, hvor Bastians parkour-hold var med. Så jeg kan (næsten) tilgive mig selv, at jeg gik glip af Molly-tid. Nårh nej – vi sneg os faktisk ud og aftenhygge og sove i mine forældres sommerhus i går aftes, bare hende og mig. Og vi sang Tina Dickow og Dollly Parton virkelig højt hele vejen i bilen derud. Det her var faktisk en af de weekender, hvor jeg nåede hele vejen rundt om flokken. Det sker meget sjældent. Det er for dårligt, at det sker så sjældent. Det må laves om, i hvertfald lidt oftere. Når nu man har sådan nogle sjove børn, som man skal huske at være taknemmelig for stadig gider at have én med.

Ikke?

Kh Kristina