Livet er heftigt

Livet er lidt af en hvirvelvind i disse dage. Mit sofabord er et udmærket vidnesbyrd, for der står to beskidte tallerkener fra i eftermiddags, én våd sok med noget ubestemmeligt klister under, 4 biler, et flyvemaskiner, 2 hårelastikker, en madkasse med gammel mad i, to løse dvd’er (Prinsesse Lillefe og Spiderman versus Venom), et knækket dankort (nej, James, det kan ikke tåle at blive foldet sammen på midten, lad lige være med det, TAK), et æbleskrog og en halvt spist tallerken havregryn med rosiner (min aftensmad), en pude, som der vist er bussemænd på, noget papirkrimskrams, en Barbiemalebog uden sider i, omkring 500 farveblyanter, en Rorri Racerbil, et halstørklæde, et ringbind med Powerkids-halløj i (den forening, jeg bl.a. er engageret i), min Macbook, en have-encyklopædi, en rudekuvert uden rude (tak igen til James) og mit NemId kodekort.

Og her sidder jeg så, gigantisk med gravid-vom over det hele og røv i hjemmeskoene, rimelig klatøjet, stadig meget sulten, og forsøger at fremelske noget taknemmelighed over, at det hele faktisk går rimelig godt, selvom der er meget i gang. Så tak til det derude, der sørger for, at jeg ikke i disse forvirrede dage får afleveret havregrøden og rudekuverterne på HIllerød Lilleskole, betaler Molly på Netbank, uploader James på et af de utallige netværk, jeg efterhånden er på via mit job, koger og serverer Bastian med et skud kanel og smørklat og stiller Silvia ud i hønsenes madskål hver morgen.

Folk spørger mig nogle gange, om det ikke er helt skørt hårdt at have 4 børn og være gravid. Det er det jo på nogle måder, og på andre er det næsten nemmere end kun at have en eller to. Der er mange flere behov at dække, men der er også flere til at dække dem – søskende passer på hinanden, de leger sammen, de hjælper hinanden. Herhjemme er vi ihvertfald så heldige, at det ofte er sådan, det fungerer, når de ikke lige er ved at slå hinanden til lirekassemænd. Der er også flere til at hjælpe med huslige gøremål, opvask, tøjvask, madlavning, indkøb, at tage småbørn op af badet, bygge togbaner og læse godnathistorier; alle tager deres tørn, ofte med meget brok, men det må de jo have lov til. Jeg gider jo heller ikke det der med at støvsuge, jeg brokker mig også – man må ikke brokke sig over godnathistorier, men det er også en eftertragtet opgave. Som jeg helst selv ville løse.

Og nu plaprer jeg udenfor emnet, sorry.

Det, jeg ville frem til, var, at noget ret tungt ved mange børn er logistik. LOGISTIK. Det, at sørge for, at det rigtige barn med det rigtige udstyr er på det rette sted til den rette tid, mens de andre børn også er velplacerede. Jøsses altså, det tager livet af mig.

I dag, fx – skemaet var helt åndssvagt. Op kl 6 for at være på forkant (=drikke 2 kopper kaffe og endelig komme under bruseren efter 3 dage uden), lave madpakker til de små, brød i ovnen (både metaforisk og i virkeligheden). Morgenhalløj går i gang, Bastian glemte at sætte sit ur og må vækkes let brølende kl 7.10. Han har hold i nakken og har meget ondt af sig selv. De små får morgenmad, også de store, Roy kommer frem fra kontoret, men forsvinder meget travlt igen. Hænge vasketøj op, lægge rent på James’ seng – vi er gået i gang med at øve at sove uden ble, og han havde tisset.

De store laver madpakker, de små slår hinanden i hovederne med sofapuder, indtil de bliver enige om, hvorvidt Barbie som Musketer eller Barbie og de dansende Prinsesser er bedst.

Jeg forsøger at logge på kommunens (arbejdsplads) netværk for at checke noget møde, som jeg har glemt. Mens jeg går på wc og afventer netvørk, klapper James min computer sammen og bakser den resolut ind i stuen og får listigt sin søster til at sætte den Cars-film med Zattenulle på (det kalder han bilen Francisko. Go figure).

Suk. Nå – Roy kører de store i skole med de sædvanlige remindere om madpakker, nøgler, telefoner osv. Jeg pakker tasker til de små, Silvia skal have svømmetøj med, James den rigtige bil i lommen på flyverdragten. Vi puster lige ud, da de store er kørt – og så går vi i børnehave kl 8.45.

Glemmer madpakker, hjem igen.

Siger farvel i børnehave kl 9.15 – de vil med hjem igen, ligesom de plejer, og jeg hader at skulle tage afsked. Silvia har sidste dag på torsdag inden en måneds fri, hvor hun skal med mig på arbejde for at give hende et break inden hun skal starte på HIllerød Lilleskole i maj. James kan jeg desværre ikke have med mig rundt på arbejde, og jeg har besluttet, at jeg ikke bliver en god hjemmepasser-mor, når jeg har en nyfødt baby til sommer, så han er på deltid i børnehaven. Hvor han har det godt – når altså jeg er gået. Han hader at skulle derover og elsker at blive hentet. Jeg hader at aflevere ham, men jeg er også realistisk nok til at vide, at jeg har brug for nogle timers fred dagligt med nyfødt baby, hvis jeg skal have ro til at være en dejlig mor resten af tiden – også for vores andre, dejlige børn.

Måske ændrer jeg mening – men de tanker kører rundt i låget på mig hele tiden.

Suser på arbejde, skriver med lynets hast derovre og ordner møder, koordinerer ting og sager og er ret effektiv. Er på SMS med Bastian hele tiden, han er nervøs over premiere på Lilleskolens teaterstykke i aften, klager over hold i nakken og fatter ikke tidsplanen, selvom vi var talt den igennem utallige gange. Denne uge er ikke, som den plejer rent tidsmæssigt, på grund af teaterprojektet, og det er meget svært for ham at rumme. Prøver at støtte ham, men jeg må ikke ringe, siger han.

Opdager en kæmpebommert, jeg har begået i nogle mails. Arghghghghgh…..

Nå – må videre – kører til Hillerød og henter Bastian og Molly efter skole ekstraordinært i dag, så de får en god, lang pause i eftermiddag inden premiere. Aftaler noget møde med hans lærer, koordinerer to legeaftaler på vejen og finder lige to forsvundne madkasse og et par vanter på skolen.

Taler i tlf med Hillerød Psyk-center, mens jeg venter på, at børnene finder deres rekvisitter. Bastian er veludredt nu, vi er tilfredse og rolige, og der skal ikke igangsættes yderligere tiltag – men vi skal lige have de sidste møder på plads.

Men jeg kan ikke rigtig have mere i hovedet nu, og klokken er kun 13.

Hjem med de store, høre virkelig god musik på vejen hjem. Vi synger højt alle 3. Ahhhh.

Hente de små fra børnehave – de er beskidte og glade og sultne. Hjem og lave madder i stor stil – alle virker trætte. Stille op til noget fotografi til lokalsprøjten Ugeavisen Gribskov kl 14.30, noget artikel i forb med mit job. Det er heldigvis herhjemme, og han er ligeglad med rodet. Børnene synes, at det er skidesjovt.

Børnene leger, hopper, er på computer og ser Prinsesse Lillefe. Jeg kokser lidt ud og konstaterer, at jeg har ædt hver en stump guf i huset. Vi laver parisertoast i stedet for.

Nu skal jeg altså i gear. Får svaret på et par mails og skrevet held og lykke til balletholdet idag – noget forenings-friviiligt arbejde, jeg er kommet til at arrangere. Og spiller Fisk med Silvia. Sætter risengrød op under dynen i varmekasse. Dej over.

KL 15.30 kører vi mod Hillerød, tasker pakket med underholdning, skiftetøj, ipads, snacks, henter pølsehorn på vejen for at dæmpe gemytterne og holde liv i de små, så de ikke falder i søvn på vejen. Kan ikke bære dem ind fra bilen, gravid i uge 26, som jeg er. Mere høj musik, James forlanger “Route 66” og “Jolene” mange gange, Silvia vil høre “MGP- det bare noget vi leger”, Bastian skråler med på det hele, og Molly er lidt genert, men er en fin sopran til temaet fra “Frost”. Overvejer høreværn, men er også glad for deres gåpåmod – skråler selv med på L.I.G.A.’s “Julia”

KL 16 ankommer vi, rødkindede. Planter de små på forrestee gulv-række med hver deres Ipad. Så skal vi have en time til at gå, indtil premieren. Nogle damer siger ironisk “Nå, det var da en dejlig sang, du har på din Ipad” til lille James på 3 år – får lyst til pædagogisk at forklare damerne, at små børn vist ikke forstår sarkasme, og om de ikke hellere bare vil bede ham pænt om at skrue ned, for så gør han da gerne det….Tsk. Uhøflige voksne.

Vi har det faktisk ret hyggeligt på tilskuerrækkerne, indtil Bastian desperat næsten går op i limningen, fordi hans kostume er væk. Jeg forsøger at bevare roen, hans lærere drøner rundt og leder. Så dæmpes lyset, og så går stykket i gang. 130-140 skønne børn spiller abstrakt teater og musik, så jeg sidder med tårer i øjnene – Silvia er tryllebundet, James vælter rundt og kysser mig hele tiden – larmer ikke, er meget sød, men også meget livlig. Det får være – og mange andre små søskende er meget værre, kan jeg se. Han klapper allerhøjest af alle efter hvert nummer. Bastian kæmper for at få overblikket og fodfæstet genvundet, kan jeg se – men jeg kan ikke hjælpe ham og håber, at han kommer igennem det. Det gør han, brillierer på scenen, og alt går fint. Molly skinner som en sol i sine roller. Scenen klæder hende, og hun nyder det.

Færdig bum – der går endnu en times tid, før vi kan køre hjem. Koordinerer flere legeaftaler og noget arbejdsweekend, samt taler lektier igennem med Bastian, som nu er nervøs over noget andet. Samler alt vores nu udspredte habengut, ipads, bananskræller, vådservietter, gummisko og vandkrus sammen. Ud i bilen. Det regner, men børnene koger og skal lige rende op og ned af bakkerne udenfor skolen 10 gange.

Ind i bilen, alle er våde og mudrede, men ikke rødglødende længere. Klokken kl 18.30, træt. Ingen musik nu, ro på. Vi taler om stykket – og alt muligt. Babyen sparker meget i min mave og har nu fået hikke. Silvia er meget opsat på, at hun til næste år skal være med i stykket som elev på skolen. Molly taler om sin kæreste, James om Thomas Tog og Cirkus, og Bastian sidder og synger for sig selv. Det hele på éen gang.

Er glubende sulten.

Ind af døren, alle skændes om det rene og skære ingenting indenfor 5 minutter. Jeg råber også lidt, men ved ikke helt, hvorfor – vi er trætte og sultne. Børnene dækker bord, tænder stearinlys og laver saftevand, risengrøden dæmper gemytterne. Blød og sød mad gør godt. Får checket mere mails fra ballet-hold, Coding Pirates-hold og noget andet frivilligt arbejde, også. Og betalt noget spejderkontingent og nogle e-bay køb (second hand all-in-one stofbleer til den lille ny). Og sat brød til hævning. Og Bastian ordner hønsene og tager vasketøj ind, Silvia sorterer, Molly brokker sig og lægger på plads, James lover at rydde togbane op og tæver katten i stedet.

De små bliver puttet efter den sædvanlige mad-bad-film-bog-sove (minus bad). De sover roligt efter en enkelt bog (“Den Flyvende gris”) og to sange, får lov at sove i dobbeltsengen fra start af. Jeg lægger også Molly i seng, under protester, men hun ser helt baldret ud. Bastian har lidt lektier, så nu sidder han og skriver, ligesom jeg. Pyha. Roy kommer snart hjem. Hvis han ikke har købt noget seriøst usundt snask med hjem til sit kæmpe skur af en kone, så vanker der. Og jeg mener ikke hanky-panky.

Er baldret – men det hele gik jo fint, og der var masser af gode stunder. Men bare all-round lidt for mange…

Hold da K…., hvor jeg glæder mig til at sætte verden lidt på pause og være hjemmegående igen! Det der med ikke at skulle koordinere helt så meget – der bliver stadig rigtig meget, men alligevel lidt mindre. Og så lige et barn mere (jeg er jo helt blæst, jeg får garanteret lige så travlt, men lad mig lige blive lidt i fantasien). En baby – lækker og duftende. Mmmmmmm. Som man kan tage en lur med, når de tre skolebørn er afsted og James er et par timer i børnehave. Åh, det bliver dejligt!

Det var et af de gammeldags indlæg fra mig. Uden roser og politik. Coming up de næste par uger er emner som bog-anbefalinger, mere have-snak, daglige dødsfælder i børns liv (som jeg ignorerer og lader mine børn leve livet farligt – ikke som en bevidst pædagogisk strategi, men det er bare sådan, vores liv tager sig ud) og måske også lidt blues om at være sådan en dame, som nogle mennesker bare ikke kan holde ud at have i deres liv og afviser blankt.

Hav en dejlig aften!

Kærlig hilsen

Kristina