Dødsfælderne i vores hjem.

IMG_3346Mit sidste indlæg var hæsblæsende. Det bliver det her ikke. Det er ikke fordi, at vi har forskanset os bag vores to meter høje, rædselsfulde bræddehegn her i Helsinge, men dagene er rolige. Der er sket et eller andet inden i os, der er bare mere ro på. Børnene er gladere, vi har alle rødere kinder, flere fregner, sorte negle og huller i sokkerne.

Kan det virkelig være fordi, at det er blevet forår for alvor? Med 15 grader i solen og leg på strømpesokker i haven, fordi Mor ikke har set det, og så er det da skidebesværligt at skulle tage sko af og på, bare fordi man hopper en lille smule på trampolin indimellem sandkassen, rutchebanen og gyngerne? Og kassevis af nyspirede frø i mine vindueskarme?

Apropos trampolin. Var jeg så heldig at være i biffen og se den nye Disney-spillefilm Askepot med Molly og Silvlia i påskeferien (den er god, flødebolleprins, smukke kjoler og søde mus og Cate Blanchet som Ond Stedmoder), og der var den der trailer igen, som også var det sidste år. Den med de 5 trampolinråd, hvor ham den søde og første mand fra Lillenørd laller rundt og fortæller, hvordan man undgår ulykker på trampolinerne. Molly udbrød: “Mor, vi gør stadig slet ikke af noget af det, der, han siger, man skal….”

Molly, fornuftig pige, argumenterede derefter, at vores trampolin også er gravet ned (nul sikkerhedsnet), så pyt med den regel. Og det er kun Bastian, der kan lave de forbudte saltoer (pyt med den regel). Og den med kun een af gangen er åndssvag (pyt med den regel). Og når Mor har 4 børn og er alene det meste af tiden, så passer de store på dem under 6 år istedet for en voksen (pyt med den regel). Sikkerhedscheck må være noget, Daddy tager sig af. Så pyt.

Det er jo ikke så godt, at vi anvender vores havetrampolin, som om vi ville elske brækkede lemmer og blodnæser. Jeg er ikke stolt af det. Den der med, at “ingen er kommet til skade i vores have i al den tid, vi har haft trampolin, så det kan da ikke være så farligt” – det er jo blot et spørgsmål om tilfældigheder. For der ER jo vildt mange børn, der forstuver lilletæer, brækker ben og slår tænderne ned i hovedskallen på hinanden på de der udspændte dødsfælder. Som bare er skidesjove at hoppe på. Man skal bare kaste et blik på skadesrapporterne fra skadestuerne. Ja, rigtig mange børn hopper rigtig meget, og derfor er der også rigtig mange skader, men alt i alt er det jo bare lidt halvfarligt at hoppe på trampolin. Man kommer mere til skade der, end man gør på en gynge, i en sandkasse, med kroket-sættet (med mindre man som jeg konsekvent skvatter over buerne og ender som en dødsmærket delfin fanget i et bundgarn midt på plænen, viklet ind i ståltråd og ynkeligt pibende), eller med stangtennis.

Okay, det sidste er så løgn. De burde også lave en sikkerhedsfilm med fx Kaj og Andrea om stangtennis. Inkl. råd om beskyttelseshandsker og styrthjelm og næsebeskytter. Enhver, der har spillet bare 20 spil stangtennis ved, at ens fingre bliver slået til havregrød, når bolden kommer susende lidt tættere på, end man havde regnet med, og knalder ind i ens naller, der sidder som naglet fast til den stenhårde, orange plastikketcher. Eller også ser man sig lige over skulderen efter en sommerfugl, mens modparten (den store skiderik) sender en SmadreServ afsted med FULD skrue, som så lander durk midtfjæs i samme sekund, man atter retter blikket mod stangen for at se, om bolden mon er på vej. Hold da kæft, hvor har jeg fået blodtud og buler så store som dueæg af stangtennis.

Nå, det var vist en detour.

Vi lever livet lidt farligt herhjemme ifølge de fleste moderne leveregler for familier. I går lod jeg (havde hjernen under armen) et varmt strygejern stå i en højde, James sagtens kunne nå med flad hånd. Det var slukket, men meget varmt. Altså  – SÅ stor en idiot kan jeg være. Og jeg har brændt mig flere gange på strygejern, burde vide bedre, også selvom vi ikke stryger spor andet end perleplader.

Jeg er ret laissez-faire om nogle ting, har jeg efterhånden erfaret. Det er ikke et princip, jeg har tilegnet mig efter grundige overvejelser – det kan jeg forstå, at mange damer i mine facebook-netværk for forældre af forskellige tilsnit nøje har gransket, og derefter har besluttet er den rette ånd at opfostre børn i. (Husk nu, det hedder ikke opdrage, men opfostre. Man skal ikke opdrage, men skal se efter, hvilket menneske, der har indfundet sig i ens liv, og så føde det og inspirere og motivere det til at fungere optimalt i den verden, det nu er født ind i, så godt man nu kan. Det er faktisk en fin lille huske-regel, synes jeg, når jeg ikke har lilla kinder af raseri over endnu en håndfuld hoppebolde og en hjemmesko smidt ned i wc’et eller to tons sand i entreen).

Næh, min letsindige omgang med dødsfælder er mere sådan – jeg synes da, at jeg passer på mine børn, og de kommer aldrig noget til, men jeg er åbenbart bare ikke så bekymret. I mødet med andre forældre, allerede i min allerførste mødregruppe i 2003 , blev jeg opmærksom på, at jeg var lidt (for) afslappet nogle gange. Jeg kan ikke lige huske noget konkret, men jeg kan huske følelsen af at være hende den afslappede, hvis søn ræsede gården rundt på sin løbecykel som knap 2 årig, også når jeg var kommet ned fra 4 sal uden hans cykelhjelm.

Følelsen fortsatte i børnehaven, i skolen, i de andre 3 mødregrupper. Og når jeg havde andres børn med hjemme på besøg, hvilket vi altid har haft i meget stor stil. Der har aldrig være nogen ulykker med nogen, men vores badebassiner, vores talrige køretøjer til børn, vores gynger, vores mad, vores trampoliner, vores kattes madskåle, vores ledninger og stikkontakter, vores skuffer og trapper, alt muligt har givet anledning til koldsved på panden hos andre mødre (i sjældne tilfælde fædre også. Navnlig, hvis de er læger). Vores børn klatrer altid rundt på alt muligt i huset, når de er i klatre-alderen. Vores reoler er ikke naglet fast til væggen (dem har de aldrig klatret på, men det er jo farligt potentielt, for HVIS de nu kravler på dem). Der har været skrækkelige situationer, meget farlige situationer, hvor der NÆSTEN er sket noget utænkeligt. Der er gode eksempler på dem i dette indlæg fra maj 2014. Mine mareridtssituationer.

Jeg har været heldig, de er aldrig kommet noget til, trods åbne havelåger, vinduer og dybe bassiner i svømmehallen. Tak, skaber.

Og jeg er med tiden blevet opmærksom på, hvornår jeg tager en chance i andres øjne, hvornår jeg er laissez-faire og lader gode råd være gode råd og kommer en gulerodsstav i min 2-åriges madpakke med den fare for “gulerodskvælning”, der følger med. Der var vist en lille dreng, der blev kvalt i et stykke madpakke-gulerod for nogle år siden. Den Orange Død findes og er fuld af betakaroten. Når jeg står der med guleroden og tænker Skal-skal ikke, så er der bare noget i mig, der siger, at det ikke er mit barn, der får gulerod galt i halsen, og så stopper jeg den ned til de 3 halve.

Jeg gør mig meget (synes jeg selv) umage for altid at give de børn, der kommer i vores hjem, en god oplevelse, mad i maverne og store smil med hjem. Men der er rimelig meget frihed herhjemme, jeg aktiverer ikke børnene og deres gæster i særlig høj grad. Fra de er omkring 3,5-4 år og er her uden forældre, får de lov til at gå op på værelset med lukket dør eller ud i haven uden mit opsyn. De kan kalde på mig, og jeg kan høre dem og kommer, men jeg står der ikke lige ved siden af. Jeg ordner, er sammen med de børn, der ikke har legekammerater, er i haven, taler i tlf eller sådan noget. Og det er gået op for mig, at nogle forældre faktisk synes, at der er for meget frihed herhjemme, eller for lidt opsyn og for lidt sikkerhedscheck. Jeg kan sagtens deres pointe, for det er jo fx sandt, at børnenes brug af trampolinen ikke følger de 5 trampolinråd. Og dermed er det farligt. Jeg vil ikke forsvare det, men må konstatere, at sådan er det herhjemme. De skal tage skoene af, passe på, må kun lave saltoer, når de er alene, ingen legevåben på trampolinen, kun 2 ad gangen, når James er med, og ingen “popcorn”. Derudover håber jeg det bedste. Og det er slet ikke nok for rigtig mange forældre.

I mit bloggernetværk, Bloggermoms, er vi blevet bedt om at tage stilling til, hvor meget man skal tage forholdregler, når man er sammen med børn. Hvor mange risici, de skal have lov til at tage. Hvad man skal skåne dem for. Det har altså fået mig til at tænke. Her hos os kan jeg opremse mange oplagte risici, som mine børn tager, og som jeg ikke skåner dem for. Som åbenbart ikke skræmmer mig så meget, at jeg gør noget ved det. Men det er bare ikke fordi, jeg kan tilslutte mig koret af forældre, hvis mantra er noget med, “what doesn’t kill you makes you stronger”, som selv kan fortælle om deres barndoms klippekort til skadestuens børneafdeling, og hvor modige og stærke, de er idag, og for hvem det er helt bevidst, at deres børn bliver udsat for situationer, som andre forældre ville tisse i bukserne af skræk over. Angiveligt, “fordi man ikke skal pakke børn ind i vat. For så lærer de ikke, at man skal tænke sig om og passe lidt på, beregne risikoen ved at balancere på lige dén gren, putte dén perle i næsen og hoppe ned fra dét trappetrin”. Når man kommer til skade, så lærer man angiveligt at passe på næste gang (eller måske næste gang igen) – synes at være en gangbar argumentation hos nogle forældre af lige så vatløst tilsnit som jeg.

Det er bare ikke sandt, ikke helt, den der med brændt barn skyr ilden, for mange børn bliver jo ved med at kravle for højt op og falde ned, selvom de slår sig af H til. De putter alligevel ting i munden og hiver i dugen, selvom de både kløjs i legoklodserne og får kaffekopper ned i skallen (årh altså, avs avs avs). Jeg udsætter sådan set ikke mine børn for risici med vilje, udfra et opfostrings-princip om at lære af sine fejltagelser. Jeg er bare ikke så god til at prioritere at hive vattet frem i tide. Det forekommer mig åbenbart ikke vigtigt nok, for jeg gør det jo ikke i praksis. Jeg kan godt være vildt imponeret over alle de sikkerhedsforanstaltninger, der findes i andres hjem – tænk, at de gider. Orker. Husker.

Stå ved trampolinen hele eftermiddagen.

Sætte skuffe-låse-dimser på alle, jeg mener SAMTLIGE skuffer og skabe i huset.

Huske at stille alle rengøringsmidler langt væk og højt oppe ALTID (James sad og forsøgte og sprøjte Ajax op i næsen i dag, selvom jeg sværger, at jeg kun lige havde stillet den fra mig i to sekunder, mens jeg var ude og tisse).

Altid lukke alle låger og vinduer alle steder.

Nægte børn under 2 år at spise peanuts og gulerødder.

Aldrig lade børn under 4 år være i badekar uden opsyn. Aldrig lade børn under 3 år bestige trapper alene.

Fjerne alle  – ALLE – giftige planter fra haven (jeg har en sand giftcocktail i haven med både taks, sort natskygge og digitalis).

Altid desinficere alles hænder efter tur med offentlig transport eller eventyr på offentligt wc.

Aldrig lade søskende sove ved siden af deres baby-søskende under 1 år.

Altid bøvse spædbørn af efter natamning, for de kan blive kvalt af gylp ellers. Vist nok.

Ikke lade små børn kravle særlig højt op i noget som helst. Ikke lade dem rutche ned særligt højt oppe fra.

Altid spænde fast, pakke ind i tøj, beskytte, sige nej og passe på.

Respekt, altså. For den indsats. Jeg kan godt se fornuften. Det får mig bare ikke til at ændre noget som helst i praksis ift mine egne børn. Åbenbart. Og dog. I dag havde vi besøg af en kær veninde, en sød pige, hvis forældre er meget nervøse ved vores trampolin-anvendelse og en del andre forhold hjermme. Så gør jeg mig ekstra umage og sørger for, at de hopper en ad gangen, fordi sådan skal det være i dag. Så vasker vi ekstra meget hænder, og jeg holder mig ekstra meget i nærheden af dem, der der leger. Det mangler da bare, og det kan jeg godt finde ud af. Åbenbart.

Og jeg ved godt, at jeg nok er heldig, at ingen er kommet til skade herhjemme. Eller derude, for mine børn fik også lov til at løbe ned i campingkiosken og snolde slikpinde, da de var hhv 4 og 6 år – alene. Og det gik fint. Men det var jo en risiko – de kunne blive væk, blive kidnappet og børnelokket, kvalt eller simpelthen gå i stykker på vejen. Og jeg ville ikke ane uråd.

Jeg har sgutte lige altid en overordnet plan og gennemtænkt strategi for mit forældreskab, endsige gode argumenter for alting. Jeg ved ikke, hvorfor det ikke forekommer mig vigtigt i dagens løb at være mere forsigtig. Det GØR det bare ikke. For så ville jeg jo være det, lave praksis om. Hvorfor hiver jeg ikke alle giftige planter op og brænder hele lortet? Altså – den korte forsvarstale er jo, at børn altid kan finde noget farligt at putte i munden, og de ting, der er giftige, smager ad H til, så de spytter altid ud igen, når de har guffet et bær fra ligusteren (som er meget giftige og desværre søde i smagen – og de findes overalt i haverne i Danmark alligevel. Men bare fordi andre er nogle ignoranter, behøver jeg jo ikke være det..Men det er jeg så og har ligusterhæk. Som jeg hader, men det er fordi, at blomsterne stinker af kattepis og ikke fordi, de er dødsfælder for hunde og små børn).

Jeg kan ikke forsvare det. “Livet er farligt, man kan dø af det. Det gør vi allesammen, faktisk.” – Vorherre til hest, sådan noget sludder – tænk, hvis ens barn faktisk faldt om i kramper, fordi et natskyggebær så lækkert ud. Jeg ville da gå i stykker.

Min kommentar til sikkerhedsniveauet i vores hjem må være, at vi bruger cykelhjelme og autostole, tror på god motorisk udfordring fra en tidlig alder, passende forstyrrelser i en passende alder og vasker hænder, når vi kommer ind fra haven. Derudover improviserer jeg – jeg ved godt, hvad jeg burde gøre, men det falder mig ikke ind i situationen. Sløset omgang med trampoliner og gulerødder er ikke et princip, det er blot en praksis herhjemme.

Og jeg sover godt om natten. Når ikke min lille ufødte datter sparker mine nyrer til plukfisk eller hikker som en sømand.

Hvad gør I hos jer?

Kærlig hilsen

Kristina

Reklamer

10 kommentarer til “Dødsfælderne i vores hjem.”

  1. Jeg simpelthen elsker dine indlæg. Nå, men.. Gør vist mest af alt som hos jer. Cykelhjelm og autostol / sele. Resten gav jeg allerede slip på som enlig mor til en nyfødt og en 1 1/2 årig 😉 Det var simpelthen umuligt at være alle steder på een gang – så frem med tilliden ( og håbet ) om at den 1 årige ikke faldt ned fra det høje klatrestativ, for jeg sad jo altså lige og ammede. Datteren har været forsvundet en del gange på den bekostning – bla 20 min på et tyrkisk hotel engang. Jeg indrømmer at der havde skrækscenarier om kidnapninger og fald fra 9 sal sneget sig ind på mig, men ellers har jeg en ret stor tro på, at mine kid nok skal klare sig. – Og at det er sundt at lære, at klare sig selv.

    Like

  2. Jeg kunne ønske jeg var lige så afslappet som dig! Nu har jeg kun et barn, en pige på et år, og er derfor ikke så erfaren på forældre fronten. Men jeg er sku’ bange for det meste. Måske er det bare sådan det er at være relativt ‘ny’ forælder. Eller måske er jeg bare lidt forsigtig og tænksom, og desværre lidt nervøs af mig. Jeg håber at jeg lærer at være lidt mere afslappet med tiden! Jeg var dog selv et ret roligt barn, og min pige er også ret rolig anlagt, så jeg har nok ikke så meget at frygte. Tror dog frygten/angsten går på at man har en livlig (negativ) fantasi, og er bange for at miste. Man frygter det værst tænkelige, som du jo også beskriver 😉 selv om det ikke er særlig sandsyneligt. Børn er jo (stort set) mere kompetente end man giver dem kredit for. Synes dog din opfostringsmetode lyder meget in, hvis man lige sætter sig ind i de britiske og amerikanske tendenser som ‘idle parenting’ og ‘free-range children’ 😀

    Like

    1. Dejlig at høre fra en anden slags forælder – nu er jeg jo lige pludselig glad for at være sløset med sikkerheden…Selvom det ikke sådan er med vilje. “Idle parenting” – jøsses, der er mange typer forælderskab. Kan man både være ifavn-forælder, Idle og køre Babylead weaning og det der med blefri baby fra fødslen? principperne står jo i kø, hvis man først giver sig til at læse.
      Free-range – det lyder som en herlig, beskidt og fri barndom. Den snupper jeg:-)
      Tak for kommentar.
      Kh K

      Like

  3. Jeg kender en kvinde som siger “Nej Rikke (barnet hedder ikke Rikke, men jeg kan godt lide kvinden, så navnet er opdigtet 😉 lad være med det” omtrent 3 gange i minuttet. Jeg har endda hørt hende sige “Nej Rikke, nu sidder din hår elastik ikke rigtigt” flere gange og “Nej Rikke, PAS PÅ!!” da hun hoppede rundt i vores vandbassin med max 30 cm vand….. Barnet er 3 år gammel og skider højt og flot på hvad hendes mor siger det meste af tiden… og det kan jeg SÅ godt forstå!

    Så nej, det vil jeg ikke udsætte min børn for…

    Like

  4. Hej Kristina
    Tror det fungerer stort set på samme måde her hjemme 🙂 Med fire super aktive unger, så er det fysisk umuligt at være på forkant med ulykker. Der kommer folk her der et ved at få hjertestop over at vores brændeovn ikke er hegnet ind, og at der ikke er gitter for trappen fordi vi har en pige på 2,5. Men hun ved godt at brænde ovnen er ” av varm” hun har mærket den, dog uden anden grads forbrænding, og hun er dus med trappen, er kun skvattet ned en gang. De kan komme til skade over alt. Og de gange det er gået galt her hjemme, har det været ting, som vi på ingen måde kunne har kunnet undgå, fx faldt en ned af en klodskasse og slog samtlige tænder løse og og fik en meget overlæbe i en alder af knap to, en faldte i køkkenet satte hånden i en skraldepose der stod på gulvet, og ramte selvfølgelig en dåse tun så hånden måtte stripses på skadestuen, en finger der kom i klemme i en bil der og måtte syes, hjernerystelse efter et fald fra gyngen i haven osv. Nogle mener nok vi slapper lige lovligt af, min mor får ret til ondt i maven når hun er her, men ingen har brækket noget eller har fået varige men, så jeg er rolig. Andre er født med et ti turs kort til skadestuen, og nogen kommer aldrig til at bruge skadestuen 🙂
    Mvh Lonni

    Like

  5. Jeg er altid blevet kaldt for en afslappet forældre. Har to børn på 4 og 1½ år. Tager tingene med ro, ikke så højtideligt, og gør i øvrigt hvad jeg selv mener er bedst. Jeg bekymre mig ikke så meget om alt muligt med sikkerhed, skal, burde og retningslinjer fra “eksperter”. Jeg har glade børn, der trives, og det er det allervigtigste for mig.

    Selv kalder jeg mig for en doven forældre. Fx gider jeg ikke stå vagt ved en trampolin, derfor har vi købt en med sikkerhedsnet. Jeg gider heller ikke holde øje med børnene hele tiden, derfor har vi en lukket have, og stuen er indrettet, så selv en 1-årig kan tusse rundt derinde uden at risikere at ødelægge noget eller komme til skade.

    Børn er nysgerrige og kreative, og jeg prøver på ikke at hæmme eventyrlysten hos mine børn med for mange “pas nu på”-udråb. Selvom jeg har regler. Fx må de ikke gå selv på fortorv og vej, de skal have fat i barnevogn/klapvogn eller en voksens hånd. Også den ældste, selvom hun gerne vil selv. Der er ikke rigtigt fortrydelsesret eller hvad-sagde-jeg pædagogik i at blive kørt over af en bil.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s