…og de korte nyheder, bl.a. om SFO-start

Godaften derude. Har I lys i vinduerne? Her hos os, i vores store klods af et murstenshus, kan jeg se ret langt ud over Helsinge. Vi bor på toppen af en bakke midt i byen, på et bjerg af mursten (som jeg slås med hver dag i haven, hvor der ca 20 cm nede ikke er andet end murbrokker og ler), så der er udsigt ud over villakvarterer og skoven til flere sider. Det ser smukt og rørende ud med alle de lys.

Jeg er nu 33 uger henne i min graviditet nr 5. Som sædvanlig indtræffer nu den hårdeste tid, og derfor vil min skrive-iver nok aftage en kende over de næste måneder. Jeg sover nemlig pisseelendigt eller slet ikke. Lillepigen sparker og  hikker, jeg skal ned og tisse hele tiden, bliver tørstig, det gør nas at vende mig, en eller andet muskel eller noget vrider sig og svir, kramper i tæerne. Huden øverst på min mave klør. Sure opstød. Halsbrand. Ellers kan jeg ikke klage over noget, og det er lidt forkælet af mig at være irriteret, når nu jeg er forskånet for langt værre skavanker, men træthed kan også være rimelig invaliderende.

So there you have it.

Der sker jo bare hele tiden nye ting, og det er ikke fordi, at trangen til at få livet ned i fingrene er aftaget.

SilleBalladen (Silvia på 5 år) startede i dag på HIllerød Lilleskole, hvor hende større søskende også går. Hun var rædselsslagen. Hun har haft fri den sidste måned og været med mig på arbejde, til møder, eller bare været herhjemme, når mit arbejde mest krævede, at jeg skulle skrive. Det har fungeret strålende – James har også haft mange fridage. Jeg trængte bare sådan til at have dem het tæt på. Det er mirakuløst bare at være sammen med dem, og jeg kommer til at savne Silvia meget. At opleve en halvstor pige være helt sig selv på egne præmisser er virkelig noget særligt. Vi havde også besøg af hendes veninder eller var i legestue, så hun var ikke helt mutters alene – men en del af tiden var vi to bare sammen. Også stille sammen. Hun nynner meget. Og elsker at lege med Barbie. Og klæde sig ud foran sit spejl. Hvordan kan man arbejde og have børn på 3 og 5 hjemme, spørger du måske – tjo altså, jeg tilrettelægger mit projektarbejde selv, så jeg arbejder tidligt om morgenen ved computeren, derefter sender jeg de to store ud af døren med min mand, og så hygger de små i en times tid, mens jeg arbejder igen. Så er det tit et møde hos en eller anden, der gerne vil være med på hjemmesiden www.skolenivirkeligheden.dk – som er mit projekt her i Gribskov Kommune – eller en, som jeg gerne vil have med – og så er der frokost. Så ikke mere arbejde. Så er der siesta ml 13 og 14, hvor jeg sover i ske med James på sofaen, mens Silvia ser en film eller spiller Ipad eller hører musik. Så er der gang i den om eftermiddagen, når de store kommer hjem, kammerater med, aktiviteter, aftensmad etc. Derefter går jeg igen på computeren og skriver fra ca 20-24. Dermed kan det lade sig gøre. MEd variationer – hvis vi har været i legestue eller hjemme hos nogen og lege om formiddagen, så arbejder jeg også et par timer om eftermiddagen.

Nåmenaltså – nu er den periode, som var underskøn, slut. Jeg kører nu Silvia og de store i skole kl 8, og Roy afleverer James i børnehave. Denne uge er min sidste på arbejde, så James skal også afsted. Jeg henter Silvia igen kl 12.30, derefter James, og så fortsætter vi med den der siesta. Osv.

Men fra næste uge har jeg BARSEL, og det bliver så FEDT! Så skal James ikke afsted særlig meget, og fra 1/6 har han kun en deltidsplads – hvis han overhovedet kommer afsted. Har mest lyst til bare at være tæt med ham også. Ligesom jeg var med Silvia. Der er jo legestuen til det med sociale behov, og det er fint – han er også skøn bare at være her med. Lave modellervoks, samle (smadre) snegle, gå i karbad, gå på posthuset, lege med killingerne (jep, dem har vi fået, og det er den største glæde!), spejle æg og lave pesto, lave mudderpøle og gå ned til hestene. Ahhhhhh. Faktisk gad jeg godt have en måneds tid alene med hvert barn – eller måske to af gangen – indimellem. Lige at finde ind til den der helt nære kontakt, hvor man føler, at man virkelig er sammen uden at sige noget. Hvor man kender hinandens bevægelser så godt, at vi holder op med at gå ind i hinanden, selvom jeg fylder som en spærreballon. Bare det kunne praktiseres med skolebørn også. Men Hey – hurra for, at det snart er sommerferie:-)

I dag markerede de også Befrielsesdagen på Hillerød Lilleskole. De fortalte børnene om dagen ved morgensamlingen, og så spillede to lærere guitar´, mens alle sang Krings at av Fiender. Og jeg tudede. Det var så rørende. Havde Silvia i hånden – og bøjede mig ned til hende med våde øjne og sagde “kan du mærke, at det her på en eller anden måde er noget vigtigt?” – “Moar” – svarede hun. “Jeg har slået en kæmpestor prut, så jeg synes, vi skal gå nu”.

Ville også gerne fortælle jer om alle mine mange mislykkedes udplantninger i mine halmballer i haven (det var for tidligt, og de gik til….), om arbejdsweekender på skoler og i institutioner, om at arrangere sig praktisk i forhold til, hvor og i hvilke senge, børn sover, og om, hvad fremtiden mon bringer. Og lidt om myrer i spisekammeret.

Men jeg er for træt.

Kan I sove godt?

Kærlig hilsen Kristina