At blande sig udenom croissanter fra tanken.

Dagens første konflikt herhjemme i den gamle murermester i Helsinge: Hvem skal have laptoppen ved morgenbordet, så der kan ses UltraNyt og Valg på Ultra, mens vi spiser?

Førhen sad jeg i køkkenet med to børn, og min mand sad i stuen med to børn (som så ser Ramasjang, min mand er vokset op med morgenTV og kan ved den søde grød ikke se noget kriminelt ved at se fjernsyn om morgenen – jeg opgav kampen for længe siden, og nu ser de store så Ultranyt, som tager 5 minutter og skaber gode samtale-emner, synes jeg..)

Men da et af børnene insisterer på sin ret til at slubre i teen, hvilket driver os andre til vanvid, så sidder jeg nu med 3 børn i spisestuen, mens den sidste sidder i køkkenet alene  med sin teske, sin te og slubrer med største fornøjelse. Men altså uden laptop og UltraNyt.

Dermed var kimen til dagens første krise sået. Altså. Mennesker er bare ikke super fleksible om morgenen, vel?? Fatter ikke,hvorfor jeg ikke bare fandt en ipad frem til slubre-Frans i køkkenet, men det gjorde jeg ikke. Dum og gravid, det er hvad, jeg er.

Nå – men det var også den eneste krise so far – jeg fik kørt de 3 skolebørn i skole, og min mand fulgte James i børnehave. Det har været arbejdsfordelingen siden Silvia startede i sommer-SFO på HIllerød LIlleskole, og det er ALDRIG sket før, at min mand har haft en rutine med at følge børn i institution. Så han er helt ny på området, og han hader, når James ved afsked bliver ked af det (altså, det gør jeg også, men jeg ved jo af erfaring, at han bliver glad igen, så snart jeg er ude af syne) – så de har opfundet en rutine med  – og nu skal de nervesvage og kontrolhungrende damer altså lige sætte sig ned med et duftlys og noget yogi-te – en tur på Statoil, købe croissant og kakao, som de gudhjælpemig så “hygger” med i varevognen, mens de ser Batman på ipad. Inden børnehave. Har man hørt noget, der bryder med så mange ekspert-råd på én gang? Er det muligt at blande sig udenom?

Så er det, at Mor her skal hive næsen til sig, blande sig udenom, og bare glæde sig over, at de har noget sammen, som de har det godt med. Mandens motivation skal ikke ødelægges af min kritik. Tand for tunge, og så må James få nogle flere gulerødder i madpakken. Men splitte mine støttestrømper, hvor er det svært at holde bøtte….

Min kæphest er: Hvis man vil have hjælp fra mand, familie, børn, venner – så er det ofte nødvendigt at slippe kontrol-genet lidt og finde sig i, at andre mennesker har andre standarter og arbejdsmetoder, end én selv. Måske bliver tøjet lagt sammen helt forkert, håndklæderne rullet i stedet for lagt sammen, tæpperne ikke støvsuget med det rigtige støvsugerhoved, neglene klippet på baby med den forkerte saks, sokkerne matcher ikke, madpakken smurt på det forkerte brød og uden de sunde, kalkholdige mandler og kikærter, vitaminpillerne glemt, karkluden ikke vredet, indkøbt mælk ikke økologisk, gaven pakket ind uden gavebånd, og tandtråden forbliver i skabet. Hvis man ikke kan det, så må man efter min erfaring takke nej til hjælp. Og det er ofte lidt dumt, ikke? Er holdningen “hvis du ikke gør det på min måde, så gør jeg det selv, ja jeg gør så” egentlig ikke rimelig barnlig og ikke særlig tolerant? Kan du slippe den?

For hold da magle, hvor har jeg i mit liv hørt og deltaget i mange konflikter, der handler om lige præcis forskellige normer for hushold og børne-liv….Og det er altså ikke kun kvinder, der kritiserer deres ægtefæller. Mænd er fx notorisk rædselsfulde, når det kommer til at kommentere, hvordan kvinder fylder opvaskemaskinen, hænger billeder op med forhåndværende redskaber (elefantsnot,tegnestifter, de der små søm fra lednings-holdere, maskeringstape med festlige motiver  – som mænd altså SLET ikke fatter æstetikken i), slår græs og parallel-parkerer. Når det en sjælden gang sker, at min mand er med som passager, når jeg fører et automobil, så sidder han skiftevis og tramper i en imaginær bremse-pedal og forsøger at finde gearstangen ovre i højre bildør, hvor den jo ikke sidder, slår fingrene i forsøget, bander, og kan næsten ikke RUMME alle de ting, han gerne lige ville lære mig om at køre bil på en for vores og alle andre trafikanters ikke-drabsfarlig måde. Men han holder kæft. Det er godt gået. Det med opvaskeren går mindre godt. Men den har vi også kun haft siden jul. Og jeg slår aldrig græsset af princip. Noget må altså være andres job. Når nogen jokker i kattelort, skjult i det høje græs, så plejer det at ske helt automatisk.

Så det der med hjælp – jeg siger faktisk nej tak til hjælp nogle gange, fordi jeg ikke kan dy mig for at bestemme, hvordan noget skal gøres. Og folk bliver kede af det. At hjælpe, modtage, yde og bidrage er samfundets lim, og det er så dejligt at gøre noget for andre. Hvis de bliver glade, altså – for så bliver vi lidt tættere. Når jeg afviser hjælp, afviser jeg et andet menneskes ønske om at have en værdi for mig. Reciprocitet hedder det med et fint ord – det med at give og modtage, og det er essentielt for menneskelige relationer, at vi indgår i det regnestykke med at give og modtage på særlige måder hele livet. Den må jeg så tage på mig…

Men det ER altså lidt dumt. Navnlig i forhold til børn og ægtefæller, for børnene skal jo (igen, her hos os, måske har du det anderledes) deltage i husholdningen og lære at tage sig af sig selv undervejs – og er en værdifuld hjælp efter ret kort tid – er det tåbeligt at kritisere deres indsats sønder og sammen eller frabede sig den, fordi det er nemmere. Så jeg forsøger at lade dem hænge vasketøjet op, så tørrestativet ligner en moderne kunst-installation over temaet “Kluddermor”. Og jeg lader min mand købe snask på Statoil, til han ikke gider det mere. Bare det ikke rører mit husholdningsbudget. Og så må jeg bide i gulvtæppet her om formiddagen, når alle er afsted, og jeg forsøger at nyde lidt barselstid, inden jeg lige om lidt skal føde.

For det skal jeg jo. Alt er klar. Tøj er vasket. brugt barnevogn anskaffet, den gamle voksipose, hvis mønster ligner opkast, men som fungerer upåklageligt efter 8 børn (købte den brugt i 2003), slyngevugge hængt op, bleer indkøbt (de vaskbare af stof, min lille nr 5 skal ligesom Silvia have stofbleer på rumpen), soveværelse gjort klar til hjemmefødsel med lamper, ekstra sengetøj og spand til moderkage (jo,sgu, det får man fra hospitalet!), små djævlehuer fundet frem, og uldne ammeindlæg lagt frem. Så nu går tiden bare, og jeg er atter kommet i tanke om, hvorfor jeg notorisk IKKE kan nyde den sidste måned som gravid. Det er fordi, at det er pisse ubehageligt at have snart 4 kg baby i maven plus det løse. Jeg tumler rundt og forsøger at holde gejsten oppe, tage mig af mine søde 4 unger og deres lektier om folketingsvalg, firkanter og folkemusik, samle snegle med James, tegne Koala’er og prinsessebiler, holde fødselsdage og legegrupper, komme til sommerafslutningsgrill aftener og lade som om, det er vildt dejligt at sidde på en hård bænk og drikke vand (alt andet giver mig halsbrand) i to timer og spise brændte, kolde pølser (som også giver halsbrand), snakke med SKAT og min A-kasse og……Og jeg er bare så besværet, har kramper i lægge og tæer, ondt ned langs siden af maven og gider slet ikke slappe af i den grad, jeg er nødt til det. Det er jo OGSÅ ubehageligt at sidde ned, ligge ned ….Så min lille datter må gerne komme ud snart. Når hun altså lige har vendt sig rigtigt, for hun slår stadig kolbøtte derinde dagligt, og 4-5 kg sædefødsel lyder ikke så sjovt. Av. Glæder mig usigeligt til at hilse på hende og lære et nyt lille væsen at kende.

Nå -nu skal jeg ud i solen og vralte lidt rundt. Hvorfor er det egentlig, at forældrearrangementer altid skal indeholde noget med at indtage noget engang opvarmet, men hurtigt koldt, i en særlig tilberedning af brændt og råt på samme tid? I december er det æbleskiver, om sommeren grillpølser. Begge dele smager rædsomt, er usundt og tærer på klassekassen. Kunne vi ikke finde på noget andet? Brokke brokke…

Kærligst, KæmpeKvinden Kristina