Lettelser.

Det er meget varmt her i mit soveværelse om natten. Altandøren står på vid gab, ingen af de sovende børn har noget over sig. De ligger nøgne og behageligt kølige, trækker vejret roligt. Håber, at alle de skønne roser, lathyrus, valmuer, hindbær, vinstokke, høje ærter, rabarber, jordbær og alt muligt andet levende derude i haven og trækker vejret igen, ovenpå disse hedefulde dage. Det lyder sådan, regnen vælter ned. Alt drager ligesom et suk. Lettelsens suk – på flere måder. Min krop er også lettet. Både over liflig regn og over endelig at have hjulpet mit 5. barn til verden.

I slyngevuggen 70 cm ved siden af mig ligger der et lille væsen, en lille pige, og sukker sovende. Dog med lidt tøj på, i modsætning til Silvia og James. Om lidt bukker jeg måske under for fristelsen og løfter hende over til mig  i sengen, sovende – fysisk afstand er stadig lidt en udfordring for mig, vil helst bare have hende på mig hele tiden (hvorfor jeg så ikke bare har hende hos mig 24/7, den tager vi i næste indlæg). Så vidunderlig er hun. Hun hedder Ava, og hun kom til verden søndag aften på Hillerød hospital på stue 11, fredeligt og roligt og fuldstændigt, som det skulle være. Jeg ønskede mig en hjemmefødsel, som I ved fra tidligere indlæg, mest fordi jeg virkelig ikke kan udstå at køre i bil med veer og slet ikke det der med autostol og hjemtransport et par timer bagefter. Og andre mennesker. Vil helst bare være mig, jordemoder og mine veer.

Det blev på hospitalet, men der var hverken transport med veer, fremmede mennesker eller hjemtransport 2 timer senere – eller autostol, for det ville jeg altså sk… på, jeg slipper ikke mit spædbarn i samme døgn, hun kommer til verden. Basta. Klip i kørekort eller ej, hasarderet risiko eller ej – jeg kan ikke slippe hende.

Fødslen var en vidunderlig oplevelse, hun er gennemskøn, og jeg har været lidt i tvivl om, hvorvidt det der med at skive herinde om fødslen i virkeligheden var lidt for privat. Det er det vist på en eller anden måde. Noget andet end alt det andet, jeg ellers skriver om. Men tvivlen har ikke overbevist mig, og jeg tænker egentlig, at det måske er meget godt at få en fødselsberetning fra en erfaren mor ud i æteren også. Lade de store, dramatiske historier få lidt kontrast af en beretning om en fødsel, der først og fremmest var pragmatisk og rolig. Det, der kunne lade sig gøre, skete – hverken mere eller mindre. Vi måtte forlade planen, og det gik fuldstændigt fantastisk – hospitalsvæsnet viste sig fra sin mest hjælpsomme og professionelle side, lod min krop bestemme helt og aldeles. Efter 4 gode fødsler var det mit eneste ønske; at jeg fik lov til at bruge min erfaring. Det blev til min allerbedste fødsel overhovedet, hvis man da kan rangere mirakler.

Historier om fødsler er faktisk ikke min kop te ellers  – så jeg forstår godt, hvis du absolut ikke gider læse med denne gang. Hvis du har lyst, så er du mere end velkommen. Også til at spørge og kommentere.

Næste gang skriver jeg mine 10 bedste råd til, hvordan du kommer godt igennem de første par uger efter en fødsel. Det er nemlig en tid, de færreste er forberedt på, og det kan kræve sin kvinde!

Her er historien om, da Ava blev født. Det er skrevet til hende, fordi fødselberetningen indgår i den scrap-bog, jeg meget low-key laver til hvert af børnene. Og nej, det er ikke så fancy, som det lyder. Noget med fotos, tape, limstifter, fedtfarver, “det første plaster”, ubehjælpsomme tegninger, navne på de bedste venner og svømme-diplomer…

Here goes:

Søndag d 28/6 kl 10.15 havde jeg fået en tid til vendingsforsøg og igangsættelse af din fødsel, 4 dage før termin. Jeg havde planlagt en hjemmefødsel, omsider efter 4 hospitalsfødsler skulle det være. Helt perfekt ville min veninde gerne være min jordemoder, så jeg så frem til en rolig fødsel som i 1950´erne med din far og søskende nedenunder og jeg og jordemoder på soveværelset. Men du havde alt for god plads i min kæmpe mave, så du fes rundt og slog kolbøtter – og en sædefødsel er lidt farlig at have med at gøre, så det skulle være på hospitalet, når nu du vist også var rimelig stor. Risikoen var for stor til at føde hjemme. Jeg skulle derfor have dig vendt udefra, så ville de prikke hul på fostervandet, hvorefter du forhåbentlig ville glide ned og sidde godt fast og sætte min krop i gang med at lede dig ud i friheden. Det lød som en god plan, og mit store håb var, at det ikke ville blive nødvendigt med vestimulerende medicin og andre indgreb.

Da jeg kom ind, fandt vi hurtigt ud af, at du lige nu vendte rigtigt, men at jeg slet ikke var åben, så jeg fik nogle tabletter, der skulle få mine plukveer til at gøre noget for sagen. Jeg sendte din far hjem til dine søskende igen og satte mig med en god bog og ventede. Og ventede. Blev målt på – og ventede. I 5 timer, mere tablet – og så virkede det. Kl 17.30 ringede vi efter min veninde/jordemoder, som havde fri efter en nattevagt. Kl 19.15 stod vi på en fødestue, og hun prikkede hul på fosterhinden, så en masse vand væltede ud. 1 cm åben. God tid. Derefter hørte vi musik, og jeg forsøgte at tænke mine plukveer til at gøre ondt. Vi hørte Tim Christensen, Sanne’s blues-album, K.D. Lang, Niels H.P., Joni Mitchell – og så begyndte veerne at gøre lidt ondt. Jeg sad på hug for at give dig plads – åh, Ava, jeg glædede mig sådan til at holde dig og kysse dig. Så blev der stille på fødestuen, jeg gik ind i mine veer – som fra kl 20 var tiltagende med gode pauser til at få vejret, skifte stilling fra stående til knælende til stående til knælende. Kl 20.45 ringede jeg efter din far, jeg var halvvejs åben. Kl 21.30 var jeg 8 cm og sad på en stor bold – det skulle åbne bækkenet yderligere, og det føltes satme også sådan. Av for helvede. Når nu vi var på hospitalet anyway, bad jeg om lattergas og isterninger. Ellers tavshed og ro. Jordemoder kom med varmepude, formåede på utroligste vis skiftevis at forsvinde og være 100% tilstede, alt efter mit behov. Vejrtrækning let, over veerne, ned i kroppen i pauserne. Du var helt sikkert indstillet på at komme ud, snart. Ned, Ava, ned ad. Rullede baglæns på bolden ved afslutningen, prøvede at hjælpe dig på vej mellem mine knogler, som føltes som om, der var nogen,der forsøgte at slå en Xlarge strandparasol op et sted, hvor der maks. er plads til sådan en papir-parasol, der skal pynte i sjove drinks. Men det var, som det skulle være, var ikke bange. Det føltes trygt og bekendt. 

Kl 21.45 kom far og Molly – storesøster glædede sig sådan til at se dig og klippe navlestreng som den eneste af flokken, der var med til din fødsel. Lidt efter 22 var jeg oppe på fødelejet, nu kom konstruktive presseveer til og afløste de dybe smerteveer. Jordemoderen gik fra min side, men jeg fik beordret din far over til mig, holdt godt fast i hans T-shirt. Gode veer, nyttede noget, havde masser af kræfter. Jordemoderen lod mig selv arbejde – indtil der kun var et i verden, og det var at presse, så sagde hun stop, jeg skulle lige vente lidt. Kunne mærke dit hoved med min hånd – ”Molly, vil du se, her er hun!” – og det ville hun gerne, seje pige. Lidt flere pres, ”nu er hovedet ude!” – og det vidste jeg godt, kunne mærke dig hele vejen. For hvert pres, tættere på. ”Vent lige på den næste ve, før kroppen kommer” – men det kunne jeg ikke, følte mig ikke træt, dyb indånding, hænderne ned, ingen smerte – ”UUUUHHHHHuhuhuh (mig,der hulker) – se lige min lille pige, min lille pige, se hende – hvor er hun smuk – se her er hun!” – så fik jeg hevet dig ud og op til mig. Kl 22.27. 4350 g og 56 cm. 2,5 times fødsel. Roligt, koncentreret, kærligt. Du kom ud til mig. Min datter. Min Ava. Smuk, blød, sund, rask, vidunderlig. Det var dit og mit øjeblik, gid det varede evigt. Mit hjerte vokser en størrelse for hvert barn. Du lå hos mig længe, jeg fødte moderkagen, blev checket for bristninger (ingen), lang tid gik der – Molly trøstede mig, jeg græd og græd af lykke, kyssede min store datter og min lille datter og tænkte på de andre 3 børn derhjemme og var selve indbegrebet, definitionen af lykkelig. Din far fik også et kys, smagte salt. Så var der stille igen. Vi fik lidt mad, jeg græd lidt mere – Molly holdt dig. Din far holdt dig. Det var et mirakel, den fødsel. Jeg er så taknemmelig. 

Kærligst, din Mor.

Pyha, hvor er det varmt. Sov godt til jer allesammen. Nu snupper jeg lige hende yndigheden, der har fået hikke og gør sådan noget meget nuttet noget med at lave trutmund i søvne. Der er billeder af hende på IG, link nederst i højre spalte.

Kærlig hilsen Kristina.