Har du set en smeltet yeti? Om morgener, gylp og nescafé.

En aften alene. Min svigerfar, som blev 80 i søndags, den kære mand, ser britisk TV på sit værelse i fred. Min mand er på job, de to store børn ligger og sover sødt med deres venner på lejrskoler (eller GYS; de ryster af KULDE og FRYGT for edderkopper og flåter i et UTÆT telt, der også blæser VÆK kl 2 i nat, lige efter, at der er blevet set en ØKSEMORDER gå rundt med et JAGTGEVÆR ovre ved campingkiosken, og de voksne er VÆK, og ingen har en TELEFON, og det blæser op til BRANDSTORM og LYNILD, og der er nogen, der MOBBER og der er SNEGLE i soveposerne og arghghgh jeg savner dem) – de to yngre på 3 og 5 sover ovenpå i vores fælles soveværelse, og den mindste lille Ava på 2 mndr sover i slyngevuggen. Nøj, hvor jeg er en pylremor, når det kommer til lejrskoler, kolonier og spejderture. Jeg sover ikke spor. De er bare for langt væk. Pyhhhaaaa, træk lige vejret, søster lagkage.

Mig? Jeg spiser muesli og nescafé til aftensmad. Jeg spiser virkelig meget muesli, når jeg ammer. Det er nemt, hurtigt, mætter  og er billigt. Kaffen smager syrligt og dejligt. De sidste uger har jeg prøvet et par nye spisevaner af – dels den med slet ikke at lave mad, altså ikke “retter”, men kun ultra simpel camping-agtig mad til familien og mig selv, og så dels stenalderagtig mad, hvor jeg kun spiste grønt, lidt frugt og protein. Og nej, der kommer ikke et indlæg om paleo-kost! Promise!

For- det sidste var eddermanme en dårlig ide. Altså -jeg lavede alt mulig mad med blomkål, hvidkål, kålkål – det kan ske, at det var godt for min krop, men det kan ikke have været godt for drivhuseffekten med al det sumpgas i Hobbs residensen. Og så i samme sæson, som det bliver kørt kolort ud på markerne….Jeg græmmes. Selv lille Ava fes som hele hornsektionen i Gilleleje Byorkester. Hvor hjernedød har man lov at være – ammehjerne eller ej. Jeg har heller SLET ikke tid og råd til det projekt, så mine blomkålslår og blævremave får lov at være, som de er – tegn på, at jeg har født 5 børn og snart fylder 40. Og ikke har en IronMan-medalje hængende over klaveret, og der er ingen trænings-apps på min telefon. Over klaveret hænger til gengæld et virkelig kunstfærdigt spindelvæv, og jeg har en sej Monster Trucks app. Og lår i skoene. I “pyt!”-kassen med dem. Ørh – hvor kom jeg fra – jo, det med camping-mad var ret fedt, men ungerne endte med at savne pasta med kødsauce så meget, at vi fik det 4 dage i træk ugen efter. Så igen – kompromis’erne sejrer. Og nu er jeg mere eller mindre på den sædvanlige “muesli” diæt, en fast bestanddel af mine barselsperioder. Det er muesli til to måltider og noget andet til det tredie. Og så snacker jeg diverse indhold af kikseskuffen (“Mor, har du set muesli-barrerne?”), bananer og æbler og gulerødder og figenstænger løbende og spist på farten, nescafé i rå mængder, skummetmælk, rugbrød med peanutbutter og tygger tyggegummi. Kan ikke bære, at min lille baby skal kysses med peanut- eller nescafé-ånde. Det er ikke en diæt, man taber sig af, lad mig lige slå det fast. Men man dør heller ikke. Og det er en periode. Indtil jeg skal kunne skrue røveren ned i mine jeans igen. Så må der andre diæter på banen, frygter jeg. Men det er jo bare mad, og der er andet i tilværelsen. Det siger jeg til mig selv, når der lister sig ideer om indviklede quinoa-salater og deslige ind i min bevidsthed. Jeg. har. andet. at. lave. end. mad. lige. nu. BUM.

Nåmen AAhhhh – Helt alene med udsigt til en halv måne, dahliaer i en vase, kaprifolien aften-dufter…. og en øjebæ af en mudret voksdug, der forlængst er blæst af havebordet og nu ligger som et brugt bind krøllet sammen i et hjørne af terrassen. Med et par dræbersnegle på, sågar. Dér røg idyllen,hva?

I al hast postede jeg i morges et pip på facebook om, at jeg hadede lejrskoler, og at bloggen her er nomineret til Blogprisen 2015. Jeg fik det sidste af vide i en sms, mens jeg kørte på Hillerød Motorvejen, og jeg fik så travlt med at taste, at jeg kørte ind til siden for at skrive ordentligt og uden at være til fare for trafikken. Hele dagen har jeg tænkt på, hvorfor det skulle gå så stærkt. Hvorfor jeg dog skulle skrive om det lige dér. Jeg ved det stadig ikke.

Jo, altså – det er fedt med anerkendelsen af bloggen. Virkelig. Og tusind tak til dem, der har nomineret. Men det står der ikke, hvem er – men tak, altså. De andre i min kategori kender jeg sådan lidt – for de er kendte. En tegner fra Politiken, (Maren Uthaug), mindst to forfattere (Julia Lahme og Anna Skyggebjerg), en klummeskribent i landsdækkende avis (Lortemor, Søndagsavisen, ved ikke, hvad hun skriver pt) og de to sidste havde jeg også kendskab til. Så udvælgelsen kan ikke handle om de blogs med flest hits eller følgere, for jeg er slet ikke i deres liga. Jeg kan dermed forsigtigt slutte, at det faktisk handler om indholdet. Og det kan jeg da kun blive enormt glad for. Men hvorfor er det vigtigt for mig, en dame på snart 40, at knalde helt ud og smide det babuuuubabuuuu på fjæs og ringe til min mor og alt muligt? Jeg blogger jo ikke for hverken mammon eller medier, men for mig selv. For at få tænkt tingene lidt igennem via fingrene og tastaturet (min spacebar er desværre ved at dø, så min tastning lyder som indiske tabla’er  dakkedidakkediDAdakkeDAdikkedikkedakdakDAdikDA, når jeg skal knalde space-baren ned forikkeatskrivealtingsomethashtag).

Jeg synes, at jeg var  – er – pinlig sådan at råbe op om det. Hvem fanden skriver #stempåmig??? Udover 7.klasseelever før elevrådsvalget og folketingskandidater (de første har et skilt med “under ombygning pga pubertet” der, hvor hjernen plejer at være, og de sidste er jo ligesom nødt til det)? Nej, det er ikke et fint karaktertræk. Lidt ligesom det der jeg skrev i mit Rugbrødsindlæg om at time bagningen, så forældre, der henter børn i mit hjem, lige får lov til at være imponerende over mit fanTAstiske OVERskud og duft af hjemmebag. Argh, tåkrummende pinligt og ikke fedt at skrive ud til verden.

Nå.

Hverdagen har indtaget matriklen. Det nye er jo, at Ava eksisterer, og at Silvia nu går i skole på Hillerød Lilleskole sammen med sine to ældre søskende. Igen er der ny logistik at få på plads, og jeg er IGEN sådan en mor, der kører rigtig meget i bil. Det var jeg også i starten af denne blog, da vi lige var flyttet her til Helsinge, og jeg husker det ikke med glæde. Små børn i autosæder huer mig ikke, og selvom de bare sover. En morgen herhjemme forløber som følger nu:

Vækkeur kl 6.10 vækker mig. Piller James´fødder ud af mit hår og langer ud efter mobilos, som altid – ALTID- falder ned fra hylden med et KNALD. Nej, skærmen har det ikke så godt længere. Det er ikke en Touch-screen, men en Gnid-og-bank-screen. Konstaterer, at jeg er udmattet og lægger mig ned igen og ammer Ava (jeg sover i midten mellem James og Ava og nogle gange Silvia også). Står op og kravler nedenunder og gør mig klar til dagen (tænder, hår, klud i hovedet, kaffe), Silvia står op og ser lidt Ramasjang. James ligger sig på tværs af sengen og sover videre med arme og ben strakt ud til begge sider. “Verden er min!” synes han at tænke fra morgenstunden. Jeg går op og tager Ava med nedenunder, hvor hun gylper på trappen, gulvet og sin storesøster Molly, som lige vil kysse godmorgen og nu hyler “ADDDD, jeg fik gylp i munden!” og styrter op og skifter tøj for allerførste gang i dag. Allerførste, men bestemt ikke sidste. Med Ava i slyngen stiller jeg mad frem til børnene. Vækker min ældste søn og flygter hurtigt ud af hans værelse igen, på flugt fra The Wrath of a Teenager som gerne vil sove til kl 14 hver dag. Vi forsøger at spise morgenmad sammen allesammen (nyt her efter ferien, førhen spiste de små i stuen foran TV og de store i spisestuen, som jeg beskrev i indlægget om croissanter fra tanken her – men jeg fik nok og har indført noget andet), mens jeg ammer og bliver gylpet på og drikke pis-lunken kaffe. Ja, jeg har igen fået en kamp-gylpende baby. Det var Bastian også. Har I prøvet at stå med en baby på armen i køen i Netto, og så gylper ungen så heftigt over din skulder, at manden bag dig i køen nu ligner en smeltet yeti? Det har jeg. Glæder mig ikke til næste gang. Nå, videre –

Efter morgenmaden og diverse småskænderier (Fx ynder James at brøle, at  DET ER HANS STOOOOL og Silvia vil have den lilla kop og vil ikke sidde ved siden af Bastian, der ikke kan skjule sine morgenprutter ligesom os andre, mens jeg er lidt umulig af træthed og opdagelsen af indtørret gylp i hulningen ved mit kraveben – et ellers overmåde feminint sted på kroppen, som burde dufte af Chanel og ferromoner, men not in my department) drysser vi alle lidt rundt og roder og gør os klar – Ava bliver ammet igen og gylper sikkert igen og skal skiftes igen, for hun tisser virkelig meget om morgenen, og så skal stofbleer altså skiftes hyppigere end engangsbleer. James jager katten med et lyssværd eller leger Spiderman versus Batman på trappegelænderet, Silvia og Molly pynter sig og råber nogle gange lidt,  Bastian holder Ava, men jeg igen forsøger at komme til at se anstændig ud. Han har et stort talent for spædbørn – det anede jeg ikke. Det gjorde han vist heller ikke selv, men Ava elsker ham.

Madpakker smører vi om aftenen, så når alle har flippet lidt ud og er faldet lidt ned igen, så er vi klar til afgang. Nøgler check, madpakker check, telefoner check, rejsekort check. 3 børn til Hillerød, James i den lokale børnehave. Jeg kører skolebørn, Ava skal med. Roy afleverer James. Og så henter jeg Silvia kl 14, de store tager selv hjem, for når James (har deltidsplads og skal hentes 13.30) er med i bilen, er der ikke plads til os alle 6.

Lille Ava kører meget i bil, og det er ikke fedt. Men Silvia er for lille til at tage med skolebus og tog med sine søskende endnu, så sådan er hverdagen i de næste par år. Vi forsøder bilturen med hjemmelavede tracks med fede skråle-sange på – men ville altså hellere cykle med dem. Det bliver i et andet liv. Nåede 8 år som cykle-mor i bilos, da vi boede på Frederiksberg, og nu tager jeg lige 8-9 stykker som bil-mor på landet i Helsinge. Vil trods alt hellere bo i Helsinge end i byen. I fredags havde vi den nyeste bilmusik-cd med (det er Bastian, der står for mikset), og vi sang Bo Evers’ “Barry White” 7 gange i træk, kun afbrudt af “Hells Bells” med AC/DC et par gange – og så “Vi skal ikke være kærester” med Lærke.

Mange ting er hektiske, mange er ikke, som jeg kunne ønske. Men for faen, hvor er børn dog skønne, både hver for sig og i flok, og hvor er jeg taknemmelig. Og træt. Og taknemmelig. Og jeg saaaaaaaaaavner de to store nu.

Kærlig hilsen Kristina

Reklamer

19 kommentarer til “Har du set en smeltet yeti? Om morgener, gylp og nescafé.”

    1. Hejsa! Tjo altså – indlæggene fra starten af bloggen i 2012 er fra en tid, hvor James var 6 mndr og Silvia 2,5 år. Hun startede i børnehave, men jeg tog hende ud efter 3 uger og blev så blev hun og James hjemmepasset, til Silvia kom i børnehave et år efter. James blev hjemme til han var 2 år og 9 mndr. Så jeg har ikke haft en helt spæd og en knap 2 årig hjemme – der er min. 2 år mellem alle mine 5 børn. Tilfældigvis, altså. Men du kan jo læse lidt i de indlæg, der er fra efterår/vinter 2012-13. Det er anstrengende med to børn, der sover på forskellige tidspunkter i løbet af dagen, fx – men hvis du ikke skal følge el hente skolebørn oveni (det skulle jeg jo), så kan du jo indrette livet på at tage dagen som den kommer og i jeres helt egen rytme. Og nyde det! Børn er i det hele taget både mega hårdt og meget dejligt:-) tillykke med at have pseudo twins, det ville jeg gerne have prøvet at have. Og umiddelbart kan jeg da kun forestille mig, at det er en stor lykke at kunne gå hjemme med dem. Hvis du har lysten og kan se noget lækkert i at give pokker i konventioner og myrde “plejer”, og bare følge din egen mavefornemmelse. Indrette dagen efter jer og ikke andre mennesker. Sov når i er trætte, spis når i er sultne, leg når i har lyst og lær, når i gider. Kh Kristina

      Like

      1. Tak for svar:) ja med blot to er det måske mere nemt end når der er andre tider der skal passes ind:) sagen af den at jeg har to hold pseudotvillinger ! En lille pige på vej ( termin jan 2016) en på 17 mdr som er hos mig so far. En på lige 5 og en på 3 år og 4 mdr:)! Har altid haft korte dage mm – you know the drill! Men altid haft mulighed for at soveamme om dagen med nr tre fordi vi havde vuggeren og børnehave. Førstnævnte elendig efter min mening. Jeg er blevet mere erfaren men kender også behovet for dagssøvn. Men lille nora sover jo til middag og måske jeg kan stjæle en ammelur med nr 4! Men ved også hvor nødvendigt det er med små ammeri konstant! Det er nok først når lille baby er et par måneder jeg kan drømme om fælleslure..

        Like

      2. Hej igen – hmm lad mig spørge på en anden måde:) havde du stadig valgt at gå hjemme med de to små i sin tid hvis i havde boet i lejligheden på frb? Jeg er nysgerrig efter din erfaring:) vi bor selv i lej og venter nr fire. Det blir så to sæt pseudotvillinger vi får:) hvor den ældste nu er fem:)

        Like

      3. Hej Thilde Powermummy! Lyder godt nok også som en mundfuld med 2 gange tætte søskende. Gang i den 😉 men hvor skønne relationer, de må få!
        Jeg tænker lige og svarer i aften.
        Kh Kristina

        Like

      4. Jo powermummy er vist en meget god betegnelse – glad i låget, træt og fuld af gåpåmod ift de kære små. Men også træt.
        De to store vil helt klart ha godt af vi fik en vuggestue plads nu her til vores nr tre da der så vil være en del måneder hvor de hver især ku ha gode fridage med mig. Det har jeg faktisk glædet mig til. Tur på teater, stille stund med mig…men i en store flok er det svært hele tiden at differentiere mellem alene tid og tid i fællesskab. Og det kan også være stressende for mig konstant at navigere mellem den ene og den anden. Måske du kender det der med tiden der forsvinder slut til de store fordi de små kræver nu og her. Er det virkelig værd at sende nora i vg så de enkelte store kan få helt ene tid mm.:.altså jeg synes det er så skønt at være med nora ( nr tre) når hun er så lille men jeg eeelsker også roen med de to store når jeg får skabt de der stunder. Men oftest er det i fællesskab. Det er dælme ik nemt at navigere med tid i store flokke når alle skal ses og krammes og ha ro!:) med den i baghovedet kan du jo lige tænke:) glæder mig til at hære fra dig:)

        Like

      5. Hej:) så er vuggestue opstarten udskudt på ubestemt tid. Om det blir hele vejen med spæd baby herhjemme ved jeg ikke helt..lige nu har jeg tre piger hjemme – en med skoldkopper og tæt hoste ( som i hvornår er det falsk strubehoste) det er så svært at kende de der hostelyde når enhver slem forkølelse og feber giver hvæsende lunger og tæt hoste..suk…og de to store ( på tre og lige fyldt fem) ligger med snot og ondt i halsen..så under alle omstændigheder skulle den lille på 17 mdr ikke starte imorgen..det er altid lidt mærkeligt at sige det til dem vi udskyder ( har gjort det engang før!) men mon ik de kan se fidusen med det? De kender efterhånden mig og børnene temmelig godt! Håber det var rart at få dine store hjem igen!:)

        Like

      6. Kære Thilde – har tænkt på dig og dine spgm i weekenden , men har ikke skrevet endnu. Det kommer:-) god bedring t alle dine små børn. Og tak f Update på situationen. Kh Kristina

        Like

      7. Tak for tanken. I virkeligheden handler det jo også om at takke nej til mere plads og måske materielle goder – måske dilemmaet kan være et udtryk for en usikkerhed ift hvilke behov der skal dækkes for at sikre en families trivsel – job/hus/ lejlighed/ bil/ ferie/musik/camping/sjov mm…det er ik altid nemt at navigere i, i et moderne rigt samfund. Måske du kan inddrage de dilemmaer i dit næste indlæg? Du er nemlig velfunderet og reflekteret og det er altid en fornøjelse at læse din blog. Så uden at blande mig for meget!:) så ku du være interessant at høre dine overvejelser ift sådanne dilemmaer:). Sov godt!

        Like

      8. Kære Thilde. Ja, der er en del dilemmaer forbundet med fravalg af institutioner til børnene. Både socialt, karrieremæssigt, økonomisk og måske endda også i parforholdets dynamik kan det, at den ene part vælger at gå hjemme have stor betydning. Det er super fedt, at du kommer med forslag til, hvad jeg kan skrive om – og hvor er det sødt af dig, at du tager dig tid til at skrive, at du får noget ud af at læse mine skriblerier. Kindkys til dig og alle dine små – håber, at de har fået det bedre ovenpå hoste og snot.
        Jeg synes nogle gange, at rådgivninger og fif og tips til at vælge livet som hjemmepasser til egne børn er lidt for “mavefornemmelse”-agtige. Jeg er nok mere tilhænger af, at man også skruer hovedet lidt på og overvejer de konkrete konsekvenser af det valg. Fx, som du skriver, og som vi før har skrevet lidt sammen om, så kan det være voldsomt at bo meget tæt sammen – både, hvis man har børn med følsomme gemytter, som har brug for at kunne trække sig og have fred i eget rum, og når man får større børn, som gerne vil have privatliv og måske er længere oppe om aftenen end dem på 3 år. Det giver både stor frihed at vælge at gå hjemme (det vælger jeg jo selv, når økonomien tillader det, så jeg er bestemt tilhænger af muligheden), men det kan også være begrænsende.SÅ du har helt ret, det er et dilemma. Det vil jeg gerne skrive om. Du vil nok ikke komme til at læse en gennemgang af vores økonomi, for artikler om hjemmegåendes økonomi og konkrete budgetter og spareråd kan du finde meget bedre andre steder. Men jeg skriver meget gerne om begrundelserne for vores valg, samt HVAD vi vælger at prioritere. Samt naturligvis hvornår konsekvenserne af vores valg gør ondt. For det gør de jo nogle gange. Fx var der en kommentar fra en far, som spurgte, om det ikke var lidt synd for de store, at de ikke kom på ferie. Om min mand ikke kunne tage dem på en lille charter tur, så de ikke kom hjem helt uden ferieoplevelser. Det er vist en kommentar til det indlæg, hvor jeg skriver om lettelser. Eller det lige efter. Jeg forstår virkelig godt hans pointe og undren, men det er jo lige præcis dér, hvor vores valg kommer ind i billedet. Der er ikke penge til at tage på ferie i år. Og de få penge til spas, som vi har, vælger vi ofte at bruge i fællesskab. Og jo, de to store skolebørn kviede sig lidt ved at skulle i skole efter ferien og ikke have en helt stak nye stempler i passet, ligesom en del af de andre havde. Men – de overlevede jo, og de andre syntes, at det var spændende at høre om lillesøsters fødsel.
        Kh K

        Like

      9. Hej igen. Tak for dit svar:) ja der er altid konsekvenser ved de valg man træffer. Og mange overvejelser. Ift økonomi så gode råd mm altid gode, men for mit vedkommende så har vores økonomi dets hele eget liv hvorfor jeg blot blir rundtosset af modeller mm..desuden er det jo også et privat anliggende ift den økonomi man nu engang har. Så er helt med på du ikke lige lukker op for den front:)! Årh ja bolig kan man jo også blive helt rundtosset over at tænke for meget på:) for vores vedkommede bor vi tæt, men der er mulighed for ro og fordybelse – dog med kompromisser. Men det gir igen muligheder. Vores femårige tegnede et så fint arbejdsbillede til vores 3 årige. Et billede af et skrivebord og en tekst hvor der står vera vil ha arbejdsro. Så lukkede de døren til værelset og hyggede sig hver især ved deres bord og ellers så hjalp de hinanden med tegninger. Andre dage får den største værelset med en veninde mens jeg er ude med de små og min mand er hos de store. Eller min mand tager på værksted på et museum med den mellemste el ældste mens jeg har to af de andre. Det skaber en stor afhængighed blandt min mand og jeg – men til gengæld så åbner det at ha lidt plads op for mulighed for samvær på anden vis. Der er meget planlægning forbundet med det. Mens andre gange så opstår der situationer hvor vi alle er sammen hjemme og der er ro på. Så for mit vedkommende handler det om indretning og prioritering. Nå men derfor er have og mere plads selvfølgelig helt igennem fantastisk. Tror jeg!:) mht ferie så husker jeg selv dejlige stunder i vores barndomshjem med alle mine søstre. Vi er fire piger og det var først da jeg blev 10 vi rigtig ku rejse. Ellers stod den på låne sommerhuse i dk. Len tanken om det nærvær vi har haft i familien gør mig enormt glad og det vil dine børn sikkert også tage med sig. Allerede nu hører vi fra børnehaven om alle de mange rejser de hver især har været på enten med en eller to forældre. Men skidt pyt – Vi har været i Nordjylland og fiske og det var skønt! Selvfølgelig kan det være når de som dine er større der opstår andre tanker ifb med det. Men det vil der vel altid gøre? For mig at se handler det nærvær. Livet er fuld af overraskelser og hvem ved hvornår den næste rejse kommer. glæder mig til at læse dine næste indlæg:) tak for en god blog! Og ps Undskyld de mange stavefejl – tit skriver jeg sent aften hvor jeg er træææt..

        Like

  1. Hos mig er du en vinder – nominering eller ej.

    Tak fordi du tager os med om bag facaden og krøller glansbilledet.

    Livet med børn er mega hårdt og mega dejligt, som du selv skriver, og det formår du på fineste vis at beskrive og for det skal du have stor tak.

    Elsker din ærlighed og dine tanker.

    Like

  2. Jeg har vist skrevet det før, men her kommer det igen. Jeg elsker dine indlæg. Både fordi det du skriver om er interessant og vedkommende (for mig), men fandeme,og især, pga din måde og skrive på. Det er flydende, selvironisk, ærligt, tankevækkende og morsomt, og det er efterhånden sjældent man støder på det. Jeg er fan!

    Like

  3. Her en træt torsdag aften. – store på 5 er på koloni, nr 2 på 3,5 har været hos mig og lillesøster på 18 mdr idag. Dagen idag: Cykle ned i frb have på legeplads, gå/cykle/løbe hen til elefanterne som man kan Se fra FRb have/, spise lasagne og madpakke ved elefanterne, cykle hjem, lille i klap, lige handle lidt med de to, op i lej. Frugtsalat Pause ( store legede madlavningsleg i laaang tid) lille op, hygge i lejlighed med knækbrød omkring sofabordet og bog, puslespil, lydbøg, sy med store mens lille legede lidt og ud igen ml 16-17 på en lille gyngetur på en legeplads tæt ved. Hjem igen – store ville hjælpe med mad, men jeg sagde de sku se lidt børne-tv så jeg ku få ro til mad. Nu er de puttet sammen og jeg er træt . Mand har været på workshop samt arbejdet meget idag. Han får lige lov til at rydde lidt legetøj op fra gulvet og ellers er der ik mere idag. Nu vil jeg slappe af! Kender du det?:)

    Like

    1. Kære Thilde – tak for indblik i din dag:-) Og jo, du kan tro, at jeg kender det. Både det med at være træt, og det med at ville slappe af. Den naturlige konsekvens – eller nej, den FORNUFTIGE konsekvens af de to ting burde jo være at gå på hovedet i seng, men det gør man jo ikke lige så ofte, som man burde. Jeg er bedre til at gå i seng kl 9.30 med Ava, når alle de andre er i skole og børnehave, end jeg er til at komme i seng om aftenen. Lige i de her dage forsøger jeg at prioritere knivskarpt og undgå den der dødstræthed. Jeg bruger tid på at sove med Ava, pludre med hende, få sat lidt i system her i huset, ligge lidt energi i frivilligt arbejde for at gøre flygtninges ankomst tålelig, og så bruger jeg resten af krudtet på ikke at være sure, trætte multi-tasker mor, når alle børnene er hjemme om eftermiddagen. Det betyder så også, at jeg ikke bruger så meget tid på at blogge og læse andres blogs, desværre. Jeg skriver snart igen, når jeg lige har fundet fodfæstet med det her hverdag med 5 børn. Der er godt nok mange behov at stille, og som du selv skriver, så bruger man bare så meget tid på at amme! Tid, som jo skal nydes, ikke forhastes – men kors i r… hvor er det meget tid… Hav en god aften. Kh K

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s