..hvis de så meget som LUGTER på mit barn, så ….

Situation: Nogle børn leger “S, P eller K”. Ja, det leger man stadig. Og nej, det har aldrig været en særlig inkluderende eller selvværds-indpiskende leg. Nå – men de leger den altså. Én stiller spørgsmålet “Hvilken en af drengene er grimmest?”. De børn i klasseværelset, der ikke er med i legen, spidser alligevel ører, afventer svaret i stilhed, henover Iphones, madpakker og skakspil høres der lige efter. Mit barn hører så sit navn blive nævnt som svar. Han er den grimmeste dreng i følge den adspurgte deltager i legen. Latteren, der følger, runger grusomt for mit barns ører. Barnet viser det selvfølgelig ikke, lader som ingenting. Putter det i den mentale “pyt-kasse”, som jeg har instrueret mine unger i at have med sig altid. Fortæller mig det om eftermiddagen under strenge instruktioner om ikke at ringe til nogen og gøre en big deal ud af det. Barnets tunge øjne følger mig indeni resten af dagen, og jeg er så arg. Hvorfor fanden tænker folk dog ikke på, at der nok er nogen, der bliver kede af den slags “leg”? Hvor lærer børn det henne?

Skolen var for mig ikke særlig sjov. Jeg var en fessor, jeg blev mobbet, jeg kunne ikke finde ud af at afkode sociale situationer, jeg var alt for “dygtig”, jeg klistrede til de få, der gad mig, jeg faldt alt for vildt for Kenneth fra 5A, jeg gik i mærkeligt tøj (min mor købte ellers en fin pink uldcardi og mintgrønne bukser med læg i banefløjl, og det hjalp sjovt nok heller ikke i min klasse på Vestegnen i 1989, hvor hængerøvsbukser, panstøvletter, Hvidovrespringvand i permanenthåret og Ballbluser var et must), mine forældre var på par-middage med min klasselærer og min matematiklærer (som var gift), og jeg var totalt hidsig og derfor virkelig skæg at drille.

Jeg er derfor ufattelig taknemmelig for det øgede fokus på antimobning, som jeg oplever ude i institutionerne og skolerne. Det virker ikke altid, det ved jeg, men det er et emne, der eksisterer og har et sprog og nogle redskaber til rådighed. Mange gør meget for at undgå, at børn bliver hængt ud og drillet, og det er så fedt at se.

Men jeg får stadig kryb ned af nakken, når mine børn sommetider bliver “dukket” i deres samvær med andre. Når en eller anden lille lorteunge liiiiige skal markere overfor en fra min flok, så syder det i mig. Uanset om det er en fra 5 klasse eller en fra Mælkebøttestuen, så bliver jeg så tosset indeni. Jeg har lært at takle min vrede, jeg har lagt hus til et utal fa legegrupper, jeg er en af de første til at gribe knoglen og bare tage en lille snak med forældre eller pædagoger, og jeg er helt åben om drillerier og fælles ansvar. Men øv, hvor er det træls, at mennesker hænger hinanden ud, bare fordi det er sjovt. “Sjovt” skulle der stå. Hvad fanden er det for en måde at more sig på?

Det er i de situationer, hvor jeg virkelig hader det der samfund, som jeg ellers gør så meget ud af at deltage i. Jeg får lyst til at melde os ud, flytte i autocamper i Lapland og blive Elg-hyrde, når modbydelige børn og/eller voksne gør mine børn fortræd med vilje. Jeg får lyst til at nive dem i kinden, give dem et hestebid og hvisle “Hvis du så meget som LUGTER på mit barn NOGENSINDE igen, så skal jeg denondelyneme sørge for, at du fortryder det til evig tid!”

Der er en del hjemmegående forældre med børn, som de passer derhjemme istedet for at sende dem i institutioner. Blandt “hjemmepassere” er der ofte en del, der udtrykker en stor glæde ved selv at have kontrol med, hvilke indflydelser fra andre mennesker, deres børn udsættes for. Lige fra ordforråd over påklædning til yndingsmusik og -farver, som hjemmepasser kan man stort set kontrollere alle inputs og dermed barnets præferencer. Det er trygt og godt. Jeg kan sagtens forstå det.

Der er derfor også en del hjemmepassere, der får sig en ordentlig én på godda’en, når det lille Nor starter i enten børnehave eller skole og vælter hovedkulds ind i en verden af Elsa-print, Beyblade, håndtegn, lege-forhandlinger, førstevælgere, kærester,You Tubevideoer, bandeord og merchandice. Hjælp, lad os komme hjem til Alfons Åberg  igen!

Jeg forstår det så godt, og jeg kan virkelig få lyst til at hjemmeskole, når jeg oplever igen og igen, at selvom jeg elsker mine børns skole, og problemerne her er langt mindre og altid tages alvorligt, så er andre menneskers indflydelse på mine unger bare nogle gange af en karakter, så jeg synes, at børn skal bruge 80% af deres mentale kapacitet på simpelthen at opholde sig og klare sig i den institution (skole eller børnehave) og kun de resterende 20% på læring og kreativitet og udvikling. Der går så meget energi på at lære at være i den forsamling, på at lære at skærme sig, på rundsave. Hvis al den energi kunne bruges på gode ting, på at udvikle sunde, hele mennesker med selvværd nok til at modstå “de andre” i trygge rammer – den slags argumenter sætter hjemmepasning og hjemmeskoling i et meget positivt lys for mig. Man skal udfordre børn (og voksne) på passende vis, i passende grad og til passende tid – osteklokketilværelsen duer heller ikke, det er ikke det, jeg mener. Hvis bare det var mindre omkostningsfuldt for selvværdet at færdes på nogenlunde fri fod derude.

“Hell is other people”  (filosoffen Jean Paul Sartre mente vist noget lidt andet, men citatet kan vel bruges sådan lidt i flæng…) – det har jeg tænkt ofte, når mine børn er blevet gjort kede af det af andre, eller har fået nogle inputs, som jeg bare ikke vil have inden for mine døre. Det er sket for både Bastian, Silvia, Molly og James, at en “ven” i deres børnehaver har sagt, at han vil slå dem ihjel. Typisk, fordi han vil have den blå spand, som de lige har fundet, eller vil have rosinpakken fra deres madpakke, eller vil forbi på mooncar’en NU og ikke lige om lidt. Store, store og meget afgørende problemer, når man går i børnehave afføder til tider store dramaer, og så siger nogle børn bare noget LORT. Eller leger nogle åndssvage lege, som alle dage har været lige præcis – åndssvage. Er der mon forsket i, hvordan børns selvværd påvirkes af S, P eller K? Handler det ikke bare om at eksplicittere, hvem der er MED og hvem der UDENFOR?

Den følelse, jeg får, når jeg glad går mine børn i møde om eftermiddagen ved afhentningen fra skole eller børnehave, og så ser et ulykkeligt blik fra et af mine kære børn, fordi en af “de andre”, voksen eller barn (hvorfor er buschauffører og bassinbetjente bare altid ude efter børn? Indgår det i deres uddannelse at finde de ledeste måder at overfuse små børn på??), har forulempet dem – så ved jeg, hvad resten af eftermiddagen skal gå med, og at jeg skal se lidt ekstra efter ved sengetid. Og måske dagen efter. Et drilleri eller et drag over nakken eller en stor uretfærdighed eller en nedgørende kommentar svider et menneske mere end lige i det øjeblik, den opleves – det varer jo ofte flere dage, før selvværdet er på plads. Og det er med selvværd som med skvalderkål – det kan jordes, men det har lykkeligvis en utrolig evne til at komme frem igen og igen og igen – men i svækket form efterhånden som alt det grønne hives op, og tilsidst giver det op og dør hen. Vi mennesker kan jo tåle en del, men på lang sigt gør det uoprettelig skade at blive behandlet dårligt.

Jeg tror såmænd ikke, at mine børn har lidt uoprettelig skade af at have været i børnehave og skole. Den skole, de går på nu, tog den omtalte situation alvorligt og handlede med konstruktiv fornuft og forståelse. Jeg har ikke en finger at sætte på håndteringen, det skal ikke forstås som kritik af en specifik institution, men som et hjertesuk om, hvad der desværre bare sker nogle gange.

Sommetider forstår børn jo heller ikke konsekvenserne af sådanne lege, og for nogle er det svært at kende grænsen mellem for sjov og graveste alvor. Ren lynchning er jeg ikke ude i – vi skal alle lære at omgås hinanden, og det KAN være svært, det med dine og mine grænser. Både for børn og voksne. Men ondt, det gør det nogle gange. Både på dem og på mig. Så ondt, at jeg virkelig gerne ville hjemmeskole og lettere kunne styre, hvor meget ondskab mine børn udsættes for. Og selv udsætter andre for.

Måske skulle man google smagen af elg-kød?

Kh Kristina. PS: hvis det her hjemmeskole er ganske nyt for dig og lyder som noget virkelig syret, så kig på http://www.speltmor.dk – hun er et livsstykke og har skrevet fine ting om sine 4 børn, som hun hjemmeskoler, ligesom mange andre familier verden over. Det er slet ikke så usædvanligt. Læs fx her.