..hvis de så meget som LUGTER på mit barn, så ….

8

7. oktober 2015 af Kristina Hobbs

Situation: Nogle børn leger “S, P eller K”. Ja, det leger man stadig. Og nej, det har aldrig været en særlig inkluderende eller selvværds-indpiskende leg. Nå – men de leger den altså. Én stiller spørgsmålet “Hvilken en af drengene er grimmest?”. De børn i klasseværelset, der ikke er med i legen, spidser alligevel ører, afventer svaret i stilhed, henover Iphones, madpakker og skakspil høres der lige efter. Mit barn hører så sit navn blive nævnt som svar. Han er den grimmeste dreng i følge den adspurgte deltager i legen. Latteren, der følger, runger grusomt for mit barns ører. Barnet viser det selvfølgelig ikke, lader som ingenting. Putter det i den mentale “pyt-kasse”, som jeg har instrueret mine unger i at have med sig altid. Fortæller mig det om eftermiddagen under strenge instruktioner om ikke at ringe til nogen og gøre en big deal ud af det. Barnets tunge øjne følger mig indeni resten af dagen, og jeg er så arg. Hvorfor fanden tænker folk dog ikke på, at der nok er nogen, der bliver kede af den slags “leg”? Hvor lærer børn det henne?

Skolen var for mig ikke særlig sjov. Jeg var en fessor, jeg blev mobbet, jeg kunne ikke finde ud af at afkode sociale situationer, jeg var alt for “dygtig”, jeg klistrede til de få, der gad mig, jeg faldt alt for vildt for Kenneth fra 5A, jeg gik i mærkeligt tøj (min mor købte ellers en fin pink uldcardi og mintgrønne bukser med læg i banefløjl, og det hjalp sjovt nok heller ikke i min klasse på Vestegnen i 1989, hvor hængerøvsbukser, panstøvletter, Hvidovrespringvand i permanenthåret og Ballbluser var et must), mine forældre var på par-middage med min klasselærer og min matematiklærer (som var gift), og jeg var totalt hidsig og derfor virkelig skæg at drille.

Jeg er derfor ufattelig taknemmelig for det øgede fokus på antimobning, som jeg oplever ude i institutionerne og skolerne. Det virker ikke altid, det ved jeg, men det er et emne, der eksisterer og har et sprog og nogle redskaber til rådighed. Mange gør meget for at undgå, at børn bliver hængt ud og drillet, og det er så fedt at se.

Men jeg får stadig kryb ned af nakken, når mine børn sommetider bliver “dukket” i deres samvær med andre. Når en eller anden lille lorteunge liiiiige skal markere overfor en fra min flok, så syder det i mig. Uanset om det er en fra 5 klasse eller en fra Mælkebøttestuen, så bliver jeg så tosset indeni. Jeg har lært at takle min vrede, jeg har lagt hus til et utal fa legegrupper, jeg er en af de første til at gribe knoglen og bare tage en lille snak med forældre eller pædagoger, og jeg er helt åben om drillerier og fælles ansvar. Men øv, hvor er det træls, at mennesker hænger hinanden ud, bare fordi det er sjovt. “Sjovt” skulle der stå. Hvad fanden er det for en måde at more sig på?

Det er i de situationer, hvor jeg virkelig hader det der samfund, som jeg ellers gør så meget ud af at deltage i. Jeg får lyst til at melde os ud, flytte i autocamper i Lapland og blive Elg-hyrde, når modbydelige børn og/eller voksne gør mine børn fortræd med vilje. Jeg får lyst til at nive dem i kinden, give dem et hestebid og hvisle “Hvis du så meget som LUGTER på mit barn NOGENSINDE igen, så skal jeg denondelyneme sørge for, at du fortryder det til evig tid!”

Der er en del hjemmegående forældre med børn, som de passer derhjemme istedet for at sende dem i institutioner. Blandt “hjemmepassere” er der ofte en del, der udtrykker en stor glæde ved selv at have kontrol med, hvilke indflydelser fra andre mennesker, deres børn udsættes for. Lige fra ordforråd over påklædning til yndingsmusik og -farver, som hjemmepasser kan man stort set kontrollere alle inputs og dermed barnets præferencer. Det er trygt og godt. Jeg kan sagtens forstå det.

Der er derfor også en del hjemmepassere, der får sig en ordentlig én på godda’en, når det lille Nor starter i enten børnehave eller skole og vælter hovedkulds ind i en verden af Elsa-print, Beyblade, håndtegn, lege-forhandlinger, førstevælgere, kærester,You Tubevideoer, bandeord og merchandice. Hjælp, lad os komme hjem til Alfons Åberg  igen!

Jeg forstår det så godt, og jeg kan virkelig få lyst til at hjemmeskole, når jeg oplever igen og igen, at selvom jeg elsker mine børns skole, og problemerne her er langt mindre og altid tages alvorligt, så er andre menneskers indflydelse på mine unger bare nogle gange af en karakter, så jeg synes, at børn skal bruge 80% af deres mentale kapacitet på simpelthen at opholde sig og klare sig i den institution (skole eller børnehave) og kun de resterende 20% på læring og kreativitet og udvikling. Der går så meget energi på at lære at være i den forsamling, på at lære at skærme sig, på rundsave. Hvis al den energi kunne bruges på gode ting, på at udvikle sunde, hele mennesker med selvværd nok til at modstå “de andre” i trygge rammer – den slags argumenter sætter hjemmepasning og hjemmeskoling i et meget positivt lys for mig. Man skal udfordre børn (og voksne) på passende vis, i passende grad og til passende tid – osteklokketilværelsen duer heller ikke, det er ikke det, jeg mener. Hvis bare det var mindre omkostningsfuldt for selvværdet at færdes på nogenlunde fri fod derude.

“Hell is other people”  (filosoffen Jean Paul Sartre mente vist noget lidt andet, men citatet kan vel bruges sådan lidt i flæng…) – det har jeg tænkt ofte, når mine børn er blevet gjort kede af det af andre, eller har fået nogle inputs, som jeg bare ikke vil have inden for mine døre. Det er sket for både Bastian, Silvia, Molly og James, at en “ven” i deres børnehaver har sagt, at han vil slå dem ihjel. Typisk, fordi han vil have den blå spand, som de lige har fundet, eller vil have rosinpakken fra deres madpakke, eller vil forbi på mooncar’en NU og ikke lige om lidt. Store, store og meget afgørende problemer, når man går i børnehave afføder til tider store dramaer, og så siger nogle børn bare noget LORT. Eller leger nogle åndssvage lege, som alle dage har været lige præcis – åndssvage. Er der mon forsket i, hvordan børns selvværd påvirkes af S, P eller K? Handler det ikke bare om at eksplicittere, hvem der er MED og hvem der UDENFOR?

Den følelse, jeg får, når jeg glad går mine børn i møde om eftermiddagen ved afhentningen fra skole eller børnehave, og så ser et ulykkeligt blik fra et af mine kære børn, fordi en af “de andre”, voksen eller barn (hvorfor er buschauffører og bassinbetjente bare altid ude efter børn? Indgår det i deres uddannelse at finde de ledeste måder at overfuse små børn på??), har forulempet dem – så ved jeg, hvad resten af eftermiddagen skal gå med, og at jeg skal se lidt ekstra efter ved sengetid. Og måske dagen efter. Et drilleri eller et drag over nakken eller en stor uretfærdighed eller en nedgørende kommentar svider et menneske mere end lige i det øjeblik, den opleves – det varer jo ofte flere dage, før selvværdet er på plads. Og det er med selvværd som med skvalderkål – det kan jordes, men det har lykkeligvis en utrolig evne til at komme frem igen og igen og igen – men i svækket form efterhånden som alt det grønne hives op, og tilsidst giver det op og dør hen. Vi mennesker kan jo tåle en del, men på lang sigt gør det uoprettelig skade at blive behandlet dårligt.

Jeg tror såmænd ikke, at mine børn har lidt uoprettelig skade af at have været i børnehave og skole. Den skole, de går på nu, tog den omtalte situation alvorligt og handlede med konstruktiv fornuft og forståelse. Jeg har ikke en finger at sætte på håndteringen, det skal ikke forstås som kritik af en specifik institution, men som et hjertesuk om, hvad der desværre bare sker nogle gange.

Sommetider forstår børn jo heller ikke konsekvenserne af sådanne lege, og for nogle er det svært at kende grænsen mellem for sjov og graveste alvor. Ren lynchning er jeg ikke ude i – vi skal alle lære at omgås hinanden, og det KAN være svært, det med dine og mine grænser. Både for børn og voksne. Men ondt, det gør det nogle gange. Både på dem og på mig. Så ondt, at jeg virkelig gerne ville hjemmeskole og lettere kunne styre, hvor meget ondskab mine børn udsættes for. Og selv udsætter andre for.

Måske skulle man google smagen af elg-kød?

Kh Kristina. PS: hvis det her hjemmeskole er ganske nyt for dig og lyder som noget virkelig syret, så kig på http://www.speltmor.dk – hun er et livsstykke og har skrevet fine ting om sine 4 børn, som hun hjemmeskoler, ligesom mange andre familier verden over. Det er slet ikke så usædvanligt. Læs fx her.

Reklamer

8 thoughts on “..hvis de så meget som LUGTER på mit barn, så ….

  1. Anja siger:

    Ja.. Livet er ikke altid nemt. Jeg var præcis samme sted med min ældste igår – og hold nu op det gør ondt at se dem “lide”. Barndommen burde være fri, lykkelig og fuld af gode oplevelser eller.. I wish anyways. Den mindste hjemmeundervises pt – så der lever vi bobbel-tilværelsen på godt og ondt ( mest godt!! ) 🙂

    Like

  2. piagul siger:

    Åh hvor har jeg ondt af din søn, at han skal sidde og høre sådan en ond bemærkning – leg 😞 min nr 2 var udsat for en grim mobning i 8 og 9. klasse, jeg tog det op med klasselæreren inden jeg konfrontede forældrene, efter at læreren havde haft de to piger ude til samtale 3 gange, ja hele 3 gange skulle de have læst lektien !!!! Inden de fattede meddelelsen…. Men så fik det ende, men det har taget min datter flere år at komme sig. Hun tog på efterskole i 10. Klasse, og det var SÅ godt til hende, hun blomstrede op igen. De lange skoledage de har nu – gør ikke konflikterne mindre mellem børn, de er brugte inden skoledagen er omme, det er mange timer de er “på”. Og falder så sammen hjemme, der kommer så flere konflikter når man kommer hjem. Kan sagtens følge din tanke om hjemmeskole. Knus og tanker til dig og din familie.
    Ps. Dit indlæg er så godt skrevet, at jeg ville offentliggøre det, hvis jeg var dig 😊

    Liked by 1 person

  3. MetteP siger:

    åh altså. Sikke et indlæg, det rører mig helt ind i hjertet. Stakkels din søn, drilleri og mobning er bare så slemt… Jeg har selv haft en datter, som blev mobbet, og som vi til sidst flyttede til en anden skole. Vi havde et helt skoleår, hvor hun ikke blev inviteret til en eneste fødselsdag. Og der blev ikke talt til hende. Oven i det hele havde hun sygdom at slå med… Øv for jer, det mener jeg virkelig. Fordi jeg husker så udmærket den periode, hvor vi selv stod med den grimme mobning… Det var ikke vores datter, som den var gal med, det var kulturen i klassen som var forkert, og det var den allerede inden hun startede… Og hun var et nemt offer (stille og pæn-pige syndromet)… Da hun stoppede, fortsatte mobberiet bare overfor det næste svage led i klassen…
    Det er bare ikke sjovt overhovedet, hverken for barn eller forældre. Jeg håber virkelig, at I kan få vendt tingene, så din søn ikke skal stå model til sådanne uhyrligheder… Stort knus til dig og familien

    Liked by 1 person

    • Kære Mette. Tak for dit svar og deling af din datters historie. Lilleskolen har nul tolerance mht mobning og der er stor opmærksomhed på det, heldigvis. Lærerne er superdygtige, og jeg kan med glæde fortælle, at det er en enkeltstående episode, som allerede er talt om og helt roligt afsluttet:-). Skrev om den som eksempel på følelsen, man har som forælder, når andre bare er nogle røvhuller!!! Mobberi/drilleri er rædselsfuldt. Vi er helt enige. Kh t din datter og dig.

      Like

      • MetteP siger:

        Åh, det lyder så godt hvis du har haft en god oplevelse ift samarbejde med læreren. Det er bare så vigtigt at læreren følger op, og tager sig fornuftigt af sådanne episoder. Vi har desværre ikke haft held med lærerens inddragelse, og hjælpen skulle man mest af alt lede længe efter. Jeg vil tro, at det var derfor at situationen eskalerede i vores tilfælde..
        Så det er da super dejligt, hvis skolen har en politik omkring sådan og ikke mindst handler derefter. Det er bare skønt at høre…
        Men helt sikkert, så er følelsen som forældre bare ikke rar, når sådanne ting står på. Man er jo magtesløs, og der påvirker faktisk hele familien (synes jeg)…
        Og Pyt-kassen er rigtig god at udstyre børnene med. Det kan langt hen ad vejen være en god hjælp.
        Så godt at alting har løst sig for jer mht. episoden – det er rart.
        Knus

        Like

    • … Men jeg vil nu stadig sige, at det chokerede mig, at nogen i klassen kunne finde på at stille det lede spørgsmål! Føj for pokker!!

      Like

  4. Henriette siger:

    Hej Kristina. Jeg fik lige øje på et skønt indlæg om jeres hverdag i storfamilien og kunne godt tænke mig, at høre om du kunne tænke dig at dele det med Børn & Fritids læsere.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: