#jordemødreforlivet- giv midlerne tilbage!

storkJeg har født 5 børn. Det gør pisseondt og er vildt skønt. 2 på Gentofte Hospital, 2 på Rigshospitalet og 1 på Hillerød Hospital. Jeg kan med forundring sige, at jeg elsker at føde, at jeg altid vil tænke på mine fødsler som noget fuldstændigt mirakuløst, og at jeg ville ønske, at langt flere kvinder kom igennem deres fødsler med den vidunderlige stolthed, som jeg føler dybt i min sjæl over, at min krop kan den slags relativt “let”. Altså “let” – det er sgu da noget af en bedrift at klemme en giraf ud af et nøglehul, og det kan min krop altså.

Jeg har ønsket hjemmefødsler to gange, men af forskellige grunde blev ingen af dem til noget. Så mine fødsler har dermed været ukomplicerede, helt konventionelle fødsler. Første gang fik jeg en epiduralblokade, som desværre ikke gav mig lindring, og ved fødsel nr 2,4 og 5 fik jeg lattergas. Alt i alt – heldige mig.

For rundt omkring mig er der mange, mange kvinder, hvis fødsler har været komplicerede, har krævet indgreb, har været præget af angst og utryghed, og hvor jordemødrenes tid simpelthen har været for kort. En jordemoder skal være ved en kvinde, når hun føder. Hun kan ikke være på to fødestuer samtidig. Det er fysisk virkelig hårdt arbejde, ofte i meget krævende arbejdsstillinger, og på grund af det akutte i situationen er det ikke lige ergonomien, man tænker på først. Hun skal være nærværende nok til at spotte eventuelle problemer, både fysisk, psykisk og faktisk også socialt, da hun er den første til at se den lille nye familie, og derfor også er den første, der har mulighed for at kontakte kommunen, hvis familien har brug for hjælp til at klare at være – en familie. Det kan der jo være mange grunde til – alle samfundslag og matchgrupper kan få børn. Og får børn. Det betyder, at en jordemoder har på sine skuldre at skulle give besked videre om, at en mor og et spædbarn nu er sendt hjem til problematiske forhold, fx med misbrug, manglende evne til at give omsorg og alle mulige andre scenarier, som jeg med gysen kan forestille mig. Uh, at skulle sige farvel til sådan noget – det lille barn…

Og Uh, at skulle gå fra en fødestue, hvor der ligger en kvinde og hyler af angst og smerte som et vildt dyr – eller hvor fødslen kan gå i gang hvert øjeblik. Eller gå ind og være med til en fødsel, stå og fægte med ben og bækken på en kvinde på 180 kg, når man har været på vagt i 20 timer og ikke har fået aftensmad pga travlhed. Alle kvinder, uanset problemer og historier, har krav på en jordemoderomsorg. Alle.

Jeg har også veninde, der er jordemoder, og som var tilstede ved Ava’s fødsel i juni i år. Hendes historier fra hendes to arbejdspladser giver mig sikkerhed i at mene, at besparelserne på jordemoderomsorg er fuldstændigt vanvittige og tilmed meget, meget farlige for mor og barn. At føde er både naturligt og farligt – det er som om, at politikerne simpelthen ikke fatter, hvor afgørende for både selve fødslen, men også for tiden bagefter, for forholdet mellem mor og barn, for familiens trivsel, for potentiel “søskendeproduktion” (altså, fødselstallet skal jo også op, ikke?) en jordemoders professionelle omsorg er.

Det er uden tvivl kvindekroppens ultimative prøvelse og præstation at føde et barn, og det er ikke noget, man skal gøre alene. Vi må sørge for, at jordemødrene tilføres flere økonomiske midler, så der ikke opstår så mange potentielt farlige situationer ude på fødegangene, så jordemødrene kan gøre deres gerning tilfredstillende, så mødrene får gode, trygge fødsler og sunde, lækre babyer.

Jeg poster derfor denne video, lavet af jordemødre. Anledningen er, at regeringen nu har fjernet de 250 mio kr, som den forrige regering havde øremærket til jordemødre og bedre omsorg for fødende. Det er skingrende sindssygt, det er farligt, og det er uansvarligt. Jeg viser min protest ved at poste videoen:

Se den. Det er en masse jordemødre, der fortæller om deres arbejdsdag. Det er helt absurd, hvad de udsættes for, hvilke farer, de fødende udsættes for – jeg tudede. For prøv lige at se bare 5 minutter, og sæt dig i deres sko. Hjælp.

Brug 15 minutter på at se videoen, og del den så alle steder. Det er spare-vanvid må høre op NU!

Kh Kristina

Advertisement

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s