Flyt til provinsen. Få mange børn. Check og Check. Artigfransine checker ind.

Godeftermiddag til dig og dine.

Gud ske tak og lov for U2. “In the Name of Love” klinger og skurrer ud af vores højtaler, mens jeg sidder her og får min næse snasket til noget, der ligner en slimet reje af Ava’s gnaskeri i alting, og ligenu altså min næse, Molly har kæresten på besøg (hermetisk lukket dør, sig mig, hvornår begynder man mon at kysse?), Bastian er til guitar, James på 3 har også en lille legekammerat på besøg (de synger “mårn toast” og spiller basguitar og mundharpe – alias sangen “Immortals”), Silvia spiller Dr. Pandas Restaurant på Ipad, og der står IKKE noget aftensmad og bobler i køkkenet. Idag står den på rugbrød. Ava er nu 4 måneder gammel og HERRESØD. Jeg har efterhånden lært at få lavet aftensmad trods hendes eksistens, fundet endnu et par smutveje og måder at forberede mad på, og hun er blevet virkelig god til at ligge og lege selv eller sidde i skråstol, Bumbo stol eller bare i slyngen. Dermed er en lang sommer stort set uden varm aftensmad endelig forbi. Det har været lærerigt at undvære. Mange spejlæg og meget havregrød er sat til livs, og ved du hvad? Det gør ikke en sk..Jeg sender ofte taknemmelige tanker til den artikel her fra Politiken, hvor en(dnu en) “Ernæringsekspert” har fået en åbenbaring og opfordrer os alle til at droppe vores besættelse af mad og madlavning. Alt er fint, hvis man er tilfreds med det tidsforbrug og den prioritering, der fører med at lave ambitiøs mad af den ene eller anden slags – men de er de færreste. Lad os prioritere sund mad, billig mad (det skal vi herhjemme, dvs meget lidt kød fx), bæredygtig mad og hinanden istedet for at prioritere madLAVNING. Det er en god tanke at have med i bagagen, synes jeg. Nå. Sidespring.

Du er nok forælder. De søgeord, min blog popper op under på Google, er jo ikke ligefrem buzzwords i hverken Generation født-i-går eller skønne, metroseksuelle sild (han og hunkøn), der har tid til at campere udenfor H&M for at få fingre i en eller anden ny sweater. Nuvel – jeg VED det jo ikke, måske er du en af de få læsere, der ikke er forælder. Jeg hilser dig meget velkommen, det er slet ikke det. Sig lige til, hvis mine skriverier slet ikke giver mening uden en figenstangslugtende og krummebefedtet referenceramme.

Idag skal det handle om, at jeg er – og altid har været – en artigfrans. Et dydsmønster. Som barn og ung gav det rimeligt store problemer med min sociale kapital. Som er omvendt proportional med størrelsen på bunken af havregryn i min skoletaske og sur mælk i huen. Jeg reagerede så med at være dybt promiskuøs og en værre drukkenbolt, så snart jeg kom væk fra min hjemby – og troede dermed, at jeg var færdig med at være Frøken Flittig. Nød at være Frøken Fis i Kasketten og sådan en slags bartender, der kan bælle 15 shot Starka og stadig gøre kassen op, når folk er fejet ud af døren midt om natten. Jeg nød virkelig, på sådan en masochistisk måde, at måtte kigge ud af vinduet fra 5 sal og ned på gaden om morgenen for at se, om min cykel mon havde fulgt med mig hjem, eller om jeg måtte ud og rekonstruere nattens drukrute ved hjælp af diverse andre drukvenner og drukne bartendere for at finde min stålhest. Som tit stod og var fornærmet med bøjede eger foran Pussy på Nørrebro. Det var før GPS og mobiltelefoner, yessir.

Det giver mig lidt kvalme, at jeg nu, som næsten 40-årig, skal opdage, at jeg gør præcis, som regeringen siger, jeg skal. Back to square one, pisse-artig igen. Flyt til Provinsen og red vandkantsdanmark, siger de. Check! Få flere børn, siger de. Check igen. Sortér dit affald. Check. Få høns. Check. Undgå flyrejser. Check (er konstant på røven pga punkt 2, det med børnene…). Energirenovér dit hus. Check. Screenings for brystkræft, anti-ryger, øko-æg, biblioteksbruger, frivilligt arbejde og fandme også sådan en husejer, der husker at klippe hækken inden Skt Hans (aaaarja altså, bare det, at jeg faktisk ved det og endda ved, hvor jeg finder noget så borgerdyr-agtigt som “Hegnsloven” henne på nettet, ih, hvor det dog pisser mig af!!). Jeg er åbenbart stadig travlt optaget af at være artig. IHHHHH!!!!!

Jeg er 38 år, universitetsuddannet, gift, kritisk forbruger og selvhjulpen. Jeg er fra Vestegnen (Albertslund ligesom Timm Vladimir og Anders Matthesen, som også var sjove, da de gik i ungdomsklub), og jeg har boet i København allemulige steder fra jeg var 18, indtil jeg var 35. Så flyttede min mand og jeg til provinsen, som du som min læser godt ved. Jeg har et tag på denne blog, som hedder “flyt til provinsen”, netop fordi, at jeg havde meget svært ved at finde nogle andres erfaringer med det, da jeg stod og skulle tage beslutningen. Flere kontakter mig med spørgsmål om det, og jeg rådgiver hellere end gerne.

Men kors altså, hvor føles det dog fromt, nu, hvor jeg har fået øje på denne tendens i mit liv! Nu skal der fokus på alt det, jeg gør helt forkert og MED VILJE og FULDT OVERLÆG for at ØDELÆGGE og være REAKTIONÆR! Der må da være en lille bitte smule Sortesmølf selv i Artigfransine her. Så derfor – en liste.

Hm.

Det virkede ellers som en god ide, da jeg skrev det.

Sjov, også.

Jeg er altså ikke så god til selv at se mine ødelæggende sider. Hvor pinligt.

Altså jo  – jeg har nok fået lidt flere børn, end de fleste synes er en god ide. Det kan jo være nr 1.

2: Jeg knoklede røveren i laser på alle mulige jobs, fra jeg var 12 til jeg var 25, men siden har jeg kun været på arbejdsmarkedet i samlet set 3 år (ikke medregnet studiejobs). Det er jo ikke så godt samfundsøkonomisk efter 25 års skolegang. Doven er jeg set med de (noget skævt fokuserede) briller. Så jo, JEG ER DOVEN! HA! Altså bortset fra, at jeg tager mig af 5 børn hver dag. Men det tæller vist ikke som at være positivt engageret i samfundets opretholdelse på Chr Borg.

3: Jeg har været på barsel med SU klip eller/og med barselsdagpenge i alt 5 gange. Det er nok lidt for meget for mange. Og jeg har også været på dagpenge i alt op imod 3 år. JEG MISBRUGER SYSTEMET. HA!

4: Jeg motionerer ikke sådan rigtigt. Ikke med lycra og spandex og elastikker og pulsur. Mere sådan med en støvsuger.

5: Jeg har ikke en skid styr på min skattebillet.

6: Jeg har ingen pensionsopsparing.

7: Min kat har fået killinger to gange (det “må” man ikke, kun éen og helst slet ikke, syger dyrlægerne…)

Men se lige, de er SÅ kære – vil du forresten ha´en? De er klar til jul..Jeg mener det!

8: Både mine børn og jeg har tit fodvorter og glemmer det, så vi går i svømmehallen alligevel. Undskyld til jer allesammen. Øv, det er ikke fedt at indrømme. Meget værre end det med SKAT!

9: Jeg har fået 2 fartbøder i fotofælder i år. Lortelort. Men JEG ER EN TRAFIKBØLLE! Cykler også på fortorvet, forresten.

10: Jeg har ingen professionelle ambitioner længere. Ikke lige nu, i hvertfald. Efter hver barsel har jeg fundet mig selv et lidt andet sted end før, jeg fødte. Denne gang er jeg blevet lidt bedstemor-agtig. Min mand har bygget en super fed kæmpestor gyngestol til mig. Den sidder jeg ofte i. Med Ava. Synger fagtesange, drikker kaffe, ammer, hører U2, Elton, Dizzy, Joni Mitchell, Annie Lennox, Bjergtaget, Portishead (ja, jeg er fra det årti) og Elizabeth og Sebastian og alt muligt – og glor på alt det, jeg burde gøre. Det er skønt. Jeg gider ikke bekymre mig om, hvad vi gør økonomisk, når min barsel er slut. Det må vi simpelthen bare løse. Jeg skal forhåbentlig ikke aflevere Ava, før hun har lyst. Og det bliver først, når hun er 3-4 år, tror jeg. Det må vi bare løse….Og den indstilling er jo ikke så samfundsvenlig, hvis man spørger den nuværende regering. Jeg tager mig så ikke så meget af dem på Borgen – jeg går op i at gøre det, jeg gør, godt – og være lykkelig. Og omvendt. Være lykkelig og derfor (forhåbentlig) god til det, jeg gør. Jeg tager mig af børn og hjem, skriver lidt, arbejder lidt frivilligt og ikke andet. Jeg bruger alt det, jeg har lært i mit liv af gode venner, af undervisere, af folk, jeg pludselig er faldet i snak med i bussen, af damerne i legestuerne og på facebook, af kloge forfattere, af min mand, af min mor, af musiken – summen af det hele udvikler sig hele tiden, så intet er spildt. Jeg elsker processen i livet. Hov, nu blev jeg højpandet, det var ikke meningen. For meget kaffe?

Hm. Det var nok indrømmelser for i dag.

Jeg gav i dag min lille Ava et stykke agurk MED skræl i hånden, som hun så lystigt gnaskede på.

Det var så hendes første måltid – eller ikke helt, hun fik et stykke kogt broccoli i går. Som også blev indhaleret og endte i bleen i morges. Nu er starten gået til et års tid med urimelige mængder af mad på gulvet, i ørene, i håret og alle vegne. Rådene om, hvornår man begynder med mad og hvilken mad har varieret, siden jeg fik mit første barn for 12 år siden. Jeg er endt på, at mine unger får lov til at smage på maden ved bordet, når de viser interesse. Det sker, så snart de kan “pølses” op på en høj stol og sidde med ved bordet. Så bliver sådan et lille barn SÅ kålhøgen, og så skal ALT bare smages på – med iver. Den interesse griber jeg, og så er festen skudt i gang. Babyen bliver bare så stolt over at sidde til højbords, og det er virkelig sjovt, særligt for større søskende. Så der kommer måske lidt mere snart om det med små børn og mad.

Tak, forresten, for alle jeres stemmer på min lille blog! Jeg har intet hørt, så jeg vandt vist ikke. Men tak alligevel:-)

Kærlig hilsen

Kristina