Det bedste nytårsforsæt for forældre

Vi lever i den priviligerede del af verden, hvor de fleste af os kan vælge, hvordan vi tilbringer vores tid, både med hvad og hvem. Det er mit nytårsforsæt at forsøge at leve (endnu mere) efter, at bruge “skal, bør, burde, må, er nødt til” mere varsomt og altid overveje, om det egentlig ikke er et valg, en beslutning, mit eget ansvar. Et valg med konsekvenser, men et valg, som jeg kan træffe.

Lad mig give et eksempel:

Skriver, mens jeg sidder alene i stuen dagen – aftenen – før nytårsaften. Roy putter James og er garanteret gået i gulvet og ligger med åben mund og råsnorker på gulvet med sin lille knægt i hånden, mens Masja og Bjørnen ræser deruda’ på ipad’en. Bastian på 12 spiller  Little Big Planet i kælderen og er igang med at mikse electronica-gametrack online med en gammel ven fra København. Det lyder som en sur brumbasse, der knalder panden mod indersiden af en af de der gulv-glasflasker til hjemmebrændt æble-“vin” (der vist delte flere kvaliteter med absint end med vin, og så undrer man sig over, at de studerende dengang var både 10 0g 12 år som at gøre studierne færdige…), som 1970’erne installerede på alle kollegieværelser. Kompositionen fra kælderen dunker løs: Bum-bum-bum-bbzzzzzzz-bum-bum-bum-bzzzzz. Molly og Silvia er hos Bedsterne i sommerhus, og Ava sover trygt i sin seng ovenpå. Jeg kunne kaste mig over en masse opgaver. Jeg vælger at lade være.

Vi har god tid her mellem jul og nytår. Det er en mærkelig ferie, ikke? Nogle skal på arbejde, nogle styrter rundt til arrangementer og sågar flere juleaftener hos papfamilier, børn er i institutioner – sådan er det hos nogle. Hos os er denne uge en nulstilling af hverdagen. Ingen regler, hverken med sengetider eller spisetider, vi står op, når vi vil, tager en lur, når vi vil, spiser, når vi har lyst hver især. Vi er meget hjemme alle 7, både min mand, jeg og alle 5 børn, denne ene uge om året er faktisk den eneste uge, hvor min mand 99% sikkert holder fri. Han suser måske lige ind og fikser lidt business på værkstedet, men kun halve dage. Eller slet ikke. Når 7 mennesker er hjemme hele dage, bliver her ufatteligt rodet og temmelig beskidt. Navnlig efter juleaften er her jo totalt klamt. Grannåle er altså det mindste af det. Maste brunkager i sofaen, spildt sovs på de hvidvaskede gulve, tømme sodavandsdåser over det hele, stendøde juledeko’er på alle hylder, vindueskarme og bordflader, grim kunstig sne på vinduerne og mere i den dur. Alt skal ryddes af vejen, på plads, smides ud, sorteres. Og det er endnu en måde årligt at nulstille livet i hjemmet på. Som altså er en arbejdsproces, som jeg står for. Det er egentlig dejligt. For så er jeg jo chef for mig selv.

Julen bliver pakket væk d 27. Lige så meget, som jeg elsker jul, lige så meget elsker jeg at fjerne alle spor af den igen. Den dag styrter jeg rundt og ve den unge, der kommer i vejen. Den dag har de heldigvis alle travlt med deres nye legesager, så jeg har fred til at have travlt. I år nåede jeg at pakke alt julestadset væk, rydde ud i alle skabe og skuffer hos Silvia og James, så der er plads til julegaverne (nu står der bl.a. to poser Betty Spaghetti, 4 kasser playmobil og to ridderborge samt hele familien Teletubbies på loftet og venter på ny interesse en regnvejrsdag i sommerferien), ordne kælderrummet med opmagasineret LORT og LAGKAGE (det, der ikke har været brugt i 2 år ryger til genbrug, finder altid mindst 2 sække) og lægge nyt på alle sengene – og så løb jeg tør. For at undgå at herse og regere med alle og skabe pissedårlig stemning, så har jeg efterhånden lært mig selv at lade lortet ligge i så vid udstrækning som muligt. Så jeg ordner og skrubber, til jeg ikke gider mere, og så stopper jeg. Normalt ville jeg knokle på, til jeg synes, at jeg er færdig. Men ikke i årets sidste uge. Det kræver meget øvelse at acceptere, at her i huset med 3 etager og en stor have er der aldrig orden, aldrig rent og styr på det. ALDRIG. Og det er skam ikke, fordi jeg ikke prøver.

Fra jeg vågner, og til jeg går i seng, spotter jeg konstant opgaver i huset, som jeg bør tage mig af. To-do-listen er efter mange års forælderskab stemplet ind i knolden på mig, og jeg går aldrig ned af trappen uden vasketøj i armene. Hende dimsen på billedet er en emsig dame, som ikke er til at holde ud. Og det er også mig nogle gange. Men det er jo mig selv, der definerer, hvad der skal gøres. Og chefen siger, at jeg gerne må smække benene op. Faktisk er det jo altid (næsten) mig, der bestemmer, hvad der skal gøres, i hvilken grad og i hvilken rækkefølge…Men det glemmer jeg lidt for ofte. At det er et valg, om der skal vaskes i bund, om børneværelserne trænger til at få ryddet op i playmobilet, om der skal bages brød, om vi skal have rester eller ratatouille. Folk, der siger, at de jo er nødt til at gøre det og det, er fulde af løgn. “Nødt til” er sjældent en nødvendighed – eller nødvendigheder er rimelig frit defineret, måske er det snarere det. DU SKRIVER JO SELV DEN LISTE, DIN SELVFORHERLIGENDE KRAMPE – har jeg lyst til at sige til hende Fru Husmoder med pagehår og kødfarvet skjortebluse.

Lige nu sidder jeg her. Med min laptop og min julegave til mig selv: Et scoop af en brugt Sodastream til 100 kr. Danskvand i uendelige mængder til en klatskilling. Yiha!

He – nu står James på 3 år og hvisker til mig ude i entreen. Han er mester i at stå op, når hans far er faldet i søvn under putningen. To sek, skal lige give et kram og bære ham op.

Han fik lov til lægge sig i dobbeltsengen med sit sutteklud (som altid er en af mine gamle Tshirts), og så sov han.

Jeg fik tilsendt en stor undersøgelse om den digitale familie, som Anne Glads bureau Envision lavede i efteråret. Her kan du læse den. Den dokumenterer, at mange danske familier i denne digitale tidsalder er stressede, navnligt oplever forældrene stress i de få timer, de er sammen med deres børn (og ikke fx 9-15, hvor de fleste er på arbejde). Digitale medier stjæler tiden, når de ikke er på arbejde fysisk. Arbejdsmail, facebook, spil, sociale medier, Trendsales. Det er jo næppe overraskende for nogen.

Men altså: Det undrer mig, at så mange mennesker føler stress over at være “på”, være online, at det er så meget en nødvendighed med den dumme skærm, hvis det føles stressende. For helt ærligt: Det ER jo et valg. Helt grundlæggende. Det følte pres er ofte noget, vi pålægger os selv og ikke noget, som faktisk findes. Præstationsræset er ofte selvskabt. Vi vælger at tænde telefonen, ipad’en. Vi KAN vælge at slukke den. Det kan godt være, at vi går glip af et scoop på Trendsales, en vigtig mailkorrespondence til kollegaen i Sydney eller at hele agurke-høsten i HayDay slår fejl. Valget har konsekvenser. Ligesom når en træt og kaffe-overdosis-hidsig martyr af en Mor tonser rundt og træder alt og alle under fode, eller forstuver kattens hale med støvsugeren, mens hun hvisler, at hun jo er nødt til at nå at vaske stuegulvet idag. Men altså: Det værste, der kunne ske, hvis hun gav støvsugeren et los og smækkede røven i sædet og læste Alfons Åberg resten af dagen, er, at der stadig er støvet på gulvet i morgen. Dyb krise, borgerkrig,feberkramper,skilsmisser og skam?

Arj, vel? Hvor er nødvendigheden? I forhold til hvad? Måske vold-bruger vi begrebet? Er vores handlinger, vores online-tid, huslige pligter, ambitioner for skolesammenkomster, længde af brusebade, niveau af trimning af både øjenbryn og køkkenhave, strygning af skjorter – virkelig NØDVENDIGE? Næste gang, du siger eller tænker: “Jeg er nødt til at…”, så stop lige en gang og overvej, om du har et valg, og om du kan leve med konsekvenserne. For så vigtig er du altså ikke for Verden. Det er dine handlinger heller ikke ret ofte. Det er ret meget oftere blot et valg.

Når vi accepterer, at det er et valg og ikke noget, vi er tvunget til – så forsvinder presset. Eller mindskes. Det er en træningssag, for du vil sikkert først tænke, at du slet ikke kan holde ud at lade være med at gøre det, du plejer, som du altid gør, selvom det giver dig stress. Vaske panelerne ugentligt, tømme inbox’en, bage bollerne selv, fx. Men øv dig. Det kommer. Vaner er svære at bryde. Det, der føles som nødvendigheder – fx at du kun kan slappe af i et pletfrit hjem eller skal kunne tage 20 armbøjninger hver morgen- det er IKKE nødvendigheder, det er vanetænkning. Som kan laves om med lidt bevidst øvelse. Når du finder ud af, at du selv har valgt det, du er i færd med, så tager du brodden af presset. Det er resultatet af at eje din egen tid. Og tid er vores vigtigste ressource. Det er hverken penge eller en stram røv eller en bedre maraton- det er tid, som du selv er herre eller dame over. Tag din tid tilbage – det vil jeg gøre i 2016. Jeg er på vej, jeg har lært lidt allerede, og det virker. Prøv det en dag, du føler dig hevet rundt i manegen. Kan du vælge at stå stille istedet?

Det bedste, mine børn ved, er, når jeg med ingenting i armene, ingen agendaer, bare spørger dem : Hej du, skal vi lave noget sammen? Hvad har du lyst til?” – eller til Ava, bare sætter mig ned hos hende og ser, hvad der fanger hendes interesse lige nu. Stiller mig til rådighed, er tilgængelig. Ikke så meget tamtam. Det er værd at huske.

Til alle jer derude, så vil jeg sige jer tusind tak, fordi I læser med. Det gør det meget sjovere for mig at skrive, når jeg mærker, at jeg har nogen at skrive til. Jeg er nødt til at finde på en måde at vride en indkomst ud af mit liv på i løbet af 2016, så måske kommer der forandringer på bloggen. I må meget gerne hjælpe mig på vej ved at like og dele mine indlæg, for meget er nemmere, når ens blog har mange læsere.

Rigtig godt nytår!

Kh Kristina