De 10 bedste tips om lusekur

Lad os sige, at mine 3 ældste børn og så min steddatter har haft lus 15 gange i alt og er blevet behandlet med luseshampoo, kæmning og kæmning af mig. Med len slag på tasken giver det en udgift på 2400 kr til lusemiddel og ca 8o timers indsats. Nogle gange skal man lade være med at lave den slags regnestykker. Ville saftpetervæltemig hellere have været 4 gange i zoo med hele banden end bruge alle de kræfter og klejner på insekter! Det er tidsforbruget, der er det værste – det er to arbejdsuger!

Her til aften fik vi macaroni kogt i boullion med ærter og bønner i til aftensmad. Det er satme ikke noget, jeg er stolt af – men der var ikke tid til andet, og mine børn elsker

IMG_4630
aftensmad

boullionsmagen. Der var ikke tid, for vi har lus, så der går den ene eftermiddag/aften efter den anden de næste 2 uger med kæmning af alle børn og voksne.

Jeg synes ikke, at lus er klamme. Ikke som sådan. De hverken lugter, galer, stikker af, tisser allevegne eller hopper op på køkkenbordet med beskidte potter og stjæler spegepølsen. Det er da mindre, end man kan sige om vores husstands øvrige husdyr over det sidste års tid.

Men ved alle djævle og dårligdomme, for himlens skyld, så får de latterlige små kræ, de LEDE LUS, mig til at føle mig som Askepot midt i gulvvask nr 3 i træk, fordi den Onde Stedmoder bliver ved med at vælter beskidt gulvvand ud på det renskurede gulv. “Det er vist en ommer, skattepige” – eller hvad den gamle krage nu siger i eventyret.

Det tager SÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅ lang tid at blive af med lus. Det ved jeg, for jeg har 2 langhårede pigebørn og en voksen steddatter, og de har alle haft lus mange gange. Flere end jeg kan tælle. Navnlig min steddatter var virkelig hårdt ramt af kravl i kysen – så hårdt, at hun en dag troppede op med fint, nyklippet pagehår og et ikke særlig tilfreds udtryk i de brune øjne.

Jeg forstod det nu godt, det med klipningen. Altså det handler jo om, at det  er nemmere at kæmme kortere hår, og at piger med kort hår ikke leger frisør med hinanden og fletter, deler hårbørste og hvirvler rundt med parykken.

Sceneskift til i dag ved eftermiddagsteen, hvor alle ungerne og deres legekammerater støvsugede brødskuffen for knækbrød, køleren for papjuice og fryseren for de sidste jule-æbleskiver. IMG_4627Som I kan se, et ikke æstetisk, men dog mættende måltid. Her er et billede af bordet after the fact:

Mig, let beklagende:  “Piger, vi er nødt til at kæmme igen i aften”.

Piger, slet skjult brokkende: “Aaarj, Moar, hvorfor det?”.

Mig, tydeligt ehm – tydelig: “Fordi I fik lusekur, som myrdede de voksne lus, men nok ikke æggene, og de er måske klækket nu, og så er der atter liv på første sal. De skal jo væk, før de begynder at lægge æg.”.

Piger, vrantne:”Aaarj, Moar, de er jo døde, ikke? Vi har aftalt at køre på rullere nu!” (Inde i huset, rulleskøjter og rullesko, ved godt, at jeg er bindegal at tillade det, men sagen er, at de er rent ud sagt elendige til at køre på dem og derfor hiver sig selv rundt i kanten af stuerne ved at holde fast i dørkarme, gardiner og møbler og trille liiiiiiiisåstiiiiiiile rundt….og det ser simpelthen bare så skægt ud!)

Mig, træt af debatten allerede:”I skal kæmmes i aften. Jeg gider ikke diskutere det, I ved det godt.”

Piger, i den vildfarelse, at det er en aldeles UDemærket debat:”Jamen MOAR, vi gider ikke….”

Mig, bare træt:”Jeg klipper kraftedme parykken af jer begge to, hvis vi ikke får aflivet jeres nye gæster. Er I med?”

…..og så videre. Og sådan er det HVER gang, der er lus i omløb. Jeg synes faktisk, at over de 15-16 år, jeg har haft ansvar for børnehår (inkl min steddatter, som var 6 år, da hendes far flyttede ind hos mig), er images-1frekvensen steget. Der er bare vildt meget lus hele tiden. Allevegne.

Der findes masser af tips mod lus på nettet. Og på apoteket og hos sundhedsplejersken. Så det er ikke det, mine 10 bedste tips om lusekur går ud på. Man kan bruge alt for receptpligtig gift over Aloevera til et lusefilter til at sætte på en støvsuger. Mine erfaringer med ihjelslåning af de tidskrævende sataner er:

Gift på recept. Dyrt. Der skal bruges en del, ofte en hel flaske pr barn, hvis de har langt hår. Jeg har oplevet resistens overfor de midler, der anvender gift.

Filter til støvsuger. Vildt sjovt, men dårligt. Æggene bliver siddende, så du skal støvsuge håret igen og igen, og du skal stadig kæmme i 14 dage.

Elektrisk tættekam, som zapper lus og luseæg ihjel. Kræver stadig meget grundig kæmning og går meget nemt i stykker. Ungen får et chok, hver gang en lus myrdes af et stød, og kammen kan ikke kende forskel på en lus og barnets ører. Av.

Fedt. Midler, som med silicone og andre fedtede sager indkapsler lusene (nogle gange også æggene), så de dør af simpel iltmangel. Hedrin, Linicin, aloevera, kokosolie, olivenolie, smør og alle mulige andre varianter. Dem fra apoteket er pissedyre, jeg bruger nemt 300 kr pr luseangreb. Linicin Shampoo er pt bedst. Udemærket, virker skam fint, men ofte bliver håret ekstremt fedtet og meget svært at vaske rent igen. Fandt en side om naturlig bekæmpelse af lus, der anbefaler, at man går med smør i håret i 3 dage. Helt sikkert, det gør jeg da bare….. Og du skal stadig kæmme.

Hjemmelavet lusekur bestående af en del husholdningssprit til 2 dele balsam. I håret med det, badehætte på natten over, vask og skyl og kæm. De dør. Billigt og dødeligt, hårdt angrebne børn kan (måske) godt lide det med at se rigtig mange døde lus dagen efter, men jeg synes, at det er klamt at skulle sove med døende lus i håret. Jeg vil selv gerne af med dem i en fart.

Balsam og kæmning hver 2. dag i 14 dage. Det skal man stadig gøre ved alle ovenstående metoder, og det virker kun, hvis alle gør det samtidigt, hvis det gøres grundigt (tager mindst 30 minutter ved langt hår og 30.000 minutter, hvis barnet ikke vil høre tale om at blive kradset til blods i hårbunden), og hvis det gentages hver 2. dag.

Så ak. Kæmning it is. Vi bruger nogle gange også de dyre fedt-midler (mest Linicin, for Hedrin fedter bare SÅ meget, en fedthjelm får man, man ligner en fra morgensmøgskøen på Østerhøballe Camping i en uge bagefter), bare for at få den der “vi MYYYYRDER jer”-følelse – men kæmningen er det, der virker bagefter og skal til alligevel.

Det, ingen forholder sig til, er, at lus opstår pludseligt. Som i “Årh for S….og H… du har lus. Shit. Vi skal jo…. og ….inden klokken ….Det er aldrig belejligt at skulle hive en hel del timer ud af en almindelig mandag, for der er virkelig ikke tid til spas, når dagens projekter og aftaler pludselig annulleres pga lusekur. Fritidsaktiviteter må aflyses, aftensmad udskydes eller frikadeller blive til havregrød, kammerater sendes hjem. Det er sgu alvor. Den første gang, du giver lusekur og kæmmer, skal være på dagen. Ingen børn ud af huset med kryb under kasketten! Jeg har efterhånden stået med børn i forskellige aldre og forskellige hår længder og skullet gennemgå aflusninger af forskellig kaliber. Har en nogenlunde idé om, hvad der virker – men det betyder dog ikke, at jeg altid selv gør sådan. Men jeg prøver….Her er mine bedste 10 tips om lusekur:

1: Vær Beredt. Hvis du har børn, så hav altid en tættekam (hvid), balsam og noget lusemiddel som panikberedskab. Altid. Det duer ikke at skulle ud og købe det, når først lusene er tilstede på din matrikel. Hav det i skabet. Når du kan huske at købe tandpasta, kan du også huske at have en tættekam.

2: Vær Rar. For børn er det ikke rart at vide, at der er dyr i håret. Jeg er en latterlig ko, når jeg hvæser sådan noget med “kraftedme” og “klipper håret af jer”. Lus er skræmmende for mange børn. Også selvom alle de voksne siger, at det er det ikke. Brug lige to minutter på at give plads til eventuelle tårer over, at det er blodsugende insekter i barnets hår.

3: Vær Alvorlig. Fortæl alle i hustanden, at der skal afluses, og det skal være i dag. Sammen. Få alle med på, at sengetøjet skal af og vaskes, huer skal vaskes, hårbørster i fryseren eller koges (de smelter). Lus dør indenfor 24 timer uden menneskeblod, så alt, hvad der bliver brugt i kortere tidsrum kan der være kryb i. Find et billede på nettet af lus og vis, hvorfor de skal væk.

4: Vær Ansvarlig. Send ikke børn med lus ud af huset. Lad være. Please. Børn med feber skal ikke afsted på en panodil og børn med lus skal ikke afsted punktum. Det er fandme tarveligt, og det signalerer noget helt forkert til barnet, og du og dine planer er vigtigere end de andre og deres planer. Det er tid, det her handler om, ikke hår-komfort eller prestige. Hver smittet familie skal bruge en aften eller eftermiddag på at afluse samt 4 omgange kæmning mere, og det kan du ikke være bekendt at være en del af årsagen til. Når barnet er i behandling, er det ok – men ikke før. Brug til nød en hue!

5: Vær Omsorgsfuld. Det skal en forælder altid være. Find den rigtige siddeplads til barnet, når du skal kæmme, for kæmmes skal der. Mange gange over de næste 2 uger. Også selvom du – ligesom jeg – aldrig når at kæmme hver 2. dag, så hver 3 istedet – det bliver til timevis af kæmninger. God højde, gerne med en ipad eller bare et spejl. Lys, masser af det. En slikpind til små børn eller en juice-is eller grønkålssmoothie hvad du nu sværger til. Lov 5 kr for hver voksen lus, du fanger. Eller et barnet må tegne en stor, fed streg på din pande, klaske en flødebolle på spejlet  (af de små!) eller noget andet festligt. Og husk at snak med barnet undervejs og ros dit barn. Eller trøst. Det kan godt gøre rigtig nas.

6: Vær Grundig. Siger sig selv. Voksne lus lægger 10 æg dagligt, som på 1 uge kan lægge æg selv. De skal væk, skal de. Det tager meget lang tid, og der er ikke noget at gøre. Det, I ellers skulle have lavet, må droppes. Den må du tage ansvar for.

7: Vær Ærlig. Skriv på FI (her står mere om ForældreIntra…), børnehavens system eller andre steder, at I har fundet lus, og at alle skal kæmme. Nu. Tag emnet op på forældremøder, vær ærlig. Det er irriterende med lus, men det må ikke være pinligt, og det kan det hurtigt blive, hvis du ikke tør sige det åbent. Børnene fatter lynsnart, at det er noget, du ikke tør sige højt, og så tør de heller ikke. Særligt blandt piger kan det være årsag til drillerier, at nogen har lus – afliv den lige på stedet, hvis du oplever det.

8: Vær Realistisk. Lov ikke barnet noget med, at du skal kun skal kæmme en gang, vel? Det er normalt at børn har lus årligt. Mindst. Piger oftere, langhårede flette-piger oftere. Hvis det går helt i hårdknude med det kæmmeri, så overvej, om havfruehåret hos Rosmarine skal falde på den konto. Find på en passende belønning for en sådan moden beslutning hos en 9-årig pige!

9: Vær Sød. Knus, kram og ros er vigtig i alle faser af lusekure.  Altså – undgå lige kontakt med barnets lusefrie hår, førend du selv er luset af, ikke??

10: Vær Tålmodig. Det er svært. Tålmodig med børnenes brok over at skulle kæmmes, med dine omgivelsers brok over, at I må aflyse forældrearrangementet, fodboldtræningen, familiemiddagen. Tålmodighed når du kæmmer, naturligvis. Det tager vildt lang tid, gør lidt ondt på barnet, og  – suk. Du er nødt til at være den voksne og stå det igennem i god stil. Hvis du kan det, hører jeg gerne fra dig. Idag failede jeg bravt.

 

Så ved du det. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke lever op til disse tips i praksis. Jeg prøver. Nogle af dem går det fint med. James fik en slikpind idag, jeg varmede håndklæderne op, og jeg roste meget. Nu har jeg heldigvis endnu 4 gange kæmme-eftermiddage tilbage i dette luse-angreb, så jeg har nogle forsøg endnu. Husk flødeboller, står der nu på køleren.

 

Kh Kløende Kristina

 

 

 

 

http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/ECE2379302/10-gode-raad-saadan-slipper-du-helt-af-med-lus/

Advertisement

13 kommentarer til “De 10 bedste tips om lusekur”

  1. Ville så gerne give dig en “like”, men så tror Word Press, at jeg vil oprette en blog! Anyways – god beskrivelse af de udfordringer, som i virkeligheden er grunden til, at det er så svært at komme lusene til livs…. Føler med dig/jer… Må I snart være helt lussefri igen – for en tid i det mindste!

    Liked by 1 person

    1. Tak, kære Lene:-) Du kan altid bare like på facebook, det har også signalværdi:-) Jeg er jo bare glad for, at du gider læse og kommentere! Håber det stadig går fremad med Frøken Elsa? Kh K

      Like

  2. Hej – er for nylig begyndt at følge din blog. Og brugte tiiimer på at kæmme for lus før jul, da fire ud af fem var angrebet. Vi har brugt Bug Buster siden første gang for ca 8 år siden. Består egentlig bare at et par kamme og en vejledning. Balsam købes ved siden af. Kun nødvendigt at kæmme hver fjerde dag 🙂

    Liked by 1 person

    1. Hej Majken, dejligt du har lyst til at læse med, det er jeg glad for. Har også brugt/bruger bugbuster-metoden , den med kæmning og balsam. Har sådan en metal kam, der tager æg og skaller – Robi tror jeg den hedder. Eksperter råder til alt mellem hver anden og hver 4 dag – jeg når/orker sjældent hver 2. Dag anyway ! Kh Kris

      Like

  3. Åh ja, åh ja, åh ja!!!!
    Har 4 børn- deraf 2 piger med laaaaaangt hår. Min ældste er 18, så jeg tror også at jeg sammenlagt har kæmmet i uger …
    Det hjalp gevaldigt , da vores frisør sagde at løst hår er No Go. Så siden har den onde mor her,flettet stramme fletninger hver dag. Intet løst hår når man er ude. Brok og tårer ( for alle de andre piger har løst hår( og lus)) men siden fletningerne, har vi sjældent haft lus.
    Min 9 årige datter fortæller, at mange af de andre pigers forældre ” altså ikke gider det der kæmning “.( Grrrr!)De har haft lus i klassen siden efterårsferien. Og lus 4 gange i børnehaven siden sommerferien. Så min søns lange lokker er faldet. De sidste 6 uger har jeg 3 gange fundet een fed gravhundestor lus i min datters hår. Ingen æg eller nymfer. Endnu engang en afhopper.
    Tænk hvis alle kæmmede deres børn søndag aften. Og opstartede behandling. Så ville vi få udryddet de små sataner.
    Det er ikke pinligt at have lus. Men det er pinligt at være forælder som ikke kæmmer!
    Tak for dit indlæg, må det blive delt vidt og bredt.
    Og nu klør det- må hellere lige tjekke😊

    Like

    1. Hej Annette – genlæste lige dit kommentar fra for længe siden, som jeg vist desværre aldrig fik svaret på – tak for den, og beklager meget! En gravhundestor lus – hvor er det godt skrevet, haha:-) Håber I kommer nogenlunde pænt igennem denne sæsons lusekrig. Vi er faktisk sluppet i dette efterår – 7-9-13 – men ja, når nu jeg læser om det igen, så KLØR DET!! Kh Kristina

      Like

  4. Tak for et åben, ærligt og brugbart indlæg om lus.
    Hvor er dine beskrivelser bare fine og sjove, er vild med din camping hår reference.:-)
    Mvh. Pernille

    Like

  5. Vi har lige fået lus for første gang. Hvad gør du, kæmmer du dig selv eller er det noget, der kræver en anden voksens hjælp? Ud over trætte arme tænker jeg det er svært at være præcis?

    Like

    1. Hej Christina! Tak for dit spørgsmål. Øv og bøv, at I har fået lus, det er jo ikke lige yndlingsgæster! Men det bliver nok ikke sidste gang, og der er vist ingen barndom uden lus. Jeg har noget langt garn, så egentlig burde jeg nok have hjælp til at kæmme. Men jeg gør det selv. Som regel, når jeg er i bad alligevel og så med masser af balsam til hjælp – bruger kun lusekur til mit hår, når jeg er meget alvorligt angrebet. Det har jeg heldigvis ikke været i mange år. Jeg kæmmer mig en gang om ugen i plaskvådt hår med balsam i, så når et angreb ikke at blive så slemt, for de små sataner når ikke at blive til to milliarder mini sataner…. Går dit barn i institution eller skole, så håber jeg, at I har en godt luse-beredskab derhenne, så børnene ikke går og smitter hinanden fra nu af og til sæsonen er ovre (om 8 måneder…..). God lusejagt! Kh Kristina

      Like

  6. Hvordan fik du fjernet det fedtede hår som du også beskriver. Synes det er fedtet i en længere periode, og har svært ved at få det væk. (sidder primært i hovedbunden)

    Like

    1. Hej Nikita. Mener du det fedtede hår efter man har brugt et lusemiddel? Hvis det er det, du mener, så har jeg efterhånden givet op. Jeg bruger kun Linicin-shampoo, når det er virkelig slemt – og jeg synes, at det er den, der fedter mindst. Shampooen, ikke linimentet, den fedter også. ER håret blevet fedtet, så er der hos mine piger (som har ret langt hår ligesom jeg selv) lun én ting, der fjerner fedteriet hurtigt: En lang tur i svømmehallen. Ellers er det kun gentagen vask med shampoo, der virker affedtende herhjemme. Og tålmodighed. Håber du kan bruge mit svar til noget, ellers er du velkommen til at skrive igen:-) Kh Kristina.

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s