Grublemor.
Er uvenner med nogen. Rigtig meget, vistnok. Det er jeg ikke god til, og derfor har jeg været i et elendigt humør her i formiddag. Ikke så fedt for James på snart 4 at være hjemmepasset (eller – har meget lang ferie fra børnehave, siden midt i december), når Mor bare går og grubler og råber i telefon. Ikke fedt for Bastian, som har omgangssyge. Ikke fedt for Ava, der bare gerne vil have mig til at se, se, se at hun kan samle duploklodser op og putte dem i munden. Og lave spytbobler – samtidig!
Det endte med, at jeg gik i det vidunderlige solskin over i børnehaven med James og hang lidt ud på legepladsen. Ava i barnevognen, tog en lur. Vi flygtede fra den rodebutik, der vist nok under rulleskøjter, knækbrødskrummer, søer af saltlage (fra vejsalt på støvler), overtøj, opvask, halvspiste Risi Frutier, fnulder fra Ava’s gymnastikmåtte, som katten hvæser kløer i – som vist nok nedenunder alt rodet er vores hjem. Efter 10 minutter var James i fuld gang med at lege med vennerne i solskinnet – jeg blev hængende lidt, men så sagde han farvel og bliver og spiser frugt. Så nu kan jeg sidde her og sende mit uvenskab hen, hvor peberet gror. 
Det får være, jeg vil ikke gruble mere. Er jo sammen med verdens sødeste Ava, og nu spiser vi vafler.
Skal man presse børn i børnehave?
I de fællesskaber for forældre, som jeg færdes i, er der altid mange spørgsmål om ja eller nej til institutionspasning. Men endnu flere debatterer, hvad man gør, når barnet ikke vil afsted. Skal man tvinge? Skal man presse? Lokke? Love ubegrænset Masja og Bjørnen i eftermiddag?
“Du har det SÅ sjovt derovre” kan være svær at sælge, når junior er gasblå i hovedet af raseri og nægter, at det NOGENSINDE har været en god idé med det der børnehave.
Og når man så skal forlade selvsamme gasblå junior derovre, nu heftigt snøftende med våde øjne og nedslået blik, så gør det endnu mere ondt. Jeg har været der mange gange, og det er ikke sjovt. Men hvis jeg beslutter, at barnet skal i børnehave, så skal jeg jo signalere, at det er godt og fint og trygt. Det tror jeg i hvertfald på. Den skal sælges med overbevisning – ellers skal man lade være, hvis det altså er et valg. Da jeg arbejdede og studerede var der masser af dage, hvor der ikke var noget valg, og så var det jo altså sådan. I mit nuværende liv ER der et valg, for jeg er jo hjemme med Ava.
Der er også debat om, hvorvidt det er ok med en deltidsplads, om det er fint nok bare at komme en gang imellem, hvor meget er for lidt og omvendt. Ved I hvad? Det er helt umuligt at fastsætte. Dagene i institutioner er lige så forskellige som dagene i et hjem. Det er bedst for børn at være sammen med mennesker, der holder af dem og som har overskud. Det gælder nok for mennesker generelt, nu jeg tænker over det og ikke kun børn! Check til det første, men en fed, sort streg over det sidste her på matriklen i dag. Idag er det helt sikkert bedre for James at være et par timer i børnehave end at være sammen med gruble-mor, så fanF….tastisk, at jeg kan vælge, at han kom derover lidt. Over til vennerne, der stod 4-5 små knægte med røde kinder og elefanthuerne helt ned i øjnene og hujede, da de så ham.
Og hvor priviligeret, egentlig, at kunne vælge. Ah, nu blev jeg taknemmelig istedet for. Tak, kære blog og tak til dig, som læser med.
Kh Kristina
Kristina Hobbs - mor til 5 
Jeg kunne godt tænke mig, at høre flere tanker om børnehave og fridage. Jeg har selv svært ved at finde ud af, hvornår det er ‘tilpas’. I vuggestuen oplevede jeg, at pædagogerne var rigtig gode til at tage hånd om ‘deltidsbørn’ og sørge for, at alle var med i legen osv, også selvom man ikke var der hver dag. Det er der ikke tid til i børnehaven, og hvor meget skal de små så være der, for at sikre en vis kontinuitet i forhold til venner, og til at få en god oplevelse de dage, de er i børnehave? Det er ikke altid helt nemt..
LikeLike
Hej Birgitte! Det vil jeg da gerne forsøge at sige noget om og dele min erfaring. Coming up:-) Tak for din kommentar. Er du irriteret over mine hyppige indlæg her i januar eller er det ok med dig? Det er et forsøg…..andre bloggere siger, at man skal poste meget oftere, end jeg gør – så nu prøver jeg det lige af. Jeg kan sagtens finde på noget at skrive, men jeg ved ikke rigtig, om jeg bedre kan lide den anden måde..Det ville hjælpe meget, hvis du har tid itl at smide en kommentar om, hvilke slags indlæg, du gider at læse her på bloggen og hvorfor:_)
Kh K
LikeLike
Hej Kristina. Jeg synes at det er rigtig dejligt, at du poster så mange indlæg… Elsker jo din blog og har ofte tidligere været inde for at chekke, om ikke der var et nyt indlæg fra dig..Mange har jo daglige blogs.. Jeg elsker bare at læse alt fra dig 🙂 Så bare fortsæt…
Stort knus Ditte, fra legestuen
LikeLike
Hvor er du sød, Ditte – fedt, at du hænger på, også når mine indlæg kommer som skud fra en jagtriffel:-) Prøver lige med daglige indlæg lidt endnu..Kh K
LikeLike
Inden min stress sygemelding havde jeg jo lønmodtager job og skulle jo ligesom afsted om morgen. Ergo skulle børnene også afsted om morgenen. Da jeg startede selvstændigt op, var min motivationen for det netop at gøre det sådan, at jeg ØNSKEDE at ta det valg, at arbejde på nedsat tid og have mulighed for, at når min søn brød hulkende sammen kl. 6.15 og sagde “jeg har brug for at være hjemme i dag mor”, så var det sgu fordi han havde BRUG for det. Ro til ensomhed. Tosomhed. Stille. Og så LYTTER jeg til ham. Og når jeg gør det, så er overskuddet til at komme i børnehave dagen efter og lege stor. Og så har han ligesom fået en time out herhjemme. Sådan har jeg det også selv. Har brug for pauser væk fra det sociale og støj.
Og siger børn de har ondt i maven eller benene eller lign., så er det fordi der er noget. Børn kan også være pressede. Stressede. Fyldte.
LikeLike
Kære Pernille. Jeg kender SÅ godt det, du beskriver. Er fuldstændig enig. Det er rædselsfuldt at skulle sende børn afsted, som ikke orker. Og det er fantastisk ikke at være tvunget til det. Jeg har nydt det hver eneste gang, jeg har kunnet sige “vil du ikke afsted? Så bliv du herhjemme hos mig” – både, da jeg var studerende og kunne pjække, da jeg gik på arbejde og var rimelig ligeglad, og nu, hvor jeg er full-on hjemme. For du har så ret – børn bliver også fyldte. Og så nytter det ikke at presse mere på med “du får det SÅ sjovt”. Jeg tror, at de der “øvdage”, som lige har været i pressen, fordi mange skoler er sure over, at forældre giver børnene lidt pjækkefri en gang i mellem – de skal ikke hedde ØV dage, for det er aldeles ikke øv at trænge til at være sig selv. Det er skønt at kunne mærke, hvad man trænger til, og så er det sgu da afgørende, at der er voksne omkring en, der lytter til det. Ellers lærer man børnene at overhøre tegn på overstimulering og udmattelse, og så får man stressede børn, teens og unge – tror jeg. Det er sat skarpt op og der er mange nuancer – det ved jeg godt. Børn og unge skal på den anden side også lære, at de er med i et forpligtende fællesskab, hvor der faktisk har en vigtig rolle, og hvor de mangles, når de bliver hjemme. Men helt ærligt – i børnehaven? Don’t think so. I 3 klasse? Ikke så meget. I 9.? Ja, måske – men er man flad, så er man flad, og så er en hjemmearbejdsdag ikke af vejen. For hverken voksne eller børn! Tusind tak for din kommentar – hav en dejlig aften. Kh K
LikeLiked by 1 person
LIGE PRÆCIS. Spot on. Og faktisk er det netop i børnehaven og den tidlige skolealder, at børn prøver på at udtrykke sig. Mærke kroppen og fornemmelserne heri. Små tegn de prøver at kommunikere ud. Feks kommer det til udtryk i voldsom gråd, udadreagerende temperament. Men børn skal blot lære at komme tingene sammen. De skal nemlig ikke lære at overhøre. Men skræmmende nok, sker det lynhurtigt… De tilpasser sig. Indpasser. Undertrykker. Og Wupti. Så ligger de ned som 30-40årig, fordi de har blokeret sig selv fra halsen og ned. Groft sagt.
I torsdag sagde min datter at hun kunne mærke på kroppen, at den trængte til en dag i sengen. Hun havde ikke influenza eller hostede. Heller ikke snotnæse. Vi havde ikke været ved lægen. Men sindet havde det ikke godt den dag. Ikke noget der kan måles eller tages blodprøver på. Men selvfølgelig skulle hun bruge en “sygedag”. Jeg plejer at kalde dem for en forebyggende sygedag.
Mine børn er aldrig fysisk syge. De ligger aldrig med en uges influenza eller snottede næser. Vi spiser ikke vitaminpiller men giver kroppen RO, når den siger til.
God dag søde
LikeLike