Rugbrødskursus #6 – Vi bager det i dag!

Så er det tid til sidste omgang rugbrødskursus her på bloggen. Jeg glæder mig til at skrive “rigtige” indlæg igen, men det her har også været en sjov øvelse. Jeg håber, at I vil dele et lille billede af jeres frembringelser, når de er færdige:-)

Du skal bruge:

0,5 l koldt vand

500 g rugmel (måske mere)

2 spsk sirup eller honning (valgfrit, jeg glemmer det tit)

Hvedemel  (uvist hvor meget, men omkring 500 g)

Din rugbrødsdej er nok hævet en hel del, og rugkernerne har suget en masse væske. Det dufter syrligt og bobler måske. Det er altsammen godt. Hæld nu vand, sirup og rugmel i. Rør godt – eller ælt med hænderne, hvis du ikke har en røremaskine. Rør, til der ikke er flere melklumper. Så tager du ca 0.5 l dej fra og putter i dit surdejsglas. På dette stadie fungerer hele rugbrødsdejen som en ny surdej. Du behøver ikke vaske glasset af først – det kan du gøre hver anden måned eller sådan. På med låget og i køleskabet.

Surdej på køl: Der kan det nemt stå 3 uger. Der skal lige gå en 3-4 dage, så er surdejen klar til at blive bagt med igen. Så kan du bare starte ved indlæg #5, for nu har du en prima surdej. Hvis der skal fart på, så tag surdejen ud af køleskabet aftenen før, du skal bage, så den får stuetemperatur. Men det er altså ikke nødvendigt. Med tiden bliver den lyserød i det – det er helt fint. 

Nu skal der hvedemel eller rugmel eller en blanding af begge i dejen, indtil den er så fast, at den kan stå selv og holde skeen, så den ikke glider. Temmelig stiv, men ikke “hård”. Meget klistret. Det er på dette stadie, at du med held kan putte allemulige frø og kerner i dejen. Jeg gør det ikke, men både solsikkekerner, græskarfrø, sesam, opblødte chia og alt muligt andet er muligt.

Når dejen er klistret og stiv, så smører du dine to rugbrødsforme med olie og fordeler dejen i. Pres det godt ud i hjørnerne, så du får firkantede brød. Højst 2/3 fyldt op, ellers hæver de over kanten.

Hvis du har meget dej i overskud, så giv det som en dejlig surdej til naboen, bag små rugbrød til madpakken, frys det ned (til når du glemmer at tage dej fra) eller brug det til at bage surdejschokoboller eller noget andet. Eller køb større eller flere forme. Eller nedjustér vand- og rugmelsmængden næste gang, du bager, så du får mindre dej.

Så stiller du dem tildækket på bordet i ca 3 timer. Indtil de er hævet næsten op til kanten. Det er forskelligt, hvor lang tid, det tager. Hvis det skal gå hurtigt, kan du sætte dem i ovnen ved 40 grader – så tager som regel om times tid. Men altså – det varierer, det er levende sager, vi har med at gøre.

Når dine brød er hævet, ser de sådan her ud:

IMG_0014
To stks klar til bagning

Så skal du dyppe et træspyd i vand og prikke brødene helt ned til bunden mange gange. 30 gange pr brød, fx. Det er vigtigt, for så slår skorpen ikke fra under bagningen. De falder lidt sammen, og det føles hjerteløst, men rolig. De bliver så fine.

Stil dem i en kold ovn, tænd på 160 grader og bag dem i 1 time og 50 minutter timer. Sluk for ovnen og lad eftervarmen bage dem i 10 minutter mere. Tag dem ud, vip dem ud af formene, nyyyyd duften – og vent så til næste dag med at skære dem ud. Jeg sniger altid en varm endeskive af, som smager guddommeligt med peanutbutter eller nutella.

TadidadadadadtiDAAAAAAA! Dine egne rugbrød!

Jeg skærer dem i skiver på en brødmaskine og fryser dem ned i portionsposer – men du finder sikkert din egen måde.

Der findes to millioner måder at bage rugbrød på, og de kan kombineres. Du kan komme alt muligt i denne dej – nu har du grundopskriften. Bag nogle gange med den, og så kører det. Prøv fx at skifte noget vand ud med en nisseøl – eller skift hvedemel ud med spelt, eller kom revne gulerødder og solsikkekerner i. Pynt med hasselnødder eller krydr med kanel og allehånde til jul…

Blev dine brød gode?

Kh Kristina

 

 

 

 

19 kommentarer til “Rugbrødskursus #6 – Vi bager det i dag!”

  1. Nu skal jeg lige holdes i hånden..
    Er lidt i tvivl om hvad du mener. Jeg har en kæmpe dej nu, og så skriver du jeg skal tilsætte surdej? Jamen den er jo i dejen fra igår?

    Like

    1. SÅ, nu skulle den geren være rettet – jeg havde for travlt, det må du undskylde. Du hældte jo surdejen i i går:-)
      Ja, dejen bliver kæmpestor, fordi der er meget surdej her til at starte med. Fra næste gang er der kun 0,5 liter, og så bliver der lidt mindre dej næste gang du bager. Giver den mening?

      Like

      1. Det kan du tro! Tak. Jeg er spændt på resultatet. Er lidt i tvivl om min surdej levede ordentlig. Nu står det i hvert fald til hævning, så må vi se om det virker!

        Like

      1. Det ser ud som om det lykkedes!! Skal jeg sende et billede? 😊 Glemte selvfølgelig i al min frustration at prikke i brødet 🙈

        Like

    1. Prøv at sætte det i ovnen v 40 grader en times tid. Kickstarter hævningen. Det kan godt gå langsomt for nogle her de første gange. Denise blev også lidt bekymret – men det endte godt:-)

      Like

  2. ok tak for svar 🙂 Jeg prøver…Men det har hævet længe nu synes jeg. Prøver det med ovnen og 40 grader 🙂
    Håber jeg bliver en garvet rugbrøds-bager-dame en dag ❤

    Like

  3. Det skal du nok blive:-) Jeg har bagt fremragende brød og elendige, umulige klister-brød med sort skorpe i årevis. Dem, jeg bagte sammen med jer her på bloggen, blev ok – det ene blev kulsort i bunden af uransageligt årsager. Men det smagte godt – er allerede spist. Håber, at det går med dine brød, ellers sender jeg dig en surdej. Kh K

    Like

  4. Megamange tak for opskriften til mine første hjemmebagte rugbrød overhovedet! Jeg har kun nået to bider varm endeskive med nutella og jeg er allerede kæmpe fan 🙂

    Like

Skriv en kommentar