Dagen går bare. Med hus, knus, lus, sus og dus. Alt for hurtigt går tiden, og så har man en teenagerknægt, som lige har fået en facebookprofil og statusopdaterer hver halve time med fotos af sin babylillesøster, der har fået øje på sit spejlbillede. Og man har også en yndig datter på 10 år, der så gerne vil poste allemulige smile-prinsesse-trutmund selfies på Insta, og som jeg slet ikke ved, hvordan jeg skal sikre ikke kommer ud i noget med at få sine fotos misbrugt, når hun er så smuk. Og en anden datter, lige så smuk og meget dyb, som bliver 6 år i morgen – og bare vil have risengrød og drømmekage og dele chokoladekiks ud. Marcipanroser og mangomousse og hvid ganache, gå SÅ hjem – en Prinzenrolle ved man, hvad er. Og en søn på snart 4, som kan glo på mig med grønne øjne, og så smelter mine knæ og al min erfaring som dug for solen – jeg kan ikke holde fast i nogen overbevisning og vil bare gøre ham glad. Hans smil går fra øre til øre, og 10 gange om dagen hvisker han “Moar, må jeg godt røre ved dine bryster?”. Begge arme ned i min bluse, hovedet på min skulder, kys på halsen. Og en baby, der twerker rundt på gulvet og næsten-kravler, og som da forresten lige også har opdaget, at hun gerne vil ammes i søvn. 14 gange.
Klokken er 21, James vil ikke sove. 
Han sidder her ved siden af mig ved spisebordet med sine malebøger, en kop te og synger Nephews “USA DSB”. Navnlig det stykke, hvor de siger “som en Fårking fejl” synes at appellere til ham i særlig grad. Silvia er puttet med kun en mindre nedsmeltning idag. Molly ser Youtube videoer i sengen om nailart og cupcakedesign, Bastian nyyyyyyder sin nye facebook identitet og finder gamle venner fra København. Ava sover. Omsider. Hun kunne ikke blive ammet i søvn i aften, for jeg skulle aflusse pigerne – og så blev hun gal. Længe. Det var pissesynd for hende. Gik ind og trøstede ofte, men i det store hele, så var hun gal, indtil hun opgav og faldt i søvn. Ak. James gik ind og sad hos hende og sang “Bim Bam Busse”. Jeg prøvede at forklare, at hun havde tør ble, var mæt, havde bøvset af og lå i en dejlig seng – så hun var “bare” utilfreds, hvilket skam var synd, men jeg kan trods mange års ammeerfaring IKKE kæmme 4 meter havfruehår med en 10 kgs baby ved brystet. Det går bare ikke. Nu har Molly fået hende til at falde i søvn. Tror bestemt ikke så det der med, at børn skal hyle sig i søvn – og tror heller ikke på udsagnet om, at “børn prøver grænser af” – de kæmper bare for, hvad de gerne vil have. Det gør voksne jo også. Men det kan altså bare ikke altid lade sig gøre at imødekomme hverken børns eller voksnes ønsker. Fx kan jeg ikke amme og aflusse samtidig, ligesom jeg ikke både kan amme 6 gange hver nat, være “på” fra 6-23 OG knalde 4 gange om ugen med min mand, selvom han skal også kæmper for sine ønsker på det område….
Livet bliver sgu levet. På godt og ondt. Ondt kommer længere nede.
Tiden skal bare stoppe. Det gode er lige nu, lige her. Tusind øjeblikke med stjernedrys og krammekys hver dag. Og lus og lopper. Silvia fortalte i dag til morgenmøde i børnehaveklassen, at hun da både havde lus, lopper (satans hankat med en pels, som snildt kunne ekvipere 2-3 Hellerupfruer med varmt overtøj) fodvorter og “heksetænder” (hun fik galt fat i at sige seksårs tænder). Jojo, husdyrene trives skam her i huset.
Jeg lavede en tragic fail i fredags. Havde en total off-dag (igen, fredag er min nye nedsmeltningsdag, før var det lørdag, som jeg skrev om her i et indlæg om, hvorvidt det er ok at græde foran sine unger eller ej), hvor jeg bare skulle gøre rent, forberede fødselsdag for Bastian, tænke over nogle konflikter, jeg er involveret i, blive enig med mig selv om, at jeg ikke skal have dårlige nerver over vores økonomi, forlige mig med tilstanden af både mit kondital, antallet af løse forbindelser på badeværelset (jeg får stød, hver gang jeg pudser spejlet) og synet af vores smadrede have i regnvejr, og så forsøge at være tilstede med en eller anden grad af nærvær sammen med Ava og James. Nej, han er stadig ikke kommet i børnehave i nævneværdig grad. Vi er i legestue, låner legekammerater i børnehaven og har det som regel virkelig skønt sammen i stedet for. Men ikke lige i fredags, jeg var ikke kvalificeret selskab for nogen eller noget som helst. Det er også det der skod-forbandede hormonbombe, jeg har fået installeret i livmoderen. Satans også. Hvorfor er der ingen, der har opfundet noget bivirkningsløs og problemfri prævention for kvinder, der tilmed VIRKER HVER GANG? Jeg mener, vi kan sende folk til Mars lige om lidt, vi har virtual reality-briller, lodrette altan-haver og kan udskifte hele hjerter – men gøre kvinder periodisk infertile uden bøvl, det er umuligt. Det må handle om manglende prestige i at forske i prævention. Ingen, der gider investere i det. Ingen smarte kongresser med pindemadder og powerpoints at tage til for den slags folk, der arbejder for kvinders frie valg om forplantningshastighed. Så gør dog noget, mennesker.
Nåmen. Altså. I fredags var jeg sur. Prøvede at tage mig sammen, og vi havde en OK hyggelig tur ud og købe ind til fødselsdag – Silvia havde også fri, forresten – bilen skulle til syn, hvilket gav mig yderligere nerver på. Hvis det kostede 25000 kr, skulle jeg altså til at sælge noget vitalt for at have råd til el og varmt vand fremover.
Vel hjemme fra Kvickly vågnede Ava efter endnu en 15-minutter lur. Jeg gik og ventede på, at hun ville sove en “rigtig” lur, så vi andre kunne smide os på sofaen og slappe og se en film sammen. Men nej. Så var det, at jeg virkelig kvajede mig. Jeg satte et “Just Dance” spil på vores Wii og tænkte, at det kunne de da køre løs på, James og Silvia, og så gik jeg løs på at gøre rent. Der gik 10 minutter, så røg de i totterne på hinanden. Jeg stormede ind i stuen og forsøgte at dæmpe gemytterne. “Han SLOOOOG”, “NAAARJ, jeg gjorde ARJ, du GUBBEDE!!!” “NAAARJ, din LOOORT” og så videre. Jeg var sur. “Nu må I finde ud af det, ellers SLÅGGER JARJ FOR DET ÅNDSSVAGE SPIL, og så må I KEDE jer, bare I er STILLE”. Der gik 5 minutter. Same-same.
Og så – endnu en gang, 3. gang, nu slog James Silvia med en af controllerne. Så farede jeg ind i stuen og skreg af mine to elskede børn. Over, at de blev uvenner om et spil, som de slet ikke kan spille selv, på en dag, hvor de godt kan mærke, at jeg er i ubalance. Jojo, de var også umulige og træls og alt muligt, men stadig. Tragic fail, elementær magtmisbrug. Dårligt forælderskab. Jeg skreg. Alle mulige dumme varianter af, at de skulle skamme sig, at de skulle være stille, at de ikke må slå, bide, sparke og i øvrigt forulempe eller trække blod, og at nu var det op på værelset. Tilmed. Og så hev jeg de arme unger i armen op af trappen og halvt smed dem ind på hver deres værelse. Hev så James ind til Silvia, for så måtte de sgu løse deres pis selv og ikke komme ned til mig, førend de kunne være søde. HOLD DA KÆFT, JEG VAR DEN VÆRSTE; DEN STYGGESTE MØGKÆLLING I VERDEN. Dumpede på alle parametre. Gør så ondt at skrive. Mere ondt at tænke på. Jeg var ikke nået ned ad trappen, før jeg vidste, at jeg var SÅ galt på den. Satte mig ned og pustede ud og forsøgte ikke at tude. Samlede mig selv. Gik ind til Silvia, som nægtede at se på mig, lå på gulvet. James græd. Det tog mig lang tid at fortælle om, hvor dum, jeg var, hvor forkert, det var at skælde ud. James er lille, han tilgav mig alt for hurtigt. Det er hjerteskærende, så loyale, de fleste børn er. De tilgiver forældre de værste, mest rædselsfulde ting. Bare knægten dog bar nag i timevis, når han blev så uretfærdigt behandlet. Magen til latterlig magtdemonstration skal man lede længe efter. Frygteligt, det der besejrede udtryk i børns øjne, når deres voksne har lavet en magtkamp ud af en konflikt. Rædsomt.
Silvia lod mig heldigvis stege i over en time. Godt for hende. Kloge pige. Endelig godtog hun min undskyldning til sidst. Vi skrev sammen på vores tavle i entreen, at mor aldrig mere må hive i arme eller skælde ud, når hun slet ikke ved, hvad der skete. Eller gøre børn bange, fordi hun er så gal. Så nu skal jeg bare leve op til løfterne. For jeg vil aldrig gøre dem, verdens mest vidunderlige børn, så kede af det igen, bare fordi jeg er hidsig på en åndssvag måde. Det er såmænd sket før. Ikke tit, men dog alligevel. Fx her, et indlæg fra 2012. Bliver nok FOR gal ca hver tredie måned, oftere, når jeg er gravid. Og åbenbart, når jeg har hormonspiral. Hiver kraftstejlemig den formindskede, kemi-indsovsede renseribøjle ud i morgen.
Ber’ til, at der er andre damer, der også bliver sure nogle gange.
Mit eneste forsvar er, at jeg i det mindste havde selvindsigt nok den morgen til at gå over i børnehaven med James. Men de skulle på tur ud i en skov, hvor de skulle være til ud på eftermiddagen. I 2 grader, regn og storm. Det lød bare ikke fedt i mine øren. Kan ske, at nogle børn elsker at være våde og kolde, spise gennemblødte madpakker i en skov uden toiletfaciliteter (der er børn ned til 2,5 år med, ble børn endda) og ikke kunne vaske fingre inden maden – men jeg tror nu mest, at det er voksne, der elsker den ide. Det var lidt for Carl-Mar agtigt til James og jeg, så vi gik hjem igen. Men jeg kunne bare ikke den dag. Det skal jeg kunne fremover. Tænker meget over hvordan.
Nu venter min mand med kaffe og KitKat. Han kom hjem med hvide roser til mig i fredags. Efter jeg havde grædt snot i telefonen. Godt, at han har meget brede skuldre. Håber, at du også har.
Kærlig hilsen Kristina
Kristina Hobbs - mor til 5 
Kære du. Jeg kender det hele. Det er svært til tider og den eneste der har ansvaret er den voksne. Den erkendelse er så vigtig og så svær engang imellem at man når man har de der ture du beskriver slet ikke kan klare sin dårlige samvitighed. Mine børn har set samme sider af mig – højgravid presset tudende råbende og undskyldende..tegnende sammen med børnene ved vores tavle hvor der stadig er et hjerte ( kærlighed) et øre (lytte) og en mund ( tale roligt). Den minder vi hinanden om..jeg kan huske du skrev om at være autentisk. Det er der du er og jeg er i de situationer. Det er en svær side man skal erkende og heldigvis ser børnene også det ik er ok at råbe eller skælde ud og det ser de i dig og mig når vi fortryder. Det er også en gave. Svær men en gave. De kan afkode en og vi lader os afkode. Det er da bigtigt! Årh ja jeg blir aldrig klog på børnehave el ej. Jeg ser vores knap fireårig blir forvirret af korte dage sø lange dage så fridag så weekend..men jeg ser hun er såå sej i børnehave pg glad men jeg ser også hendes savn..årh nu tuder jeg! ( er gravid i uge 41!!) – jeg vil gerne holde hend Etienne men tør simpelthen ikke fordi hva med skole hva med at kære hende det pres der også er når hun skal starte der med mange børn ( hun kan ik li uro) hva med alt det..men hva med vores nærhed og kærlighed her sammen som vi har så meget af men som
Kan føles det blir taget lidt væk i hverdagens afleveringer..ja jeg savner dem. Vilma på 5 vera på snart 4 nora på snart 2 hos mig og snart lille babypige..jeg må ha dem mere hjemme. Men forstår ikke hvordan jeg skal jonglere i deltidsbørnehave eller nåde korte pg lange dage eller fridage i ugen..det gir mig sku stres. Sådan er mit liv med mine børn med mit overskud som jeg virkelig har til dem og med min autenticitet som
Jeg også har når jeg mister roen og tuder og kan skælde ud..det er hårdt at være forældre nogen gange. Men vores børn elsker os og vi skal være ydmyge og taknemmelige:)!
LikeLiked by 1 person
Åh kære du – højgravid og hjertevarm 😘 tak for dejlig kommentar
LikeLike
Ja det er en stor hormonbombe! Beklager mine slåfejl – er oisse træt. Vil gerne føde nu! Min mand arbejder i rummer ved siden af – ja han er også selvstændig! Jeg kender til alle de overvejelser du har – mine børn er bare endnu ik så store. Jeg er træt nu..sov godt:)!
LikeLiked by 1 person
Håber der kommer veer lige om lidt. Bliver vidunderligt med baby!!Går til køjs når jeg har pakket gaver ind t silvias føsda i morgen. Godnat kære:-)
LikeLike
Hey! Har du født?? Kh K
LikeLike
Det har jeg:)! Sidste onsdag fik vi lille Petra. Fuldstændig vidunderlig som har slået benene helt væk under os:) fire smukke piger i vores liv har vi nu:). Tak for tanken:)
LikeLike
Orvs undskyld – du er både Thilde og Designparents. Din sidste kommentar er vist herinde 3 gange fra forskellige konti – jeg fik lige overset det. Undskyld og tillykke igen!
LikeLike
Love it! Og har vi ikke alle været der … Og hadet os selv for det! Også dem med “kun” 1 eller 2 børn 😉
Stort kram. You are doing great!
LikeLike
Tak, Anja – kram tilbage
LikeLike
Kære Anja – tak for din kommentar. Tjo, det har vi formentlig. Jeg imploderede også, da jeg kun havde 1:-) Kram K
LikeLike
Hej Kristina. Med årene har jeg fundet nogle af dine indlæg lidt over i den frelste genre, men elsker dem stadig og det frelste er stadig kun lidt og opvejes fuldt ud af fine refleksioner, humor og godt indhold. Men der hvor min respekt for dig er helt total er der hvor du tør være så ærlig om dig selv og dit moderskab. Har læst lignende indlæg før, men dette er også virkelig godt. Jeg genkender mig selv meget i det, og det er rart at vide at man ikke er alene i at fejle og have dårlig samvittighed. Vi kvinder burde dele og lære meget mere af hinandens erfaringer på den konto. Ville ønske jeg selv havde overskud, mod og selvværd som dig til at være åben om det i den grad. Og personligt har jeg faktisk fået taget en hormonspiral ud fordi jeg var på vej mod regulært vanvid. Nu lider jeg af (og mine omgivelser) “bare” almindeligt af hhv pms, ægløsningssurhed og blodmangelssurhed – dvs. Tre dårlige perioder om måneden og ca en weekend i zen, lige inden menstruationen. Det er så langt ude. Men tak for erindringen om, at jeg ikke er alene.
LikeLike
Kære, kloge ven. Hvor er jeg glad for din kommentar. Tak, fordi jeg altid får gode, ærlige ord med på vejen fra dig. Jeg tror, at de fleste, som indimellem ikke orker alle mine frelste tirader bare lige så stille dropper at læse med, og så får jeg jo aldrig at vide, når jeg bevæger mig lidt væk fra mit ellers tolerante og pragmatiske udgangspunkt. Så tak, jeg kan bruge dine ord til rigtig meget. For du har ret – nogle gange, når jeg genlæser et indlæg, så er jeg heller ikke heeelt sikker på, om jeg sådan heeelt er enig med mig selv. Jeg er ihvertfald ikke skråsikker. I nogle perioder omgiver jeg mig nok bare med lidt for mange andre, der også hjemmepasser og skælder ud på institutioner og karrierer og den sådan helt almindelige verden. Som definerer sig voldsomt som værende i opposition til den. Og det ender jo så ofte med, at man, når man skal kæmpe for sin ret til at være anderledes, får lidt for travlt med at skælde ud på alle dem, man adskiller sig fra. Sagen er, at jeg ikke føler, at jeg overhovedet skal kæmpe for at leve mit liv, som jeg gør – jeg møder ikke modstand blandt andre mennesker eller systemer. Derfor behøver jeg jo ikke sidde så højt til hest og blive frelst. Jeg bliver nok præget af dem, jeg er sammen med. Det er en herlig flok, nogle af dem er meget frelste, perfektionistiske, intolerante, krigeriske og stolte af det. Det vil jeg være mere opmærksom på ikke at være. Har fået en ny og IKKE hjemmepassende/hjemmegående veninde her lokalt, som faktisk ofte skoser mig lidt for at hive for langt i en retning, og det vil muligvis holde mere i mine tøjler:-) Tak til dig. Det er så vigtigt at kende mange forskellige slags kvinder med forskellige liv.
Og tak for dine rosende ord. Jeg er jo lettet over at høre, at det ikke kun er mig, der erfarer stigende grad af fis i kasketten pga hormonspiral! Og JA, det er så langt ude, det med de goddam hormoner! Jeg fatter slet ikke, at det skal have så stor effekt i ens kvinde liv, hvad fanden er det for noget??? Det lyder sgu da også slemt med blot 1 weekend i equilibrium. Æv, altså.
Jeg er heldig at have dig som læser.
Kram fra K
LikeLike
Åh, jeg synes altså slet ikke du generelt er frelst, og nu lyder det som om det var helt vildt meget.Det var bare en tiny winy lille smule – nogengange. Men det skrevne medie er nogen gange tricky. Hvis jeg havde en blog, ville jeg bestemt fremstå som mere en bitch, end jeg egentlig er. Og i det store hele synes jeg virkelig slet ikke du hverken fremstår eller er for frelst. Men jeg tror også det handler om, at jeg måske lidt bedre kunne sætte mig ind i “den hjemmegående” verden, da jeg havde barslerne tæt på. Nu er de desværre langt væk, og når man har fuldtidsarbejde (er gået op i tid, da jeg virkelig trængte til et nyt job og ikke kunne) finde noget på på deltid, så er det desværre mest ferierne uden planer (elsker dem for det meste), der kan minde om dit liv. Weekenderne er så pressede med praktiske ting. Der er også dejlige øjeblikke, men også mange pressede, uden den der gode tid og nærvær, som der er så meget godt af i jeres liv. Jeg misunder det meget. Men tror heller ikke jeg kunne bytte. Har jo i hvert fald ikke gjort det endnu. Er også glad for mig liv på mange måder, men arbejde, små børn og nærvær er sgu’ ikke en optimal kombi. Vi kan desværre ikke få flere børn, men også svært tilfreds med og taknemmelig for dem jeg har.
Men det er så inspirerende og sundt med dit mod til at være åben synes jeg. Jeg tror virkelig der er et potentiale i at kvinder (og mænd) viser mere af deres uperfekthed og deres åbenhed. Er ikke så begejstret for Svend Brinkmann (eller måske er det snarere den måde han bliver udlagt i medierne på – lidt for simplicieret). Men jeg synes helt klart der er en pointe om, at det er en del af livet nogengange at fejle, være sur, være en bitch, som for mit vedkommende, være ked af det, være vred, også når det gælder det store tabu for kvinder – ikke at være helt perfekt over for sine børn. Hver gang jeg læser din blog får jeg lyst til at lave min egen. En dag bliver lysten måske stor nok til at det kan realiseret, hvem ved.
Anyways, jeg er superglad fordi du tog positivt imod min kommentar. Og ja, du har ret, det er faktisk næsten lettere at lade være med at læse med end at gøre opmærksom på, at man måske har en lidt anden holdning. Men at stoppe med at læse med, er jo så en mulighed når man som jeg er afhængig af din blog, med al den livsvisdom og humor som du præsenterer der. Kh/Kirstine
LikeLike
Kære Kirstine –
Tak for endnu en ærlig kommentar. Ville elske at læse noget fra din hånd. Tusind tak, fordi du læser med stadigvæk. Hold mig fast på ikke at blive frelst, please? Kæmpe kram og god vinterferie. Kh Kristina
LikeLike
Herligt indlæg – although, I feel your pain!😜 Jeg er selv ved at flytte indhold fra min Google+ profil og over på en gratis WordPress-blog, der, som din, også primært er hverdagsglimt fra en aldeles uperfekt hverdag med 3 børn, mand og hus. Så sent som idag har jeg skrevet om kampen med idealerne – jeg synes den er evigt tilbagevendende😁 Som allerede nævnt finder også jeg det befriende, når jeg læser noget, der, trods al skam, bekræfter mig i at sådan er det sgu nok bare at være forældre – den slags sammenbrud er børn designet til at kunne tåle, de skal nok slippe levende fra det. You rock, Kristina, glæder mig til at læse mere på din sjove og skønne blog!
LikeLike
Hej Pia – jeg må da lige et smut over til dig og læse med:-) Held og lykke med flytningen. Håber, at det går godt, synes, at jeg har læst mange dårlige erfaringer med flytteriet , gys…. Du er meget velkommen her hos mig, tager gerne imod alle ideer og kommentarer. Og tak for ros:-) Kh Kristina
LikeLike
Kære Kristina
Du skal være hjertelig velkommen. Jeg er faktisk ganske inspireret af dig, forstået på den måde, at det er din fortjeneste, at jeg har fået mod til at skrive ‘frit fra leveren’, selv med tanke på, at andre læser med. Det gør du nemlig på en befriende ærlig og humoristisk måde – selv, når du formidler alt ‘det grimme’ fra hverdagen – og det synes jeg er fantastisk! Tak for det!😊
LikeLike
Uha, hvor vildt at jeg sådan inspirerer – dejligt, mange tusind tak:-) Glæder mig til at læse med hos dig. Kh K
LikeLike
Elsker din blog 🙂
Fedt at du skriver hudløst og ærligt ….. Mere af det 🙂
Tror vi alle har været der, hvor man et øjeblik har lyst til at hejse ungerne op i flagstangen et lille øjeblik, for så bagefter at få ondt i hjertet og føle sig som verdens dårligste mor 😦 Hørte engang en psykolog udtale, at børn altså kan tåle ret meget og at det er ok at se at mor at helt menneskelig og ikke en superwoman!! Og som min mand siger, vi kan da ikke sende dem videre på deres vej og tro at alt er lyserødt. Så får de skisme da et chok! Det er jo rigtigt, når mor her synes alt helst skal være i skønneste orden 😉
Du lyder som en skøn mor 🙂
Og skønt med endnu flere indlæg!
Ha’ en skøn weekend 🙂
Mette
LikeLike
Kære Mette. Tak for ros, jeg er virkelig glad for, at du forstår, hvor jeg “kommer fra” 🙂 Min mor er også børnepsykolog, og hun er altid ved at falde ned at stolen og kiiiiimer mig ned, når jeg skriver sådan et indlæg. Men sådan er det nok, når det er ens egen familie, det handler om! Skønt med skønt på, at du ikke ryger ned af stolen over alle de indlæg, som flyver ind på bloggen lige nu. Tak for interessen. Kh K
LikeLike