Hej derude! Jeg gider ikke rasle. Jeg er faktisk lidt genert anlagt, sådan helt inde under alt det, jeg har lært om at kontakte fremmede mennesker i løbet af mine snart 39 år. Og at skulle stå der i et eller andet mere eller mindre hjælpeløst outfit og skråle, at DE skal give mig noget og noget med trusler om ballade – på deres eget dørtrin, hvor jeg pr definition er på udebane, de EJER ligefrem jorden, jeg står på – det er for mig ikke en særlig rar situation.
Ubehageligheden fra min barndoms raslerier i gårdhavehusene i Albertslund sidder stadig i mig. Jeg tror ikke, jeg gjorde det så ofte – men måske husker jeg helt forkert. Det i dag, så bare kom an, unger – her i hytten er der Smarties til alle.
Nåmen herhjemme skal James være sørøver. Pigerne katte, Bastian Harry Potter og Ava tror jeg skal være en dreng. Jeg skal være HipHopper. Tænkte, der skal være noget, hvor jeg ikke er malet i hovedet, så Ava ikke tror, at en fremmed hane, politibetjent eller Bedstemor And har kidnappet hende og snuppet hendes mors duft. Prøv at læse med i den her artikel, som jeg har sat sammen – der kan du læse om 5 mor-bloggeres fastelavns forestillinger og forventninger. Det er ret hyggeligt læsning:-)
Her køber man (oftest) kostumer. Jeg har sat nogle billeder ind fra forskellige fastelavnskostumer, hvoraf kun Minecraft-manden er hjemmelavet. Og det er altså min mand, der fiksede den…Vi har fødselsdag 5 af os herhjemme indenfor en måned her i den mørke vinter, så det er mere en fødselsdagstid end en fastelavnstid. Arrangementstid. 5 forældre havde glemt Silvias fødselsdag, da vi fejrede den i går. Løve mor her blev naturligvis skidesur lige først – men nu er jeg atter rolig. Det var jo en fin dag alligevel, Silvia livede op igen lidt efter lidt.
Jeg tænker, at der er andre end mig, der synes, at barren for antallet af arrangementer overstiger vores formåen. Legegrupper, fødselsdage, forældremøder, fællesture, fremvisninger, ferniseringer. Der er endda fælles skøjteløb i Mollys klasse idag – og hun bad pænt om at blive fri. Har lovet mig selv, at jeg skriver det med antallet af arrangementer på dagsordenen i mine børns klassers forældremøder. Vi må nok justere lidt, så de gode intensioner om engagement ikke betyder, at vi er ved at dejse om af udmattelse og glemmer halvdelen af aftalerne. Se hinanden i øjnene og erkende vores begrænsninger. Det må ikke være en angstpræget oplevelse at åbne forældreintra – pragmatismen længe leve. Jeg vil foreslå, at vi laver kvartalsfødselsdage i alle klasser. Går sammen mange forældre sammen og holder festen i fælleslokaler. Så kan vi alle få vejret, fødselsdagsbørn bliver ikke skuffede over manglende fremmøde, og ingen familier er tvunget til at leve af kyllingelår, cherrytomater og Frost-kage i to uger, fordi der ikke var aftagere nok til kaskaderne af produceret fødselsdagsmad.
Der var fastelavn i børnehaven i fredags, i legestuen på tirsdag og på skolen fredag. Og SÅ ER DET VINTERFERIE! JUHU! Nu vil jeg lade snaskede gulve være snaskede gulve og gå ud i det lurende forår, så lathyrus og plukke vintergækker.
Hav en dejlig søndag!
Kh Kristina
Ja, kvartaltsfødselsdage er ikke en helt dårlig idé 🙂 kh. Birgitte
LikeLike