Jeg er sgu ikke supermor

I politiken idag har to feminister et indlæg. Her. Jeg svarer så lige.

Jeg forbløffes over, at begavede journalister som Ditte Giese og blogger Mette behøver bruge så nedværdigende retorik i et debat indlæg. Det virker fordomsfuldt at beskrive det at vælge at gå hjemme med sine børn eller gå på deltid som et “prestigeprojekt”, og mødrene som “supermor” – og fortsætte med den sædvanlige tirade om at bage boller i en evighed. Hey. Ditte og Mette. Hør lige. Det er for billigt købt. I behøver ikke betale en krone for mig. Jeg skal ikke på betalt forældreorlov. Jeg er med på, at I i jeres udgave af feminisme mener, at jeg ikke har noget væsentligt på mit CV, når jeg er færdig med at gå hjemme og passe børn og hjem. Jeg er uenig, men det gør mig ikke mindre feministisk. Mit CV er propfuldt her 8 år efter, at jeg blev færdig som antropolog – med erfaringer, netværk, sundhed, pragmatisme, refleksion, snusfornuft, it-kundskaber, problemløsning, mikroskopisk forbrug, skribentopgaver, iværksætteri, frivilligt arbejde, ingen gæld, værdibaseret familieliv og 5 sunde, raske børn. Og jeg har et job, når jeg til sommer skal tilbage på arbejdsmarkedet – et job, som muliggør, at jeg stadig selv passer min yngste på 1 år hjemme. Hun er nemlig så lækker, at jeg ikke vil gå glip af noget som helst, og jeg tror, at hun udvikler sig bedre sammen med mig og hendes 4 søskende og alle vores dejlige venner i legestuen end ovre i den udmærkede institution, hvor min næstyngste har en deltidsplads. Jeg bruger også min tid på at tage mig af mine større børn, som alle i perioder har brug for ro og nærvær for at få livet til at give mening. Om nogle år vil jeg bruge tid på at tage mig af den ældre generation i min familie, som får brug for bisiddere, samtaler, omsorg og pleje på en anden måde og udover det, de kan få af professionelle over deres skattebillet. Hvis jeg må for dem. De siger ude i samfundet, at hverken børn eller ældre har det særlig godt i institutionerne. Mit svar er, at jeg gerne vil bidrage.
Det handler ikke om prestige, at jeg gerne vil bruge min tid sådan, det handler om, at det gør mig godt at vide, at jeg gør en positiv forskel for mine nære. Det lyder pissefrelst, men det handler altså om mere end at komme valsende ind på Mælkebøttestuen eller plejehjemmet i plissé med speltboller. Det er skidesvært at hjemmepasse børn, og det er hårdt arbejde at tage sig af ældre mennesker. Bare så I ikke tror, at jeg kan gøre det med venstre hånd in-between møder på redaktionsgangen.
Jeg siger ikke, at alle skal gøre sådan. I vælger måske anderledes, fordi I bliver lykkelige af noget andet. Lad os da fejre det valg som et af vores samfunds største rigdomme istedet for at fastlåse hinanden i den nuværende model. Jeg ønsker i øvrigt på lige så pisseirriterende og frelst plan at gøre gode valg for miljøet og bruger tid på min kompostbunke, på at fodre fugle med børnene, så grønkål og på at bruge hele dage på besøgsgårde. Det tager tid, som jeg ikke ville have, hvis jeg skulle arbejde sådan, som I ønsker, at jeg skal. Jeg har kun 24 timer i døgnet. Jeg tror, at børnene og miljøet er en bedre investering af min tid end lidt mere i skattefars hullede portemonnaie. Jeg kan ikke se, hvordan den prioritering retfærdiggør, at I forsøger at udstille mig som supermor. Jeg har indset min begrænsning,at jeg ikke er “Super-noget som helst” og jeg kan ikke både arbejde fuld tid og have børn. Jeg har brug for ro for at være ok – andre har brug for at føle sig “Super” og klare ærterne og høste ære. Tror jeg.


Jeg tror, at det er godt investeret at prøve at finde en livsstil, hvor man gør noget, man er god til, og som gør én lykkelig. I mellemtiden vil jeg være en del af den bevægelse, der muliggør alles frie valg af arbejdsliv, og det vil jeg gøre ved at hævde, at min families valg betyder færre skattekroner, men større trivsel og mindre sundhedsudgifter for staten. Jeg tør ikke vende tilbage til et arbejdsliv, som det, jeg havde, da jeg kun havde 3 børn og 32 timer i en studieadministration. Folk gik ned med stress som fluer og gør det stadig. Med sygemeldinger er man hverken en gevinst for samfundet eller familien. Jeg kan godt se, at jeg med kun periodisk deltidsarbejde ikke maksimerer økonomiske værdier i samfundet, fordi jeg ikke betaler skat og er med til at vækste. Men Ditte og Mette- det tror jeg altså heller ikke er vejen frem. Der er alt for mange i min generation og yngre, der går til af stress i forsøget på at balancere arbejdsliv og familieliv. Jeg tør slet ikke gøre forsøget, har ikke lyst til at føle mig utilstrækkelig og blive syg af stress ligesom utallige andre mennesker. Og jeg tror, at alle de stress- og depressionssygemeldinger, der lige nu overrumpler arbejdspladser og venteværelser, medfører en voldsom økonomisk lussing til hele den model af arbejdsliv, I gerne så, at jeg tilsluttede mig. Vores nuværende samfundsideal tror jeg simpelthen er ved at revne, og i asfaltens sprækker vokser som bekendt det skønneste ukrudt. Nye modeller for jongleringen af arbejde og familieliv. Der findes utallige måder at kombinere de to på, og jeg forstår simpelthen ikke, at I er så firkantede i jeres tro på, at kvinders samfundsposition ville være stærkere og samfundet rigere, hvis bare vi allesammen bagte lidt mindre og arbejdede lidt længere på kontoret.
Jeg følte, at jeg skulle på arbejde nr 2, når jeg hentede mine trætte børn kl 15.30 efter min i jeres optik endda korte arbejdsdag. Det var rædselsfuldt, jeg savnede dem frygteligt, og det var en konstant mangeltilstand både på arbejde og derhjemme. Min mand havde det anderledes, og så fordelte vi de opgaver i vores familieliv, efter hvad vi helst ville lave.

Jeg har i under mine 5 barsler plus 4 år som hjemmegående mor til små børn knoklet røveren ud af bukserne, skrabet smørret, grebet chancer og ikke kostet samfundet en øre – jeg har tværtimod, tror jeg, sparet det offentlige for udgiften til en specialskoleplads, en stresssygemelding og øget mulighederne for, at mine børn vokser op i et hjem, hvor vi hver især gør det, der føles rigtigt og giver mening lige nu.

Lad være med at antage, at jeg har gang i et prestigeprojekt og er en supermor. Jeg har ingen chef og ingen kolleger, der ser eller anerkender mit “arbejde” så prestigen er det rimelig hovedløst at jagte i mit “job”, og jeg har valgt det, fordi jeg har indset mine begrænsinger, ikke fordi jeg er SUPER. Lad os droppe det med at pege fingre og kategorisere. Jeg synes, at det udhuler en vigtig debat om, hvordan vi kan gøre vores samfund rummeligt, så os, der IKKE kan både fuldstidsarbejde og have børn, også har en chance. Jeg er ikke ude på at komme i lommerne på jer. Jeg tror, at vores samfund bliver rigere, ikke fattigere, hvis vi mindsker sygefraværet og forældres dårlige samvittighed, børns evindelige sygedage (som den hjemmegående forælder altid tager) og samfundets stress-regninger. Lad os lige tage debatten i en god tone fremover.

Du, kære læser – er måske uenig, og det håber jeg faktisk, så vi kan debattere. Det bliver vi allesammen klogere af.

Kh Kristina

Reklamer

10 kommentarer til “Jeg er sgu ikke supermor”

  1. Jeg er helt enig, Kristina. Tak fordi du sætter ord på det, der følger med at gå hjemme. Det kan være svært at gøre rede for og begrunde sine valg over for karrierekvinder der peger fingre. Jeg går nu hjemme med mine 3 børn (den ældste er nu i skole) på 3. år og jeg følger mig rigere end jeg nogen sinde gjorde på jobbet. Jeg er som dig overbevist om, at det gavner samfundet langt mere i sidste ende at hjemmepasse mine end at tvinge dem ud i et fremmed miljø i en institution allerede fra spæd af. I hvert fald gavner det vores familie og vi høster dagligt glæde, ro og nærvær af den beslutning jeg tog om at gå hjemme i sin tid. Jeg kan kun tale for mig selv. Men mange kvinder er desværre blevet rodløse i deres søgen efter prestige, karriere og i at ligestille sig med mændene. Og derfor begynder de at sable ned på dem, der hviler i sig selv og anerkender deres kvindelige behov og ønsker og evner til at passe sine egne børn. For jeg tror det ønske ligger dybt i alle, som et instinkt, de fleste prøver desværre at feje det af vejen som en craving efter chokolade eller som en forfængelighed der skal mestres. Mange kvinder er i deres feministiske ligestillings kamp kommet længere væk fra deres feminine natur end hvad godt er, tror jeg. Og det nager i underbevidstheden på dem, så for at få det bedre med sig selv sabler de ned på dem som forbliver i kontakt med sig selv og sine kvindelige og moderlige værdier og instinktive følelse af hvad der føles rigtigt. Den danske samfundsmodel er ved at krakelere, det er jeg dig for enig i. Og heldigvis for det, for måske kan vi dermed nå at redde de kommende mange generationer fra en stigende grad af institutionalisering, fremmedgørelse fra forældre og øvrige familie, weekend-kæmpebørnehaver på 300 børn og alle de diagnoser, depressioner, stresstilfælde og angstplagede børn der kommer ud af det.

    Liked by 1 person

  2. Nu fik jeg så også læst artiklen i politiken. Vi har også valgt at jeg er hjemmegående selvom begge børn er over 1 år. Som jeg ser det, er der meget lidt viden/forståelse i artiklen for, hvad det gør i en familie, at en forældre har tid til at være hjemme. Slut med problematiske børns sygedage, slut med panikindkøb efter arbejde, afskaffelse af den berygtede ulvetime, for bare lige af nævne et par af goderne. Og ja, det får nogle konsekvenser senere i livet, ligesom alle valg man træffer… Jeg kan så tilføje, at jeg ikke gør brug af den tyske “betaling” for at hjemmepasse børn (150 € om måneden) fordi vi har valgt den yngste på 2 år har 3 formiddage om ugen i en vuggestue. De 10-15 timer bruger jeg så på mig selv, og det firma jeg er ved at opstarte. Bliver helt irriteret over at føle mig så provokeret af artikel, når der tydeligvis er så lidt forståelse for børns behov efter den “lange” barsel på 1 år…. Her hvor vi bor, skal jeg nu igang med 3 års barsel for yngstebarnet, selvfølgelig uden betaling, men vi prioriterer anderledes i økonomien, for at jeg kan gå hjemme, indtil børnene i hvert fald er i børnehavealderen. Som jeg oplever det er familiepolitikken i Tyskland både mere familievenlig og børnevenlig end i Danmark.
    Godt svar på artiklen, Kristina!
    Vh Marianne

    Liked by 1 person

      1. Hej Theis
        tak skal du have. Indlægget er for langt til at være et debatindlæg og for kort til en kronik, så jeg skal lige tænke over, om jeg skal skrive det om..Men det er sørme pænt af dig at opfordre:-) Kh K

        Like

  3. Hej Kristina, tak for dit indlæg – der som du selv skriver – er med til at holde gang i en vigtig debat.

    Jeg mener også, at det er på tide at ryste op i den en danske/vestlige/moderne samfundsmodel, som er sammensat på en gammel industriel struktur, og som egentlig slet ikke er i tråd med tidens teknologi og muligheder. Den nuværende model ER for firkantet – så alle der hælder til den, ender selv med at fremstå firkantede.

    Der er noget galt, når stress og langtidssygemeldinger er blevet en folkesygdom – for ikke at nævne andre dødelige stressrelaterede sygdomme, som for eksempel kræft. Det koster helt sikkert arbejdsgivere og statskassen mange penge. Fordi man (politikere og fagforeninger) enten ikke vil, eller ikke har evnerne til at sammensætte en model der tilgodeser familier og menneskets begrænsninger. Begrænsninger, der meget vel kan betyde større fleksibilitet i arbejdslivet, hvor man sammensætter en arbejdsuge der er tilfredsstillende for både arbejdsgiver og arbejdstager – og samtidig fordrer at man er sikret pension med sådan en model. I dag er livet som freelancer en usikker levevis – med mindre man er gift. For er du alene mor, og alene om hele ansvaret, bliver hele modellen lidt sværere at efterleve. Samtidig med at det økoomiske fundament bliver en anelse mere usikkert.

    Som jeg læser artiklen, så er det mere en bekymring på mødrenes vegne, end det er en anklage. Det er et wake-up call om, at hvis denne tendens bliver stigende, så kan vi godt risikere et tilbageskridt for ligestillingen, og kvindernes plads på arbejdsmarkedet. Den risiko kan jeg godt se, med mindre at hele modellen laves om. Forfatterne til artiklen ser gerne, at fædrene kommer mere på banen i det regnestykke, hvor nærvær og tid med børn opprioriteres i forhold til karrieren. Fordi den pris mange kvinder betaler i det nuværende set-up, konstant giver dem økonomisk baghjul i forhold til mændene – også når det gælder pension. Den del af debatten synes jeg også er væsentlig. Alt andet lige, vinder børnene også på muligheden for en mere lige rollefordeling – for samværet med far, er jo også vigtig for børnene, især drengene. Men lysten skal være der. Så den enkelte familie må gøre op med sig selv, hvordan de vil sammensætte arbejdsliv og familieliv. I dag er det næsten en umulig opgave, fordi rammerne er for stive, gammeldags og firkantede og stammer fra en tid, hvor det kun var manden som var på arbejdsmarkedet. Man har glemt at opdatere modellen efter, at begge forældre har ret til at være på arbejdsmarkedet, uden at det sker på bekostning af familien. og her må vi desværre konstatere, at den nuværende model kun kan fungere på bekostning af familierne. Børn og ældre glider ud af familiesamværet.
    Børnene institutionaliseres når de er spæde, og de ældre sendes på plejehjem, for at blive endnu mindre selvhjupne og ensomme individer. Ægtefæller igennem generationer skilles ufrivilligt, fordi der ikke er plads til en model på plejehjemmene hvor man bor sammen med sin ægtefælle, og samtidig skaber et aktivt liv for alle beboere. I sådan en model ville der måske også være mere plads til, at familierne (ægtefæller og børn) fik lov til at hjælpe med at løfte opgaven?

    Det de to forfattere efterlyser, gør kun regnestykket og modellen mere kompleks. Men det bliver det jo ikke mindre interessant af. Men at stemple de mødre eller familier, som har valgt en anden model end den konventionelle, som en byrde for samfundet er at gå over stregen. Det er den nuværende model som er en byrde for samfundet. For enten skal man efterleve paradigmet, med risiko for et sammenbrud af helbred og familieliv, eller også skal man melde sig helt ud. Måske ligger en af årsagerne til de høje skilsmisserater her, fordi mange knækker halsen på de modstridende og urimelige forventninger som samfundet stiller os, og som vi selv stiller hinanden. Den gyldne middelvej er så godt som ikke eksisterende, fordi “halvtid” (på 32 timer/ugen) ikke løser problemet for familierne.

    Så jo tak, velkommen til debatten, hvor vi kan få sat skub i tingene så samfund, erhvervsliv, familier, voksne og børn vinder ved at få mere tid til nærvær og ansvar, og vi alle kan vækste på økonomi, helbred og tid. Vækst er jo det helt store paradigme, men hvad med kvaliteten, kapaciteten og de knappe ressourcer? Jeg efterlyser et paradigme med optimering af arbejdsforhold, break-even (hvor man passer på medarbejderne, i stedet for at presse dem for hårdt, så de brænder sammen), og kvalitetstid til familierne. For alene ved at være en familie bidrager man til samfundet. Det skal man ikke klandres for at have valgt at gøre. Så må de der ikke har det ansvar tage deres tørn i erhvervslivet, i stedet for at surfe halvdelen af ugen væk i al for meget fritid, TV kiggeri og ensomhed. Nok skal vi bidrage til samfundet, men det gør vi på mange måder alle sammen. Hver ting til sin tid. Fleksibilitet og rummelighed. Samfundet omhandler ikke kun økonomi, selvom man ofte får det indtryk. Velkommen til de visionære der tør at holde fast i en ny model med disse nye perspektiver, med plads til mennesket (og alt levende på denne jord), kreativ udfoldelse og andre leveveje til selvforsørgelse.

    Like

    1. Kære CC – tak for en ualmindelig velargumenteret og velskrevet kommentar. Jeg læser igen og igen ordene “Børn og ældre glider ud af familiesamværet” og “fleksibilitet og rummelighed”. Velkommen til de visionære, indeed – du og jeg og en masse andre er på vej mod et samfund, hvor rollerne er mindre prædefinerede end nogensinde. Det kræver omtanke, og det kan være meget vanskeligt at navigere i alle de valg. De unge siger jo nu til dags, at alle de valg stresser dem i sådan en grad, at de bliver syge af det. Og så den del af befolkningen falder af vognen i stor stil – uanset om man mener, at de klynker eller ej, så falder de ikke desto mindre. De er ikke velfungerende, aspirerende voksne mennesker, mange er helt paralyserede, lider af alle mulige moderne mangelsygdomme (mangel på opmærksomhed, på mad, på vitaminer, på IG-likes, på stjernepotentiale, på vaskebrætsmave) og bliver enten ensomme, deprimerede eller virkelig vrede og langer ud efter familie og resten af samfundet for at gøre dem syge og præstationsangste.
      Jeg ved sgutte hvad løsningen er. Men jeg vil – som du – gerne vidne om at leve anderledes, og så håbe, at mangfoldigheden overlever den konforme regering.
      Kh Kristina

      Liked by 1 person

      1. Hej Kristina, tak for dine kommentarer og komplimenter.
        Ja forhåbentlig skal elastikken ikke nå at springe, før man vågner op, og der sker mærkbare ændringer. For det er jo et vildspor uden lige, når man ikke engang kan foretage sig et fravalg, uden at det bliver på bekostning af den personlige økonomi, og andre kvinders forkamp for ligestilling, og vores ret til at være ligeværdige medspillere på jobmarkedet og i den politiske arena. Dengang de første kvinder tog tanken op, var det jo også ren utopi i den store skares ører. Men man holdt ved. Det skal vi også gøre.

        Et billede siger mere end 1000 ord. Derfor kvitterer jeg med linket til disse billeder, som er omtrent 100 år gammelt. Kunstneren bag billederne, ville forsøge at illustrere den utopiske tanke, at kvinder kunne besidde en række “mandestillinger” – herunder journalister og brandmænd. Følge linket, og vurder selv.

        https://ccastella.wordpress.com/2015/10/06/fremtidens-kvinder-man-troede-det-var-loegn/med mere …

        Kvindekampen består således endnu – paradigmet er blot ændret til at indeholde de mere “feminine karaktertræk”, såsom omsorg og empati. Verden kan ikke længere holde til et udelukkende økonomisk paradigme (til trods for, at jeg også tror at der ville være bedre økonomi i en anden model).

        Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s