Jeg tror sgu, at vi er blevet manipuleret godt og grundigt. Nogle gange skriver aviser artikler, der skal provokere. Debatindlægget, der hang moderne mødre ud som prestigejagende Supermødre; jeg tror, at det var fusk! Det var snyd og humbug, fis i en hornlygte, prut i en kop ymer, narrefisse og fikkumdik. Bestillingsarbejde, skrevet af ferme damer med skarpe penne med det formål netop at pisse det segment af kvinder af, som har tid til at lade sig pisse af og svare igen, dele på facebook og bidrage til Politikens udbredelse. Ren PR. Et supersmart trick til at holde kedlen i kog. Det virkede, jog hoppede på den, og det gjorde rigtig mange af jer læsere også. Det jo som sådan udemærket, for det ER en vigtig debat.
Forud for debatindlægget var der et interview og derefter nogle debatindlæg , hvor veluddannede kvinder på deltid eller udenfor arbejdsmarkedet og ophidsede feminister skændes om, hvorvidt det er ødelæggende eller opbyggende for samfundet, at nogle kvinder med småbørn fravælger fuldtidsarbejde. Der kom mange gode pointer frem, og det er værd at læse og kommentere på stadigvæk.
Dér, hvor min mistro vækkes, det er, når en journaliststuderende og en garvet og ofte lidt vred feministisk skribent skriver et så unuanceret indlæg, at det faktisk ikke flytter læserens holdning. Det kunne jeg forstå, hvis det var et læserindlæg, men Ditte Giese er ansat på Politiken. Indlægget bekræfter dem, der er enige med forfatterne, og det gør modsigerne (os) endnu mere modsatte. Der kommer små pip om, at det også er noget værre noget med pensionsopsparingen, som os i den anden grøft måske kan tiltræde, men ellers kører de på med grove generaliseringer, uunderbyggede fordomme og så brede pensler, at de kunne male Købmagergades brosten knaldende rødstrømpede med ét strøg. Det er sådan noget, jeg skrev i 1. g, når terminsopgavens emne var, at de voksne synes, at SU’en skulle sættes ned. Navnlig en virkelig dygtig skribent som Ditte Giese er jeg oprigtig overrasket over lægger navn til en artikel, hvor hun bare råber, at dem, der synes sådan og sådan, de er DÅÅÅÅÅÅÅMMMMME. Der kommer intet nyt på bordet.
En af de sekvenser, der fik mig overbevist, er den, hvor de skriver ” ..selvfølgelig er børn vigtige. Og selvfølgelig skal man bruge tid på dem. Der er også derfor, vi i Danmark har en god og lang barselsorlov.”
Den køber jeg simpelthen ikke. At vi skal bruge tid på børnene i under 1 år, og så er det ellers farvel, Trunte, nu skal Mor bruge tid på noget andet. At bruge barselsorloven som eksempel på, hvor vi i Danmark har et system, der viser, at børn er vigtige nok. Mere vigtige er de altså heller ikke, barslen må være rigeligt. A-wa?
Come on – Politiken har i en leder skrevet, at arbejdsmarkedet må se at indrettes, så børnefamilierne kan få vejret. Politikerne må på banen, vi må deles mere om det arbejde, der er, så færre går arbejdsløse og færre går til af stress over at skulle nå både arbejds- og familieliv. Det er klart Politikens holdning – og min. Det er så soleklart, at jeg faktisk ikke har læst et eneste godt argument imod at give børnefamilier en hånd med at få indrettet sig anderledes.
Forresten, så var Ditte Gieses mor, Suzanne Giese, en fremtrædende rødstrømpe af den helt hardcore slags. De var begge med i debatbogen “Kvindekampens døtre”, hvor rødstrømper og deres døtre fortalte om at have/være barn under kvinde frigørelseskampen i 70’erne. Hvis hun var min mor, ville jeg være pavestolt – og ærgerlig over, at det lige var mig, der blev anset som en klods om benet på kvinders rolle i samfundet. Det er en god bog at læse, og jeg får lyst til at genopdage hele feminismens historie. Min mor derimod er en af de mødre, der trods tidens trend med at støde børnene fra sig, ikke kunne få børn-som-stopklods-for-udvikling til at give mening, og gerne ville studere og være mor og hygge og hente tidligt, selvom det var meget upopulært og reaktionært på det marxistiske og feministiske psykologistudie især. Heldige mig!
Pludselig stikker ens rødder meget dybt. Susanne Giese og de andre feminister skabte et samfund, hvor kvinder kan vælge, hvordan de vil leve, og det er jeg meget taknemmelig over. Jeg vil ikke lege skyttegravskrig. Jeg er ikke sabotør. Jeg forholder mig kritisk til det samfund, jeg lever i, hvor arbejdsmarkedet og børnenes dagligdag i skoler og institutioner har forandret sig, siden kampen begyndte for snart 50 år siden (give or take?). Modbevægelsen i dag, som det falske debatindlæg angiveligt er et svar på, insisterer på at kunne vælge frit og ikke bare blandt de eksisterende kasser i samfundet. Det samme frie valg, som feministerne kæmpede for dengang. Samfundet har ændret sig i mellemtiden, derfor er kvindernes reaktion også anderledes. Forældre – og især kvinder – går i stykker af at forsøge at leve, som samfundet dikterer. Nogle mener og erfarer endda, at børnene lider under samfundets indretning. Vi vil ikke slide os selv op – uanset om det er bag kødgryderne eller bag kasseapparatet eller et eller andet sted midt imellem de to i forsøget på at gøre begge dele og spille LUDO med børnene og løbe halvmaraton med løbeklubben og dyrke mindfulness som teambuilding med kollegerne og læse HD samtidig.
Debatten er stadig vigtig, men jeg føler mig sgu lidt dum at hoppe på den and. Hvad mener du?
Kh Kristina
Kære Kristina, jeg kan forsikre dig om, at det debatindlæg ikke var en bestillingsopgave eller en provokation. Hverken Mette Viktoria eller jeg (vi kendr i øvrigt ikke hinanden) bliver betalt for den slags, det er skrevet over messenger om aftenen og indsendt til Politiken ligesom alle andre debatindlæg.
Jeg er ked af, at du opfatter indlægget som vredt eller unuanceret. Jeg mener ikke, at jeg/vi råber, at nogen er dumme, men prøver at komme med et svar på, hvad der sker, når kvinder vælger arbejdsmarkedet fra i fordel for børnepasning. Denne her debat er svær, fordi alle jer hjemmemødre, der bliver vrede, føler jer trådt på og forsvarer jeres individuelle valg, ligesom du også gør i det debatindlæg du har indsendt til avisen (det var sådan, jeg fandt din blog). Vi prøver at sætte de samfundsstrukturer til debat, der gør, at kvinder tager 94 procent af barslen og hver 3. højtuddannede kvinder går på deltid. Jeg ved godt, at den måde man indretter sin familie på er følsom, men det er for mig uinteressant at diskutere ligestilling, hvis det hele tiden skal trækkes ned på den enkelte kvindes valg og familie og børn og økonomi. Jeg kan i øvrigt mærke, at det især er denne sætning “Vi andre gider bare ikke betale for jeres prestigeprojekt som supermor”, der har gjort mødrene vrede. Det er taget ad notam, at ‘supermor’ ikke er en velanset nyfortolkning af ‘speltmor’, som ellers er et ord, jeg personligt hader.
Min mor blev i øvrigt stavet ved z, Suzanne, og bogen vi medvirkede i sammen hed ‘Kvindekampens døtre’ og handlede om mor-datter-forhold og kvindekamp: http://politiken.dk/kultur/boger/ECE261387/kvindekampens-doetre/
Du kan læse mere om min mors forfatterskab her: https://da.wikipedia.org/wiki/Suzanne_Giese
Bedste hilsner
Ditte Giese, Politiken
LikeLike
Kære Ditte
Mange tak for dit svar. Jeg er flov over, at jeg stavede din mor forkert, og at jeg angav, at I var med i Ravnemor-antologien. Jeg har læst den, og da jeg skrev indlægget læste jeg om din mors og andre feministers forfatterskab – og så fik jeg lavet en fejl. Det må du undskylde, jeg retter i indlægget.
Jeg sætter stor pris på, at du er med til at sætte fut i debatten om, at kvinder og særlig veluddannede kvinder pludselig viger fra arbejdsmarkedet og hjem og passe hus og børn. Det er en debat, der dagligt er meget tæt på, når man som jeg og mange andre kvinder vælger at bryde normen. Der, hvor jeg mener, at I råber, at vi er dumme, det er i den tone, I anvender. Det skaber en komplet unødvendig afstand mellem “jer”, der vil arbejde, og “os”, der ikke vil. Vi skal sgu da løse det her problem sammen, alle kvinder sammen – og mænd, for den sags skyld. Om I kalder kvinder, der vælger anderledes end jer, for spelt-, super eller øllebrødsmødre er såmænd lige meget – hvorfor finder I det nødvendigt med den nedladende, afstandsskabende tone i det hele taget? Der er formentlig gode pointer i jeres indlæg, men debatten bliver så ukonstruktiv, når respekten for andres position fortaber sig i nedladenheder. Fx når I tror, at det at gå hjemme handler om prestige – det er lidt i samme boldgade, som da vore formødre pegede fingre af kvinder, der brugte BH for at “tage sig ud”. Jeg bliver sgu sur, når I peger på mig og siger, at jeg har det her projekt for at opnå en overfladisk anerkendelse fra samfundets side – en prestige. En frugtbar debat må starte med og holdes gang i ved at vi i fællesskab og ikke i slåskamp finder ud af alle de forskellige positioner og værdier, vi har, og hvordan vi skaber plads til dem i samfundet uden at nogen føler sig uretmæssigt socialt eller økonomisk belastet.
Jeg kan også godt blive paf over den gruppe kvinder, der går under navnet “livmoderfeminister” – som de selv har taget til sig, muligvis selv fundet på. Jeg kender flere i Livmoderfeministisk Basisgruppe, og der er kampgejsten aldeles vagt i gevær. Fx hos Janni her. Der findes tusinder af måder at dyrke moderskab og kærlighed på, både historisk og kulturelt demonstrerer vi mennesker jo enorm diversitet i måderne at være kvinde og mor på. Vi føder børnene, og vi har maden til dem – men det “naturlige” i at være primær omsorgsperson er i mine øjne nemt fortolket et sted hen, hvor det slet ikke hører til. I øvrigt er det, der er naturligt, ikke nødvendigvis det bedste i alle sammenhænge, og derfor udvikler vi os jo også hele tiden, i takt med samfundet omkring os. At det skulle være “naturligt” for kvinder at gå hjemme fx til børnenes skolestart, mener jeg ikke er et gangbart argument. Det er slet ikke der, jeg er som feminist.
Ditte, jeg håber, at debatten fortsætter, og jeg vil meget gerne skvulpe med i bølgegangen mellem din position og andres, så godt jeg kan. Men kan vi ikke gøre det i fællesskab og gensidig respekt, med udgangspunkt i, at vi ønsker at berige samfundet?
De bedste hilsner
Kristina
LikeLike