Vi gik i fælden, gjorde vi ikke?

Jeg tror sgu, at vi er blevet manipuleret godt og grundigt. Nogle gange skriver aviser artikler, der skal provokere. Debatindlægget, der hang moderne mødre ud som prestigejagende Supermødre; jeg tror, at det var fusk! Det var snyd og humbug, fis i en hornlygte, prut i en kop ymer, narrefisse og fikkumdik. Bestillingsarbejde, skrevet af ferme damer med skarpe penne med det formål netop at pisse det segment af kvinder af, som har tid til at lade sig pisse af og svare igen, dele på facebook og bidrage til Politikens udbredelse. Ren PR. Et supersmart trick til at holde kedlen i kog. Det virkede, jog hoppede på den, og det gjorde rigtig mange af jer læsere også. Det jo som sådan udemærket, for det ER en vigtig debat.

Forud for debatindlægget var der et interview og derefter nogle debatindlæg , hvor veluddannede kvinder på deltid eller udenfor arbejdsmarkedet og ophidsede feminister skændes om, hvorvidt det er ødelæggende eller opbyggende for samfundet, at nogle kvinder med småbørn fravælger fuldtidsarbejde. Der kom mange gode pointer frem, og det er værd at læse og kommentere på stadigvæk.

Dér, hvor min mistro vækkes, det er, når en journaliststuderende og en garvet og ofte lidt vred feministisk skribent skriver et så unuanceret indlæg, at det faktisk ikke flytter læserens holdning. Det kunne jeg forstå, hvis det var et læserindlæg, men Ditte Giese er ansat på Politiken. Indlægget bekræfter dem, der er enige med forfatterne, og det gør modsigerne (os) endnu mere modsatte. Der kommer små pip om, at det også er noget værre noget med pensionsopsparingen, som os i den anden grøft måske kan tiltræde, men ellers kører de på med grove generaliseringer, uunderbyggede fordomme og så brede pensler, at de kunne male Købmagergades brosten knaldende rødstrømpede med ét strøg.  Det er sådan noget, jeg skrev i 1. g, når terminsopgavens emne var, at de voksne synes, at SU’en skulle sættes ned. Navnlig en virkelig dygtig skribent som Ditte Giese er jeg oprigtig overrasket over lægger navn til en artikel, hvor hun bare råber, at dem, der synes sådan og sådan, de er DÅÅÅÅÅÅÅMMMMME. Der kommer intet nyt på bordet.

En af de sekvenser, der fik mig overbevist, er den, hvor de skriver ” ..selvfølgelig er børn vigtige. Og selvfølgelig skal man bruge tid på dem. Der er også derfor, vi i Danmark har en god og lang barselsorlov.”

Den køber jeg simpelthen ikke. At vi skal bruge tid på børnene i under 1 år, og så er det ellers farvel, Trunte, nu skal Mor bruge tid på noget andet. At bruge barselsorloven som eksempel på, hvor vi i Danmark har et system, der viser, at børn er vigtige nok. Mere vigtige er de altså heller ikke, barslen må være rigeligt. A-wa?

Come on – Politiken har i en leder skrevet, at arbejdsmarkedet må se at indrettes, så børnefamilierne kan få vejret. Politikerne må på banen, vi må deles mere om det arbejde, der er, så færre går arbejdsløse og færre går til af stress over at skulle nå både arbejds- og familieliv. Det er klart Politikens holdning – og min. Det er så soleklart, at jeg faktisk ikke har læst et eneste godt argument imod at give børnefamilier en hånd med at få indrettet sig anderledes.

Forresten, så var Ditte Gieses mor, Suzanne Giese, en fremtrædende rødstrømpe af den helt hardcore slags. De var begge med i debatbogen “Kvindekampens døtre”, hvor rødstrømper og deres døtre fortalte om at have/være barn under kvinde frigørelseskampen i 70’erne. Hvis hun var min mor, ville jeg være pavestolt – og ærgerlig over, at det lige var mig, der blev anset som en klods om benet på kvinders rolle i samfundet. Det er en god bog at læse, og jeg får lyst til at genopdage hele feminismens historie. Min mor derimod er en af de mødre, der trods tidens trend med at støde børnene fra sig, ikke kunne få børn-som-stopklods-for-udvikling til at give mening, og gerne ville studere og være mor og hygge og hente tidligt, selvom det var meget upopulært og reaktionært på det marxistiske og feministiske psykologistudie især. Heldige mig!

Pludselig stikker ens rødder meget dybt. Susanne Giese og de andre feminister skabte et samfund, hvor kvinder kan vælge, hvordan de vil leve, og det er jeg meget taknemmelig over. Jeg vil ikke lege skyttegravskrig. Jeg er ikke sabotør. Jeg forholder mig kritisk til det samfund, jeg lever i, hvor arbejdsmarkedet og børnenes dagligdag i skoler og institutioner har forandret sig, siden kampen begyndte for snart 50 år siden (give or take?). Modbevægelsen i dag, som det falske debatindlæg angiveligt er et svar på, insisterer på at kunne vælge frit og ikke bare blandt de eksisterende kasser i samfundet. Det samme frie valg, som feministerne kæmpede for dengang. Samfundet har ændret sig i mellemtiden, derfor er kvindernes reaktion også anderledes. Forældre – og især kvinder – går i stykker af at forsøge at leve, som samfundet dikterer. Nogle mener og erfarer endda, at børnene lider under samfundets indretning. Vi vil ikke slide os selv op – uanset om det er bag kødgryderne eller bag kasseapparatet eller et eller andet sted midt imellem de to i forsøget på at gøre begge dele og spille LUDO med børnene og løbe halvmaraton med løbeklubben og dyrke mindfulness som teambuilding med kollegerne og læse HD samtidig.

Debatten er stadig vigtig, men jeg føler mig sgu lidt dum at hoppe på den and. Hvad mener du?

Kh Kristina