Zombie-mom

Bedst som jeg var ved at lege prof blogger, så indtræffer zombie-tilstanden. Farvel, nattesøvn. Jeg ved det efterhånden godt. Ava er min 5. baby, og som skrevet står her på bloggen for 3-4 år siden, da James var ml 6 og 12 mndr, så er det i denne periode slut med at sove for mit vedkommende. 

Baby Ava fatter nu en hel del, og navnlig det med, at når man hyler, så sker der noget med noget dejlig mor-kram, nus og dejlig, sød, varm brystmælk. Så hvorfor ikke hyle hver 20. minut hele natten, så kommer der dejlig, varm trøst i en lind strøm fra kl 22-06? Mine således kloge babyer sover som regel ganske godt fra fødsel til ca 6 mndr, og så sover de ellers også nogenlunde godt igen fra 1 år og fremefter. Nogle sover bedst i egen seng, andre bedst i min seng, andre igen to og to sammen i perioder eller på en madras på gulvet i mit soveværelse. Det skifter sådan lidt efter, hvad der lige i sker i deres liv. Til at starte med, da Bastian var helt lille (min første og dermed min prøveklud, hvor alle mor-magasinernes velmenende råd skulle prøves af), var jeg helt fast med, at drengen skulle sove i sin egen seng, fordi “ellers kom han jo aldrig ud af dobbeltsengen, og det er også rigtig svært for andre at putte ham, når han er vant til at putte ved siden af Mor”.

Det er da også gode råd, og Bastian var da også den baby, der hurtigst blev passet af mine forældre (5 mndr, mens vi har i biffen, hvor jeg sad og dryppede mælk og tårer og tænkte, om det mon er meningen, at jeg skal være væk fra min baby så tidligt?), og som hurtigst fik sin egen seng ind på sit eget værelse. Det stod der i magasinerne, at man skulle, for ellers ville man fortryde det senere.

Ak ja. Tænk, at jeg var i tvivl om, hvorvidt det kunne lade sig gøre at ændre på børns sovevaner – og alle mulige andre vaner.

Man bliver heldigvis klogere, som min nye tag-line på bloggen er. Klogere ved jeg nu ikke helt lige i det her tilfælde, men jeg har i hvertfald droppet forhippelsen på at børn skal sove i deres egne senge eller ikke skal. Har nok i det store hele droppet ret meget “skal”, når det kommer til børn. De er for forskellige, og de omstændigheder, de vokser op under, er også forskellige – og så må man som forælder have modet til at smide sine forældre-dogmer over bord og se på, hvad der virker efter hensigten. Måske sover barnet bedre på sit eget værelse, og så er det jo nok det værd at skulle rode rundt om natten, når barnet har tabt sin sut og skal have den igen. Hold nu klaphat, hvor er jeg skvattet over mangen en legetøjsklapvogn, stødt lilletåen på mangen en dørkarm og banket knolden ind i mangen en sengelampe, når jeg i nattens mulm og mørke skulle famle mig ud af soveværelset og ind på børneværelset til den brandalarm af en ikke-så-sovende baby, der lige skulle have sin sut for 2245sindstyvende gang.

Ava har ligesom James først sovet hos mig, så lidt i slyngevugge nogle timer hver nat, fordi andre søskende også lige skal have nat-krammeri, så fået egen seng lige ved siden af min, og så sovet delvist i egen seng og delvist med snuden boret ind i min armhule og brystet 2 cm væk. Med et udvalg af søskende rundt omkring i dobbeltsengen. Indtil et særligt tidspunkt indtraf, og det er  nu.

Hverken Ava eller James ville høre tale om at bruge sut, og nu er jeg så damens sut. Ligesom jeg var James’ sut. Og det gider jeg ikke være. Jeg fungerer dårligt med at blive vækket minimum en gang i timen. Det eneste, der hjælper er at holde op med at amme om natten. Det kræver op imod 2 ugers arbejde med at vænne fra. Jeg skrev engang i et indlæg, at det tager 3-4 dage at ændre en vane. Det er også rigtigt nok. Indtil man så lige falder i igen, fordi man er syg eller ungen er syg eller fanden og hans oldemor kommer til kaffe og blødt brød. Hvis det skal virke på lang sigt, så taler vi en længere vedholdenhed. Jeg samler sammen til at genvinde min nattesøvn, tage kampen, stikke Ava en tår vand, når hun vågner og ellers nusse, trøste, kramme og hjælpe hende tilbage i søvnens lune omfavnelse. Det er en stor sorg for mine børn at holde op med at natamme, så der skal meget trøst til. Men det hjælper altså svært på overskuddet, når det er ovre, og barnet og jeg atter kan sove i hinandens arme, tud mod tud. Hele natten.

Iøvrigt – så ser det ud til, at jeg nok får lov til at beholde min dejlige blog her på et hyggeligt hobby-plan fremfor at forsøge at “monetisere” (jo, det har jeg sgu læst på nettet, at sådan nogle smarte marketingtyper kalder det!!) mine skriverier. Jeg har fundet noget andet at forsøge at tjene en skilling på, når min barsel er forbi. Det er rigtig dejligt, for jeg har faktisk ikke lyst til at bloggen skal være en forpligtigelse. Så den ser ud, som den gør i et stykke tid.

Håber, at I har haft en dejlig weekend!

 

Kærlig hilsen

Kristina