Mor og sprut og rytme

X-faktor er slut for i aften, Fedtegreven blev, og mumierne røg hjem. James faldt i søvn på sofaen, Ava blev puttet kl 19. Hun er stadig det nærmeste, jeg nogensinde har været på et mirakel, den pige – simpelthen så charmerende, at jeg har lyst til at kysse hende 24-7. I får lige et shot af ældste og yngste med på vejen: 

Efter aftenens X-faktor er Bastian, Molly, Silvia og jeg 2 poser chips tættere på en salt-overdosis, og jeg har drukket 2 glas hvidvin. Shitty mom, right? Så er dagens helt ærlige blog-indlæg skudt igang, skulle jeg lige hilse og sige. Det er lidt skamfuldt at indrømme, men da min mand  er afholdsmand, så er jeg altså sådan en dame, der drikker vin helt alene. De fleste englændere fatter ikke danskernes idé om, at man godt kan drikke bare lidt alkohol sådan en gang imellem – de drikker sig i hegnet på pubben, eller også drikker de te og spiser småkager. Han gider ikke drikke sig fuld, heldigvis, ergo drikker han ingenting. Jeg både drikker og spiser småkager. Drikker ikke så meget, men småkager spiser jeg i rullevis. Der skal jo være balance i tingene, ikke? Til gengæld spiser jeg både grønne bønner, kål og asparges, englændere kan ikke lide grønsager.

Men det der med sprut-forbruget:

Jeg går aldrig ud, stort set, det er simpelthen for bøvlet at arrangere at få børnene passet, og de savner mig for meget – så det venter jeg lige med, til alle 5 er helt ok med, at Mor er væk en aften. Den dag kommer jo – før eller siden gider de jo slet ikke at have med mig at gøre mere. Som det er nu, så savner alle mig forfærdeligt, når jeg skal bare til forældremøde. Vi har en skøn barnepige, som har været hos os i 3 år, og hende kan ungerne supergodt lide – men de synes stadig, at det er meget mærkeligt, når jeg ikke er her. Og jeg føler, at jeg kommer flere uger bagefter med husarbejdet, når jeg er væk bare 2 timer. En hel aften tør jeg slet ikke tænke på, og en overnatning ude – jøsses, vasketøjskurven ville begå mytteri, hønsene ville æde hinanden, og samtlige møbler i stuen ville stå skævt og være dækket af havregrød. Jeg lyder som en værre hønemor, det kan jeg godt se. Må jeg hellere lige tænke over.

Jeg drikker et eller to glas vin alene nogle gange – det bliver nok til ca en flaske om ugen nogle uger og slet ingen andre. Wow – det føles altså som lidt af en indrømmelse, som jeg er lidt bange for at blive dømt rimelig hårdt over. For mig er det meget alvorligt at tale eller skrive om alkohol forbrug, det er direkte skamfuldt, så jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal gribe det an. Med min fornuft hjerne tænker jeg, at det forbrug, jeg har, jo ikke er et problem – men den udmelding ved jeg også, at man sjældent kan stole på, når det kommer fra personen med forbruget selv. Med min reptilhjerne tænker jeg, at det, der er skamfuldt, det skal jeg undgå. Ergo drikke noget andet. Den dag, jeg bliver enig med mig selv om, at nu skal jeg kunne stå inde for det, den dag er det slut. For jeg kan egentlig ikke stå inde for det. Det er usundt. Det er lidt ligesom at cykle med cykelhjelm som voksen. Jeg gør det kun for at være solidarisk med børnene og være et godt eksempel. Skidevære med, om jeg smadrer hjernen ved et uheld. Gakgak, ikke? Jeg spurgte Bastian idag, hvornår han tror, at unge begynder at drikke. Han sagde 17 år. Vildt nok – på Vestegnen, hvor jeg er fra, begyndte vi i 5. klasse. Som 11 årige. Kirsebærvin og Pisang Ambon og grøn sodavand.

Tænker, at jeg om et par år nok afliver den uvane helt – jeg tror faktisk på, at man ved at lade børn vokse op i et miljø uden alkohol signalerer noget ret klogt om at indtage giftstoffer for sjov. Det gør ikke noget godt, så lad det være. Det skal jeg nok, fornufthjerne. Det skal jeg nok. Nu endnu mere, fordi jeg kan mærke, at det er latterligt, når jeg skriver om det.

Ellers er det sådan en af de ting, hvor jeg sædvanligvis tænker, at det gider jeg ikke spekulere mere over. Min konklusion og dom over mig selv vil helt sikkert være, at det ikke er i orden at drikke alkohol, når man er ansvarlig for børn. Hvis nu de skulle køres på skadestuen. Fornuften er soleklar. Så den lytter jeg ikke til lige på det område. Og så føler jeg mig som en sut.

Jeg er ikke afholdskvinde. Men jeg har heller ikke været beruset siden 2009, tror jeg, det var, hvor jeg fejrede min fødselsdag med to skønne veninder og tapas, fortsatte over noget brun bodega  og endte i en Christianshavnerlejlighed kl 3, vildt dansende til Tøsedrengene og med noget sabel og noget champagne og vistnok Jakob Olrik. Ikke til mig, til min veninde. Jeg kørte hjem på cykel i snevejr på meget glatte brosten, styrtede to gange, kom til at cykle til Østerbro (boede på Frederiksberg) og skulle være til fastelavn med børnene kl 13 næste dag. Var så fuldesyg, ynkelig og ærgerlig, og så har jeg styret mig siden. Det kan tælles på 1 hånd, de gange, jeg har været beruset, siden jeg fik børn. Og jeg blev herre dårlig hver gang. Så det gider jeg ikke mere. Som gammel bartender skulle jeg ellers mene, at jeg kunne tåle mosten, men den evne går altså tabt efterhånden.

Omend alting er, så var det faktisk ikke lige det emne, der fik trangen til at blogge frem i mig her til aften.

Næh, det var noget andet. Men det har jeg glemt nu.

Jeg skrev alt det der med, at jeg aldrig går ud af en årsag: I morgen skal jeg ud for første gang i over et år, jeg skal nemlig mødes til middag med min allerskønneste gruppe veninder, som er mine ældste. Fra Uni. Som alle vil kløjs i gazpacho’en over, hvor big a deal det er, at lillemor fra Helsinge skal til middag med dem. De er alle meget succesrige på arbejdet, har hjertet på rette sted, er loyale, smukke og utroligt skønne, kloge damer. Er så taknemmelig for at kende dem stadig, selvom jeg halter noget videre bagefter og har sådan rent professionelt forladt mit fag, antropologien. Tager Ava på nu 8 mndr og Silvia på 5 år med på læsegruppe-overnatning i en anden provinsby – så kan Roy tage sig af de resterende børn. Gætter på McD og biografen, farvel husholdningsbudget. Propperne ryger totalt i denne weekend.

På mandag skal jeg både gøre hele hytten ren, genvinde mit efterslæb og finde ud af, hvordan jeg klarer aftensmaden uden det forspring, som en halv lørdag og en halv søndag plejer at give mig mht til forberedelse af grønsager og brød til resten af ugen. Det er så gammeldags, at det er til at brække sig over – men det er forberedelsen, der gør, at jeg kan være tilstede med ungerne og lave mad, læse lektier, spille klaver med Molly, øve drama med Silvia, ordne negle, aflusse, skrive, bage, spare penge, løse konflikter (eller gøre dem værre, kommer jo an på vinklen), passe parforhold og passe høns samtidig. It’s all in the rythm, baby.

Har en god Steven King bog, som jeg fik i fødselsdagsgave. Er faktisk frisk nok til at læse i aften – min mand arbejder stadig inde i byen her kl 23, Bastian spiller med venner over Xbox Live, Molly ser film, de små sover – jeg går sgu i seng og læser. Bevæbnet med et glas mælk og de sidste småkager, inden min store, dejlige englænder kommer hjem og æder dem. Elsker Stephen King, skriveteknisk er han bare mit store idol. Læs lige “On Writing” – jeg hylder den mand.

Rigtig god weekend til dig!

Kærlig hilsen

Kristina