Ugens udfordring #1

God aften derude i kulden, smatten og blæsten.

Min partner gennem nu omkring 17 år snorker på sofaen, gået totalt kold ovenpå at have passet Bastian på 13, Molly på 10 og James på 4 en hel dag og nat, mens jeg havde Ava på 8 mndr og Silvia på 6 år med til dame-møde, middag og sleepover i Dragør. Efter mit sidste indlæg måtte jeg jo hellere lige give en update om weekendens forløb!

Det var vidunderligt at se min gamle uni-læsegruppe. Jeg elsker dem mere og mere for hvert år. Mine små piger var så søde at have med, det var en fryd. Og ganske som forventet var det rædsomt at komme hjem til den gamle murermestervilla, hvor alt flød og i øvrigt lå på præcis samme plads, som da jeg efterlod det kl 13 lørdag eftermiddag. Helt ned til gulerodsskrællerne i køkkenvasken, det renvaskede, men våde vasketøj i maskinen og hønsenes tomme vandtrug (“Gider I lige give fjerdamerne vand?” – det gad de så ikke lige). De havde savnet mig, både høns og mand og børn, og det var da dejligt.

Fik så en nedsmeltning med tårer og kylen med klamme karklude og det hele. Nogle gange fatter jeg ikke, hvordan jeg endte i et kæmpe hus, som jeg ikke kan overskue. Jeg sagde ellers længe, at jeg ville have noget uden arbejde. Jeg ville have sådan et hus, der enten var totalt vedligeholdelsesfrit eller så billligt, at jeg havde råd til at få det gjort rent og fikset, når det skulle fikses. Hvad blev der lige af den pragmatisme? Om så knaldhytten skulle ligge på Falster eller langs The Rotten Banana, jeg var faktisk klar. Bare jeg ikke skulle ende i noget gammelt lort, hvor der skulle gøres alt muligt, og hvor jeg aldrig nåede at blive færdig med at rydde op, sortere, skure, skrubbe, jage edderkopper og sølvfisk på porten, og ikke skulle tilbringe mine dage med at håbe på, at rønnen brændte ned en dag, vi ikke var hjemme, så vi kunne købe noget nyt centralstøvsugende bungalow fra 2010 i Søborg for erstatningen.

Tsk.

Nu er jeg så endt i noget gammelt fra 1953 – det er ikke noget lort, det er en bundsolid villa, hvor alt er firkantet og stadig i vater. Ingen fugt, ingen sætningskader (til jer, kommende boligejere, så er det, når murværket revner, fordi fundamentet eller andet skrider af ælde og fugt og dårlig konstruktion), meget solidt. Kæmpestort, lyst. Trygt, sådan. Her er intet at være bange for, ikke engang nutidens svøbe – vandstanden. Vi bor på højdedraget i Helsinge, på toppen. Af en overskudsjordsbakke, ganske vist. Der er 20 cm muldjord i vores have, resten er stenhårdt lerlag, kæmpe, døde klumper, knaldet ovenpå hinanden af en eller anden lokal byggematador, da han konstruerede villakvarteret her omkring Frederiksborgvej. Her er ingen fugt, her er vand og sjask, som glider af leret og ned i naboens have. Som så til gengæld drukner i både oktober og april. Det kræver en gigantisk hakke at sætte tulipanløg her hos mig. Regnormene ligner borebisser. Tror fanden, at her var 6-8 meter høje Thujaer hele vejen rundt om udenfor vinduerne , da vi flyttede ind. Det afspejlede den døde jord i haven. Køb aldrig noget med lerjord, kære læser. Eller forbered dig på at hive voldsomme mængder grøngødning, kaffegrums, kartoffelskræller, hønsefjer, fnulder fra tørretumbleren, hønsemøg og halm ned i jorden, før den overhovedet duer til andet end at bygge lerklinede hytter af. Hvilket jo ikke lige er så moderne pt. Men bevares – mon ikke, at det kommer?

Jeg kan ikke nå omkring særlig meget herhjemme. Planen fra start var, at vi havde råd til rengøring udefra i vores budget. Det havde vi også en tid. Så skulle jeg ikke tilbage på arbejde, så skulle ungerne på Lilleskole, så kom Ava sørme, velsignede lille pige – og så er vi på røveren. Har naturligvis selv gjort rent i et par år snart, fred være med det. Med det tager sgu tid på 3 plan og over 250 kvm. Og 5 børn. Som hjælper. Med at flytte skidtet rundt, det er ofte meget på det uddannende plan, at de hjælper, ikke? De er med, fordi de skal lære det, ikke fordi det sparer tid for mig. Nå. Fint nok, at de er med. Silvia er fantastisk til at vaske trapper, faktisk. James er dygtig til at smøre badeværelsesspejlet ind i Colgate. Han mener det godt. Ava tror på, at det er bedre at spise nullermændene istedet for at støvsuge dem op.

Og huset – altså. Gulve, døre, vinduer, varme er ok. Her er hyggeligt. Og rent, når jeg har gjort rent. Ikke sådan ulækkert eller noget. Her lugter ikke.

Men hvorfor er der altid rod i skabene?

Hvorfor har andre en kurv til tørre klude og en til våde på badeværelset, når min kurv til tørre vaskeklude altid er faldet ned, og alle kludene ligger på gulvet, og den til våde har mistet hanken, og er det en lille smule mug, der på bunden af kurven?

Hvorfor sker det aldrig for andre, at den der fod, som billedrammer skal stå på, brækker af, så rammen konsekvent skvatter sammen og falder bagover?

Eller hvorfor er det kun vores elefantsnot, der giver sig til at glide ned af væggen efter et måneds tid eller to – så tegningen, elefantsnotten skulle holde på plads, efterhånden er skæv som en Christianit?

Hvorfor er det så symptomatisk, at jeg får elektrisk stød og en gratis crepe-frisure i øjenbrynene, når jeg rør ved håndvasken og har bare tæer? 

Hvorfor har jeg ikke gulvvarme og håndklædetørrer? Hvorfor er det kun hos os, at både køleskab og fryser (MIELE, SGU!!!) mangler håndtag, fordi de knækker af i brug?

Hvorfor er mine tagrender ikke blevet renset, siden vi flyttede ind, og hvorfor er vores nedløbsrør ikke-eksisterende?

Hvorfor er der kun gigantnullermænd på bunden af vores duplo-kasser?

Skummet omkring vinduerne, hvor er det henne?

Algerne på fliserne ved indgangen, mosset på de smuldrende fliser på terrassen? Det blomstrer lige om lidt, for Helgoland! Har du nogensinde hørt om blomstrende fliser? Nej, vel?

De løse håndtag på stegepanderne og grydelågene? Hvorfor bliver filtrene i vaskemaskinen ikke renset af sig selv?

Kæft, altså, der er så MANGE ting at gøre i et hus, jeg fatter ikke, hvem der går alt det hjemme hos andre. Hjemme hos dig, fx. Bare sådan noget som at sørge for, at bilen ikke stinker af gammel madpakke, prutter og sure løg efter en vinter med flyverdragtklædte børn i transit.

Jeg fatter ikke, at det er mit liv. Det der kaos. Jeg bryder mig sgu ikke om det. Men jeg tror simpelthen, at mine evner som housewife ikke slår til. Så jeg konstaterer kaos, får et flip, truer med at sælge lortet, kommanderer alle mand til pumperne og ned i kælderen, rykker alt ud af kælderrummet ( I ved, det der rum med aflagt tøj, kufferter, skråstole, punkterede vacuum-poser med sengetøj, sure termostøvler og julepynt), smider halvdelen ud, støvsuger alle børnene og går så op og over i Kvickly og køber cremeboller til os allesammen. Kaffe, aftensmad, varme bade, Alfons Åberg. Færdigt arbejde.

Jeg vil have en et-plans med centralstøvsuger, fordelingsgang, stedsegrønt og pænt husnummer på døren. Indkørsel uden dødsfælder i form af huller dybe nok til at drukne en måge i. Carport uden døde cykler og gamle fuglereder.

Men jeg ville bare passe skidedårligt ind.

Æv.

Nå. Nu går det bedre. Jeg har tænkt mig at begynde at skrive en ugens udfordring her søndag aften. Mange af jer læser mine indlæg søndag aften, kan jeg konstatere i min statistik. Det er sådan en knap, som WordPress har til mig. Så jeg starter i dag, og så ser vi, om jeg kan holde ved. Søndag aften går jeg altid den kommende uges planer igennem, det gør du sikkert også. Denne uge er udfordringen torsdag. Der skal jeg stille med ca 80 hjemmegjorte pizzaboller og/eller anden mad-hjemmebag kl 16 på skolen, hvor Silvia har teaterforestilling med sit dramahold, og Bastians klasse skal stå for traktement til salg for at samle ind til deres studietur til efteråret. Det har jeg nemlig foreslået. Jeg håber, at endnu en forælder melder sig, men ellers hænger den på mig. Igen -ja, jeg er en idiot, men Bastian vil så gerne det der med at stå og sælge noget, og Molly vil rigtig gerne sælge bolcher, og såeh…

Jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal overkomme det projekt. Noget med en masse koldhævet dej natten over i fryseposer i køleren, som jeg kan transportere ned på skolen om morgenen, og så komme i god nok tid til at knalde det hele i deres ovne dernede. Mens jeg har James og Ava om benene. Men det går nok, der er jo masser af børn, der gerne vil passe dem imens. Totalt svien-i-øjnene alt for meget på- mor, men det er for at finde aflad for ikke at kunne stille op til ret meget andet af alle de indsamlingsaktiviteter, som de andre elever og forælder magter. Det skal nok gå. Somehow. Vi laver bolcher herhjemme tirsdag eftermiddag. Og lever af rugbrødsmadder og risengrød resten af ugen.

Så altså – ugens udfordring #1: 80 pizzaboller klar til torsdag kl 17. Abraka-freckin-dabra.

Heldigvis viste aftenens check af pigehår ingen lus. Pyha. De to timer kunne jeg også godt bruge på noget andet! Burde faktisk også skrive, at jeg er begyndt på det der aroma-terapeutiske hejs, som jeg skrev om for nogle uger siden. På en måde. Jeg har købt en meget dyr massage-olie hos Young-living. Med en skøn blanding af æteriske olier af reneste, pureste kvalitet. Til min elskede datter Molly , som skal have lidt ekstra opmærksomhed lige i øjeblikket, så får hun lidt fodnus om aftenen, mens hun læser højt i sin bog for mig i 20 minutter. Jeg falder næsten i søvn, men endnu ikke, og hun er bare så glad for den tid. Herregud. 20 minutters fokus. Og så er hun bare så taknemmelig. Det siger sgu noget om at have mange søskende, uanset om Mor er hjemmegående eller ej. Jeg synes også, at det er hyggeligt, den stund. Og olien er meget lækker og beroligende. Nu vil Silvia og James også have fodnus. Det bliver en lang puttestund efterhånden.

Shit, klokken er mange.

Godnat, kære læser