Pyha, jeg når jo ingenting…

Jeg overlevede. Det hele gik. Vi kom endda i svømmeren i dag. Hvordan er jeg ikke helt klar over, for jeg skal edderdrønme indrømme, at jeg havde mere lyst til at prøve det der nye binge-watching af House of Cards, som mine veninder på FB åbenbart dyrker i stor stil om søndagen. Men vi kom afsted, endda på cykler. Og det var en dejlig dag.

I aftes sagde min mand og jeg til hinanden, at det ville blive dejligt med en søndag, hvor vi har fri. Da jeg vågnede kl 7.10, fordi Ava gav sig til at træne senge-cykling (piske som en sindssyg i luften med begge sine tykke ben) eller måske er det snarere Riverdancing i liggende position og ikke lige synes, at det var hyggeligt dér i sengen mere, – da huskede jeg mig selv på, at vi har fri idag. Dagen starter jo tidligt med små børn, også med Ava. Forståeligt nok, for hun falder ofte i søvn ved mit bryst, og ender så med snuden i min armhule, og let’s face it: Jeg trænger til et bad. Godmorgen, Mor, så står vi op.

James lå ude på kanten i den anden side og sov – indtil Silvia kom kvidrende ind på soveværelset. “Må jeg ligge i din seng, Mor” kvidre, kvidre. Jeg gik ned i bad, mens Ava lå og sparkede videre i mellemrummet mellem Silvia og James. Resten af dagen er bare fløjet afsted, og vi har haft alt andet end fri, hvis man ved fri forstår at binge-watche serier i fjerneren. Jeg fik godt nok lov til at sove en time mere fra kl 9-10, og OH salighed, det var fantastisk – men derudover har jeg vasket 3 maskiner, gravet 4 fliser fri af en 30-40 års ukrudt, muget ud hos hønsene, drukket 6 krus kaffe (kolde, det bliver de altid alt for hurtigt), været i svømmeren med 3 dejlige børn, lavet en bane til børnene i stuen med sammenrullede gulvtæpper, bolde, puder og sofaer, geninstalleret alting på Silvias Ipod, skrevet i Avas, James’s og Silvias babybøger (manglede opdateringer fra fødselsdage og antal tænder og kravle-evner og yndlingssange osv), ryddet

op i køkkenet i noget, der føles som 3 uger, sået tomater, samlet glasskår sammen i en fjern afkrog af haven (der dukker hele tiden mærkeligt uorganisk materiale op i denne have, som var totalt tilgroet, da vi købte huset for snart 4 år siden), spist vistnok 3 croissant’er og alt for mange chokoladeæg, trådt i en død mus (ADWR!), fået styr på næste uges store udfordring, sat dej over, lavet aftensmad, kommanderet manden ud at handle, afdækket jordbærbedet og gravet al rodukrudt op, skiftet Ava 7 gange og ammet hende omtrent det samme, lagt hende i barnevognen til lur og taget hende op, krammet James ret meget, grinet med min mand og været skidesur over, at jeg er den eneste i hele familien, der gider at være udenfor og arbejde i haven. De andre vil kun nyde den. Og lige nu er der ikke særlig meget at nyde, der er kun en masse arbejde i våd jord. Og plastik-skrald fra stormvejr i hækken. Og grene allevegne. Og rod i carporten, flade cykler og mos på alting.

Nu er dagen omme, klokken er 20.30 og alle sover. Not. Faktisk er det kun Ava, der sover. Bastian spiller computer med sine venner over nettet på sit teen-værelse i kælderen – og de andre 3 sidder lige bag mig i stuen og leger med en Transformerrobot, to helikoptere og noget babylegetøj, der kan spille. Altsammen ting, der kan spille eller sige dyt, båt, BANG, ZOOOM eller noget DDDDRRRRRRRRRR. Nu fik jeg lige tæsk af rotoren på selveste Blake fra Flyvemaskiner-filmen. Tak, James. Silvia ruller rundt på gulvet i utålmodighed over, at jeg skal vise hende ALT om hendes nyligt arvede Ipod, så nu må jeg lige smutte, putte og ordne, og så er jeg klar igen…..

Jeg er slet ikke færdig endnu. Køkkenet flyder. Vasketøjet fordeler ikke sig selv i bunker efter ejermand. Der skal laves madpakke til Silvia (de store laver selv, James har fri i morgen). Jeg skal skrive nogle andre tekster, og så skal jeg finde ud af, hvordan jeg får fikset aftensmad i den kommende uge, som er ret udfordrende, pga 4 teaterforestilinger på ungernes skole…..

Så det er altså “fri” her hos os.

Men det var også en dejlig dag.

Den der debat om, hvorvidt hjemmegående mødre ødelægger samfundet eller ej, den ligger mig stadig på sinde. Der buldrer jo alle mulige argumenter og indlæg frem allevegne. Mange er åbenbart meget bange for, at dem, der vælger at gå hjemme en periode, aldrig kommer tilbange på arbejdsmarkedet.

Det har af en eller anden grund aldrig bekymret mig et sekund. De indlæg, jeg skrev det første år her på bloggen, hvor jeg var helt ny i det her med at gå hjemme og ikke bare på barsel, vidner også om, at jeg ikke er specielt bekymret. Har på en eller anden måde tænkt, at jeg jo synes, at det er en kæmpe udfordring, som man skal bruge rigtig meget tid og mange kræfter på at dygtiggøre sig i, og så må man da kunne få noget credit for de kompetencer på et tidspunkt. Det må kunne oversættes til noget brugbart på et CV, kunne konkretiseres, om nødvendigt. Det er også min erfaring indtil videre, at arbejdsmarkedet ikke er lukket land for mig. Bare så I ved det, fordømmende beton-femi-typer.

Men jeg forstår godt bekymringen. Kan omsorg og de andre egenskaber, man opkvalificerer sig i som 100% mor,  oversættes til arbejdsmarkedet?

Det er jo meget moderne at monetisere. Det er et moderne udtryk, jeg lige har hørt ham der Lillebror fra Ingrid og Lillebror-ministeren sige. Ham, der hedder Esben. Ham, der siger, at vi skal monetisere landbruget. Det betyder noget med at kunne oversætte til penge-værdi. “Monetize your assets”. Hvis jeg skulle monetisere mine evner som hausfrau og familiedirektør, så jeg kunne skrive noget fornuftigt på mit CV, så kunne det fx være, at jeg nu er “CFDT”. Sådan en må der være brug for derude i verden.

Cling Film Dispenser Technician.

Jeg er skidegod til at få alle former for husholdningsfilm til at glide af rullen, jeg kan rive det over helt lige, og maden bliver altid pakket helt fint ind. Min mand står og fægter med den der åndssvage paprulle, hiiiiiiiiver det helt skævt, bruger 3 meter film til en sølle leverpostejsmad. Ender med at mase pap-indpakningen så flad, at den næste, der skal bruge rullen, må stå med den uden indpakningen og derfor ikke kan bruge den der…

Arj, altså, jeg kan ikke skrive mere. Silvia kalder. James står og siger “Mor, jeg er lidt mere sulten, må jeg få en leverpostej mad? Og må jeg røre ved dine brrrrrøster (han siger altid “r” meget længe) og få et kram, må jeg det, hva Mor?” Og Molly skal have sin aftenrutine med fodmassage og højtlæsning (James spørger nu igen: Mor, hvad hedder “Transylwania” på Ingelsk?”), Silvia sover ikke endnu.

Havde ellers en hel lang liste af flotte titler, jeg har erhvervet mig som hjemmegående. Opkvalificerede evner, mægtig fine. CFDT er kun en enkelt.

Men nu indhenter dagen mig, og de der leverpostejsmadder smører ikke sig selv. Klokken er næsten 21, og jeg har ikke styr på en skid – de burde jo sove nu, de kære børn. Nå – pyt.

Udfordringen denne uge er, at børnene skal gennemføre 4 forestillinger på skolen, og det giver en hel masse transport-issues. For de kan ikke være i vores bil allesammen. Skolen ligger 20 km sydpå, og de skal hentes kl 18.30 tirsdag, onsdag og torsdag, hvilket medfører minimum 2 sovende børn i bilen på vej hjem. Som så ikke vil sove, når de skal i seng efter en lynhurtig aftensmad til teater-folket på matriklen. Og jeg skal stå i bod og bage kager i massevis, for der skal samles penge ind. Sidste uges udfordring med 80 pizzaboller til teaterboden gik fint, det blev til 40 stk, en masse hjemmekogte bolcher og en fin, fin bod. Jeg deler gerne tips til, hvordan man med en minimal indsats laver virkelig gode pizzaboller. Måske endda en opskrift. Men det bliver ikke lige nu. Pyha. NU er jeg nødt til at løbe.

Godaften derude

Kh Kristina