Danskhed er ligegyldig

Er lidt opbragt, nu igen. Fandens til nyhedsmedier. Jeg må holde op med at høre så meget P4 om morgenen, der er altid noget, jeg bliver gal over. Mens børnene ser UltraNyt på computeren og spiser morgenmad, så kører P4 altid. Det er jeg vokset op med (ikke, Far?), og det er en af de meget få ting, jeg virkelig nødigt vil undvære. Jeg savner det ligefrem, når vi en sjælden gang imellem er på ferie.

Nu er det søndag i påskeferien, og vi er i den situation, at vi har nul planer hele ferien. Ingen frokoster, ingen familieaftaler, ingen fastlagte traditioner om at spise karrysild og æggesalat. Vi har fri, og det er dejligt, for vi trænger til bare at se, hvad dagene bringer. Nyde, at lyset er kommet tilbage. Sove, når vi gider. Vi rydder (dvs. mest Mor her, de andre synes, at jeg er småbimmelim) ud i alle skabe, skuffer og kælderrum og smider ud eller til genbrug. Lys og luft skal der til nu. Jeg får altid lyst til at pakke vinterovertøjet væk og få lagt vindjakkerne og de tynde sko frem, men det ER altså for tidligt for de små. Haven skal ryddes op, potteplanterne friskes op, spisekammeret vaskes af. Det er rimelig bøvlet med en baby og 4 dejlige børn, men jeg forsøger, og de hjælper. Lidt. Har du også den slags mærkelig trang her i foråret?

Og jeg har god tid til at ordne, pakke væk og skrubbe, for ak, Ava er begyndt at vågne med solen. Det, jeg skrev i mit sidste indlæg om, at hun opfører sig som en Riverdancer på ryggen i sengen fra kl 5.30, det er desværre blevet en vane. Hun ligger og klukker og råber og sparker og vender sig og er ved at trille ned af sengen og prikker mig i øjet og bider mig i brystet og slår en proper lige højre, hvis jeg er for langsom i min morgen-koger og ikke kommer ud af fjerene hurtigt nok.

Ouuargh, det er for tidligt. Hun bliver skiftet og sat ned på gulvet til fri leg. Det virker i 5 minutter, indtil den lille klovn kravler en tur til Nullermandsvænge (under sengen) og forsøger uden held at bakke ud igen. Ava bruger jo stofbleer på numsen, og sådan en stofble-numse, udstoppet af bambus-indlæg og sager, er ret volumniøs. Det er den yndige rumpet, der stritter ud under sengen, når jeg læner mig ud over kanten og kigger for at se, hvad der er galt. Hun sidder fast, hun er gal, og så er jeg jo nødt til at stå op. SHY SHY SHYYYYYYY – for Silvia og James, som også ligger et sted i sengen under dyner og puder, skal nødigt vækkes kl Ukristeligt Tidligt. For så vanker der eddermanme skideballer.

Når dagen starter kl 5.30, så når man altså en del. Det har sine fordele.

Idag var James, Ava og jeg på formiddags besøg hos en veninde, og nu sover Ava, Silvia og Molly laver påskepynt og siger “oh, my God, det er Nice” hele tiden, James og Roy er på tur, Bastian er i svømmeren, og jeg ser mit snit til at blogge lidt. Om det der, jeg hørte i radioen. Kombineret med, at alle fortæller om alle deres påske-ferie planer, og vi har altså ingen. Jo, der kommer legekammerater til børnene, og mine forældre kommer også på banen og hygger med børnene, men ingen formelle besøg eller frokoster eller æggejagter eller kaninløb.

Bertel Haarder vil lave en Danmarks-kanon. Ikke en sang, men et dokument, der består af en samling begreber, der i særlig grad definerer danskhed. Han har indkaldt eksperter i den slags, man kan indsende forslag til radioprogrammer, der er debatter både af åben og lukket slags – nu skal det indfanges på skrift, hvad danske værdier er. Denne kanon skal skabe bevidsthed om, hvad det vil sige at være dansk, og hvilket folkeslag, danskerne er – på samme vis som vores kulturkanon definerede særligt danske kulturelle produktioner.

Tilbage til matriklen herhjemme – for at få en praktisk dimension med. Som illustration.

Det er som sagt påske. Vi laver ikke de ting, mange danskere forbinder med påske. Vi går heller ikke i kirke. Det kommer måske, når jeg ikke har så mange små børn, der gylper på alternativt æder salmebøgerne, eller som falder i søvn. Jeg holder meget af kirken, men det passer ikke ind lige nu.

Påske herhjemme er derimod en dejlig, lang ferie, frihed, rengøring og oprydning, første frokost haven måske (eller bare en kop kaffe eller måske snobrød). Det eneste faste element er at hænge pynt med temaet kyllinger og æg på nogle forsythia-grene og stille dem til pynt på borde og i vindueskarme. Så påske herhjemme betyder alting mindst én dag, hvor vi hiver alt vores krea-dims ud af det store skab, ud på bordet, og så går vi agurk med limpistoler, pallietter, fjer og piberensere, perler og pap. Som I kan se på billederne øverst oppe . IMG_0038Sådan er vores påske. De sædvanlige traditioner er udgået, fordi de ikke har relevans for os, der hvor vores familie er lige nu. Så har vi lavet nogle andre. Som også kan forandres i fremtiden. Ligesom vores fastelavn er uden fastelavnsris – sjovt nok nævnte de andre 4 bloggermødre, jeg havde med i fastelavnsindlægget, heller ikke noget særligt forhold til at pynte grene med slik og papmasker og få tæv af dem før morgenmaden. Måske er fastelavnsriset på vej ud? Vi er heller ikke meget for julefrokoster.

Jeg har læst bunkevis af coffeetable-bøger om højtidsfejring, pynt, mad, drikke, aktiviteter. Sif Orellanas bøger med skønne forslag til påske, pinse, tirsdage og Kjørmes Knud står på min reol. Samlinger af Boligliv og Isabellas. Det er ikke gode ideer, jeg mangler – men der er bare nogle ting, der i mit nu 13 år lange forældreskab, der har fænget an, og nogle ting, der bare ikke gav mening i praksis, uanset hvor dansk-typisk, det nu var. Det gælder forresten typiske ting i det hele taget. Hvis det ikke giver mening i praksis, så kan det være nok så dansk, det bliver aldrig mit eller vores. Og hvem definerer for øvrigt, hvad der er dansk? Kulturministeren? Kan hans udsagn gøre mig mindre eller mindre dansk? Og er det vigtigt?

Danskhed. Er det særlige ting, begreber eller praksisser? Som vi kan blive enige om, fordi hvad? Fordi vi deler bopælsland, taler samme sprog, har demokrati og rødbedepas, cykler med snublekyse eller spiser frikadeller? Fordi vi gør det ting, som vi tror, at andre danskere også gør, og som vi da helt sikkert gør på samme måde, fordi vi er danske? Hvor går grænserne i så fald?

Nu er vi ved at være derhenne i dette indlæg, hvor min harme begynder at boble. Bliver lidt et en hovedrysten, en opgiven, en Tsk-tsk  -og så bliver jeg gal igen.

Kære Bertel Haarder. Da jeg gik i skole, var du også upopulær, for du var vist undervisningsminister, og vi kunne ikke lide din plan for vores uddannelse. Nu synes jeg ærlig talt, din plan er skør.  Igen. Du skal skynde dig at droppe det enorme tidsforbrug, en Danmarkskanon vil medføre, og i stedet bruge tiden på at skabe et favnende Danmark med social solidaritet og diversitet. Indse, at vi faktisk er danske på forskellige måder og har praksisser, som kommer alle mulige steder fra i hele verden.

Det er fløjtende ligegyldigt, hvad der er dansk på papiret. Det skal ikke skrives ned for at være dansk.

Det er et redskab til grænsedragning, og det har vi ikke brug for – det er vi så enormt gode til i dette lille, lidt selvfede land, at vi faktisk hellere skulle tage og skue lidt udad istedet for at lukke kredsen og vise omverdenen vores brede rygge. De andre derude, de har også skønne traditioner, handlemåder, idealer, praksisser, familiemønstre, madvaner, sange og kunstformer – det er ikke knyttet til en nationalitet, og det er det ikke NOGEN STEDER. Nationer er politiske, det er hersker-redskaber, som gør det muligt at have med rigtig mange mennesker at gøre på én gang. Det er abstrakte fællesskaber. Det har sin berettigelse i nogle tilfælde, men nationalidentitet – det, at det bliver et personlighedstræk at høre til et abstrakt fællesskab – det fylder altså alt for meget herhjemme i vores lille, bitte provinsland. Vores lilleput nation, hvor vi tror, at vi er så gode og har det så godt – meget bedre end alle andre. Det er noget vrøvl.

Jeg har som dansker ikke noget på forhånd givet til fælles med andre danskere. Det er sandsynligt, at vi har visse værdier og praksisser tilfælles, det, man kalder kulturelle modeller med et fint ord, men det er ikke givet. Der er godt nok mange danskere, jeg ikke har ret meget – om noget – tilfælles med. Ret mange politikere, endda.

Fælles nationalidentitet er et luftkastel, noget ideologisk, som vi kan blive enige om på et abstrakt plan. Jeg har nogle ting til fælles med min nabo, nogle ting tilfælles med min engelske svigerfamilie, andre med en husbåd-ejer fra Colombia, som jeg skyper med engang imellem. Jo mere fastlåst, nationalidentitet bliver, jo lettere bliver det at sige, hvem der IKKE hører hjemme her. Så kan Bertel sige, hvad der IKKE er dansk, fordi det ikke står i vores Danmarks-kanon, og så kan den dobbelte dame Pinger Kjærsberg sige, at dem, der ikke er danske nok, de må ikke være med.

Vor Herre til hest, danske NOK?!? Hvorfor skal man overhovedet være specielt dansk for at høre hjemme i Danmark? Bør det ikke blot handle om, at man retter sig efter de danske love og er en ordentlig samfundsborger? Hvorfor handler det om kendskab til litteratur, sange arkitektur – eller om særlige værdier?

Jeg fatter ikke den forherligelse af danskhed. Så fede er vi altså ikke, og jeg tror slet ikke, at jeg har lyst til at eje ret mange af de egenskaber og værdier, som den kanon kommer til at bestå af. Uanset hvad, så vil det være abstrakte begreber, der står i den, og det siger ikke ret meget om, hvordan folk i Danmark så udlever de begreber. “Demokrati” fx – eller “frihed under ansvar” eller “individualisme” – det er jo dybt forskelligt, hvordan de begreber udmøntes i vores forskellige liv. Og det ER altså i praksis, kultur skabes. Af individer. Og så er man jo lige vidt med det, der står i en kanon. Det reflekterer alligevel ikke det levede liv.

Lad os ikke hive det op på politisk plan for at blive enige og gøre statisk, hvad der bør være plastisk og forskelligt. I to forskellige bøger om danskhed, skrevet af hhv. en indisk antropolog og en engelsk journalist (læs om det her), som begge boede/bor her, finder de vores besættelse med traditioner vildt påfaldende. Vi fejrer alt muligt i løbet af året, og der knytter sig altid særligt bagværk og hjemmelavet pynt og en pæn papirsserviet til. Åh ja, og glem ikke sprutten. Det er særligt dansk med alle de fejringer. Der er jeg så ikke så dansk, vi fejrer meget få af dem og ofte ikke på den almindelige måde. Men hov – jeg kender ingen danske familier, der fejrer noget som helst på samme måde. Der er variationer konstant, og forandringer, og Gudskelov.

Det er jo det, jeg mener. Kultur, værdier, identitet, nationalitet – lad det være bevægeligt, foranderligt, usagt, til forhandling og i praksis. Altid op til individer. Lad danskhed være resultatet af statsborgerskab og ikke så meget andet. Tillæg det ikke så meget værdi, at det skal skrives op i listeform.

Mange danske statsborgere kke kan bestå den statsborgerskabstest, som ansøgere om dansk statsborgerskab skal bestå. Jeg har ikke læst Oehlenschlager (som lyder tysk), og jeg kan ikke lide gris.Så hellere Haruki Murakami og falafel.

Det kanon-projekt synes jeg skal droppes, og det prompte. Brug tiden på 1 måneds frivilligt arbejde i Sandholmlejren, Bertel. Tag dine kolleger på Borgen med dig.

Et sandt propaganda-tjuhej-indlæg fra mig. Du er sikkert ikke enig – og jeg er nok for opbragt til at kunne forsvare mig ordentligt.

Men skriv gerne igen, lad os nuancere:-)

Kh Kristina

 

 

 

 

 

 

Reklamer

5 kommentarer til “Danskhed er ligegyldig”

  1. Kære Kristina
    Jeg arbejder som sygeplejerske på et asylcenter, og er derfor midt iblandt alle de flygtninge, som gerne vil være en del af vores samfund. Jeg synes at de er en stor gave til os alle sammen. De kommer med spændende mad, familierelationer og baggrunde, som vi kan lære noget af! Jeg kan blive helt flov ved tanken om hvor overfladiske og materialistiske vores liv må se ud.
    lad dem beholde de traditioner, der giver mening for dem. Jeg er sikker på de ikke har noget imod at vi danser om juletræet og spiser frikadeller. Kh Gitte

    Liked by 1 person

  2. Hej Kristina.

    Tak for et tankevækkende indlæg. Jeg har ikke fulgt meget med i det politiske på det sidste kan jeg høre… en danskheds-kanon?… øh, ja altså, det må da alligevel være lidt svært sådan at definere det danske. Jeg synes nok, at det “danske” i den grad er en tynd sjat, og absolut pustet op på den selvfede måde…

    Jeg kan så godt lide Bertel, som udgangspunkt. Jeg kan lide mange af hans værdi og han virker så reel… Meen er desværre også lidt bange for, at han med sin nye kanon-ide kan løbe lidt ærinde for den fløj, som jeg ikke er særlig stor tilhænger af.. så har jeg ikke ytret mig alt for firkantet, vel? 🙂

    Jeg er tilbøjelig til at være rimelig enig med dig:-) – i kraft af din uddannelsesbaggrund er jeg også overbevist om, at du ved nogenlunde, hvad du skriver om, når du sammenligner den danske selvfede måde med den øvrige verden… såååå du får ikke så mange kritiske kommentarer fra mig…
    Verden er jo så stor uden for Danmark, men det lille land ser ikke altid så langt ud over grænserne…

    Til gengæld får du da sat nogle gode gloser på hele problematikken, mange af tankerne har jeg selv haft, men måske mere abstrakt i hovedet end så konkret i ord… sejt!

    God påske til dig og familien – elsker stadig at følge dine skønne indlæg med masser at humor… Herhjemme gør vi heller ikke det store ud af påsken, men vi har dog lidt planer – ikke mange… Har det ligesom dig, elsker når ferien bare er udefineret og åben for pludselige indskydelser… har bare svært ved at få de store teenagere til at forstå dette, de skal hele tiden have svar på planlægning, fordi de selv vil nogle ting… det er lidt øv, når de bliver så store.

    God ferie – håber I nyder den!
    Kh
    Mette

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s