Hjemmestyrtende mor til 5

8

7. maj 2016 af Kristina Hobbs

Indlæg nr 200!

Sjovt, at det hedder at “gå” hjemme. Spøjst, at der er nogle i alle de der debatter om, hvorvidt det at være hjemmegående og passe egne børn er dovenskab og snylteri eller ej, der faktisk tror, at man som hjemmepasser “går” rundt rigtig meget eller endda bare ligger og binge-watcher Netflix, mens de stakkels små pus gnasker riskiks og spiller ipad dagen lang og slet ikke bliver socialiseret normalt eller får trænet sprog eller lærer at klare sig i den virkelige verden.

Pudsigt.

For jeg kan eddermanme love dig, at jo mere, jeg er sammen med mine 5 vidunderlige børn, jo mere styrter jeg rundt. Jeg er ikke hjemmegående, jeg er hjemmestyrtende. Hjemmerendende. Hjemmeræsende, hjemmepiskende, hjemmeeffektiverende, hjemmeelskende, hjemme alt muligt andet end – gående. Ikke sådan på stress-måden, for jeg er min egen boss, og det er fedt. Når jeg husker at være god ved min ansatte. For det er jo mig. Huske, at jeg skal tage den med ro. Og gå, ikke rende. Men hvis jeg skal nå at stille alle behov tilfredsstillende, så er jeg ikke hjemme”gående”. Kunsten er at tage den med ro bevidst. For det er så vigtig en beskæftigelse at være sin families hjørnesten, at det er meget nemt at få for store ambitioner for hverdagen. Selv, når man som jeg har været det i mange år. Der er nok at lave. Navnlig med 5 børn.

Jo mere, jeg vælger at størstedelen af deres tid skal tilbringes herhjemme sammen med mig, jo mere påtager jeg mig af ansvaret for deres udvikling med udgangspunkt i det simple faktum, at jeg elsker dem og føler, at jeg har en masse at give dem, vise dem, lære dem, hjælpe dem med.

Det ansvar vejer virkelig tungt for mig. Der går ikke en eneste time på dagen (eller om natten), hvor jeg ikke tænker på, hvad jeg kan optimere, så mine børn kan få en eller anden aha-oplevelse eller få pirret nysgerrigheden. Ser jeg på bogreolen tænker jeg på, at vi snart skal have James videre med at kunne forbinde bogstaver, og at vi nok skulle skrive bogstaver på fliserne i haven med kridt i morgen – eller tegne tal på vinduerne med de der nye, fede glas-tusser, vi fandt i Fakta. Og som jeg kunne tale med de to ældste på 10 og 13 om, for de er meget nede med miljøet lige nu, og de der glastusser indeholder helt sikkert en hel masse giftigt, som de kan more sig med at slå op på nettet og undersøge nærmere, mens James og jeg skriver “prut” 13 gange på terrassedøren. Og så skal vi binde snørebånd, James og jeg – og naturligvis spille fodbold, får det har han fattet interesse for, den lille knægt.

Går vi i Kvickly tænker jeg på, at Silvia heldigvis nåede at skrive sin egen indkøbsseddel, så hun kan få læring ind på den konto. Og at vi skal igang med at spille noget mere skak. Og måske prøve at droppe sukker i en hel uge bare for spas. Eller måske en måneds TV-fri til sommer? Rulleskøjter? Næh – drageflyvning!

I bilen på vej til skolen om morgenen (mine 3 ældste går på Lilleskole 20 km sydpå) synger vi med på vores eget bil-miks, og der tænker jeg på, at vi får sunget en masse engelsk, og at vi godt kan lave noget rytme-kanon på vejen hjem, og at lille Ava virkelig ikke burde sidde i det åndssvage autosæde så meget som 2 minutter med sin lille ryg – men at det er hendes dont som nr 5 i en familie. Og at jeg må sætte tid af til at trille kolbøtter med hende i formiddag, når vi kommer hjem. Og vi skal spise noget mere fisk. Og tage sommertøj frem. Og lave fødselsdagsgave til Morfar. Og der skal fremover altid købes 3 poser mel ad gangen, så vi aldrig mere løber tør, når børnene annoncerer i spisefrikvarteret, at de lige tager 3 venner med hjem. Hver. Og at jeg gerne vil kunne leve op til mit løfte om at tage i svømmeren med kun Silvia og James hver søndag. Og læse højt i en rigtig kapitelbog for Silvia hver aften. Og holde fast i den gode stil med at massere Mollys fødder i den der lækre natur-olie hver aften, mens hun læser højt for mig. Og få lavet den der virksomhed på Virk.dk, så jeg kan tjene nogle penge, så jeg kan blive ved med at “gå”hjemme.

Jeg piver ikke, det er ikke det. Det er ikke fordi, at det er synd for mig. Det er nærmere synd for mine unger. Eller nej – for de har det ret godt. De ved det bare ikke altid lige helt så meget, som jeg ville ønske. Sådan på martyr-måden, hvilket jeg virkelig ikke kan acceptere ved mig selv. “Utak er verdens løn”, FNYS. Jeg er bare en idiot lige i øjeblikket, der sgu har lidt for travlt. Jeg er sure-idiot-mor. Der vrisser og kradser ogIMG_0050 (1) er lidt for gnaven og har for kort lunte. Jeg ved godt hvorfor. Træthed. Jeg prøver at skrive hver aften, når alle er i seng, for at sparke lidt forretning igang – og det går udemærket, og jeg elsker at skrive, så det er fjong. Bortset fra, når Ava ikke sover om natten. Og det har hun ikke gjort i 2 uger nu. Hun nægter. Når det tager over 20 minutter at putte hende, så er jeg nødt til at udskyde hendes putning til efter Silvia og James er puttet – for ellers går regnestykket ikke op. Hun gider ikke længere bare lege nede på gulvet selv, når jeg læser for de andre – hun vil være med, æde bogen, savle på Silvias seng, hoppe på mit skød og die samtidigt og smadre James´LEGOudstilling. Så det er lidt en udfordring lige nu, hvad jeg stiller op med 1 stk overtræt, megaivrig 10 mndr gammel tankvogn med yndige øjne og sorte negle (vi er rigtig meget udenfor lige nu, og hun spiser rigtig meget jord og er umanerlig sød og kan virkelig ikke lide at få renset negle). Så der er lidt skrig og skrål om aftenen lige nu. Og så sover hun først omkring kl 23, hvorefter jeg skriver. Og så vågner hun ca. 2 timer senere og vil die, og derefter helst sove med et bryst i munden. Det er, som det plejer med mine unger – den periode har de alle haft. Men jeg har ikke før skullet være oppe så sent og arbejde. Altså efter hun er gået omkuld kl 23.  Det er en udfordring, jeg lige skal have styr på. Og derfor er jeg for træt. Og derfor sur. Det er bare megatrælst, og det er herligt at få det skrevet ned. For nu ved jeg, hvad jeg skal gøre. Jeg skal lave det om. Jeg skal ikke effektivisere, jeg skal gøre mindre. Hvad skal droppes, så jeg kan finde lidt mere ro? Hm – det bliver vist ugens udfordring…

Jeg har allerede skrumpet aftensmaden gevaldigt – vi spiser rigtig mange spejlæg og fiskefrikadeller af færdig fars fra Netto. Og havregrød. Vi elsker vores høns,  og en af hønsedamerne har fået kyllinger i denne uge – så der er flere og flere æggeleverandører, og det er billigt og sundt. Godt så. Der kan ikke hentes overskud der.

De store hjælper allerede rigtig meget til. Vasker tøj, passer Ava, støvsuger, madpakker, bager kager, tømmer opvasker, dækker bord, fejer – Bastian har endda påtaget sig at holde min bil i ikke-sundhedsfarlig tilstand, fri for indtørrede figenstænger, fladmaste juicebrikker og halvspiste pølsehorn under sæderne. Dejligt – men jeg kan ikke kræve mere af ham og Molly lige nu.

Jeg har ikke blogget i en måned – der tager heller ikke tid. 2 bad om ugen til mor her – heller ikke overvældende. Tidsrøveren lige nu er dels skriveri, dels min passion – haven. Som eksploderer i gule tulipaner og forsythia, lilla violer og blå scilla, kirsebærblomster og ærteskud og rabarber og brumbasser. Der bruger jeg tid. Som måske vælter læsset, når der også er en nr 5, der ikke vil sove, og så skriveriet. Ja, det er nok det.

Jeg må lade have være have i en uges tid og se, om det giver lidt luft. For i dag var jeg så træt, at jeg faktisk rakte en stor, fed FÅRK-finger til min bestyrtede datter på 6 år, som i en begejstret leg hvinede af sine lungers fulde kraft, lige som hun strøg forbi barnevognen, hvor Ava endelig (efter mange forsøg i løbet af dagen) var faldet i søvn – og som derfor vågnede prompte og græd efter mere amning ved et par meget trætte bryster, der efterhånden kan svinges om på ryggen og bindes med en flot sløjfe.

Jo, jeg gjorde. Det er så mega utroligt pinligt. Men det gjorde jeg altså. Så nu skal der gøres noget.

Så slemt er det heller ikke – der er åndehuller i dagen. Jeg styrter ikke hele tiden. Vi drøner ikke rundt. I modsætning til den mor, jeg var, da jeg læste på Uni og boede på Frb C og havde 2 børn, så er jeg nu en mor, der absolut helst bare vil være hjemme med børnene og udnytte vores dejlige hjem og dets muligheder, både ude og inde. Førhen drønede vi rundt på legepladser, til koncerter, til mødregrupper og fritidsaktiviteter og i parker og halløjendøjendut. Jeg var ikke hjemmegående, men udestyrtende. Nu vil mine børn nok glæde sig til at blive så store, at de kan komme ud i verden og opleve noget på egen hånd, for deres mor, hun gør sgu aldrig noget. Udover at synge Lotte Kærså, bage brunsviger og bygge kuglebaner. Og styrte rundt herhjemme.

Og det er godt nok, ja det er så. Når de kan, så kaster de sig ud i verden. Og så kan jeg stå med hjertet oppe i halsen og tørre øjne i skåneærmerne. Indtil da skal jeg lige være i lidt bedre humør, bruge mindre tid på skvalderkål og mere tid på søvn, og da for helvede ALDRIG mere lufte den der f…finger. For dælen. Pinligt. Hun fortæller det garanteret til hele verden, min Silvia. Hun er en meget ærlig pige. Skønt. Hvad må de andre forældre dog ikke tænke om mig….

Jeg skrev før, at kunsten er at tage den med ro bevidst. Må denne solskinsfyldte tid blive meget kunstnerisk. Fra nu af.

Tak for det, blog, og tak for det, læser. Nu er den ged barberet.

Kærligst, Kristina

 

 

 

Reklamer

8 thoughts on “Hjemmestyrtende mor til 5

  1. Louise siger:

    Bøjer mig i støvet! Kender den hverdag ud og ind! Heldigvis er vi kun mennesker og laver også uhensigtsmæssige handlinger.
    Søvn er, som du selv skriver kodeordet. (Siger Jeg som stadig ammer 2,5 årigt barn om natten og er ved at blive sindsyg!!!)

    Elsker dine indlæg, søde Kristina. Du sætter så fint ord på tingene og tankerne.

    Glæder mig til vi ses snart.

    Kram

    Like

  2. Karina Bundgaard siger:

    Mega krammer til dig. TAK for din ærlighed. Har selv været præcis det med min tykke pølse finger. Øv. Men go læring kom lige i kølvandet.

    Like

    • Hov, søde Karina – den glemte jeg da at svare på, undskyld! Tak for din kommentar – og ja, jeg håber også at lære noget af mine fejl. Det gør man jo – nogle gange. Nogle af dem hænger også ved, desværre. Men livet er jo langt…..Kh Kristina

      Like

  3. Mona siger:

    Åhh hvor befriende! Bliver så lettet og glad over dine indlæg. Her er jeg altid utilstrækkelig og kunne altid gøre det bedre. Men altså kan jo godt se at det er helt tosset, når jeg læser dit indlæg om alle de skrupler du gør dig, over hvordan du slår mere til, for vi gør det jo godt os hjemmestyrtende 😜. Tror også det handler om at vi jo “skal” gøre det ekstra godt, nu når vi har valgt at bruge tiden hjemme. Sjældent glæder jeg mig over at være en helt ok mor, hvis ambition i livet er at sende børnene godt på vej i livet og bruge min tid med dem mens de gider. Alt for ofte grubler jeg over om det er godt nok, hvad der kan gøres bedre og hvordan det nu skal gå med barn nr. 4 som kommer om en måneds tid 😁! Shit hvad nu hvis jeg ikke kan klare det el. Har overskud til endnu et barn. Men ved jo inderst inde at det nok skal gå, selvom jeg ikke umiddelbart kan se hvor tiden og overskuddet skal komme fra.

    Like

    • Kære Mona – har du født? Hvordan går det med overskuddet? Hæld bare vand ud af ørene, jeg har været der og ved, hvor utrolig lykkelig og utrolig træt, man kan blive med spædbørn og mange søskende. Håber, at den lille ny er sund og rask. Kh Kristina

      Like

  4. Mette siger:

    Hej Kristina, har læst en del af dine indlæg og hvor skriver du godt. Jeg har selv 4 børn og er dog ikke hjemmegående, men arbejder på deltid. Min yngste er 9 år, så det er muligt nu… 🙂

    Jeg får dog bare én tanke, når jeg læser. Hvor er børnenes far i alt det her? Hjælper han slet ikke til?

    Like

    • Kære Mette
      Tak for din kommentar, hyggeligt, at du læser med – du må også have dit at se til med 4 børn og job. Må være spændende at være i gang og med store børn, det glæder jeg mig til engang:-) Jeg havde studie/arbejde, da de 3 ældste var mindre, og jeg syntes, at vi havde en dejlig hverdag det meste af tiden. Ihverfald, da jeg kun havde 2 børn – jeg elskede både mit studie og senere mine jobs og kolleger. Håber, at du laver noget, der giver mening for dig 🙂
      Børnene har alle samme far, som også stadig er min mand. Han er brite og selvstændig møbelsnedker. Jeg har før svaret på dit spørgsmål i en kommentar, så vidt jeg husker – kan lige prøve at finde den tråd ved lejlighed. Det ser jo mærkeligt ud, den konstellation, vi har valgt herhjemme. Jeg er godt klar over, at det er ukonventionelt, og det er også hyppigt, at jeg skal forklare mig lidt. Det kommer så nogle gange til at lyde som et forsvar, men det er ikke sådan ment. Det er bare sådan, vi har indrettet os i løbet af livet. Noget af det er tilfældigt, noget er bevidste valg. Det hele bevæger sig og justeres alt efter vores situation. Min mand har altid arbejdet ml 60-70 timer om ugen og med 2 ugers årlig ferie. Deromkring, med udsving. Det er helt normalt i hans engelske familie. 37 timers arbejdsuge er virkelig noget slapsvanseri set med britiske øjne. Helt uhørt. Vi talte meget om det, inden vi fik børn. Jeg ville gerne have ham, som han var, og så fandt vi frem til, at jeg kører biksen herhjemme med hus og børn, og han arbejder og elsker mig og børnene og gør alt, hvad han kan, for at vi alle er lykkelige, trygge og har et dejligt liv.
      Du spørger, om han hjælper til. Man kan sige, at husholdning og børn er mit ansvar, og så hjælper han i det omfang, jeg synes, at han bør og kan, når han arbejder så meget, som han gør. Men jeg vil egentlig hellere forklare det sådan, at han yder sit, og jeg yder mit. Vi gør forskellige ting, har forskellige ansvar. Når han har været på arbejde fra 8-23, så står jeg ikke og kommanderer ham til opvasken eller kræver, at han køber ind. Men det kan godt være, at jeg sender ham en indkøbsliste på sms til dagen efter.
      Det er mit valg at hjemmepasse børn og prioritere tid herhjemme så højt – han bakker op om mine beslutninger om vores hjemmeliv, men det er 100% mine beslutninger, for sådan er arbejdsfordelingen også. Hvis jeg vil være udearbejdende igen fra på onsdag, så bakker han op om det. Lige nu synes han, at jeg kører mig selv alt for hårdt med mit forsøg på at tjene lidt penge på at skrive, for han vil hellere selv løbe lidt hurtigere for at hive de sidste kroner hjem, så jeg kan bevare mit overskud. Det får mig til at tænke og føle, at han er omsorgsfuld, betænksom og loyal.
      Rent praktisk er det lige nu sådan, at han vækker børnene om morgenen, mens jeg ammer Ava og får øjne og måske tager et bad. Så passer han Ava og James herhjemme, mens jeg kører de andre i skole i Hillerød – det tager ca en time i alt, så der hygger han bare med de små og rydder måske op sammen med dem. Så når vi ofte lige en lille kop kaffe i ro, førend jeg følger James i deltidsbørnehave, og han kører på arbejde kl 9.30, hvilket jo er meget sent for en håndværker – men pga morgentrafikken fra provinsen til København, så kan det ikke betale sig for ham at køre på arbejde før. Så der kan man vel sige, at han hjælper til:-) Han kommer så først hjem omkring kl 23 de fleste aftener, medmindre der sker noget særligt, fx forældrearrangement eller fødselsdag. Nogle gange kommer han hjem et par timer for lige at putte børn for hyggens skyld og kører så på arbejde igen. Eller kommer måske først hjem midt om natten, fordi et job skal være færdigt. Han arbejder også nogle gange i weekenden, det varierer. Da vi boede tæt på hans værksted inde i København mødte han meget tidligere og kom så også tidligere hjem – kl 21, måske. Men da det er hans indtægt, vi lever af, så har han frie hænder til at planlægge sit arbejde alt efter, hvad der bedst kan betale sig.
      Sådan har han altid arbejdet, sådan arbejder hans far, og sådan bliver han ved, til han segner om 100 år, tror jeg.
      For han kan lige vove på at segne før om 100 år. Jeg aner ikke, hvad jeg skulle gøre uden ham. Ikke sådan praktisk, for jeg er vant til at klare hverdagen selv – men eksistentielt er han min klippe, min bedste ven, min halvdel, min mand.
      Sådan har vi det hos os – så dér er børnenes far i “alt det her” 🙂
      Kærlig hilsen Kristina

      Like

    • Her var det indlæg, hvor der også kom nogle spørgsmål om min mand, som jeg har forsøgt at svare på dengang, også: https://kristinahobbs.com/2015/03/24/livet-er-heftigt/

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: