Kan du nyde virkeligheden?

Når forestillinger om, hvordan noget vil være, pludselig sprænges og må vige pladsen for en helt uventet virkelighed. Det er mine yndlingsøjeblikke, for da kan jeg som regel se noget helt skarpt om livet og om, hvad der er væsentligt. Det er ikke væsentligt, at plænen er slået. Det er ikke, at mine negle og hæle ser pæne ud i gladiator-sandaler. Det er ikke, at mine sofapuder matcher (eller er uden spor af nutella-fingre, for den sags skyld), og det er ikke en skid væsentligt, om jeg har styr på det hele.

Nogle gange er det væsentlige, faktisk det allerbedste, at man gider skodde alle ambitionerne og spille fisk med sin vidunderlige datter på 6 år i 20 minutter. Som en far sagde her til aften til en klasse-komsammen i min datters 4. klasse.

Jeg kom til at tænke på det med vores skøre forestillinger om, hvordan dit eller dat vil være, da jeg kørte i bil ned på mine børns skole 20 km væk. I eftermiddags. Vi skulle til klassefest i Mollys klasse, Silvia på 6 år skulle hentes på skolen, Bastian på 13 år er til fest inde i København, Molly er taget med en veninde hjem og kommer selv til klassefesten – og derfor var det James på 4 år, Ava og jeg, der kom kørende fra Helsinge kl 15.45. Jeg er nu igen hjemmepasser og er ikke længere på barselsorlov. Jeg er selvstændigt erhvervsdrivende skribent med firmaet “Wordsbyhobbs” (hjemmeside følger IKKE, men facebookside gør nok før eller siden), og jeg passer Ava på 11 mndr hjemme, mens James går i deltidsbørnehave, og mine 3 andre børn går på Hillerød Lilleskole. Vi bor i et gammelt murermesterhus midt i Helsinge by, en mindre by med 8000 indbyggere (tror jeg nok)  i provinsen. Min mand er selvstændig møbelsnedker med speciale i bæredygtige køkkener og butiksinventar, jeg er antropolog og har været hjemmegående siden 2011. Nu er jeg så hjemmepasser igen. Ligesom jeg blev det, da vi flyttede hertil for 4 år siden, og jeg opdagede, at man faktisk godt kan passe sine børn selv. Dengang var beslutningen svær, jeg havde ingen rollemodeller, og jeg handlede i desperation, fordi min lille pige på dengang 2 år var bundulykkelig for at være i sin nye vuggestue/børnehave.

Nu er beslutningen nem. Selvfølgelig skal jeg passe Ava hjemme. Vi har en pragtfuld legestue i byen, jeg kender masser af andre hjemmegående, jeg ved, at der kommer meget socialt begavede og tillidsfulde børn ud af det. Helsinge er et skønt sted at være hjemmegående. Men nu er jeg så også skribent og forsøger at tjene til at kunne betale det der lilleskole, og det er vildt hårdt at skulle arbejde fra ca 22-24 hver dag. Men jeg prøver, og så må vi se, om det holder.

En læser skrev til mig, at hun var blevet helt overrasket over et billede her på bloggen, hvoraf det ses, at jeg slet ikke bor et topidyllisk sted på landet, men tværtimod tæt på noget moderne boligbyggeri i karrygul. Hun blev vist lettet. Det er den lettelse, jeg elsker. Det perfekte viser sig at være en illusion, og så kan man nyde det virkelige. Da jeg fik børn, havde jeg ikke troet, at det med at tage til forældrearrangementer i skolen var noget med at sidde i en varm bil og køre 20 km med to sovende børn, som helst ville blive hjemme og holde fredag. Da jeg kun havde 1 barn var det med forældrearrangementer i institutionen noget med at tage lidt pænt tøj på i god tid og finde en lille, fiks bastkurv med lækre hapsere og matchende servietter.

Idag var det mere noget med at forsøge at snige en kolossal bussemand ud af næsen på en sovende lille dreng, pakke 3 ikea-poser med stofbleer, pølser i små bidder, tørre strømper, bodyer, saftevand, babyalarmer, kørekort, anti-kløemiddel ( James bliver  mega-hys, hvis myggestik klør), en kæmpe bradepandekage (hvis man bagte kage til arrangementet kunne man slippe for at betale. VUPLA!!), to køkkenruller (de der fine papirservietter er FINE, men de suger jo ingenting, og Ava synes, at de ser så appetitlige ud, og jeg tror ikke, de ligefrem er svanemærkede med det der Frozen-print, som pigerne har valgt), kopper med låg (mine børn vælter altid deres glas. Altid)……….og så kæmpe mig ud på motorvejen. Med en lille dreng, som jeg hentede i børnehaven i meget beskidt tilstand efter en varm dag på legepladsen, og som bad mig om en lur på sofaen, et spil Uno bagefter og en leverpostejsmad til aftensmad. Og så skulle han til fest! Arj, hvor var det dog synd. Ikke sådan, jeg forestillede mig det.

Men ved I hvad? Det blev en herrehyggelig aften. Jo jo, Ava piskede rundt og åd alt, hvad hun fandt, som kun plejer – der skal nok have været en forælder eller to, som synes, at jeg er sindssyg og laissez-faire og har et dødsønske på min datters vegne. James stak i hyl hist og her og fra langt borte og tæt på – men han var vildt glad, når han kom løbende for at få noget at drikke, han spiste 4 grillpølser og vistnok 6 kokosmakroner (fuck min rabarberkage, for der var kokosmakroner fra Netto, og de smager eddermanme godt!), og han er endnu mere beskidt, end da han kom. Jeg glemte hans sko herhjemme, fordi han jo lå og sov på sofaen, og jeg bar ham sovende ud i bilen – men han var ligeglad og løb rundt i 4 timer og legede i det bløde græs på strømpefødder. Det er alle gode tegn. Silvia på 6 år så jeg nærmest ikke, og Molly tiskeviskede med kæresten og veninder og havde det vist også dejligt. Folk hyggede sig og var supersøde, og deres lærer Lotte er bare sådan en dejlig dame. Så selvom det var en barsk start som slet ikke var, som jeg troede, sådan noget skulle være – så endte det så fint. For det væsentlige er ikke at have styr på alting eller at bo pisseidyllisk eller at have matchende sofapuder fra HAY. Det væsentlige er at have fred i sindet til at kunne nyde de spontant opståede dejlige øjeblikke med. Der var mange af dem i aften.

Vi kom hjem kl 22 efter et raid i Netto efter guf, og så redte vi senge på sofaerne i stuen. James, Silvia og Molly fik guf i små skåle og så “Inderst Inde”, mens jeg pakkede ud og forsøgte at putte en overstadig Ava. Min veninde kom fordi, vi plukkede roser og drak hvidvin i tusmørket. Nu sover alle – og jeg ville bare lige side, at det idag lykkedes mig at være tilstede.

Og at jeg nu igen er hjemmepasser, og at man ikke skal være bekymret for, om hjemmepassede børn mon bliver mærkelige af ikke at gå i institution. I vores legestue Haletudserne kommer der henved 130-40 hjemmepassede børn, tror jeg – og de er lige så forskellige som børn alle andre steder. Men socialt ubegavede er de i hvertfald ikke. Ikke allesammen, i hvertfald. Nogle få er – og det er der jo også masser af institutionaliserede børn, der er. Du skal ikke lade dig afskrække, hvis du går med tanker om at passe dit lille barn hjemme i en periode. Og du skal ikke lade dig afskrække af at flytte ud af København for at få råd til at kunne leve af mere eller mindre én indtægt. Vi er rigtig mange, der har gjort det, og det kan du også, hvis du har lyst til et liv, hvor den bedste kop kaffe er den fra Sørkel Kay (førhen Statoil), hvor alle de voksne i børnehaven har tusser på lænden, og hvor naturen er så smuk, Kvickly så hjemlig og vidderne så vidde, at man kan få tårer i øjnene midt på rute 267. 

Nåmen jeg må i seng.

Kærligst Kristina