Hvad skal der til for at tid hjemme med børnene føles som “ferie” og ikke som “ragnarok”, “bersærkergang” eller eventuelt “Mor går op og lægger sig med heldagsmigræne/Mor dulmer nerverne i Chardonnay fra kl. 11.30, for man må godt drikke til frokost, når det er ferie!”?
Jeg har hørt på vandrørene, at ferietid med børn giver ret mange forældre svedperler på overlæben. Bedsteforældre skulle efter sigende også blive frustrerede, for deres liv bliver inficeret af ustyrlige børnebørn med spise- og sovevaner, der passer en pensioneret livsstil som ehm….båthorn passer en beagle.
Ja, undskyld den bovlamme metafor, jeg er ikke skideskarp har kl 8 om morgenen. Vi er flygtet i mine forældres sommerhus, de 4 yngste og jeg, for at få lidt luft fra hverdagens mange gøremål i et stort hus. Der er fordele ved at være lidt hjemmefra, det indtræffer omgående. Ingen ambitioner om at ordne det skab, vaske den dør af, rydde op i det hjørne, rydde det hjørne af haven, lave saft af dit og dat eller være praktisk i det hele taget. Væk hjemmefra handler det hele mere om dagens behov. Lige nu og her. Det havde jeg glemt, for vi har ikke været væk hjemmefra på ferie siden sommeren 2014. Det er for dyrt og for bøvlet, og jeg var gravid, og der var meget i vejen…Men nu er vi her, og vi tager fanme ikke hjem, for det er pissehyggeligt!
Nåmen tilbage til emnet – hvordan skaber man feriestemning? Jeg kender godt den der følelse af, at det hele nok springer i luften, når børnene ikke skal ud af huset om morgenen. I de perioder af mit forældre-liv, hvor jeg har været udearbejdende, og mine børn var afsted i institution og skole, der handlede ferier ret meget om at aktivere børnene. De blev rastløse hurtigt. Det gjorde jeg måske også. Forskellen på at have en travl hverdag, hvor alle havde et liv hver for sig, og så ferietid med få – måske ingen, ARGH!! – planer, hvor vi alle var på samme matrikel, det var bare for meget at kapere. Det tog tid at vænne sig til, og det blev først sådan rigtig rart i de sidste 2 dage, inden ferien var slut.
Men vi havde også råd til at tage afsted på rejse og opleve en hel masse. Vi var på Bakken i ét væk, spiste ude, tog på kanalrundfart og havde folk på besøg. På Kreta, på Mols og på Nationalmuseet. Der var gang i den, og det var sjovt. Min ældste søn kunne ikke kapere alle de aktiviteter og var på tværs ret ofte, men det tog jeg ikke så tungt dengang. Han skulle ikke “have lov” til at styre, hvad den lille familie skulle – og der var kun ham, hans lillesøster, hans papstoresøster og jeg (deres far arbejder hele sommeren), så hvis han ikke makkede ret, så kunne jeg bare tage ham under armen, indtil hans raseri havde lagt sig. Den taktik bliver ligesom gradvis mere bøvlet, når der kommer flere børn til, og når barnet bliver større og raseriet vokser eksponentielt med graden af manglende indflydelse på dagens aktiviteter. Den kan ikke anbefales til børn over 4 år…Og her taler jeg af erfaring. Den lille knægt skulle have haft fred, skulle han. Det skulle steddatteren også. Men det vidste jeg ikke dengang. Nå, det var et sidespring.
Med andre ord: I familiens unge dage for 10 år siden var ferietid lig med tid til at lave alt muligt sammen, fokus på aktiviteter og ud-af-huset, forbrug og ekstroverthed. Hvordan man skaber feriestemning på den måde ved jeg slet ikke mere. Vores liv er #2 nu – jeg har været to slags forælder. #1: En storbyforælder-type med universitetsstudie, ladcykel, styr på Københavns kulturelle tilbud, små børn og et meget aktivt socialt liv.
Så flyttede vi til provinsen med vores lille barn nr 4. Fik en stor have, stort hus, egen legeplads i haven, hjemmegående mor og hjemmepassede børn, stor afstand til de gamle venner, nye venner med andre dagsrytmer, en stor søn med udpræget behov for ro og skrøbeligt sind, et nyt kuld små børn med sans for at dimse derhjemme, en ny følelse af ikke at kunne slå til og virkelig intenst arbejde med at skabe en følelse af at høre til. Og ingen penge. Det er #2.
Hverdagen her i Helsinge var god fra starten, synes jeg. Det kan I læse om i de tidligste indlæg, dem fra 2012-13. Vi havde det rart. Det føltes aldrig som en forkert beslutning at flytte. Selv ikke, da det gik på for os, at de lokale skoler ikke kunne rumme min ældste søn, og at drømmen om et helt lokalt liv, hvor alle kunne cykle til diverse aktiviteter, brast. Nu er livet sådan, at jeg bruger op imod 2 timer dagligt på at fragte børn til Hillerød og tilbage, for skolen ligger dernede, og kammeraterne bor i nærheden af skolen i stor stil. Vi har nu 3 børn på Lilleskolen. Det er næsten en #3 at være forælder til børn på en Lilleskole 20 km væk. Da jeg gik hjemme med Silvia og James (læs indlæg mellem 2013-14), havde jeg rimelig god tid i timerne ml 8-14, hvor de store var i skole i Helsinge. Nu synes jeg bare, at jeg har så travlt hele tiden. Hele tiden. Det er SÅ ufedt, og jeg forstår ikke, hvordan jeg kunne hygge mig med god tid og lækre aktiviteter med de små dengang. Nu styrter jeg rundt i de få timer, der er, mellem at jeg har kørt skolebørn i skole, og til de skal hentes igen kl 14. Det hader jeg. Men en klog veninde har åbnet mine øjne for årsagen: Det er de åndssvage timer i bilen mellem Helsinge og Hillerød. De stjæler mit overskud. De stjæler tid til at gå en tur i den morgenfugtige skov med de små. Tid til at sidde på gulvet og snakke om klodsernes farver med Ava. Tid til at have frokostbesøg og tage i svømmeren. God tid, som jeg havde, da jeg var forældre #2, men ikke som forælder #3. To timer dagligt betyder så meget. Vi må derfor lige stille helt skarpt på, om de to små også skal i skole så langt væk, eller om prisen, både økonomisk og tidsmæssigt, er for høj.
Nåmen feriestemning:
Skal lige hente noget kaffe. Ava vågnede 8+ gange i nat, hun er ikke vant til at sove andre steder og er altid helt umulig at putte, når vi har lavet ret meget andet end at være derhjemme. Hvilket vi også er ret meget, for der er hyggeligt, så behovet for at komme andre steder er endnu ikke så stort. Men nu er vi altså i sommerhus, og så gik hun bananas og hylede hele aftenen. Og ret meget af natten. Vi har oppe kl 6,3o, hende og jeg, mens de andre 3 børn sov sødt til kl 9. Mine forældres utroligt smagfuldt indrettede sommerhus med tonsvis af stilleben og matchende pelargonier (som jeg elsker at nyde, al den omtanke med, hvilken vej lysestagen vender og om bogcoveret passer til bordskåneren, det er så vildt!) er nu endevendt og indrettet på en langt mere pragmatisk og langt mindre eksklusiv måde jvnf førnævnte pilfinger og skrigballon på 1 år. Vi har leget “nu tager jeg den her ned, og så kommer snublende Mor og siger “NEEEEEEJ, DEN MÅ DU IKKE TAGE I MUNDEN!” og stiller den op på en høj hylde, og så gentager vi legen, indtil der ikke står noget som helst på gulvet og alle hylder højt oppe ligner et pulterkammer” hele morgenen, så nu er her ved at være børnesikkert. Mor: bare rolig, jeg skal nok rydde op, når vi tager hjem. James er lige stået op og er allerede i gang med at lade være med at gøre, som jeg siger. Det er hans spidskompetence pt. Han har barberet mine roser, tegnet på væggene, punkteret badebassinet og knækket 3 vandpistoler. Hvad han finder på her i sommerhuset vides endnu ikke, men jeg holder ham i meget kort snor. Han lagde lige an til at putte klatkager i brændeovnen, men jeg nåede at stoppe ham. Så kom han vatpinde i stikkontakterne i stedet for.
Feriestemning:
Det var den kaffe.
Så: feriestemning.
Jeg kan kun sige, at jeg har lært, at man skal passe på med at tænke, at “nu skal vi rigtig lave en hel masse, som vi ikke har tid til til dagligt”. Jeg har ofte travlt med at lave en masse planer for alt det, jeg skal være som mor, når vi har fri. Alt det, jeg ikke når til dagligt, skal vi nå i ferien. Vi skal opleve ting, vi skal se folk. Jeg skal gøre et comeback som nærværende, morsom og aktiv mor. Sådan har mange andre forældre det vist. Tager man på ferie på Samsø, så skal man edderbrodere mig se HELE SAMSØ på den uge, man har, der skal cykles og sejles og bages og sankes. Checke åbningstider på museer og pakke undervandsharpunen.
For os er ferie at have tid til at slappe af. Børnene ved det, jeg ved det – de store husker godt ferier med masser af aktiviteter, men de små kender ikke andet end familie #2 og #3. Og den familie er meget hjemme og har base her. Så er ferie mange dage, hvor vi ikke skal køre i bil. Hvor der ikke er skema på, hvor man må være oppe, til man segner. Hvor vi spiser, når vi er sultne, og måske klatkager til aftensmad og bålpandekager til morgenmad. Hvor modellervoksprojektet må ligge fremme på spisebordet i dagevis. Hvor vi kan give Silvias, Mollys, Bastians og James værelse den helt store “gøre-hyggeligt”-omgang, som Silvia især elsker. Alt ud på gulvet, alt gennemgåes, alt kigges på og tales om; det elsker børnene. Hvor man må have alle de legekammerater på overnatning, man har lyst til. Hvis det er kammerater, der er med på at give en hånd med at dække bord og hilser pænt på de små. Det er oprørende, så mange børn, der ikke gider hjælpe til, selv, når de er gæster. Det kan jeg slet ikke have.
Ferie er faktisk mest ikke at skulle køre i bil 2 timer hver dag. Jeg vidste slet ikke, hvor meget tid, det stjæler. Det er helt vildt. Jeg har ikke haft tid til noget som helst længe- ikke engang at blogge, og jeg har haft så svært ved at forstå hvorfor.
Efter ferien skal jeg ikke køre børn i skole. De store tager toget, og Silvia kører med min mand. De skal også tage tog hjem, Silvia følges med de store og får derfor en telefon. Så håber jeg, at #4 finder vej herhjem – en tid med mere tid igen.
Tilbageblik er sundt, og man bliver klogere. Jeg opdager i disse dage, hvor utroligt hårdt spændt for, jeg faktisk var, de først to år, vi boede her. Jeg tror, jeg var i panik ret meget af tiden. At flytte og stå alene med 4 børn, nye skoler, 180 flyttekasser, kaotisk hus, umuligt forhold til syg steddatter, søn, der fik det psykisk stadigt dårligere, ægtemand med skrantende helbred. Mit fokus rettede sig udad på frivilligt arbejde af for mig fuldstændigt uforståelige årsager. Jeg knoklede. Svigtede måske. Prøvede. Traf dårlige valg. Snappede efter luft. Nu går det bedre, jeg kan mærke, når jeg er træt. Kan holde fri og eksistere i rod. Kan også fortryde nogle af de beslutninger, jeg traf, da jeg var hårdest spændt for og ikke engang vidste det. Men det er for sent at gøre om nu.
Vil gerne lære mine børn, at man skal holde fri, når man har ferie. Og slappe af, når man er træt. Mærke, når man er mæt, har fået nok og give efter og sige Stop. Det er der ret mange mennesker, der ikke kan i dag. Det er en kompetence, som må vi sørge for at værne om. Så skide være med de kulturelle tilbud, de uvaskede vinduer, uplukkede stikkelsbær og brunch med veninderne på Laundromat.
Lad være med at tro. at du skal være spektakulær i ferien og vise mand og børn, at du er med på det hele og har overskud. Hverdagen er den, du er – det er 46 uger om året, den udgør din identitet som forælder. Ferien er til opladning af batterierne, for du er nok noget flad. Og det er derfor, vi i Danmark har ferieuger. For at komme til hægterne.
Så hvis du er en af dem, der har svedperler på overlæben her i sommerferiens start, fordi ungerne allerede galopperer rundt og hujer og skændes? Så sig til dig selv, at I lige skal vænne jer til at være sammen mange timer, og at du er træt. Smæk en film på og tag en kop kaffe, indtil du har ro i hovedet. Måske savner du allerede kollegerne og snakken over kaffemaskinen om morgenen. Det er også ok. Nu er du her, hjemme, og I har fri. Lad rod være rod og læg dig ned på gulvet i børnehøjde. Hør ungerne ad, hvad de har lyst til. Go with the Flow. Indrøm, at du trænger til at have fri og lad være med at skulle bevise noget for nogen. En tur udenfor er en god ide – ungerne kan måske cykle, mens du lunter ved siden af. Eller find snegle, hvis det regner. Eller 10 gange Uno. Det er ferie her hos os.
Og til næste år skal jeg ikke køre til Hillerød 2 gange dagligt. Det bliver himlen. Ikke fordi der er noget galt med Hillerød.
Kærligst, Kristina
Kristina Hobbs - mor til 5 