Gentagelser

Der er næsten 2 års fedtfingre på mine vinduer ud mod den halvt sammenstyrtede rædsel, der skal forestille vores terrasse. Jeg kan egentlig godt lide at pudse vinduer, men det kan mine 5 børn også. Selv lille Ava på 13 mndr – hvor blev de måneder lige af? – jubler og hviner “mimimimimimiiiiiii”, når jeg kommer med PistPist (Ajax i de der spray-flasker) med viskestykker for at få bare et lille bitte kikhul i plamagerne på ruderne. Det er jo dejligt med hjælp fra børnene til mange ting, men det bliver vinduerne ikke super rene af!

Nåmen skidt med det. Solen skinner faktisk i vild kamp mod ugers styrtregn og blæsevejr. Første skoledag blev overstået i går, har nu børn i 1,5 og 7 klasse på Hillerød Lilleskole. James i børnehave rundt om hjørnet, og så er Ava og jeg hjemme et års tid eller to endnu. Deja vu. Føles meget lige som da Silvia var i børnehave, og jeg havde James hjemme. Bortset fra, at der jo nu ikke er et barn herhjemme, der mistrives i skolen og kræver meget energi, vi er ikke lige flyttet ind, og så er der et barn mere nu i forhold til sidst.

Arj altså – lige nu sidder James og improviserer en klassiker frem: “Jeg er en glad dreng, jeg skal være en and” på plinke-plonk. Det kalder han sin ukulele. Sådan en miniguitar med hawaii-lyd. En plinke-plonk. Fnis. Dejlig sang ellers, Ava tisser på gulvet i bar hovedkulds beundring. James burde være i børnehave nu for at nå til samling kl 9, men han ville så gerne lige lege og spise sine leverpostejsmadder på værelset i fred (fast morgenmadsmenu, ikke noget med havregryn her..mærkelig dreng). Ava er som sædvanlig også inde på hans værelse og er i dette øjeblik ved at finde ud af, hvordan man får en Flexi-trax bil til at køre på skinnerne. For nu har hun smagt på en masse lego og et par farvekridt og har åbenbart besluttet, at hun ikke var sulten nok til at spise dem og søger derfor efter anden underholdning….

Og så gik dagen ellers. Den første del af dette indlæg skrev jeg i morges, nu er dagen gået, klokken er 21.30, og jeg har plantet mig selv og mit aldrende skrog af en krop i sofaen. Med kaffe og klamme Chili-nuts. Måtte have et eller andet usundt..Og en J-Lo skod- romcom på Netflix. Jeg fejrer i disse første skoledage, at vores familie kom igennem skoleråret 2015-2016. Det holdt nemlig rigtig hårdt. Vi fik vores lille, yngste datte Ava sidste sommer – og hun er jo en perle. Men logistikken gjorde det meget svært at give hende en god sove-rytme, og med mit køren-børn-til-og-fra-skole i Hillerød forsvandt over 2 timer om dagen på goddam bilkørsel. Jeg hadede det. Og nu er det slut! HURRA!!! Bastian og Molly på 13 og 11 tager selv tog og bus i skole, og Silvia på 6 bliver kørt i skole af min mand på vejen til arbejde i Kbh. Perfekt. Og så følges de 3 hjem med skolebus og tog. Det giver mig ondt i maven at sende min lille Silvia med tog, men hun er jo ikke alene, det er blot en lokalbane, det er 4 stop, og hun er pavestolt.

Jeg har fået min tid igen. Det skønneste og mest meningsfulde ved at passe sine små børn hjemme istedet for at sende dem i institution er at give dem tid. Den forsvandt mellem fingrene på mig, og jeg var så træt, så træt, så træt. Halvdelen af mine indlæg fra 2016 handler om, at jeg forsøger at overbevise mig selv om, at jeg ikke skal bruge min tid på andet end ungerne og lade havens ukrudt, køkkenets potter og pander og hjemmets nullermænd være – og jeg ved 100%, at når jeg har svært ved at abstrahere fra rod omkring mig, så er det fordi, der er rod indeni mig. Min tid forsvandt.

I de to dage, jeg indtil videre har haft fornøjelsen af bare at være hjemme med Ava og ikke være involveret i skoletransport, så har vi drysset rundt. Følelsen af bare at have tid blev særlig tydelig, da vi havde afleveret James i børnehave i går, og Ava gerne ville ud af klapvognen og gå selv. Det tager sin tid, når ens ben er på længde med en agurk. Og når alt – jeg mener virkelig alt – skal samles op, ofte smages på og ihvertfald kommenteres på. Særligt, da det begyndte at øse ned, fik vi noget at tale om. Sådan en lille pige på 13 måneder kan se det utrolige i det mest gemene. Og den mageløshed, som verden besidder, kan man få lov til at dele, når man har tid til det.

Idag gik vi rundt i Kvickly og kiggede på alt muligt i over 1 time. Bagefter snakkede vi med 3 ældre damer og deres hunde, som var på luftetur. Så øvede Ava sig i at skubbe klapvogn hele vejen hjem, og så fodrede vi hønsene og gloede på de nye, små kyllinger og talte om at sige “pip”. Så spiste vi frokost længe, og så puttede jeg hende sammen med mig selv i dobbeltsengen. Jeps, der var tid til siesta, og endda til at vågne langsomt med 3 gentagelser af klassikeren “Bondegårdens Dyr”. Ikke ligefrem Dostojevski, men til gengæld er den sjov at læse på hovedet. Og det tempo fortsatte resten af dagen – roen kunne bevares. Selv nu, hvor jeg normalt er totalt baldret, er der lidt juice tilbage i den gamle sæk kartofler. Manner, hvor jeg glæder mig til det her skoleår. Til at gentage lidt af de fantastiske, rolige dage som hjemmegående mor, som jeg beskrev en del af i indlæggene fra 2013. Da James var bette og Silvia lidt større. Gentagelser giver ro i sjælen.

Så – ganske vist bliver jeg 40 til vinter. Min hofte er gået i kuk og gør nas, min barm er ikke, hvad den har været, dog duer batteriet stadig – jeg har røv i skoene, gardiner af hud under overarmene, og mine tænder er vist kaffe-gule, siger mine børn. Men jeg har nu et helt år med god tid sammen med min yngste perle, og mine 4 andre børn har deres hverdag sammen med gode venner og kompetente voksne. Det bliver et dejligt år!

Håber, at jeres start på året også var god, og at det vil bringe en masse godt med sig. Hvis der er lidt grus i maskineriet, så husk, at der er andre tider forude. Det er der altid. Ting forandrer sig, alt er en periode. Klø på med oprejst pande og varme knus.

Kærlig hilsen Kristina