Lidt om hverdagen idag; i et hus med en selvstændig snedker-far, en hjemmegående delvis klidmoster, delvis PrinzenRolle-knasende eks-akademiker (engang var jeg antropolog)-mor, 5 børn i alderen 1-13, 12 høns (3 af dem nok haner, vi får se), en kat, 3 etagers gammel murermestervilla beliggende i en lettere bulet provinsby i Nordsjælland langt udenfor Whiskybæltet, men tæt på både havet, Camilla Plums vidunderlige kaos af en køkkenhave, Rabarbergårdens herligheder, Lokalbanen, socialt boligbyggeri, skoven, Hillerødmotorvejens forhadte forlængelse med kø fra mandag morgen til søndag aften og hele 6 dagligvarebutikker. Og søde mennesker. Og nogle idioter. Og vi bor forresten kun billigt, fordi vores hus ligger ved en hovedvej – eller altså hovedvej, det er den ene af to veje, der fører ind i Helsinge, så det er der måske ikke så meget “hoved” over. Der kører i hvertfald ret mange biler på den i myldretiden, så vi har ikke landlig idyl udover den, som vores høje egetræer og hønsedamerne sørger for. Jeg har været igennem 14 år som mor snart, både studerende mor med små vuggestuebørn på indre Frederiksberg, nytilflytter i provinsen med 2 skolebørn og 2 hjemmepassede børn og gang i en helvedes masse frivilligt arbejde, og nu mor til 1 hjemmepasset lækkerhed, et deltidsbørnehavebarn og 3 skolebørn på Hillerød Lilleskole. Og ikke så meget andet, for det har jeg simpelthen ikke behov for. Mit liv er fuldt ud i alle hjørner og kanter, ganske som det er – jeg har givet mine frivillige projekter videre til andre eller lukket biksen. Men sikke en masse mennesker, jeg har lært at kende undervejs. Det kan anbefales at lave frivilligt arbejde, hvis du har lidt tid til overs, og der er SÅ mange mennesker derude, der har brug for dine kompetencer, ideer og din tid. Nå – idag:
Morgen, Klokken er 8. Der står en 40 cm høj, blå transformer og glor olmt på mig henover kanten på min laptop. Her på en fredelig søndag morgen, så skuler han med sine firkantede øjne. Min søn James på 4 år elsker sine transformers, og de bor på alle flader i hele hytten. De pynter sammen med ensomme Unokort, skævvredne pelargonier, karklude, hårelastikker og legoklodser. På sofaerne i stuen ligger Silvia på 6, som går i 1. klasse, og Molly på 11, som går i 5. – syge og med feber – men vi nåede da lige at være til et brag af et 50-års jubilæum på deres skole i går, førend de koksede ud. Ava på 1 år ser Netflix sammen med sin far nede i hans mandehule i kælderen, og jeg burde organisere morgenmad til hele banden. Med pomp og pragt, æg og bacon, pandekager og æblemost, for min ældste søn Bastian på 13 år er netop vendt hjem fra en uges lejrskoletur til Wales og London med sin klasse, og jeg har savnet ham helt enormt. Han er, i de 4 år, denne blog har eksisteret, udviklet sig fra en lille 9-årig dreng med sociale konflikter og manglende socialt overskud til en flot, ung mand med overskud og gennemslagskraft. Han er vokset mig over hovedet (jeg er 178 cm) i sommer og sprang direkte fra str 42 til 45 i sko.
For ham er det en lykke at blive teenager. Han kan det hele selv, er ikke afhængig af andres skemaer og transportmidler (har styr på offentlig transport), behøver ikke hænge ud med morgensure søskende, hvis han ikke har lyst, nyder den langt større grad af formål, som præger de fleste aktiviteter for større børn og unge mennesker. Det der med fri leg og tonse rundt og knalde hinanden i låget med en klatmalet gammel køkkenrulle, som en eller anden hjertensgod, men rimelig virkelighedsforstyrret pædagog har påduttet ungerne er en drabelig ninja-stav – det har aldrig været ham, og nu, som 13-årig, er rollespil altså noget med planlægning, plot, kostumer, historier og udvikling. Rammerne betyder faktisk noget for indholdet. Både fysiske og strukturelle rammer. Og det elsker han at have. Jeg er så imponeret over ham.
Hverdagen er kommet godt i gang herhjemme. Molly og Bastian tager tog og bus i skole 20 km væk, Silvia går der også men kører med sin far i skole, James går i deltidsbørnehave rundt om hjørnet, og Ava og jeg er herhjemme. Mandag er James er også, og der er vi nogle gange i legestue. Den kommer Ava og jeg nok til at frekventere mere i løbet af efteråret, for selvom jeg ikke rigtig har så stort et behov for de ellers virkelig dejlige og inspirerende venskaber, der skabes mellem forældre derhenne, så elsker hun bare at være der. Hun render rundt og leger med de andre børn og øver sig i det der med relationer, med at bytte bussemænd, gå på line, hoppe i kuglebadet og diskutere, hvem, der nu skal køre dukkevognen. Alt det, som børn skal have tid til at finde ud af, mens der er en kærlig voksen tilstede til at hjælpe, men ikke til at styre det hele efter en læreplan.
Nu er det ikke ment som en løftet pegefinger mod institutioner – for jeg har i mine år haft børn i omkring 10 institutioner rundt omkring, og mange af dem har været dejlige, omsorgsfulde steder med kompetente og kærlige voksne. Lige nu er James’ børnehave, som i perioder ikke har fungeret optimalt, i en utrolig god udvikling, og der er bare en herlig stemning og rigtig mange skønne dage. Dage, hvor jeg virkelig synes, at han får det bedste af begge verdener – altså hjemmegående mor og deltidsbørnehave -, fordi der både er en hel flok venner og nogle fede oplevelser med ture ud af huset til fx Louise Køsters Rabarbergården og Haver-til-maver, hvor jeg i sidste uge oplevede hele gruppen af børnehavebørn sidde i dyb lykke og kigge på kompostbunker sammen med en naturvejleder midt ude i sensommersolen blandt gigantiske rødkål, solsikker, cosmos og kålrabi. Det var så fedt, at jeg kneb en tåre.
Jeg kan se frem til et års tid med Ava hjemme endnu, førend endnu en ny tid begynder. Hun er en fremmelig ung dame med sine meningers mod og en proper næve. 
Hun hader at sidde i klapvogn og være i butikker. Elsker at rode i hønsegården, samle snegle, læse bøger, lave mad, tømme tasker og skabe og synge og danse. Hun laver ret store problemer for os alle, men heldigvis er hun meget charmerende og kysser os hele dagen, så hun slipper afsted med meget. Men jeg er taknemmelig for, at James nu er i skolegruppen i børnehaven, hvor de oplever en del ting på ture – for Ava er ikke lige sådan en, man tager på Frederiksborg Slot med. Hun larmer. Hun kan sådan et trick med at vride sig rundt som en skrue i mine arme, når jeg forsøger at bære hende, og hun ikke lige er enig i den position. Som at prøve at kramme en våd, glat ål. Helt umuligt at holde fast på. Og James er bare lige i den alder, hvor han sluger alting med stor interesse. Så fred med børnehaven:-)
Nu går morgenen lige så stille igang, alle pusler rundt omkring.
Er så glad for at have Bastian hjemme igen. Sover sgu stadig rigtig, rigtig skidt, når alle mine kyllinger ikke er hjemme i reden.
Hav en dejlig søndag derude!
Kh Kristina
Kristina Hobbs - mor til 5 
Hej Kristina,
Det er meget inspirerende at læse om din hverdag – jeg harselv nummer fem på vej og vi deler mange værdier.
Som jeg læser det, lyder du meget afklaret med dine valg og fravalg og selvom din tid er knap, lyder du til – mentalt – at have stort overskud.
Nu hvor du er så personlig og deler meget på din blog/nyhedsbrev, kunne jeg godt tænke mig at spørge om du altid er så afklaret eller du selv oplever dilemmaer eller afsavn?
Bedste hilsner
Signe
LikeLike
Kære Signe –
Tak fordi du afsætter tid til at læse med, jeg ved jo selv, hvor travlt du nok har med flokken og hvor skarpt, der skal prioriteres! Og så er du tilmed gravid – tillykke med det. Hvor store er dine andre børn?
Du er altid velkommen til at spørge mig.
Jeg ER meget afklaret. Men der er to ting at være afklaret om: dels at vores rollefordeling herhjemme er, at jeg tager mig af børn og hjem og min mand tager sig af at tjene størstedelen af pengene. Dels at jeg hjemmepasser de små indtil børnehavealder eller hvad der nu viser sig at være deres behov.
Som jeg føler det, så kan det slet ikke være anderledes. Nu. Efter mange år.
Men det er ligesom kommet snigende, jeg er ikke en af de mødre, som sådan efter længere tids eftertanke har besluttet at VÆRE HJEMMEGÅENDE. Jeg mener heller ikke, at det er det bedste altid. Det er det bare lige nu for os. Og det er dejligt, at vi bor i et samfund, hvor man kan vælge flere forskellige familiemodeller, hvis man er så priviligeret at have en ledsager, der gerne vil arbejde meget. Og fx et godt helbred der gør, at man kan vælge at arbejde, når lysten kommer over én, eller man får behov for større indkomst.
Jeg fik børn med den mand, der gør mig lykkelig, og vores gensidige aftale var og er, at børn er mit ansvarsområde. Det er uortodokst her til lands, men det har vi valgt. Det har jeg også skrevet om rundt omkring på bloggen, hvis du vil læse mere om det med at min mand og børnenes far ikke er ret meget hjemme. Søg på “livsvalg” tror jeg nok, fx her: https://kristinahobbs.com/2013/10/08/mit-valg-min-skyld/
Ud af det valg kommer der nogle beslutninger om, at jeg må sætte børnene først i stort set alle afkroge af livet. Min uddannelses enkelte kurser blev valgt efter, hvornår de lå på dagen, så jeg kunne hente tidligt, og mit feltarbejde blev planlagt på samme måde. Jeg valgte og fravalgte jobs, da jeg blev færdig med min kandidat, alt efter om det duede med barn syg, legeaftaler og afhentninger. Og da Jeg nåede at være på arbejdsmarkedet med 32 timer i en uddannelsesadministration på CBS i 4 mndr efter vores 3. barn var kommet i vuggestue som 10 mndr gammel baby, og mens mine to ældste børn gik i hhv børnehave og skole. Men det var hårdt, alt for hårdt, synes jeg, og jeg oplevede at føle, at mine børn var arbejde nr 2. Imens var min papdatter også meget syg, og i det hele taget var livet en tand for meget. Jeg orkede ikke at løbe så hurtigt. Heldigvis blev jeg fyret i en stor fyringsrunde, og så blev jeg gravid med James. Var ledig i min graviditet og lavede frivilligt arbejde – og så solgte vi storbylejligheden og flyttede til Helsinge, da han var 4 mndr. Da havde jeg været hjemmegående gravid med et vuggestuebarn og to skolebørn i et års tid. Og det var SÅ dejligt. Men jeg regnede da med, at jeg skulle tilbage på arbejdsmarkedet, når James var 1 år og skulle i vugger. Men så kunne jeg ikke med at sende Silvia på 2 år afsted, for hun var så rundt på gulvet over at være flyttet, og så var min nabo hjemmepasser af sine små børn, og så var jeg jo alligevel på barsel, og så…. Nu er der gået 4 år. Jeg har har skrevet over 200 indlæg som hjemmepasser, periodisk arbejdende, både ude og hjemmefra og frivilligt.
Så er jeg afklaret? Ja. Jeg savner at være på ferie med mand og børn, som vi har 2 gange årligt, da vi havde færre børn og flere penge. Men de økonomiske afsavn er nok det eneste afsavn. Andre afsavn er, når vores livsstil er markant anderledes end mine børns venners livsstil. Det medfører nogle gange, at de føler sig underlige. Men det meste af tiden føler de sig priviligerede og elskede, og det varmer rigtig meget. Men det har fx aldrig været et dilemma for mig ikke at have et akademisk job som antropolog eller ikke at søge en ph.D eller den slags. Jeg føler mig meget udfordret hver dag uden – og så skriver jeg og starter projekter op lokalt i ny og næ, og det har jeg fundet ud af i de her 4 år, at jeg virkelig godt kan lide.
Men det er et valg, vi herhjemme træffer hver dag, synes jeg. For det kan jo laves om og formes igen og igen, det her liv. Og det skal det også, man må have modet til at se realiteterne i øjnene og turde gøre op med en hverdag, der måske ikke fungerer så godt mere. Jeg synes, at vi allerede har haft mange forskellige hverdage i de 4 år, vi har boet her. Har du afsavn? Og fik jeg egentlig svaret på dit spørgsmål?
KhK
LikeLike
Dejligt med et nyt indlæg 🙂
Hvorfor Helsinge en ‘bulet’ by? Vi har set på mange huse deroppe, men det er svært at finde noget under 3,5-4 mio. som er pænt. Og det er i hvert fald for mig mange penge.. Og ret ‘Nordsjællandsk’.. 🙂 Vi har et vennepar som flyttede derop sidste sommer. Synes centrum er ret hyggelig og velholdt. Er det ikke også noget med, at en af landets bedste skoler ligger deroppe?
Jeg overvejer selv at flytte derop, skal bare have lokket min bedre halvdel 🙂
LikeLike
Hej Sascha!
Dejligt med en læser, der nærlæser:-) Vi er topglade for at bo i Helsinge. Lad mig lige slå det fast. Som jeg har fortalt om her på bloggen og i de lokale medier flere gange, så er her rigtig fedt på mange måder.
http://gribskov.lokalavisen.dk/helsinge-er-en-fantastisk-by-for-boernefamilier/20150512/artikler/705129129 og
http://gribskov.lokalavisen.dk/gribskov-i-udvikling-tre-gode-grunde-til-at-flytte-til-helsinge-/20160408/artikler/704099927/. De to andre tilflyttere fra Kbh, der her udtaler sig, er dels min jordemoder og veninde, og dels min yngste søns bedste vens mor – og min veninde. Her er mange tilflyttere nu, og de strømmer til, så der er ikke nogen grund til at holde sig tilbage:-) Vores hus kostede vist 6500 pr kvm.
Det er nok dine ord “…som er pænt”, der er forklaringen på, at I måske ikke lige finder det perfekte hus til de penge:-) Her er mange “bulede” huse, veje og mennesker, og hvis du slækker lidt på kravene, kan du få rigtig meget hus i Gribskov kommune og i Helsinge for under 2 mill. Der er mange tilflyttere med små penge i den legestue, hvor jeg kommer, der har købt hus for 1,5 mio med stor grund og det hele. “Bulet” kommer sig også af, at her er en del huse, hvor beboerne er meget gamle og desværre ikke kan holde deres hus længere – sådan et hus købte vi fx. Men her er også herligheder, der koster langt mere. Det kommer jo an på stand, beliggenhed og indretning! Du er velkommen til at spørge mig om detaljer om kvarterer, cykelstier, skoler etc. Gl. Frederiksborgvej er et pragtfuldt sted, hvis I har råd. Det er dog kun 300 m fra hvor jeg bor på Frederiksborgvej, og kvadratmeterprisen er næsten det halve. Vi har 200 m til skoven og det dobbelte til gågaden og gadekæret. Der er også skønne, skønne huse lige uden for byen – for Helsinge er en lille by på ca 3 kilometer fra ende til anden, og så slutter den brat, og der er marker og traktorer og hesteejendomme i massevis. Lokke,lokke, lokke – her er skønt. Angående skoler, så ligger Helsinge Realskole i centrum. Den har et af landets højeste gennemsnit, så hvis det er det, du mener med landets bedste, så ja. Skolekvalitet er mange ting. Det er en kristen, konservativ skole med 4 spor med mange regler og absolut topstyring. Rigtig mange mennesker elsker den, og jeg er sikker på, at de kan det, de siger, de kan. Jeg har arbejdet sammen med flere af lærerne i andet regi og kender mange børn, der går der – og en del, der ikke går der længere.
Jeg tror mere på medbestemmelse, demokrati og kreativitet, ligesom jeg ikke bryder mig om lange skoledage, lektier og elitære arbejdsmetoder. Men eleverne får skyhøje karakterer, og faktisk tror jeg, at jeg selv havde elsket at gå på den skole, da jeg var lille, fremfor den ræve-røde folkeskole, jeg gik og kedede mig på ude på Vestegnen:-)
Mange tilflyttere her er veluddannede mennesker fra København og omegn, som ikke vil give de mange penge, det koster at købe hus i Hillerød, og som gerne vil bo tæt på offentlig transport, tæt på skov og tæt på vandet. Og så har vi jo altså landets bedste legestue, hvor der kommer over 100 familier – folk på barsel, orlov, hjemmepassere og private børnepassere. Vidunderligt netværk.
Kh Kristina
LikeLike
Tak! For dit meget fyldestgørende svar. Du er altså en af mine yndlingsbloggere. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har forelsker mig så hovedkulds i Helsinge. Jeg har intet tilhørsforhold. Tænker bare, at den er hyggelig og i ok afstand til KBH, hvor vi arbejder.
Vi har set lidt på Pinusparken og Pinuslunden. Kender du de vænger? Det ser meget meget fint ud. Men også lidt dyrt ift din beskrivelse af byen.
KH
LikeLike
Hejsa- undskyld jeg kom bort fra at svare dig. Det er jeg ked af. Jeg kender ikke lige de gader, men det er jo ikke så langt fra, hvor vi bor. Min eneste anke uden at have været der er, at det er relativt tæt på Kildevejen, hvor der er meget trafikstøj – men det skal jeg jo ikke kunne sige om er et problem. Måske er digerne meget støjreducerende. Der vokser i hvertfald nogle farligt fine solsikker på dem, som jeg har plukket magne buketter af:-) Kom selv og se! God weekend. Kh K
– send mig gerne links til specifikke huse og spørg løs om alt muligt. Engerød Børnehus, som James går i, er i en meget god udvikling og er et skønt sted. Troldehøj Børnehus også. Har du små børn, det kan jeg ikke huske?
LikeLike
forresten – kommunen har lige udgivet dette: http://etlidtbedreliv.dk
LikeLike