Eftertanker

Jeg forstår ikke rigtig, hvordan man som menneske bliver ved med at udvikle sig. Tempoet, der foregår i. Det er jo helt vildt. Det flytter sig hele tiden, det der liv. I hvertfald for mig. Det er fantastisk, broget, udfordrende, udmattende og uforudsigeligt. Jeg synes hele tiden, at jeg kan se tilbage et halvt års tid og tænke, at jeg sørme har lært noget af mine erfaringer. Navnlig lært noget af mine fejltagelser og dårlige beslutninger. Som altid træffes med stor overbevisning og tro på, at det er det helt rigtige og autentiske for mig, lige i det sekund, beslutningen træffes. Det er sjældent sådan noget, jeg snubler ind i – jeg tænker mig om, gør mig umage. Og så er det alligevel beslutninger, som jeg indenfor samme år slet ikke ville træffe på samme måde igen.

Jeg troede, at man var voksen, og så var man ligesom sådan. Den slags person, man var, med de holdninger. Som papmaché, der stivner og ikke længere ligner gæret vandmand. Sådan er det jo slet ikke!

Lige nu har jeg alle mine 5 børn hjemme – eller ikke lige nu, klokken er 20.39, og min ældste datter er hos mine forældre på weekend – men sådan ment, at de alle bor hjemme. Med hver deres behov og udvikling. Jeg går jo så hjemme og har gået hjemme det meste af tiden i de 13 år, jeg har haft børn. Afbrudt af et kandidat-studie og et par år i arbejde i alt, men ellers har jeg været på barsel og selvvalgt gået hjemme. Jeg har dermed haft første parket-udsigt til deres liv. Lagt øre til det hele, både hys-anfald, tudeture og grineflip. Stille dage, bange dage, vrede dage. Nogle ting er pærenemme at tage fat om. Nogle ting er svære for børn at tale om. Men jeg ser det hele, bilder jeg mig ind, jeg ved nogenlunde, hvordan de har det. Det er jeg meget taknemmelig for lige for tiden. For en dag indenfor alt for kort tid er det forbi. Min ældste søn flytter jo for fa’en en dag, ligesom de andre gør – og så ved jeg ikke, hvordan han har det mere. Man må jo ikke blive til sådan en mor, der ringer og mailer og sms’er og har perfektioneret talentet for at fejl-anvende og grov-overforbruge smileys i det hele. Næh, man må vente, til de selv ringer. Hjælp. Hvor kommer jeg til at savne, savne, savne.

Min mand sagde forleden aften, at det var fantastisk skønt, at vi fik de sidste 3 børn også. For hvis vi kun havde de to ældste, så ville her være så stille, og lige som lidt ville her være totalt stille. Så ville vi bare blive gamle, og så ville det være det. Vi er lidt ekstra filo-agtige pt, fordi vi tilsammen bliver 90 til næste år, tror jeg – men alligevel, hvor er jeg dog lykkelig for, at jeg har alle mine kyllinger i reden endnu. For tiden er jo bare fløjet. I dag i den skønne legestue, vi har her i byen, tog vi emner op med de andre mødre såsom seksuel debut, den potentielle eksistens af gokkesokker i vasketøjskurven, drukvaner, spiseforstyrrelser, insta-likes og alt muligt andet, som ved den søde grød ikke havde meget at gøre med tigerspring og ammestop og andre småbørnsproblemer. Jeg fatter ikke, hvor tiden blev af.

Nyd din baby, jeg siger det bare.

Nyd din barsel, jeg siger det bare.

Pyt med manglende nattesøvn, grimt hår, ingen tid til at træne, at komme bagud med at se films i biografen, med at drikke din kaffe, mens den er varm og du sidder ned, med at kunne tale i fred med medarbejderen fra SKAT istedet for at løbe spidsrod i hele huset skarpt forfulgt af en hylende 2-årig, som vil have en mælkesnitte NUNuNuNunUUUUUUU mens du forsøger at fatte, hvad den der skattemodarbejder mon siger om ejendomsværdiskat (når nu dit hus ikke er en tøddel værd, fordi I købte en ruin til at fikse op og er gået totalt i stå, fordi nej, de der video-guides fra Silvan duer IKKE til at gøre det nemt at skifte tagrender, emhætter og renovere charmerende, men ubrugelige og utætte 3-fagsruder….) – VÆRDIskat, siger du, hvad fanden mener du med værdi??? nåmen –

Pyt med det hele. Det er så kort tid af et langt liv. Du skal nyde det, ligesom du skal nyde, når tiden kommer, og du skal videre med det næste kapitel. Brug ikke din tid på at vente på næste kapitel, næste skridt. Utålmodighed er spild af liv. Næste trin bliver OGSÅ godt – OG noget lort og fyldt af uperfekthed og udfordring og afsavn. Nyd hvert et blik, din unge sender dig, som bare siger ÅH MOR, DU ER MIT LIV. Nyd, at du ved, hvordan dit barn har det, hvad det oplever og tænker. Så tæt kommer du aldrig på noget menneske igen.

Denne blog blev til, fordi jeg blev hjemmegående og oplevede at have brug for at reflektere over mine handlinger. Som forældre gør jeg mange ting ureflekteret og på rutinen, og det er jeg ikke tilfreds med. Når jeg skriver, tænker jeg bedst. Bloggen har hjulpet mig på mange måder, og det er stadig en stor glæde for at mig at skrive og beskrive mit liv med børn her på matriklen. Og det er sjovt, at der er nogle der tilsyneladende for noget ud af at læse med – det er herligt, når I skriver. Jeg har også stor fornøjelse af at tale med alle jer, der ringer for at få mere at vide om at bo i Helsinge, have mange børn og være hjemmegående. Tak skal I have:-)

Men jeg har forandret mig, som sagt. Jeg synes engang, at det var sjovt at være i medierne. Jeg tænkte, at det var smart med eksponeringen, fordi det måske kunne skaffe mig flere læsere, så jeg måske en dag kunne være sådan prof-blogger. Det argument holdt til en vis grad, og det betød, at jeg var med i et tv-program, var ret meget i lokalsprøjten og diverse andet medie-hejs. Jeg sagde nej til GoMorgen Danmark rigtig mange gange, fordi det simpelthen ikke duede med tidspunktet og alle ungerne, men jeg gad egentlig godt. Måske var det min gamle skuespiller-trang, der vejrede anerkendelse. Men jeg får en lidt dårlig smag i munden over det idag. Er usikker på, hvad der dragede mig. Så siger jeg til mig selv, at det tjente det formål at udbrede kendskabet til, at det faktisk er OK at gå hjemme, at børnene ikke lider nød, at min hjerne ikke stopper af mangel på intellektuel udfordring. Fint nok. 

Idag siger jeg nemlig nej ret ofte. Ønsker ikke eksponering og bliver ikke smigret. Mange TV-kanaler vil lave programmer om mødre, som jo er et hot debatemne. Der er så mange hjemmegående, at vi er kommet på selvangivelsen. Jeg er hjemmegående, men jeg betragter mere mig som fuldtidsmor. Jeg har arbejdet lidt fra tid til anden, og i den tid er jeg stadig meget mor – det er ikke en identitet, jeg har brug for fred eller pause fra. Lige nu. Det bliver det måske en dag. Jeg kommer til at være hjemmepasser af Ava et års tid endnu, heldigvis, og til foråret får James nok et par måneder hjemme, inden han skal starte på Lilleskolen, hvor også Silvia, Molly og Bastian går. Til efteråret skal jeg måske have et arbejde. Så må vi se. Jeg skal ikke have flere børn. Det er også et punkt, jeg har forandret mig på. Jeg er ok med, at det er slut nu. Troede aldrig, jeg ville nå dertil. Troede, at jeg var en af dem, der måtte slå fornuften til og altid vil savne at have en baby. Men det er ok. Selv, da jeg sad ved siden af en 1 uge gammel baby til et forældremøde i onsdags. Når jeg kan sidde så tæt på et spædbarn og stadig have nogenlunde ro i æggestokkene, må jeg være kureret.

Jeg har bare ikke lyst til at råbe så højt længere. Taler meget med mine teens (og hende på 6 år) om “likes” og jagten på dem. Når jeg har fået mange likes her på bloggen eller andre steder, så kan jeg straks mærke, at jeg har dem i baghovedet, når jeg sætter mig til tasterne næste gang. Hvad mon fænger an? Hvad er sjovt? Hvad kan de lide, de der læsere? Og så ryger autenciteten. Og det var jo det, der var meningen, ikke? Unge mennesker jagter likes på samme måde. Selvfølgelig gør de det. Hvornår er det ok, og hvornår mister man grebet om at skrive eller skabe noget meningsfuldt?

Det var ihvertfald ikke et sjovt indlæg. Det får være. Nu skal jeg lige hjælpe James (som er for sent oppe, klokken er snart 21.30) med et spil på Ramasjang, og så skal jeg spille skak med Silvia, når James er puttet. Hun ser Ratatouille. Ava er puttet, og jeg gruer for natten, for hun skal i gang med nat nr 1 uden at blive ammet. Hun ved det ikke endnu. Men jeg har besluttet mig, at nu er det slut med mælk om natten, for hun sover elendigt, og det gør jeg også. Så nu er det en uge uden søvn – og denne uge er valgt, fordi jeg har overstået både Bastians og Mollys legegruppe for dette halvår, der er ingen familiefødselsdage eller -fejder, ingen fester, ingen forældremøder og intet drama. Så jeg kan godt fungere uden søvn i et uge. Nu gør vi det. Jeg kommer for sent i seng, fordi jeg læser en eller anden totalt stener-roman om irske magi-familier, men pyt – live a little, right?  Bastian har som sædvanligt en kammerat eller to sovende, min mand er vist på vej hjem.

Jeg skriver stadig. Og kommer som sædvanlig til at æde børnenes mælkesnitter imens.

Hav en dejlig weekend! Og tak, fordi du gad læse med.

Kh Kristina