Ekspert? Mig??

2

1. november 2016 af Kristina Hobbs

Jeg burde SÅ meget gå ned i kælderen og få sat alle de kasser med tøj, gamle computere, krøllede plakater, elevbøger fra ’90erne, gummirøjsere i diverse størrelser og sure-sokker-odeur og andet habengut, som jeg fik hevet ud af vores opbevaringsrum i en fandens fart pga vandskade – ind på plads igen. Lige nu. Klokken er 21.42 tirsdag aften, og det er no time like today, gamle kone. Kom så. HHHNNNNNNMG – nej. Jeg gider ikke. Det har stået der på gulvet, lige siden vi kom hjem fra vores vanvittige efterårsferie-tur til York i England for over en uge siden, så skide være med, om det står der en uge til. Katten synes alligevel, det er en fest at kravle rundt på. Lad den!

Så burde jeg se at få fundet den venne-gave, som James har købt til sin bedste ven, og som jeg skod-mor har forlagt. Jeg skal også sætte nogle stofbleer til salg på en facebook gruppe, for de ligger bare og fylder nu. Og så skal jeg lave madpakker til Silvia og James. Og sætte dej over. Og tage et styrtebad og få vasket det tomatsovs ud af håret, som jeg kom til at dyppe min fletning i tidligere på dagen. Og huske Bastian på at få tegnet en skitse af det skærf, som han skal bruge til et kostume på fredag, og som jeg overhovedet ikke kan finde ud af at sy. Jeg kan slet ikke sy. Rettelse: Jeg gider slet ikke sy. Hækle, strikke, lave Royal Icing og tage frø af min akelejer – sågar at tørre æbler i ovnen og lave ramsløgspesto og endda plukke og flå en hane, det kan jeg. Men sy? Nej, nul, nix, nichts og nein. Så det må han selv finde ud af. Han kan slet ikke forstå, at jeg ikke kan finde ud af det og bliver ved med at forklare mig om designet…

Jeg “skal” alt muligt, og det bliver ikke til mere idag. Jeg vil kun skrive, i bad og i seng. De små er puttet, jeg har en times tid nu – for Bastian træner i kælderrummet (ikke det våde, et andet et), og Molly læser.

Jeg var så heldig at mødes med en flok nye forældre i går – en nystartet forening for hjemmepassere i Lejre havde skrevet mig en meget sød mail og bad mig om at komme og snakke lidt med dem om at gå hjemme. De skrev sådan noget med “ekspert” og “inspiration” og sådan noget. Tror du lige, at jeg blev paf? Lige 10 minutter førend jeg åbnede mailen, kandiderede jeg absolut ikke til andet end prisen som psykopatmor. Jeg havde netop afleveret en hidsig salut af de helt pinlige til mine to mellemste børn på 4 og 6 år, som for 34. gang den dag var ved at hive ørene af hinanden. Det var noget med hvem, der lukkede døren i hovedet på hvem. Og nogle tusser og nogle balloner og resten af nogle tyggegummier med vandmelonsmag. Den dag havde jeg også glemt en skole-hjemsamtale, vasket min ældste datters nye sweater om til noget, der passer bedst ind på en hylde i et dukkehus og havde udelukkende talt om mig selv under hele frokosten i legestuen. Flot, flot. Så jo tak, I kan tro, at jeg da KLART kunne se mig selv i rollen som forbillede i en husmoderlig forening på midtsjælland. Ehm, nej.

Nåmen jeg fik talt med damen, der skrev – og hun var jo skidesød, og så sagde jeg ja alligevel, under den forudsætning, at det ikke blev et foredrag, men en samtale. Erfaringsudveksling. Med en masse børn kravlende på gulvet imens.

Og det blev præcis, som jeg havde håbet. Og det var sjovt, synes jeg – selvom det også var mærkeligt sådan at komme og snakke om mig selv. Til folk, der “kendte mig fra bloggen” og kiggede sjovt på mig, fordi de havde set mig på billeder! Arj, altså! Og Hvalsø Bibliotek er super hyggeligt og ligger noget så smukt. Damerne og børnene, som var så søde at bruge en formiddag på at tale med mig, de var sørme rare – så hvis du påtænker at flytte til Hvalsø, så virker det som en god ide. De var mange tilflyttere fra København. Du kan finde foreningen på facebook her.

Jeg føler mig ikke som ekspert i noget som helst – så skulle det være i omskiftelighed og tilpasning af familieliv. I de 14 år, jeg har haft børn – plus 2 mere som papmor – har jeg haft børn under så mange forskellige omstændigheder, at jeg har skullet skifte både idealer og praksisser ud mange gange. Lejlighed i København, både i billigt kvarter og ved Søerne, studerende mor, arbejdende mor, forbruger-forælder med mærketøj og øko-supermarkeder, ferierejser, provinsmor, mor til velfungerende børn og mor til børn med vanskeligheder, mor til meget syge børn på hospitalet, fattig mor, cykelmor og bilmor. Folkeskoler og lilleskoler. Storbyliv og landliv. Alt muligt. Derfor er jeg ikke så skråsikker i mine holdninger. Jeg tør godt skifte både kurs og mening. Sandheden kommer an på sammenhængen og perspektivet. Det er så skørt, for den sætning, jeg oftest gentager for mig selv, når jeg kan mærke, at der er et eller andet, der ikke helt kører, som det skal herhjemme, det er : “And how’s THAT working for ya?” . Citat Dr Phil. Ham fra Tv 3, der ligner Uffe Elleman i dobbelt størrelser på alle leder og kanter, bare uden hår. Tv-psykolog og texaner, som altid har sin søde kone med som tilskuer. Pinligt, at han sniger sig ind i mit skøre hoved, men den sidder der, den sætning.

Det handler om at se på effekten af sine anstrengelser, sine principper og overbevisninger. Jeg forsøger at balancere mængden af energi, som jeg bruger på fx at gøre rent eller holde en særlig standard i mine køkkenskabe, med den trivsel, det skaber. Giver det mening? Hvilken glæde giver det, at der helt sikkert ikke ligger en gammel mariekiks bagved linserne i spisekammeret, eller at alle børnenes oppustelige badedyr er behørigt pudret med talkum, før de blev pakket væk, eller at bananfluerne ikke holder fætter-kusinefest under frugtfadet, så snart jeg kigger væk, eller at alle børn ved bordet skal have rene negle,  eller at min ben er barberet, eller at bøgerne står lige i reolen, eller at køleskabets håndtag ikke klistrer? Skal jeg så bruge 1 time på at få det fikset, eller bliver vi gladere af at læse Mimbo Jimbo eller lægge 30 tulipanløg? Er det vigtigst at “få det ordnet” for sjælefredens (og måske hygiejnens) skyld eller skal jeg give slip? Kan det betale sig? Hvorfor gør jeg de ting, jeg gør? Svaret er jo tit: “Fordi jeg synes, at det har jeg det bedst med, så får jeg det godt”. Og så er det, jeg siger til mig selv: “And how’s THAT working for ya?”

For hvis jeg står midt i mit lille, åndsvage ’50er køkken, 1 meter bredt og propfuldt af skamler til børn i alle aldre, og har hevet alt ud af spisekammeret til vask, omhældning og desinficering, og der så som altid hele tiden er bud efter mig fra børn, der gerne vil have mad (og det vil de jo hele tiden, den græshoppesværm – arj, det mener jeg ikke, det er en fryd at lave mad til børn, der godt kan lide mad, og det kan mine  heldigvis), eller gerne vil have hjælp til at finde fjernbetjeningen, eller skal have tørret næse eller fortælle en gåde om en lommelygte og en struds eller installere en Transformers-app eller få indsat penge på et rejsekort eller kunne finde ud af at spille en g-mol på klaveret eller have Ava til at holde op med at æde deres skønskrivningslektier eller finde “Waka Waka” med Shakira på Ipod’en eller spidse en eyeliner- så bliver jeg vrissen, fordi jeg ikke når noget som helst af det der ordning, og så bliver ingen gladere af det. Bare pressede og sure. Så jeg gik i gang med projektet for at få sjælefred og have det dejligt i et rent spisekammer – men gav det fred? God samvittighed? Ro i sjælen? “How’s THAT working for ya?” It’s not. Nej. Så lad være. Gør det på et bedre tidspunkt. Lige nu er energien bedst brugt et andet sted, hvor den investerede energi kan balancere med den trivsel,  den afstedkommer.

Eller noget. Lige nu fx, så vil jeg gerne amme Ava stadigvæk – hun er 16 måneder, men jeg kan godt lide at amme, og hun elsker det, og det er sundt og smart at have trøst og næring lige ved hånd…eller nej, ved barmen, så at sige. Så jeg ammer gerne længe endnu. Men det tager tid og energi fra andre ting. Og gør det hende glad? Ja, når hun ligger der og smovser og hygger, så er det dejligt. Men hun vil hele tiden, alle steder. Hos lægen, i Kvickly, i bilen, på skolen, i skoven. Det er ikke altid så smart, og hun bliver edderspændt rasende, når jeg siger nej. Vi “skændes” om det 5-7 gange om dagen mindst. Plus om natten – hun bliver ikke ammet om natten længere, og hun vågner derfor også kun 2-3 gange. Men de få gange, hun vågner, der bliver hun til en drabelig kickboxer med fråde om munden. Damn, hun er sur. For hvad ligner det, Søster Lagkage, at der er lukket for mælkebaren? Hun hyler og skriger og sparker. Så selvom jeg ammer, fordi det er hyggeligt og dejligt og smart og alt muligt – så er effekten i praksis egentlig mest, at hun bliver meget vred og ked af det rigtig mange gange om dagen. Det kan jo ikke betaler sig. Det balancerer ikke. Så nu stopper jeg med at amme, når jeg lige har fået samlet mig helt sammen til det. Det er mit sidste barn, hende den vidunderlige Ava, og 8-9 års amning får dermed sin definitive afslutning. Det er ikke småting. Skal lige have sjælen med.

Så, nu kom Roy hjem!

Hyg jer derude! Og tak til Foreningen for Hjemmepassede børn i Lejre, der gad at tale med mig.

 

Reklamer

2 thoughts on “Ekspert? Mig??

  1. Gunhild siger:

    Bare tak. Jeg elsker dine indlæg.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: