Lifligt blafrende arme – dagens status

2

31. januar 2017 af Kristina Hobbs

Middagspausen bliver senere og senere og kortere og kortere. Ava ligger udenfor i klapvognen og snorker, selvom det er pissekoldt og vådt. Egentlig en mærkelig ting, vi her i Danmark har, det med at børn skal sove ude. Det er jo ikke fordi, at vi voksne lige selv går ud i kulden og snupper en powernap i iskold støvregn, vel?

Jeg har faktisk ikke lagt hende udenfor i særlig høj grad, det gjorde jeg heller ikke med James – for jeg kom i tanke om, at det var en skør ide. Når nu der er dejligt indenfor, og de som hjemmepassede børn kan putte så dejligt i deres hyggelige senge. Men det viser sig så, at Ava sover helt op til 1 time i træk, hvis jeg putter hende udenfor, og det tager altså stikket hjem for mig. En time! Uden at skulle styrte rundt efter Miss Demolition og forsøge at lime huset og dets inventar sammen igen, uden at skulle hive en skrupskrigende 19 mndr gammel hystade ned fra et kakao-dækket køkkenbord, hvor hun på listig vis forsøger at at betjene vores Nespresso og fikse sig (endnu en) kop mælkeskum med kakaodrys. Uden at skulle samle alle vores sko og støvler op fra kældertrappen i entreen, som hun har en fest med at bruge som nedfaldsskakt for fodtøj (og for vores 5 kgs hankat, men den samler pænt sig selv op, venligt af ham). Uden at have “MEEEMEMEMEMEMEMEEEEEEE!” drønende i ørene hele tiden, uden tusch på kinderne, uden  – arj, man skal have det positive frem. Ikke uden noget, men MED. Med fred. Ah.

Så hun sover ude nu. James spiller Ipad her i pausen. Jeg drikker kaffe. Og blogger og sender en lille bitte ansøgning til et tekstbureau. For på et tidspunkt inden alt for længe skal James i skole, Ava skal derefter i pasning, og jeg skal på arbejde. Det vil jeg ikke. Jeg vil gerne passe hende her og være base og hjemmeskaber og pragmatisk problemknuser for vores 5 børn hver dag. Men det går ikke. Og Ava skal nok få det fint – det tror jeg. Hun er et meget tillidsfuldt og åbent barn. Men jeg kan dagligt få det helt skidt af at tænke på alle de afskeder, jeg skal igennem hver morgen indenfor det næste års tid. James starter i maj på Hillerød Lilleskole, hvor hans 3 andre søskende også går – Ava kan forhåbentlig vente til september med at starte. Det håber jeg, at vores økonomi kan bære. Men jeg søger lige så stille arbejde hist og pist. Nu må vi se, hvad der dukker op til gamle mig.

Status? Tjo. James tog jeg ud af børnehaven igen i november. Det har jeg vist skrevet om tidligere – det var ikke en vanskelig beslutning. Jeg vidste, at jeg kunne tilbyde ham masser af legekammerater i legestuen her i Gribskov, samt en hverdag med ro og den fleksibilitet, som er så fantastisk at have, når man passer sine unger hjemme.

img_0263

En hård dag i legestuen…hvor der også er tid til en lur!

 

Dagen kan skræddersys efter, hvad man lige har lyst til  den dag.

Jeg havde jo også Silvia hjemme de sidste måneder, inden hun startede i skole i 2015. Det er fedt sådan at have de store børn helt tæt på lige til det sidste. Få dem helt ned at mærke jorden og sig selv, inden de for alvor starter som små mennesker i verden derude. Det er jeg meget taknemmelig for, at jeg også kan med James. Gad vide, om jeg også får den mulighed med Ava?

Status er også, at jeg er en gammel kælling med lyskebrok, noget betændelse i hoften og ondt i ryggen. Og vi er trætte af at være på røven økonomisk. Min mand slider så hårdt, at jeg næsten ikke kan holde ud af følge det. Han bliver 50 år om lidt, jeg bliver 40, og så skal man måske til at passe lidt på sig selv? Det tror jeg nok. Jeg skal i form. Nu. Mor må ikke gå i stykker, når jeg er alene på skansen og skal kunne slæbe, bære og bakse alt fra cykelanhængere og bradepandekager til klapvogne og sandkassesand. Så jeg skal lige trylle noget tid til at gå til alt muligt smart poweryoga frem. Mellem 6.30 og 22, som er min arbejdsdag. Not så much. Så i stedet for bruger jeg romaskinen i kælderen, som står på ydmyg vis foran vaskemaskinen og er placeret så yndigt blandt tørresnore og klapstativer med underbukser og sokker hængende. Meget passende træning for en housewife, n’est-ce pas? Sidder så der og hiver og slider og pruster og puster, til vaskemaskinen falder omkuld, og katten falder omkuld af grin. Der er ikke meget lågsus over mine ro-sessions, kan jeg love, men underarmene blafrer så liftigt, og jeg hører Mads og Monopolet på podcast imens. Med Hella Joof i ørene, messende noget med bare at give folk noget kærlighed med sin dejlige, hæse stemme – så går det alligevel. 25 minutters roning hver 2. dag er vel for helvede bedre end ingenting.

Vi har været i legestue hele formiddagen, nu er der pause. Molly ringede lige fra Hillerød station, mellemstationen på vej hjem fra skole,  og sagde, at hende, Silvia på 6 år, Bastian på 14 og en veninde missede deres tog, så de kommer først hjem ved 15.30 tiden. Så skal de spise en hel masse – som regel et helt brød på sådan en “kom hjem fra skole”-session -, og så smutter jeg med Silvia og James til gymnastik. Mens Molly på 11 passer Ava, og Bastian måske/måske ikke husker at sætte aftensmaden i gang, så den er klar, når vi kommer sultne hjem kl 18.15. Tirsdag er min pause-dag, for mens James og Silvia er til gymnastik, sidder jeg og sladrer med en dejlig veninde i hallens café. Sådan noget café hygge er min chance for at koble lidt af, og det er sådan nogle øjeblikke, jeg aldrig anede kunne tælle som at have fri, førend jeg fik børn. Tænk, hvor stor pris man lærer at sætte på at snakke i en hal-cafe og fx at drikke kaffe fra en tankstation, mens ungerne sover på bagsædet. Man finder sine åndehuller. Og lærer at ånde sammen med børnene resten af dagen. Ikke forstille sig, ikke overskride grænserne for sin formåen alt for groft og dermed bevare en eller anden form for integritet og forstand. Det må jeg skrive på cv’et som kompetence…

Kærlig hilsen

Kristina

 

Reklamer

2 thoughts on “Lifligt blafrende arme – dagens status

  1. Karina Bundgaard siger:

    “Sjovt”… Jeg har haft de samme tre skavanker på samme tid for nylig. Lyskebrok må du lære at leve med (hold på den når du hoster/nyser el. lign.). Betændelsen gik væk da jeg holdt op med at øve spagat med min 7 årige (gammel cirkushest der skred i savsmulden) og ryggen er bare sådan noget der kommer og går – det hjælper dog at få luftet legemet i den fri natur.
    Mange hilsner mor til 6
    Forresten så skal du lave armstrækninger for at modvirke de blafrende mormorvinger. Også kendt som push ups. Romaskinen giver gode biceps (bla.) – de sidder på den anden side af armen😊 – I min fritid er jeg også fys

    Like

    • Det er da pudsigt, at vi “lider” af de samme problemer. Eller også er det typisk for os skvadderpander med produktive livmødre:-) Jeg har ikke øvet spagat. Fysio’en siger, at det nok også tager tid, og kan lindres med laser stråler. Men det koster dyrt at komme og få laser, så jeg satser på det der med at gå væk af sig selv. Det har varet siden i sommer nu. Hvor lang tid skal det dog tage? Det er betændte slimsække i leddet, siger de. Havde det i min ungdom, da jeg dansede meget ballet…der fik jeg ultralyd, og det gik væk efter 3 mndr. Er træt af ikke at kunne sidde i skrædderstilling, svinge benet over cykelsadlen etc.
      Jeg er elendig til armstrækninger og kan kun på knæene! så du har nok ret, de skal sikkert trænes. Pyha.
      Tusind tak for din kommentar, og fordi en travl mor til 6 orker at læse med her hos mig.
      Hav en dejlig dag! Kh Kristina

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: