At pille bussemænd, når man skal sove. Og spise dem. Det gør man da ikke. Men det gør Ava, min yngste og en værre fedtemikkel. Det må jeg se at få styr på. Det er en af de dér ting, som man efterhånden må lære sit afkom er privat. For jeg tror, at rigtig mange mennesker da piller bussemænd. Måske spiser de dem ikke, hvis de er over 5 år, men sådan en god graver i et privat øjeblik?
Jeg talte engang med en politimand, der i embeds medfør så rigtig mange shots af bilister. Han sad nemlig med resultaterne af fotovognenes indsats. Og han fortalte, at rigtig, rigtig mange mennesker kører rundt med fingeren godt begravet oppe i bihulerne. Og bider negle – eller spiser bussemænd, det ser helt ens ud på billeder. Jeg piller aldrig næse foran en fotovogn igen.
Begge mine drengebørn har haft som vane at holde godt fast i sjoveren med deres lille næve, når de som omtrent 2-3 årige pludselig får som vane at lege Tarzan og rende splitter Hans Jørgen rundt så meget som muligt. Ligesom det med at pille bussemænd, så regner jeg med, at det er noget, de vokser fra. Og gør de ikke det, så forklarer jeg, at der er nogle ting, som er private. Rigtig meget med kroppen er privat – fx har man herhjemme ret til at gå på wc uden at blive forstyrret (undtagen mig, naturligvis, jeg er selvudnævnt selskabsskider, for alle synes åbenbart, at alt lige fra fodvorter til forældreintrabeskeder skal tales om, mens jeg er på lokum). Vil man lige kigge efter noget særlig interessant på kroppen, er det også privat. Man kan godt låne et spejl, men det er privat.
Ava fatter jo løg af, at bussemandspilning er privat, medmindre man hedder Prop og skal udtænke en plan mod den onde heks. Så hun piller lige så lystigt, når hun ligger og spjætter i sin seng. Mens jeg sidder på sengekanten og sukker og venter på, at hun finder guld og gider at lægge sig til at sove istedet for.
Når jeg så sidder dér, så kan jeg tænke på alt muligt. Ligesom jeg altid har gjort, når jeg venter på, at mit barn skal falde i søvn. Det er faktisk lidt en kærkommen pause, som man kan lære at nyde. Jeg kan se i diverse FB-fora for forældre, at rigtig mange forældre bruger tiden på at spille apps (Candy Crush og Wordfeud hamrer igennem omkring kl 19) og spise chocolade (Jo! har hemmeligt stash ved Juno’en!). I perioder har jeg også spillet apps, mens jeg venter på, at søvnen indfinder sig. Men i de sidste år har jeg bare enten sunget eller trukket vejret. Og tænkt.
Når man sådan tænker, så kan man blive ledt på afveje og faktisk tænke sig selv meget vred, skuffet, ked af det eller trist. Ofte noget negativt, synes jeg. Eller sådan noget “nu skal jeg også se at få…….og nu sender jeg den mail….. og der skal gives klar besked……..og jeg må sige fra på sms……og det vil jeg ikke finde mig i…..”-agtigt. Og lave mentale lister. Uh, listerne. De er de værste. Man tror, at det er skidesmart, men det stresser helt vildt, tror jeg. Ingen bliver lykkeligere af at være mere effektive. At nå mere. Man bliver kun mere afslappet og glad ved at at gøre, nyde, være, ånde, handle, ikke “nå”. Man “når”, hvis man er i tidsnød. Og så er det allerede lidt et skråplan, ikke?
Kender du følelserne, der opstår, når man tænker på noget særligt? De var der ikke før, man kom i tanke om en særlig situation eller problem, og hvis man pludselig distraheres, så forsvinder følelsen igen. Det er ligesom, hvis man er sur over at være blevet vækket om natten gang nr 12399 af et barn, der lige vil høre, hvornår han må få den Mythosaurus tilbage, som han fik konfiskeret, da han smadrede den ned i låget på katten med tænder og det hele, fordi den jo angreb i et anfald af sult efter en lang vinters mager kost. Når man sådan bliver sur, så er det jo ikke fordi, at man bliver vækket. For man bliver jo ikke altid sur, når man bliver vækket. Når det er ens fødselsdag, når det involverer sex efter 3 mndrs tørke, eller når klokken er 11, og man har sovet 7 timer i træk, er det jo ok.
Det er fordi, at man er træt. Og tænker, at man gerne vil sove mere. Og barnet har ikke ret til at vække en igen-igen-igen med sådan en åndssvag begrundelse. Og der er heller aldrig et sekunds plads til mine behov i det her galehus. Og hvor er barnets far henne, måske? Og hvorfor skal jeg så tidligt op? Og….
Det er tankerne, der gør, at man er sur. Ikke den egentlige handling. Og tanker – ja, dem styrer du jo selv. Du kan jo tænke anderledes eller tænke på noget andet. Eller vente. For så går det jo over.
Det har jeg lige lært. I en bog står det. Jeg er rimelig blown away. Der er rigtig meget mere af samme skuffe, som jeg ikke helt har på plads endnu – men jeg er på vej. Det handler endnu mere end før om at lade lortet ligge. Og det har jeg jo skrevet om før. Sige pyt. Føle sig hel og intakt og ok på trods af alle mulige tanker. Se på, hvad der egentlig i virkeligheden er forandret, og hvad der faktisk hele tiden har været og er – fiktion. Tankespind og tirader. Hvis du lader det være, går det meste over af sig selv. På side 59 står der: “Det er ligesom, hvis du får et sår – så var det også en grund til det. Du slog dig på et eller andet, fandt over noget for eksempel eller kom til at rive dig på et pigtrådshegn. Men du er ikke nødt til at vide, hvordan du kom til skade, for at såret kan hele”.
Jeg læser bogen “Dit selvhelbredende sind” af Mette Louise Holland, som er en lærebog i “De 3 Principper”. Det er IKKE en navlepiller bog. Du skal ikke se indad og bagud. Du skal ikke grave. Du skal glide, flyde, lade stå til og leve. For din eksistens kan sagtens selv, hvis du bare lige gider at blande dig udenom i bare 5 minutter. Droppe styringen, listerne, gøremålene, planerne, filmen om at være perfekt, når du har smidt 5 kg, har fået ordet fødder, har en perma-have og har lært at lave kombucha.
Bogen er endda sjov – hør her fra s 142. Det er fra et afsnit, hvor forfatteren (der er autoriseret psykolog og psykoterapeut med egen praksis) forklarer forskellen på at “tænke positivt” og den sandhed, der virkelig er tale om: “Det, vi tænker, er det, vi får”.
“Typisk vil man forsøge at tænke noget positivt, når noget gør ondt. Vi forsøger at overdøve utrygge og begrænsende tanker med tanker, der virker mere rigtige at tænke: ” Jeg ser godt ud” i stedet for for eksempel: ” Jeg ligner en tyk pingvin”.
Jeg elsker, at det lige er en tyk pingvin!! Ikke så fiks mås lige i den buks, dulledame!
Men altså. Dine tanker lige nu, er din virkelighed. Ofte forsøger man at skøjte henover noget trist ved at tænke noget påtaget positivt. Det duer bare ikke, for det er stadig tanker, det er stadig forsøg på at styre noget, der egentlig bare skal være i fred. Det er ikke positive tanker, der gør folk glade. Det er glade folk, der tænker mere positive tanker. Eller noget. Jeg er ikke helt inde i stoffet endnu. Men er nysgerrig.
Jeg synes, I skal læse den. Det er et friskt pust. Jeg tror, at 3P bevægelsen vokser. 3P står for principperne livskraft, bevidsthed og tanker. Ideen er kort sagt, at sindet har opdrift. Dine tanker skaber dine følelser. Det, der er lige nu, er det eneste, der egentlig findes. Det er totalt banalt og virkelig underfuldigt. Slet ikke kompliceret og virkelig svært.
Jeg har kontaktet forfatteren, og hun er med på at udlodde 2 signerede eksemplarer. Til dig, der gerne vil lære at lade være med at tænke jer ned, når I sidder og venter på, at jeres barn holder op med at pille bussemænd og falder i søvn. Til dig, der gerne vil føle virkelig frihed, både fra alvorlige traumer og dagligdags irritationer. Til dig, min kære læser, som jeg er meget taknemmelig for.
Skriv en kommentar på bloggens facebook, hvor du tagger én, du gerne vil læse bogen sammen med – eller som du tænker, ville blive vildt provokeret af den. Så er du med i opløbet om at få et signeret eksemplar tilsendt.
God aften!
Kærlig hilsen Kristina
Kristina Hobbs - mor til 5 