Påskeferie med børn

Kravler børnene rundt på væggene og hujer, at de keeeeeeder sig, og hvad skal vi laaaaave, og hvornår kommer BEEEEEEdste, og hvad er der til aftensmad…..Og vil du gerne bare sidde og læse det her i fred? Du har sgu da også ferie! Nu skal du høre – hvis dine børn er under 5 år, så tag en stor plastikkasse frem, tøm den, og stil den på et lagen på gulvet. Hæld 2 kg ris eller pastaer eller linser eller bønner eller en blanding i. Find en masse små skåle, kander, øser og hælde-dimser frem og lad børnene lege hælde-leg i 15 minutter, mens du læser. Virker også, hvis SKAT pludselig ringer, og du ikke orker at tale om din gæld, mens du styrter rundt med stresspletter på halsen, telefonen sat i spænd mellem øret og skulderen, mens en myose frækt sender smertensskud op i kraniet på dig, og børnene fiser rundt efter dig i en desperat hale og hyler om hhv jordbæris, ømme fodvorter, en manglende Batmanmaske og svar på spørgsmålet om, hvor lange tissemænd, elefanter mon har. Sådan et scenarie har jeg skrevet om i et indlæg her: Hjemmegående i røret.   Hvis dine børn er ældre end 5, så stik dem en Ipad eller dit telefon (på flytilstand, så de ikke ringer til alle på din kontaktliste eller ser LInse Kessler på Youtube)  og lad dem spille Kami eller Inkognito eller noget andet pænt. Eller Templerun for faen, bare i et kvarter. Sæt dig og læs i fred. Pause.

Hvad skal I lave, når I har ferie? Påskeferien, vinterferien og efterårsferien er et kærkomment break fra den travle hverdag i rigtig mange familier. Hos nogle har både mor og far fri, hos andre er det kun den ene forælder, og endnu andre børn skal i pasning, fordi forældrene ikke har holder fri. For børn i både den første, anden og tredie slags familie tæppebombes de af aktiviteter, sat i verden og gjort til rådighed af engagerede voksne, som synes, at børnene skal have én på opleveren, når nu de har fri. Det der med bare at holde fri og selv styre tiden, det er ikke rigtig oppe i tiden.

Skal man være aktiv i ferien eller drive den af? Ferieaktiviteter er lidt en selvmodsigelse, egentlig. For skulle man ikke holde ferie, altså drive den af, når man har ferie? Eller skal man opleve en hel masse nyt, som så skal fordøjes, når man kommer tilbage til den travle hverdag? Alle har jo hver deres måde at leve på, og jeg har helt fred med alle varianter. Har prøvet en del af dem, og lykken er at finde mange steder. Fred med det, og du skal som læser af det her skriv aldeles ikke få strithår i nakken af, at jeg måske ikke holder ferie på samme måde som dig. Ingen fordomme og kun good vibes herfra. Bare det, at vi herhjemme har 5-6 ugers ferie, er jo et privilegium i første omgang, så nyd den, præcis, som I vil.

Peace, man.

IMG_1194At lave noget eller ikke lave noget. Jeg er klar over, at mange familier slet ikke kan nyde bare at være hjemme eller have dage uden planer. For mange af vores venner er en dag helt uden på forhånd skemalagte aktiviteter og aftaler om, hvem, der har børnene hvornår, for Mor skal drikke kaffe og på loppis og til frisør og Crossfit og Far skal i Jem og Fix og træne til ekstremløb og se Grand Prix-ræs og vaske bil og lige nå at skrive en rapport,  – sådan en driver-dag, det er slet ikke hyggeligt. Børnene bliver pive-agtige, forældrene bliver irriterede af pivebørn og flexer nakkemusklerne, så de ligner pingviner,  i rastløshed over rod på gulvet og ingen mig-tid. For de trænger jo også til at have lidt fri og tænke en sammenhængende tanke og drikke en kaffe med en ven. Og det kan jeg sgu godt forstå. Og huske, fra da mine to første børn var små, i institution til dagligt, mens jeg læste/var på arbejde. Ikke at have planer er ikke for alle til alle tider. Men man laver jo faktisk noget, selv, når man ikke laver noget. Der opstår altid et eller andet, når man stiller sig til rådighed for børn.

Man kan lære at lade være med at lave planer. Der er sket noget med det der med evnen til bare at være sammen, siden jeg blev hjemmegående og hjemmepasser af mine egne børn. Det er mærkeligt. Eller måske ikke. For vi øver os jo på at være hjemme hele tiden, så måske er det derfor. Men altså – i vores påskeferie, efterårsferie og vinterferie har vi aldrig planer. Vitterlig aldrig. Et par legeaftaler eller en halv date om, at mine forældre eller brødre kommer til kaffe – men det er som regel det. Alle børn må lave alle de legeaftaler, de vil, huset er til rådighed for overnattende gæster. Der er nem mad i køleren, som jeg kan overkomme at tilpasse til et rimelig fleksibelt antal børn i hytten. Alt fra 2 børn under 5 år til 11, inkl 4 overnattende teens med gamer-øjne, der løber i vand. Tonvis af leverpostej, gulerødder, æbler, kiks, saft, pasta, kål og ris. Jeg bager 3 brød ad gangen af både franskbrød og rugbrød. Bager bradepandeversioner af kager – som regel skal opskriften på en springformkage ganges med 2,5 for at passe i ovnens store bradepande. Så er vi kørende, og jeg behøver ikke spekulere så meget på måltider. Og så laver vi ellers, hvad der lige falder os ind. Uden skelen til klokken.

Børn kan sove længe. Nogle familier er altid oppe kl 6.30, også i ferier. Not so much herhjemme. Lige nu er klokken 5 minutter i 10 mandag formiddag. Ava på snart 2 og Silvia på 7 er i karbad, Bastian på 14 snorksover efter at have spillet en international turnering i et computerspil på nettet i nat. Molly på 11 er på tur i Jylland med sit kirkekor, og James på 5, som er en syvsover, sover stadig ovenpå. Han er en driver, som hver dag sover længe, og som står op i sit eget tempo og nuser rundt i bar røv på sit værelse og leger en times tid, inden han kommer ned ved 9 – tiden og beder om morgenmad. Idag sover han så endnu længere, fordi han fik lov at bygge LEGO lige så længe, han gad i aftes.

Nu er James også hoppet i bad med sine søstre. Jeg drikker kaffe og blogger, fordi jeg har en uges tid foran mig fyldt med alle mine børn. Eller næsten. Bastian skal på rejse med mine forældre i morgen, langt borte. Men resten af kuldet er hjemme. Og jeg bliver ikke sindssyg ved tanken – det er ikke engang sådan små-stressende. Og det tænker mange vist er lidt skørt. For rigtig mange familier har brug for ferie-aktiviteter for at have det dejligt sammen. Sådan har vi det bare ikke. Og sådan er vi så forskellige. Og det vil jeg gerne fortælle om. For det er ikke et faktum, at man skal lave det mest fantastiske sammen med familien. Det kan godt være et værre ræs, det der med at kunne fortælle om inspirerende totalteater eller træklatring eller svømning med ponyer eller shelter-overnatning, når børnene kommer i skole efter en ferie. For nogle. Men ved du hvad? Du kan også bare lave være. Sig til dine børn, at I nok finder på noget. Sæt dig på gulvet og lad det komme til jer. Det kommer. 100% sikkert.

Hvad skal vi lave i ferien, så? Det lyder stadig skørt, det der med ikke at lave noget. Og det er jo fordi, at vi jo laver noget. Mennesker kan jo nærmest ikke lade være, og hvorfor skulle de da også det. Det er noget med, om det der “noget” er defineret som en rigtig “Aktivitet”, ikke?

Tæller det som ferieaktivitet fx at lære sin 2-årige at spejle et æg? Det tager en times tid inkl at lære at vride en klud og tørre slimet æg op fra gulvet og ned fra køkkenskabene og ud af håret.

Tæller det som aktiviteter med børn at gå på biblioteket og låne bøger om at tegne dinosaurusser og tegne hele dagen?

Tæller det at bruge en formiddag på at lave den fedeste danse-playliste sammen med sit barn udfra deres ønsker og lidt nyt input fra dig (børn kan også høre Rammstein, Enya, Stevie Wonder, Gnags og Massive Attack) og så arrangere danse-fest med kostumer og det hele sammen med deres venner? Eller bare høre playlisten, mens I spiser frokost?

Eller:

  • Legepladsen med madpakker
  • Køre i bus til en endestation og tilbage igen
  • Sortere tøj i skabene i store bunker
  • Lave et lille børne-bed i en spand med huller i bunden eller en udhulet halmballe og så solsikker og ærter
  • Grave et hul og lave en masse mudder i haven
  • Spille ballon-badminton i stuen
  • Gå i svømmehal
  • Lær dit barn klokken
  • Lære dit barn at binde snørebånd
  • Glo i fotoalbum og lave en collage af barnets bedste venner til at hænge op
  • lave modellervoks eller selvtørrende ler (Opskrift: 2 dl natron, 1 dl Maizena majsstivelse, 1,5 dl vand, blandes i en gryde og varmes under omrøring ved svag varme, til det pludselig samler sig. Skrab ud, køl af under et vådt viskestykke. Brug – eller opbevar i køleren i en boks. Lad det tørre natten over, ikke for tykke ting).
  • Lær dit barn at lægge kabale IRL ( In Real Life, altså ikke på ipad, men med rigtige spillekort)
  • Find nogle heste eller ænder at fodre
  • Spørg, hvad dit barn kunne tænke sig???

 

Der er masser af idéer til, hvad I kan LAVE, hvis I går helt i frø. Kig på nettet  – men endnu bedre, spørg dit barn. Vær med. Find ud af, hvad der optager dit barn og dyrk det lidt.

Måske har du større børn, der også bare gerne vil nusse rundt med deres egne ting. Så kan du også nusse, indtil der ligesom er behov for noget andet.

Problemet opstår, når Mor mangler overskud eller får pip. Og det gør jeg jo. For til forskel for hverdagen, så holder børn lidt længere i ferierne. Jeg plejer at have ro i huset, når klokken er 20 til daglig. Så har jeg lidt fred til at være mig, skrive, tale i telefon, glo, bade, træne. Men i ferier sover de jo længe, varylerne, og vil ikke i seng kl 19.30. Så på et tidpunkt siger jeg, at nu kan jeg ikke mere, så hvis man vil være længere oppe, så er det oppe på sit værelse eller stille og roligt med sine legesager et sted, og jeg kan ikke være en del af det. Nu skal jeg være mig selv lidt. Det fatter Ava jo løg af, hun er 20 mndr. og meget fræk – så hende kæmper jeg lidt med. Men de andre er helt med på den, og så får jeg fred. Hvis jeg er heldig, så kan hun lege lidt med en af sine søskende, mens jeg tager et bad, fx. Så får jeg en pause. Måske siger jeg ligefrem, at en af dem SKAL passe hende i 20 minutter. Eller måske sætter jeg Teletubbies på. Eller giver hende lov til at spille Ipad. Mens jeg stener. Det kan også være nødvendigt i løbet af dagen, hvis jeg går i stå. Jeg er jo ikke en Hoptimist, vel? En lur, mens Ava sover til middag, er også vederkvægende. Find de pauser, du kan, når du har brug for det. Hvis du arbejder udenfor hjemmet til dagligt, har du også brug for fred, når du har ferie.

Tro ihvertfald ikke, at der er spor andre end dig, der bestemmer, hvad der skal ske i ferien. Det bestemmer I altså selv. Tag et bevidst valg udfra, hvad der passer jer.

Nu har Ava kaldt på mig udefra badekarret længe. James er stået op og vil have morgenmad – den er også halv elleve, han  må være sulten. Hyg jer derude – måske ses vi i løbet af ferien?

Mangler du ferielæsning? Husk, at du på mit forrige indlæg kan læse om en virkelig god bog at nyde her i ferien. “Dit Selvhelbredende Selv” af Mette Louise Holland. Du kan også vinde bogen i signeret udgave, hvis du skriver en kommentar på bloggens facebookside og tagger en ven. Så vil du gøre både mig og bogens forfatter meget glad.

Kærligst, Kristina

 

Advertisement

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s