Pizza med Skvalderkål og vinderen er…

Det hedder skvadderkål, siger du måske. Men nej, det hedder faktisk skvalderkål. Og det vælter op af jorden nu. Store dele af min have er totalt overtaget af det. Jeg har aldrig troet, at jeg kunne styre mængderne, men jeg er faktisk nået dertil, hvor jeg glæder mig til, at det bliver april, og der er skvalderkål over det hele. For det smager super godt. I dette indlæg er der ikke så meget om vores kaos-hverdag her i Helsinge, men du kan jo genlæse fx det her dejlige indlæg istedet for. Til gengæld får du en opskrift på pizza med skvalderkål, og jeg fortæller, hvem, der vandt et eksemplar af den virkelig gode og inspirerende bog “Dit Selvhelbredende Selv” af Mette Louise Holland, cand psyk. Så hæng på! Gider du ikke bruge tid på at lave sunde ting, så lav de her muslibarer i stedet for.

Spis dit skalderkål. Først det med kålen: For det vokser jo overalt, så hvorfor ikke bruge det til noget fornuftigt? Mens bladende stadig er saftig grønne og ikke alt for store, så hiver du dem af i store bundter. Det tager 20 sekunder at plukke nok til 10 pizzaer, 5 glas pesto og stuvet skvalderkål nok til hele Grøn Stue. For man kan også lave pesto (brug opskriften på ramsløgspesto) og stuve det, nemlig. Det mest børnevenlige at bruge det til er faktisk pizza. Det gider børnene og min mand også at spise. Jeg kommer skvalderkål i min smoothie om morgenen, som er den eneste garanti for, at jeg får indtaget bare et minimum af grove grøntsager hver dag. Og i mine æg om eftermiddagen, hvis de små og jeg spiser æg. Og alle mulige andre steder – men resten af familien er lidt mere skeptiske. Så derfor- pizza. Pluk gerne en masse skvadderkål (det hedder det jo, siger børnene) og frys det ned. Det er skønt at bruge ligesom spinat til alt muligt, jeg siger det bare. Og så står det jo lige derude og koster gratis.

PIzza med skvalderkål

Du tager en helt almindelig hvededej. Sådan en, som du som forælder måske altid har i gang i køleren. Gerne en af dem, der er splattede og langtidshævede. Som kan blive til både brød, pitabrød, pizza, flutes, snobrød og kanelsnegle, hvis den får lidt ekstra “love”. Den dej kan du læse mere om her, hvor der også står om andre fifs til at lave mad på en nem måde til en stor familie.

Den hvededel hæler du ud på bordet og ælter med mel nok til, at du kan rulle den ud med en kagerulle. Rul den tyndt ud og læg på bagepapir.

Tænd ovnen for fulde gardiner med bagepladen indeni, så den bliver varm. 300 grader,  alt, hvad du har. Brændvarm.

Kom et tyndt lag tomatsauce på pizzabunden. Køb den færdig eller blend den sammen med 1 lille løg, 2 fed hvidløg (eller 5 blade ramsløg), salt/peber, smattede tomater fra grøntsagsskuffen, hvis du har, 1 ds hakkede tomater, 1 stor spsk tomatkoncentrat, hakkede krydderurter (i hvertfald oregano og basilikum), 1 tsk sukker, 1 spsk olie (det legerer saucen, så den ikke sjasker rundt i dejen og gør den blød).

Fordel en halv eller en hel lille, rund mozzerella-ost på pizzaen i nulrede bidder. Eller noget andet ost, du lige skal have brugt.
Her kommer skvalderkålen så:

Du skal hakke den lidt, fordele på osten, drysser med fx hakket peberfrugt eller noget andet, der er lidt sødt, og så lidt hakket hvidløg, og så ind i ovnen. På meget varm bageplade.GELQ1448

Bages for fuld skrald, til den ser færdig ud. 8 minutter eller sådan noget. Lækkert!

Kom så med det.

Vinderen er…… Ditte Dahl Jeppesen og Julie Wedel Jensen! I har vundet en signeret udgave af “Dit Selvhelbredende Selv”! Send mig en besked på facebook med jeres adresse, så får jeg Mette Louise til at signere og sende. God fornøjelse og tak, fordi I ville være med!

Hav en dejlig påske.

 

Advertisement

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s