Hvordan taler man med børn om terror?

Skriv en kommentar

24. maj 2017 af Kristina Hobbs

IMG_1841

Hey – der er lige noget, jeg skal tænke igennem på skrift….selvom solskinnet i haven trækker…

Der er roligt i huset – det er der som regel, når jeg skriver. Det er jo ligesom en nødvendighed, for det er en naturlov, at børn enten:

sætter sig på mig eller

stikker armene ned i min bh ( til de sørgelige teposer af bryster, som efter 12 års samlet amning ærlig talt ikke kan bruges til så meget andet end stress-bolde for børn) eller

hugger computermusen og stæser ud i sandkassen med den eller

kommer drabeligt op at slås et eller andet sted i huset, så jeg skal afsti-afsted som var der brandøvelse eller

allesammen siger “Moar, Moar, Moar, Moar, Moar MOOOOAAAAR!!!” i kor, indtil jeg reagerer og kommer og finder sokken, tørrer bussemanden af yndlingstrøjen, henter morgenkåben, finder opskriften på romkugler, fjerner fluen (Ava er panikangst for alle insekter, ikke helt lydløs en affære, når man som os bor i et hus med store vinduer ud mod en stor have fyldt med MAJET bæredygtige og cirkulær-et-eller-andet havebrug med insekthoteller (fint ord for bunker af havebras, som jeg ikke lige har taget stilling til) og bi-blomster)  eller

Nu tabte jeg tråden. Nå ja – børn gør alt muligt, så snart jeg sætter mig ved skærmen. Eller når telefonen ringer, som beskrevet i dette Hjemmegående i røret indlæg. Så jeg kan faktisk kun skrive, når nogen er i skole, nogen sover og James, mit nemmeste barn, holder middagspause. Så spiller han Nintendo eller Xbox eller ser en film eller leger med legetøj eller bager mudderkager, mens jeg enten sover eller skriver eller ordner. Vi har fred. Det er dejligt at kunne med en 5-årig. I denne uge er det særlig dejligt, for vi har haft besøg, taget på besøg, været i Gribskov Legestue, på tur eller i svømmeren i mange dage i træk, og nu er vi trætte. Jeg har hovedpine. Og min brok, som ellers blev fjernet på hospitalet under stort postyr, er tilbage og summer og klager. Og jeg har begyndende hold i nakken. Det går strygende.

Så vi tager den lige med ro og har ikke lavet andet end at stå op, sende de andre 3 børn afsted, se “Den Gode Dinosaur” med dyner og æbler, været i haven og plante ting og sager, fodre høns og spidde klistrede snegle. Nu er det så pause, og så skal vi forsætte med at lave rigtig lidt. Det er en kærlig måde at passe på os selv. Det er en af de helt store fordele ved at passe sine børn hjemme, at man selv bestemmer tempoet.

Det står i skærende kontrast til begivenhederne i Manchester, hvor børn ikke kan finde deres familie, venner, arme og ben. Hvor børn, der sang med på Arianna Grande, er blevet sprunget i luften af en psykopat. Hvor de mangler blod, fordi blodbanken har brugt hele sit lager på at hjælpe de sårede. Hvor alle deler billeder af børn på de sociale medier, så familier kan finde sammen igen. Jeg kan slet ikke skrive ….på en passende måde. Men kontrasten, den er i mit hoved og mit hjerte hele tiden. Og mine to ældste børn læser MetroExpress i toget på vej til og fra skole, de er 11 og 14 år, og dem skal jeg tale med om det idag. Silvia på 7 år ser Ultranyt, og jeg ved, at hun også har brug for at tale mere om det. James på 5 år ved jeg ikke om hører med, når jeg hører Radioavisen i bilen. Men jeg tænker, at vi taler om det sammen allesammen. For det mener jeg er vigtigt at gøre. For at give det noget perspektiv.

Jeg har ikke en fiks opskrift på, hvordan man taler med børn om terror. Men i de 14 år, jeg har haft børn, har jeg prøvet det nogle gange, desværre. Der har været angreb flere steder, end jeg bryder mig om at tænke på. Da Bastian blev født, var jeg også bange, for dengang smed USA og Danmark bomber over Irak. Så skete 9/11. Og der var tsunamier. Og folk, vi kendte, blev berørt. Det er sket siden – en del af min familie var tilstede i Nice, da der var en lastbil, som kværnede ind i fejringen af Bastilledagen og tog folk med sig. De kom ikke fysisk til skade, min familie, men psykisk. Det talte vi også om, børnene og jeg.

Jeg tror, at børn skal lære at navigere i det samfund, de skal leve i. Men de skal ikke gøres bange uden grund. Det er bare rigtig svært at skærme dem med alle de medier, der altid er allevegne. Så hvis de har en fært af katastrofen og hører noget med “død” i radioen eller læser om det, så tror jeg, at det er bedst, at jeg som forælder giver dem mulighed for at stille spørgsmål til det og give lidt flere informationer. Både for at undgå at dæmonisere gerningsmanden udfra etnicitet eller religion (det skal de nok overhøre folk i toget eller i radioen gøre) og for at berolige dem. Det er svært at forstå, hvorfor nogen kan gøre sådan noget. Også for mig. Men der findes jo årsager. Og dem kan jeg forsøge at pege på. Og så handler det om at give en masse knus og kram og påpege, at risikoen for at blive involveret i et terrorangreb er meget, meget lille. Verden er meget stor.

Jeg tror, at jeg vil sige, at hvis det var i Danmark, ville vi hjælpe praktisk. For det skal vi, når mennesker er i nød. Men når nu det er i børnenes far og min mands hjemland, så kan vi sende en masse gode tanker afsted og håb.

Så vil jeg sige, at der findes meget desperate mennesker, som kommer fra omstændigheder, hvor menneskeliv ikke er noget værd. Der findes mennesker, der er tossede i hovedet og altid har været det. Der findes mennesker, som bilder andre mennesker ind, at verden er fuld af fjender, som fortjener at dø, og som ikke er noget værd. Der findes desværre frygtelig nød alt for mange steder. Og det har der gjort i tusinder af år, og det får folk til at gøre ufatteligt grusomme ting. De mener, at de gør det rigtige. Folk er sjældent onde, ren ondskab findes næsten ikke. Der findes onde handlinger, men det kommer som oftest an på perspektivet. De fleste ting er gjort i troen på, at det er det rigtige at gøre – eller at der slet ikke er et valg. Det er sygt, det er frygteligt, det er nederdrægtigt og forkasteligt at gøre folk fortræd. Navnlig børn. Det er som om, at det at sprænge en ungdomskoncert i luften er i en hel anden liga end “fortræd”, men det er nu lige det bedste ord, jeg kan ramme. Men jeg ved sgu ikke, om det er sådan objektiv ondskab. Det er det jo nok ikke fra selvmordsbomberens synspunkt. Nej, jeg tror ikke, vi skal frygte objektiv ondskab a la “Pennywise” og “Motorsavsmassakren”. Den subjektive findes klart. Og det er det her et eksempel på.

Jeg vil forsøge at tage udgangspunkt i det, børnene har at fortælle og spørge om. Og jeg vil prøve at få dem til at tale sammen om det. Selvom der er mange år imellem dem (Ava er yngst med knap 2 år, Bastian på 14 er ældst).  Har lige spurgt Bastian om det, faktisk, efter han kom hjem fra skole, angreb min fersken-crumble og en halv liter flødeskum samt 4 rugbrødsmadder og en smoothie, og udviste minimal interesse i at tale i to sekunder med sin gamle mor… Det skulle han aldrig have gjort, for så brugte han pludselig alt for lang tid på snik-snak om terror-angreb. Han synes, at det er skørt at være bange for, for det er jo for paranoide folk at tro, at det bliver farligt at gå til koncert, fordi ét event bliver sprængt i luften. Bum, så er det sagt. Det er hans perspektiv. Sagt nøgternt, ikke afvisende, uden glimt i øjet, bare sådan.

Det er jo også et værdigt perspektiv, som jeg synes er vigtigt at få præsenteret ved bordet, når vi snakker senere. Omend det bliver uden ferskencrumble og flødeskum, for det er væk, takket være Ava, Bastian og vist også mig. Og Bedste, der kom forbi. James er uskyldig, han hader fersken.

Der har i den sidste tid også været voldsomme begivenheder her i Helsinge, som vi har talt om. Der har været opgør blandt pusherne, som vist udgøres af to rivaliserende rocker-bander. Et nyt rakkerpak ville gerne til fadet, og så skulle de tæves på plads. Det var politiet uenig i, de synes, at alle pusherne skulle tæves på plads og sparkes hen, hvor pebret (eller valmuerne) gror. Så der har været massivt opbud af politi, salatfade og endda militær-helikoptere. Midt i gågaden var der razzia, og der har været visitationszone. En masse er blevet anholdt, flest med rygmærker, hvor der på sejeste og mest cool vis står “Helsinge”. Helt ærligt, det er en fuldstændig mafioso-latterlig ting, det der rocker-ri. Hvem fanden gider gå rundt med “Helsinge” på ryggen? “Motherfucker” kan jeg til dels forstå, bortset fra det lidet ego-forstærkende aspekt af, at den eneste, man kan finde ud af at knalde, er sin mor, men “Helsinge”?

Nå men – folk blev arresteret, der var politijagter over ved idrætshallen og på parkeringspladsen bag Arnold Busk. Så det talte vi også om. Og det gør mig sjovt nok slet ikke bange. Ungerne heller ikke. Der var også razziaer og pistoler og sågar affyrede skud og lukkede skoler inde i det dyre kvarter på Frederiksberg C, hvor vi boede før. Pladsen foran Forum er plastret til med sorte Audi’er om natten. Det er pusherstreet i palæ-udgaven. De rige sniffer jo ikke kun til deres pengesedler og ryger ikke kun brune Kings.

Man kan ikke forvente, at børn vokser op i verden uden at kende til episoder, der er potentielt farlige, tror jeg. Ingen steder. I Danmark er vi som regel på afstand af verdens uroligheder. Det er fantastisk, som vi her til lands generelt er enige om, at vold er noget skidt. Vi opfører os generelt meget, meget pænt. Vi har tillid til hinanden. Det må jeg prøve at få præsenteret i samtalen senere. At det er noget unikt, den tillid. Så er der så meget andet, der er galt – og både tilliden og friheden står indimellem for skud, måske mere og mere. Men lige i den her samtale om terror, der er tillid og frihed vigtige begreber.

Siden jeg begyndte denne lange tankestrøm, har jeg også tænkt. Der er gået 3 timer. Jeg har lavet alt muligt sideløbende, og nu er min mor og de små gået på tur. Klokken er alt for mange, og jeg skal lave mad.

Skal og skal. Det bestemmer jeg jo selv, jeg er jo Moderen. Og jeg siger makrelmadder til aften.

Jeg vil rigtig gerne høre om, hvordan I forholder jer til samtalen om terror hjemme hos dig.

Hej hej!

Kh Kristina

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: