Fattig og færdig med Falck.

Skriv en kommentar

29. maj 2017 af Kristina Hobbs

Den største forskel på da jeg blev hjemmegående for 5 år siden og nu er, at vi er fattigere.   På ussel mammon, javel ja. Men den er der godt nok heller ikke ret meget af længere. Det hænger mest sammen med, at jeg har fået en ny hobby. Det er tilsyneladende at blive hentet af Falck, fordi min bil ikke kan køre. Og bagefter betale en arm og et ben for at få min bil tilbage fra værkstedet. Det er simpelthen det bedste, jeg ved – næst efter Mælkesnitter. Åbenbart.

Eller noget.

Ellers er det da dybt tåbeligt, at jeg bliver ved med det. Når man er på fornavn med indtil flere Falck-mænd og deres telefon-damer, så er man altså stamkunde. Af den dyre salgs.

Idag startede ellers dejligt med at være sædvanlig mandag, hvor James, Ava og jeg skulle komme os ovenpå weekendens mange overnattende kammerater, solskin, badebassiner, vandkampe og generel gang-i-den. Bare tulle rundt og hygge os. Jeg stod op kl 6.15 for at sende Bastian, Molly og Silvia roligt ud af døren, de skulle køres af en god nabo, som også har børn på Hillerød Lilleskole 20 km syd for, hvor vi bor. Kommer mig aldrig over, hvordan vores flytning til Helsinge, hvor der er en skøn, nybygget skole i cykleafstand, endte med, at vi sender alle børnene på Lilleskole 20 km væk. Så kan man lære at lade være med at tro, at man kan researche sig til et perfekt liv i provinsen!

Nåmen op med mig – konstaterede omgående, at jeg også i nat har sovet med hele ryggen nede i rillen mellem de to madrasser i dobbeltsengen. Som en pølse i svøb. James og Ava ender altid i min seng, på hver sin side, og da de begge stædigt vil have deres mor om natten, er jeg nødt til at ligge i midten. I rillen. Jeg har hold i nakken to gange om ugen og går til kiropraktor, mine skuldre begynder at sove henad kl 16 hver eftermiddag (bare for at matche min svigtende koncentration på ca samme tidspunkt, så fysiologien ligesom passer sammen).

Forresten – Jeg forstår ikke, hvordan man kan opfinde 3d print og bluetooth-teknologi (lyd sendt gennem luften, det er fanme for mærkeligt i grunden), når man ikke endegyldigt kan opfinde noget, der gør, at man ligger ordentligt i midten af en dobbeltseng, når nu kan ikke lige har 34 millioner kroner at smide efter en giga-kejser-size madras fra Hästens. Det må være enhver mors svøbe, den rille. Vi har sådan en dims til at komme i den, men den kravler sgu da bare med ned i den afgrundsdybe fure, som min stakkels ryg efterhånden har lavet….Og – Forresten –  hvorfor har man ikke også opfundet noget ordentlig prævention til kvinder, der ikke enten gør os komplet, skingrende sindssyge på hormoner eller får os til at svulme op? Eller – GYS – begge dele, så vi bliver sindssygt aggressive OG svulmer op, som pindsvinefisk? Og….

Forresten, hvorfor har man ikke også opfundet en bil, der kan køre på både benzin OG diesel ( kan I gætte, hvilket stunt, jeg har lavet i vores låne-bil fra værkstedet for nyligt…)

Og andre bagateller, som kvinder ville sætte stor pris på i hverdagen.  Tak. Opfind lige de par småting. Og chokolade, der ikke feder.

Nåmen jeg stod op kl 6.15 og ploppede mig op af rillen og ud af sengen. Uden at vække Ava og James. Ned med vasketøjet, samlede nogle cherrios, en våd sok, en tom plastikpose og en LEGO-hjelm op på vej ned ad trappen. Fik sat en dej over, sat en vask over, børstet tænder og pjasket vand i hovedet, før Bastian og Molly kom ned i køkkenet. Gik op og vækkede Silvia og fik sms’et med moderen til den veninde, som kommer med hjem fra skole idag. Så kom James ned og fortsatte ned i kælderen, til vores hænge-ud rum, hvor der står et TV og spillekonsoller. Der stener han Ramasjang om morgenen.

Alle kom afsted. Og så gik jeg i seng igen, op til Ava. James fik lov at stene videre i fred. Vi sov næsten 2 timer mere.

Så trissede vi rundt, spiste de sidste krydderboller fra søndagens morgen-bords bonanza, hvor Bastian havde 4 unge mænd på D&D-overnatning (sådan noget rollespil, man sidder og spiller ved et bord). Som alle ved, så er krydderboller det bedste. Hjemmebag er for fattigrøve og klidmostre.

Vi gik udenfor, fodrede høns og kyllinger. Ava smed hele tiden skoene. Så det var ret klamt. Hønselort er fælt og ikke særlig romantisk. Heller ikke, når man er hjemmegående. Jeg har ellers haft ret travlt med at vifte alle om næsen med den grænseløse idyl, der hersker her på matriklen, hvor folk sgu efterhånden må tro, at jeg valser rundt i stråhat og piskesmældsskørt og plukker roser dagen lang, mens mine velplejede og velstimulerede børn spiller kroket i knæstrømper uden at skændes og aldrig har lus. Som om. Det er ikke meget, man hører til livet med små børn med hønselort mellem tæerne. Jeg har fået nogle meget søde erkendtligheder på det sidste, og selvom jeg meget gerne bevarer jordforbindelsen og fremhæver realiteten af et liv med 5 børn og røven på komedie, så er det altså svært lige at væve hønselort på barnefødder og andre af livets genvordigheder ind i et interview om Ugepostens Buket- tralala og Månedens Hjemmegående-Tuttelidarjdadum.

Så gik James ind, og jeg forsøgte at få plantet nogle hortensia, jeg har fået forærende.

Ava fik vasket fødder og sko, og så gik vi også ind. James havde smurt de uigenkaldeligt sidste kryddere med tykt lag smør, og dem indåndede han og Ava så. Jeg fik fornævnte broccoli-smoothie, som kun gav mig en lille smule kvalme, men en masse anti-fyto-oxi-etellerandet og b27-vitamin nok til en væddeløbshest. Vist nok.

Så skulle jeg simpelthen have en pause, og de fik lov at se Kaj og Andrea, mens jeg rumsterede i haven. Det er hobby nr 2 efter det med Falck, og det er ret meget billigere.

Vi kørte afsted for at hente børn på skolen lidt efter. Jeg havde samme morgen fået min bil igen, efter den har været på værksted og få nye alt muligt. Fordi den ikke kunne starte, selvom jeg brugte alle tricks med at holde nøglekortet mod venstre, sætte radioen på standby og gearet i 1. , slippe håndbremsen, læne mig lidt til højre, holde vejret og tænke på fædrelandet. Den klarede Falck da lige, de hentede vognen. Det gjorde de også for 3 måneder siden, da jeg var blevet forskrækket over en slingrende kæmpe-monster-lastbil og kom til at kværne bilen lige ind over en kantsten, hvorefter 2 dæk eksploderede og fælgene krøllede sammen som gavepapir juleaften. Den klarede de rare Falck-mænd da også, hentede min åndssvage franske foliebakke af en Renault midt på Græstedvejen. Før det, sidste sommer, klarede de også lige et havari, hvor bilen starter-motor satte ud midt inde i Hillerød. Og før det kom Falck da også lige, da taber-bilen gav sig til at ryge som en havaneser i tåge.

Endelig kom Falck da også lige i fredags for at hente den låne-bil, jeg havde fået lov at køre i, mens bilen var på værksted. Det var en dieselbil. En splinterny en. Med en meget følsom motor. Altså hvor der ikke må hældes benzin på. Ahem. Jeg indsætter lige et linieskift her. Gæt selv hvorfor.

Jeg synes altså, at biler burde kunne køre på alle slags brændstof allesammen. Det burde de.

Nåmen jeg er altså i bilen på vej til Hillerød med James og Ava. Er lidt i mine egne tanker. James, 5 år,  skråler “WE WILL, WE WILL FÅRK YOU” i lang tid, indtil jeg begynder at høre efter, hvad han egentlig synger, og skynder mig at skifte sang, og Ava har fået snasket sig et stykke pizza fra køleskabet med i hånden, som hun nu er ved at male indersiden af bilens vindue med. Det er ikke nemt, når man har selvhjulpne børn. Lyder nemt, det der med at de kan hjælpe sig selv.  Det er det ikke i praksis.

På rampen op fra motorvejen siger bilen KLIK og dør. Bare sådan. Jeg hænger i bremsen, for håndbremsen er død sammen med al anden elektronik på den satans frankofile fiasko-bil. KLIK og så ved jeg bare, at jeg skal ringe til Flinke Falck. Igen. Og betale kassen. Igen. Farvel ferie-budget.

James glor på mig. “Mor, kan vi så ikke hente Ludvig?” (hans bedste ven, som går på skolen, og som vi skulle have med hjem idag). “Er bilen gået i stykker igen, Mor? Hvorfor har du ødelagt den igen, den duede jo lige?”. Jo, min dreng. Nu skal du høre.

Nej, heldigvis tager jeg det roligt. Åbner bildøren, så folk bag mig kan se, at de skal køre over i den modsatte vejbane for at komme op af rampen. Intet advarselsblink virker. Ingenting. Heller ikke håndbremsen, så må holde min fod på fodbremsen for at undgå, at bilen triller baglæns ned af rampen. Forsøger kejtet at lave “død bil”-fagter ud af den åbne bildør bagud til bilister på vej op ad rampen, mens jeg stadig har foden på bremsen og mobilen i hånden og overvejer, hvordan hulen jeg kan komme om bag i bilen og tage advarselstrekanten frem. Når jeg skal stå på fodbremsen imens.

James giver sig til at skråle “WE WILL WE WILL FÅRK YOU” igen. Ringer til Falck. De kommer. Ringer til min mand. Han sukker. Jeg fortæller James, at nu er den gal igen, ja, vi skal vente på Falck. “Åh nej, Mor. Det er bare mega typisk, altså. Daddys bil går aldrig i stykker!”. Altid dejligt med en, der hepper på mig.

Ava begynder at blive sur. Vi skal vente i en times tid på Falck, og som sædvanlig skal jeg tisse (bonus efter 5 graviditeter og et lyskebrok). En mand kommer gående, hjælper mig, en skønjomfru i nød, med at få bilen ud i rabatten i sikkerhed. Det er jo totalt banalt, det her. Men for faen, nu IGEN!? Det er nu pænt af ham, sådan at hjælpe. Der er faktisk 5-6 stykker, der stopper og vil hjælpe.

Resten er trivielt, det går som på skinner, vi kom hjem med Falck, James fik en sej køretur i kæmpekranbilIMG_1874, gutterne på værkstedet fik sig en kæmpegriner over at se mig igen-igen-igen, og det er altid dejligt sådan at kunne bringe et smil frem på folks læber. Som Smadrefruen.

 

Jeg pakkede min bitterhed bort, og vi hyggede os med de 3 ekstra børn i huset, som Silvia, Molly og Bastian medbragte. Fik drukket kaffe med en veninde, som kom med en hel sæk arvetøj. Fik proppet Silvia og hendes veninde i varmt bad, efter de havde taget en dukkert i det meget kolde badebassin. Fik lavet en masse aftensmad til de 7 børn, der skulle spise her. Fik sat dej over, tømt vaskemaskine og fyldt den igen, vasket gulv i entreen, støvsuget stuen, skuret tusch af trappen (tak, Ava), gennemført en bane i LEGO Movie-spillet med James og pudset 2 vinduer. Det der med at få gjort rent i hele huset (eller bare på en hel etage) på én gang og gå rundt i rene stuer og sige “Ah, nu er her dejligt rent, tid til kaffe af det fine stel og sølvskeerne”, det er ikke for mig mere. Jeg når det, der er lige foran næsen på mig, ét gulv, én trappe, ét vinduesfag og ét panel ad gangen.

Fik plantet de sidste courgette-planter og gravet regnorme op sammen med Ava, som ikke sov mere end de 20 minutter, hun tog, mens vi ventede på Falck. Fik printet billedet af James på Falck-bil ud i kæmpeformat, så han kan hænge det over sin seng. Fik ærgret mig i stilhed over at skulle koste familien endnu flere penge med endnu et havari. Fik knaldet hovedet durk ind i terrassen, mens jeg legede gemmeleg. Av for helvede, er denne dag da for helvede ikke snart slut, hva for helvede!?!?

Fik puttet Silvia alt for sent, for vi legede allesammen i den lyse aften ude på græsplænen. Da hun var i seng, gav Ava sig til at græde, og hun var ked af det de næste 2 timer med ondt i maven. James faldt i søvn nedenunder, hvor han sneg sig ned for at se Ramasjang, mens vi andre spillede med vandballoner og frisbee i haven. Men han stod op kl 22, og så lå han og Ava og fjantede i min seng. Og jeg skulle alt muligt. Men nu gider jeg ikke forsøge at gå i gang med mere – James og Ava står her ved siden af mig igen og spørger, hvornår jeg kommer og ligger i midten. I rillen.

Jeg går i seng. Og må finde mig en ny hobby. Færdig med Falck.

Kærlig hilsen Kristina

 

 

 

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Skriv din mailadresse her, så får du en mail, når jeg har skrevet et nyt indlæg :-)

Læs min klumme om at vælge sin partner hver dag

skæv og ærlig

Dage tilbage som hjemmegående

Mit barn nr 5, Ava, starter i institution1. september 2017

Check min IG profil

Hvordan det er for en hjemmegående mor til 5 at starte på arbejde... det kan man nemlig godt! @hjemmeunger.dk #hjemmegående #backtowork #nytpåbloggen link i bio😊 Endelig, første times fred i årevis, hvor ingen små søskende ødelægger kastanje-projekterne 😊👌. Elsker også at have store børn! #kastanjer #kastanjedyr #kreamedbørn #efterår #diy #kastanjeblomst @skidt_og_kanel #ligerettilalle #politik #finanslov #thatslife #nytpåbloggen link i bio!
%d bloggers like this: